Nogle Ænder stode engang ved Strandbredden og snakkede med hverandre. Blandt andre Materier, som bleve bragte paa Bane, taledes med Forundring om Flod og Ebbe, efterdi de mærkede, at Havet snart voxede, snart aftog, hvortil ingen af dem kunde begribe Aarsagen. Medens de vare midt i denne filosofiske Tale, nærmede en Sælhund, som var heel erfaren i naturlige Kundskaber, især i Astronomi, sig til Strandbredden, og af ham haabede nu Ænderne at faae nogen Oplysning i Sagen. En af dem gik ham da imøde og sagde: ”Kjære Simon! Hvad kan vel være Aarsag til, at Vandet snart stiger, og snart igjen falder?” Sælhunden svarede: ”Det kommer af den Kraft, Maanen har paa Jorden; thi naar den trykker paa Havet, maa det hæve sig ved Bredderne.” Dette foraarsagede hos dem alle en heftig Latter. 7Ingen Mening syntes dem at være daarligere, saa de reentud sagde: disse lærde Personer ere aldrig rigtige i Hovedet. Efterat de nu havde leet sig trætte, forelagde de et andet Spørgsmaal, nemlig: ”Hvoraf det vel kom, at Maanen saa idelig tog af og til?” Sælhunden, som mærkede, at man ikke burde tale alvorlig med disse taabelige Dyr, sagde da: ”Det kommer af, at naar Maanen kommer til sin fulde Størrelse, klipper man Stykker deraf, for at gjøre Stjerner.” Dette syntes dem at være ganske forstaaeligt og rimeligt, hvorfor de takkede ham for god Underviisning.
Mange forkaste og belee den sundeste Lærdom, og lade sig binde de meest urimelige og vanskabte Meninger paa Ærmet.
(L. Holberg.)