En Gjedebuk havde en Tid lang opholdt sig i en Kjøbstad, hvor han saa, at alle Indbyggerne havde ladet deres Skjæg rage, saa at der kun var en eneste gammel Borger tilbage, som havde beholdt sit Skjæg, og ikke vilde efterfølge de andre, menende, at Skjægget var en Mands Prydelse, skjøndt han vandt intet andet derved end at blive beleet af sine Medborgere, hvilke udtolkede saadant som en Egensindighed. Dette overveiede Bukken nøie, hvorover han besluttede at følge Strømmen, og lod ogsaa sit Skjæg afrage. Men, da han kort derefter forlod Staden, og kom tilbage til Skoven uden Skjæg, blev han beleet af de andre Dyr, men især af andre Bukke, som derover ikke vilde erkjende ham for deres Medbroder. I denne Tilstand beklagede han sig for en gammel ærværdig Gjed, som han fortalte, hvad der havde drevet ham til saadan Forandring. Men den Gamle svarede dertil: ”Hør, 8min Søn! Den Borger, som du taler om der i Staden, og du, ere lige store Narre, og fortjene begge lige meget at belees, han, fordi han er den eneste skjæggede Mand, og du, fordi du er den eneste ragede Buk.”
Den, som sidst beholder en Mode, og den, som først antager den, ere lige store Narre.
(L. Holberg.)