227

Her er en smørblomst! Den kaldes saa, fordi den viser, hvor meget smør en har spist. Hold den op under hagen, siger folk, saa falder det gjenskin fra den gule krone. Har du spist meget smør, er gjenskinnet sterkt; har du spist lidet, er det svagt! Ja, saa siger folketroen. Lad os saa se, hvad blomsten selv siger, eller hvorledes den ser ud indeni.

Vi kløver den tynde stilk med en skarp kniv, og saa kløver vi blomsten selv i to lige store dele. Stilken gaar 229tvers igjennem blomsten. Den er tykkest der hvor blomsten sidder. Det stedet kaldes blomsterbunden.

228

Saa gransker vi blomsten selv. Den gule krone bestaar af fem blade, som kaldes kronbladene. Vi rykker ett løs. Vi ser, at det smalner af nedover mod blomsterbunden. Den smalere del er ligesom overtrukket med fernis og har tydelige striber. Disse striber gaar ned mod en fordybning, og foran denne fordybning er der et skjæl, af form som en negl omtrent. Fordybningen kaldes honninggjemme, fordi det er smaa honningdraaber der inde. Skjællet holder paa draaberne, saa de ikke render bort. Og striberne viser vei ned til honningen; derfor kaldes de honningmerker. Nedenfor og under kronbladene sidder bægeret. Det er tre eller fem blade, som er mindre, gulgrønne, og falder let af, naar blomsten er fuldt udsprunget.

Men indenfor kronbladene sidder en hel mængde tynde traader, som hver bærer en knap i toppen; de kaldes støvbærere, traaden støvtraad, og knappen støvknap. Ti denne knap kan aabne sig, og saa kommer det ud af den et fint gult pulver, som kaldes blomsterstøv.

Men aller inderst i blomsten finder vi nogen smaa tingester, som er mindre end støvbærerne. De er tykke nedtil, smale optil. Dette er støvveiene. Den øvre del af støvveien kaldes griffelen, fordi den hos mange planter ser ud som noget der ligner en blyant eller griffel. Den øverste del af griffelen er opsvulmet og lidt klæbrig at kjende paa. Den kaldes arret. Den nederste, den tykke del, er frugtknuten eller frugtemnet. Det er den som senere vokser ud til frugt.

Vi skjærer et af frugtemnerne hos smørblomsten over paa langs. Vi ser da, at det er hult indvendig. Og der inde sidder en ørliden knop, saa liden, at en næsten ikke kan se den. Det er frøemnet. Af det blir der frø.

Vi ved jo, at af frøet kommer ny plante. Mange planter visner helt bort om høsten, og vilde da forsvinde fra jorden, hvis de ikke havde laget frø som kunde leve vinteren over.

230

231Men for at det kan blive frø i en blomst, maa blomsterstøvet komme fra støvknapperne over paa arret. Der begynder støvkornene at gro. De vokser som et rør ned igjennem griffelen til frøemnerne. Det er derfor man taler om støvveier. Først naar disse rør fra blomsterstøvet har vokset ind i frøemnerne, kan frøemnerne vokse ud til frø. Støvkornene er saa smaa, at en knapt kan se et enkelt gjennem et almindeligt forstørrelsesglas.

Det er om at gjøre, at frøene blir rigtig kraftige og spiredygtige. Og det blir de bedst, naar blomsterstøvet i den ene blomst føres over paa arret i en anden.

Gaa ud paa marken og se paa humlerne, bierne, sommerfuglene og de andre insekter som flagrer der ude fra blomst til blomst. Se der kommer en stor humle summende lige forbi dit øre. Du gjør et ryk med hovedet; men du kan være tryg nok, at det ikke er dig den søger. Den slaar ned paa en blomst og kryber ind. Ofte har jeg som barn havt ondt af blomsten, naar det store dyr grov omkring der inde. Men den medynk kunde jeg godt have sparet mig. Det er sandt, at den forsyner sig bra der inde, og tager hvad der findes i honninggjemmerne. Men nu kommer den ud igjen. Se nu nøie paa den. Den er blit gul. Den har faat blomsterstøv paa sig. Nu flyver den videre ind i en ny blomst. Der møder den griffelen, og kommer til at gnide støvet af sig mod arret. Humlen, bien, sommerfuglen, næsten alle flyvende insekter seiler slig i en stadig fragtfart fra blomst til blomst. De fragter blomsterstøv, og betales med honning, — det er begge parter vel tjent med. Og de er paalidelige. De spilder ikke stort af varen. Derfor har de blomster som gjestes af insekter lidet blomsterstøv og smaa ar. Og hvorledes finder de frem, disse vingede fragtfartøier? Hvad sætter de kursen efter? Efter farven. Blomstens krone er farvet, for at insekterne kan se den paa lang lei. Og honningmærker bærer den, for at insekterne kan finde vei til honninggjemmet og ikke kaste tiden bort med at lede efter det. Alt er vidunderlig indrettet.

