Aben foregav engang, at han kunde see et Skib i Maanen. Dette satte andre Dyr og Fugle i Bevægelse, saa at de i Hobetal kom sammen for ved Maanens Opkomst paa Himmelen at give Agt derpaa. Men ingen af dem alle, end ikke Løsen, som har det stærkeste Syn, kunde see mindste Tegn dertil. Ørnen, som i samme Hensigt stak saa høit i Luften, at den syntes at nærme sig til Maanen, bevidnede ogsaa det samme, hvisaarsag man sluttede, at dette Skib fandtes kun i Abens Indbildning, eller og, at han efter Sædvane vilde spille Gjek med andre Dyr. Endelig indfandt en Elefant sig, som formedelst sin Skjønsomhed og Forstand var i saadan Anseelse, at alle hans Ord vare som Orakler. Og, enten det nu var af egen Indbildning, eller for at mærke hvad han ved sit store Navn kunde udvirke, foregav han først, at han i Maanen blev noget Usædvanligt vaer, og tilsidst sagde han, at han ogsaa klarligen kunde see et saadant Skib, og bad de andre Dyr at stirre paa Maanen med mere Agtsomhed. Hvad skede? En efter anden begyndte at see hvad de ikke saae, saa at de alle fordømte deres forrige Blindhed; 10ja Muldvarpen selv, som ellers har det svageste Syn, bevidnede med Eed, at han kunde ikke alene see Skibet selv med dets Master, men endogsaa Takkeltoug og Anker samt Skibshunde.
Naar En først har erhvervet sig Navn af stor og ualmindelig Viisdom, kan han bringe Mennesker til at see hvad de ikke see, at smage hvad de ikke smage, og at negte sine egne Sandser.
(L. Holberg.)