Da Katten mærkede, at Jagten tog mere og mere af, efterdi Musene, som nøie havde udstuderet alle hans Kunster, idelig stode paa Skildvagt for at beskytte sig imod ham, besluttede han at begive sig i en Munkeorden, for, under Helligheds Maske, desbedre at kunne besnære dem. Han lod sig derfor af en Farver sværte, og gav tilkjende, at han nu som 6Munk havde vendt Verden Ryggen. Da dette kom Musene for Øre, opvaktes heftig Glæde blandt dem, saasom de meente nu at være befriede for al Frygt og Fare, efterdi Munkene i den Orden intet Kjød maatte æde. De lode sig derpaa ikke alene frit see i Kattens Nærværelse, men familiariserede sig endogsaa med ham. Katten blev ogsaa en Tid lang ved med sin Opførsel, for at gjøre dem mere og mere trohjertige; men endelig, da en stor Hob Muus havde forsamlet sig, og han saa Leilighed til en god Fangst, tog han Masken af, og myrdede dem alle, saa at ingen af dem undkom, uden en eneste Muus, som sagde, at Katten var slem tilforn, men at han var bleven reent bandsat siden han blev Munk.
Fabelen lærer, at af alle ulovlige Midler til at besnære er intet sikkrere (og afskyeligere) end en Helligheds Maske.
(L. Holberg.)