Mellem trær og busker paa lidt fugtige enger blomstrer tidlig om sommeren marihaanden; høiere til fjelds, hvor vaaren er sen, holder den sig til langt ud i august. Tag roden 232op, eller rødderne, — for der er to ved siden af hinanden. Hver af dem ser ud som en haand. Den ene er skrumpen og mørk og styg, derfor har folk kaldt den «fandens haand»; men dette stygge navn fortjener den ikke; ti det er denne haand som bærer den blomstrende plante, og for at faa blomsterne frem har den ofret al sin saft og kraft. Den anden haand er lys og vakker og fyldig; derfor kaldes den «jomfru Marias haand». Den har ingen ting at tage vare paa, har bare en knop i spidsen. Næste aar, naar den skal give saft og kraft til de blomster som er skudt op fra knoppen, da skrumper den selv ind. Men da er der kommet en ny rod med en ny knop ved siden af. Den rod som det ene aar var fyldig, blir altsaa næste aar skrumpen.

Lad os nu se paa blomsterne. Vi har en marihaand i blomst paa billedet foran, og paa næste side selve blomsten. Kronen, som for resten er vakkert farvet, har fremtil et trefliget kronblad som kaldes læben (la). Egentlig skulde læben vende bagtil, men blomstens stilk er vridd som en korketrækker, saa læben kommer til at vende frem og blir ligesom et bord, som insekterne kan sætte sig paa. Inderst paa læben er det en lang smal sæk, som hænger ned under blomsten og kaldes sporen (sp). I sporen er det honning. Men insekterne faar nok ikke bare honning fra sækken, naar de sætter sig ved dette bord. Vi ser paa billedet et insekt som har havt hovedet nede i sporen. Vi ser, at dette insekt har faat noget paa øiet, ligesom to klubber (po). Det er blomsterstøv. Vi husker nemlig, at indenfor kronbladene hos smørblomsten sidder tynde traader som bærer en knap i toppen, at traadene kaldes støvtraader, og knapperne støvknapper. Marihaanden har bare én, og blomsterstøvet er hos den ikke et fint pulver som hos andre; det har samlet sig til en liden klubbe i hvert af støvknappens to rum. Men nu husker vi ogsaa, at indenfor støvtraadene ligger støvveiene, at den øverste del af støvveien heder griffelen, og den øverste del af griffelen arret. I marihaanden er arret og støvknappen vokset sammen, saa de er ikke lette at skille fra hverandre. Naar nu en humle eller en bi kommer krybende opover læben og vil stikke sugesnabelen (r, se fig. B) ned i sporen for at slurpe i sig honningen, saa tørner den med sine store 233fremstaaende øine mod støvknappens klubber. Disse klubber har nederst paa haandtaget en skive, som er saa klæbrig, at den hænger fast. Insektet faar saaledes blomsterstøvklubberne fæstet paa sine øine (se fig. B, hvor øiet er betegnet ved o og blomsterstøvklubberne ved po-po′). Du kan prøve, hvorledes det gaar til: Stik en blyantspids ned i sporens aabning, saa kommer blyanten til at røre ved disse to klæbrige skiver; de hænger fast, og naar du tager blyanten ud, saa følger støvklubberne med. — Nu ved vi, at lige under støvknappen er arret. Men det er ikke meningen, 234at det skal faa sit blomsterstøv fra den samme blomst som det selv hører til; derfor staar klubberne nu opret paa insektets hoved, saa de ikke kan støde mod arret, selv om insektet med det samme vilde stikke hovedet ned i samme blomsten en gang til. Om ikke længe flyver det da til en anden blomst, og paa veien tørker klubbernes haandtag eller stilker. Men naar stilken tørker, saa bøier klubben sig fremover paa grund af sin tyngde, og nu har den just den rette stilling; naar nu insektet stikker hovedet ind i en marihaandblomst, da træffer klubberne netop arret. Og arret er klæbrigt; klubberne hænger fast. Humlen eller bien er blit dem kvitt. Men i samme stund faar den to nye fra støvknappen her ogsaa; og saa maa den flyve til en ny plante for at blive af med dem. Og det blir altid baade mere og bedre frø, naar blomsterstøvet overføres til en anden blomst.

Dette er bare et eksempel mellem mangfoldige tusend, det ene sindrigere og vidunderligere end det andre. Der er blomster med pumpeverk til at sprøite blomsterstøv paa insekterne, naar de sætter sig paa dem. Slig er det med tiriltungen. Andre har støvtraader som springer op og slynger støvet bort paa insekterne, straks de rører ved dem; saaledes hos berberissen.

Men de blomster som ingen synderlig farve har, har de da intet at lokke insekterne med? Gaa ud i haven en kveld og se paa natfiolen. Om dagen har den ingen flyvende gjester havt; dens krone er svagt farvet, de vører den ikke. Men nu, da skumringen er kommet, og den begynder at udsende sin sterke duft, kommer natflyene farende efter honningen. De flyver ikke om dagen, lokkes ikke af farver, men af duft.

Eller se om du kan finde en nikkesmelle. Naar skumringen kommer, breder kronbladene sig ud som en stjerne, og indsiden kommer til at vende ud. Den er meget lys, gulhvid, og let at se i skumringen. Med det samme skyder fem støvtraader raskt frem af blomsten. Støvknapperne aabner sig og faar et overdrag med klæbrigt blomsterstøv. Og blomsten selv sender ud en fin hyasintduft, som lokker insekterne til. Slig hænger blomsten til ud paa morgensiden. 235Da krummer støvtraadene sig, knapperne falder af, kronbladene ruller sig indover og vender den grønagtige side ud. Blomsten hænger mørk og rynket, som om den var vissen. Den dufter ikke; ingen ænser den. Men næste kveld skyder der igjen fem støvtraader frem af blomsten; tredje kveld griffelen med sine ar. Nu er den færdig til at modtage støv fra andre, yngre blomster, som nu har støvknapperne ude.

Men der er jo insekter som ikke flyver, bare kryber. De kunde jo krybe op over stængelen og tage honningen uden at gjøre nogen nytte, uden at flytte blomsterstøvet. Men mange blomster ved at verge sig mod det ogsaa. Se bare paa tjæreblomsten, hvor stilken her og der, men især oppe ved blomsten, er oversmurt med et seigt slim, næsten som fuglelim. Kommer nu en maur f. eks. krybende, saa blir den hængende i dette lim og maa bøte med livet.

Men der er blomster som hverken har honning eller en straalende farve, — blomsterne paa græsstraa og kornstraa f. eks. Ingen ænser dem, hverken insekter eller andre. Hvem fører da støvet over fra støvknapperne i den ene blomst til arret i den andre? Det er en som hverken spør efter farve, honning, eller duft. Det er vinden. Udover landsbygden siger de, at rugen «ryker»; for naar det blaaser i blomstringstiden, kan det se ud som om det driver røg bortover rugageren. Men det er vinden som blaaser blomsterstøv. — Men vinden er ikke saa nøie med det sum insekterne; den tager det mere rumt, og ser ikke just efter, hvor den lægger støvet fra sig. Den spilder meget. Derfor har de planter som bruger vindens hjælp en langt større mængde blomsterstøv, og arrene er ofte store og fjærformede, saa de bedre kan tage imod støvet, naar det kommer drivende. Granen og furuen har især en mængde blomsterstøv. I skogtrakter driver det som smaa gule skyer, og naar det kommer ned, tror folk det er svovlregn, fordi det har samme gule farve som svovlblommen. Naar granen blomstrer, lægger det sig i skogbygder tykt med støv over indsjøerne, og bølgerne skyller en gul grød op mod stranden.

Det er ikke saa længe siden de lærde for alvor begyndte at granske planternes bygning og liv. Det er som en ny 236verden denne granskning har aabnet for os, og den har alt gjort meget til at give os et klarere syn paa naturen og livet i det hele. Planterne er jo særlig vanskelig stillet; de kan ikke flytte plads eller flygte for de farer som truer dem. Til gjengjæld lægger de for dagen en uendelig sindrighed og opfindsomhed for at klare alle disse vanskeligheder og holde sig selv og sin slegt oppe i kampen for livet. Derved er det de har opnaad at dække saa meget af jordens overflade og gjøre den beboelig for dyr og mennesker.

For læsebogen af N. Wille.

227

Her er en smørblomst! Den kalles så, fordi den viser, hvor meget smør en har spist. Hold den opp under hagen, sier folk, så faller det gjenskinn fra den gule krone. Har du spist meget smør, er gjenskinnet sterkt; har du spist lite, er det svakt! Ja, så sier folketroen. La oss så se, hva blomsten selv sier, eller hvorledes den ser ut inni.

Vi kløver den tynne stilk med en skarp kniv, og så kløver vi blomsten selv i to like store dele. Stilken går 229tvers igjennom blomsten. Den er tykkest der hvor blomsten sitter. Det stedet kalles blomsterbunden.

228

Så gransker vi blomsten selv. Den gule krone består av fem blade, som kalles kronbladene. Vi rykker ett løs. Vi ser, at det smalner av nedover mot blomsterbunden. Den smalere del er likesom overtrukket med fernis og har tydelige striper. Disse striper går ned mot en fordypning, og foran denne fordypning er der et skjell, av form som en negl omtrent. Fordypningen kalles honninggjemme, fordi det er små honningdraaber der inne. Skjellet holder på dråpene, så de ikke render bort. Og striberne viser vei ned til honningen; derfor kalles de honningmerker. Nedenfor og under kronbladene sitter begeret. Det er tre eller fem blade, som er mindre, gulgrønne, og faller lett av, når blomsten er fullt utsprunget.

Men innenfor kronbladene sitter en hel mengde tynne tråder, som hver bærer en knap i toppen; de kalles støvbærere, tråden støvtråd, og knappen støvknap. Ti denne knap kan åpne seg, og så kommer det ut av den et fint gult pulver, som kalles blomsterstøv.

Men aller innerst i blomsten finner vi noen små tingester, som er mindre enn støvbærerne. De er tykke nedtil, smale opptil. Dette er støvveiene. Den øvre del av støvveien kalles griffelen, fordi den hos mange planter ser ut som noe der ligner en blyant eller griffel. Den øverste del av griffelen er opsvulmet og litt klæbrig å kjenne på. Den kalles arret. Den nederste, den tykke del, er frugtknuten eller frugtemnet. Det er den som senere vokser ut til frukt.

Vi skjærer et av fruktemnene hos smørblomsten over på langs. Vi ser da, at det er hult innvendig. Og der inne sitter en ørliten knop, så liten, at en nesten ikke kan se den. Det er frøemnet. Av det blir der frø.

Vi vet jo, at av frøet kommer ny plante. Mange planter visner helt bort om høsten, og ville da forsvinne fra jorden, hvis de ikke hadde laget frø som kunne leve vinteren over.

230

231Men for at det kan bli frø i en blomst, må blomsterstøvet komme fra støvknapperne over på arret. Der begynner støvkornene å gro. De vokser som et rør ned igjennom griffelen til frøemnerne. Det er derfor man taler om støvveier. Først når disse rør fra blomsterstøvet har vokset inn i frøemnerne, kan frøemnerne vokse ut til frø. Støvkornene er så små, at en knapt kan se et enkelt gjennom et alminnelig forstørrelsesglass.

Det er om å gjøre, at frøene blir riktig kraftige og spiredyktige. Og det blir de best, når blomsterstøvet i den ene blomst føres over på arret i en annen.

Gå ut på marken og se på humlene, biene, sommerfuglene og de andre insekter som flagrer der ute fra blomst til blomst. Se der kommer en stor humle summende like forbi ditt øre. Du gjør et ryk med hodet; men du kan være trygg nok, at det ikke er deg den søker. Den slår ned på en blomst og kryper inn. Ofte har jeg som barn hatt ondt av blomsten, når det store dyr grov omkring der inne. Men den medynk kunne jeg godt have spart meg. Det er sandt, at den forsyner seg bra der inne, og tar hva der finnes i honninggjemmerne. Men nå kommer den ut igjen. Se nå nøye på den. Den er blitt gul. Den har fått blomsterstøv på seg. Nå flyver den videre inn i en ny blomst. Der møter den griffelen, og kommer til å gni støvet av seg mot arret. Humlen, bien, sommerfuglen, nesten alle flygende insekter seiler slig i en stadig fraktfart fra blomst til blomst. De fragter blomsterstøv, og betales med honning, — det er begge parter vel tjent med. Og de er pålitelige. De spiller ikke stort av varen. Derfor har de blomster som gjestes av insekter lite blomsterstøv og små ar. Og hvorledes finner de frem, disse vinget fragtfartøier? Hva setter de kursen etter? Etter farven. Blomstens krone er farvet, for at insektene kan se den på lang lei. Og honningmærker bærer den, for at insektene kan finne vei til honninggjemmet og ikke kaste tiden bort med å lede etter det. Alt er vidunderlig innrettet.

Mellom trær og busker på litt fuktige enger blomstrer tidlig om sommeren marihånden; høyere til fjelds, hvor våren er sen, holder den seg til langt ut i august. Tag roten 232opp, eller røttene, — for der er to ved siden av hinannen. Hver av dem ser ut som en hånd. Den ene er skrumpen og mørk og stygg, derfor har folk kaldt den «fandens hånd»; men dette stygge navn fortjener den ikke; ti det er denne hånd som bærer den blomstrende plante, og for å få blomstene frem har den ofret all sin saft og kraft. Den annen hånd er lys og vakker og fyldig; derfor kalles den «jomfru Marias hånd». Den har ingen ting å ta vare på, har bare en knop i spidsen. Neste år, når den skal gi saft og kraft til de blomster som er skudt opp fra knoppen, da skrumper den selv inn. Men da er der kommet en ny rot med en ny knop ved siden av. Den rot som det ene år var fyldig, blir altså neste år skrumpen.

La oss nå se på blomstene. Vi har en marihånd i blomst på billedet foran, og på neste side selve blomsten. Kronen, som for resten er vakkert farvet, har fremtil et trefliget kronblad som kalles leppen (la). Egentlig skulle leppen vende bagtil, men blomstens stilk er vridd som en korketrækker, så leppen kommer til å vende frem og blir likesom et bord, som insektene kan sette seg på. Innerst på leppen er det en lang smal sekk, som henger ned under blomsten og kalles sporen (sp). I sporen er det honning. Men insektene får nok ikke bare honning fra sekken, når de setter seg ved dette bord. Vi ser på billedet et insekt som har hatt hodet nede i sporen. Vi ser, at dette insekt har fått noe på øyet, likesom to klubber (po). Det er blomsterstøv. Vi husker nemlig, at innenfor kronbladene hos smørblomsten sitter tynne tråder som bærer en knap i toppen, at trådene kalles støvtraader, og knapperne støvknapper. Marihånden har bare én, og blomsterstøvet er hos den ikke et fint pulver som hos andre; det har samlet seg til en liten klubbe i hvert av støvknappens to rom. Men nå husker vi også, at innenfor støvtrådene ligger støvveiene, at den øverste del av støvveien heder griffelen, og den øverste del av griffelen arret. I marihånden er arret og støvknappen vokset sammen, så de er ikke lette å skille fra hverandre. Når nå en humle eller en bi kommer krypende opover leppen og vil stikke sugesnabelen (r, se fig. B) ned i sporen for å slurpe i seg honningen, så tørner den med sine store 233fremstående øyne mot støvknappens klubber. Disse klubber har nederst på håndtaket en skive, som er så klæbrig, at den henger fast. Insektet får således blomsterstøvklubberne festet på sine øyne (se fig. B, hvor øyet er betegnet ved o og blomsterstøvklubberne ved po-po′). Du kan prøve, hvorledes det går til: Stikk en blyantspids ned i sporens åpning, så kommer blyanten til å røre ved disse to klebrige skiver; de henger fast, og når du tar blyanten ut, så følger støvklubberne med. — Nå vet vi, at like under støvknappen er arret. Men det er ikke meningen, 234at det skal få sitt blomsterstøv fra den samme blomst som det selv hører til; derfor står klubberne nå opret på insektets hode, så de ikke kan støte mot arret, selv om insektet med det samme ville stikke hodet ned i samme blomsten en gang til. Om ikke lenge flyver det da til en annen blomst, og på veien tørker klubbernes håndtak eller stilker. Men når stilken tørker, så bøyer klubben seg fremover på grunn av sin tyngde, og nå har den just den rette stilling; når nå insektet stikker hodet inn i en marihaandblomst, da treffer klubberne nettopp arret. Og arret er klæbrigt; klubberne henger fast. Humlen eller bien er blitt dem kvitt. Men i samme stund får den to nye fra støvknappen her også; og så må den flyve til en ny plante for å bli av med dem. Og det blir alltid både mer og bedre frø, når blomsterstøvet overføres til en annen blomst.

Dette er bare et eksempel mellom mangfoldige tusen, det ene sindrigere og vidunderligere enn det andre. Der er blomster med pumpeverk til å sprøyte blomsterstøv på insektene, når de setter seg på dem. Slig er det med tiriltungen. Andre har støvtraader som springer opp og slynger støvet bort på insektene, straks de rører ved dem; således hos berberissen.

Men de blomster som ingen synderlig farge har, har de da intet å lokke insektene med? Gå ut i hagen en kveld og se på natfiolen. Om dagen har den ingen flygende gjester hatt; dens krone er svakt farvet, de vører den ikke. Men nå, da skumringen er kommet, og den begynner å utsende sin sterke duft, kommer natflyene farende etter honningen. De flyver ikke om dagen, lokkes ikke av farger, men av duft.

Eller se om du kan finne en nikkesmelle. Når skumringen kommer, brer kronbladene seg ut som en stjerne, og innsiden kommer til å vende ut. Den er meget lys, gulhvid, og lett å se i skumringen. Med det samme skyder fem støvtraader raskt frem av blomsten. Støvknapperne åpner seg og får et overdrag med klæbrigt blomsterstøv. Og blomsten selv sender ut en fin hyasintduft, som lokker insektene til. Slig henger blomsten til ut på morgensiden. 235Da krummer støvtrådene seg, knapperne faller av, kronbladene ruller seg innover og vender den grønagtige side ut. Blomsten henger mørk og rynket, som om den var vissen. Den dufter ikke; ingen enser den. Men neste kveld skyder der igjen fem støvtraader frem av blomsten; tredje kveld griffelen med sine ar. Nå er den ferdig til å motta støv fra andre, yngre blomster, som nå har støvknapperne ute.

Men der er jo insekter som ikke flyver, bare kryper. De kunne jo krype opp over stængelen og ta honningen uten å gjøre noen nytte, uten å flytte blomsterstøvet. Men mange blomster ved å verge seg mot det også. Se bare på tjæreblomsten, hvor stilken her og der, men især oppe ved blomsten, er oversmurt med et seigt slim, nesten som fuglelim. Kommer nå en maur f. eks. krypende, så blir den hengende i dette lim og må bøte med livet.

Men der er blomster som hverken har honning eller en strålende farge, — blomstene på gresstrå og kornstrå f. eks. Ingen enser dem, hverken insekter eller andre. Hvem fører da støvet over fra støvknapperne i den ene blomst til arret i den andre? Det er en som hverken spør etter farge, honning, eller duft. Det er vinden. Utover landsbygden sier de, at rugen «ryker»; for når det blåser i blomstringstiden, kan det se ut som om det driver røg bortover rugageren. Men det er vinden som blåser blomsterstøv. — Men vinden er ikke så nøye med det sum insektene; den tar det mer rumt, og ser ikke just etter, hvor den legger støvet fra seg. Den spiller meget. Derfor har de planter som bruker vindens hjelp en langt større mengde blomsterstøv, og arrene er ofte store og fjærformede, så de bedre kan ta imot støvet, når det kommer drivende. Granen og furuen har især en mengde blomsterstøv. I skogtrakter driver det som små gule skyer, og når det kommer ned, tror folk det er svovlregn, fordi det har samme gule farge som svovlblommen. Når granen blomstrer, legger det seg i skogbygder tykt med støv over indsjøerne, og bølgene skyller en gul grøt opp mot stranden.

Det er ikke så lenge siden de lærde for alvor begynte å granske planternes bygning og liv. Det er som en ny 236verden denne granskning har åpnet for oss, og den har alt gjort meget til å gi oss et klarere syn på naturen og livet i det hele. Plantene er jo særlig vanskelig stillet; de kan ikke flytte plass eller flykte for de farer som truer dem. Til gjengjeld legger de for dagen en uendelig sindrighed og oppfinnsomhet for å klare alle disse vanskeligheter og holde seg selv og sin slekt oppe i kampen for livet. Derved er det de har opnaad at dekke så meget av jordens overflate og gjøre den beboelig for dyr og mennesker.

For leseboken av N. Wille.