Se paa verdenskartet, hvor havet breder sig: to tredjedele af jordens overflade ligger gjemt under vand. Bunden i Atlánterhavet og Stillehavet er større end alle de fem verdensdele tilsammen.
Men dette rige der nede paa dybet er vi stængt ude fra. Ingen skibe kan fare ned igjennem, ingen andre end de som i havsnød gaar til bunds; men de kan jo ikke fortælle noget. En dykker kan gaa ned paa en 20 meters dyb; men hvad er det mod dybden i de store have? Det er som en vaskevandsbolle mod Mjøsen. Nei selv kan menneskene ikke komme der ned. Men de kan gjøre som fiskeren: han kaster sit snøre ud og naar bunden. Det maa rigtignok være et forsvarligt snøre og et forsvarligt søkk, hvis en skal lodde dybden af de store have; for den er mange tusend meter. Et blylod paa et par kilogram vilde ikke duge; det vilde være som at fire en synaal ned i fjorden; det vilde være umuligt at kjende, naar loddet stødte 222mod bunden, og linen vilde drive med undervandsstrømmene og blive ved at løbe ud i det endeløse. Nei, paa de store dyb maa lodderne veie flere hundred kilogram, og da maa man naturligvis have maskinkraft. Til dybvandslod trænger man et jernrør som er et par meter langt, og i dette hænges løse lodder; de falder af, naar røret støder mod bunden. Det er billigere at miste et par lodder hver gang end at fóre en dampmaskine med kul for at trække dem den lange vei op igjen. Selve røret trænger ned i havbunden og fylder sig der nede, og naar det kommer op, kan en se, hvorledes bunden er.
I de sidste aartier har det fra flere lande været sendt ud dampskibe med videnskabsmænd for at granske havet; her skal vi nævne den engelske dampfregát Challenger og den norske Nordhavs-ekspedisjón med dampskibet Vøringen. Challenger seilte i tre aar rundt jorden gjennem Atlanterhavet, det indiske hav og Stillehavet. Det var fra 1873—1876. Vøringen gik første gang ud i sommeren 1876, og var i det hele ude tre somre efter hverandre for at granske havet mellem Island, Grønland, Norge og Spitsbergen. Der blev gjort dybmaalinger eller taget lodskud, som det heder i sjømandssproget, paa 375 forskjellige steder.
Paa lodlinen var der ikke bare det jernrør som vi har snakket om; der var termométer, til at maale hvor varmt 223vandet var paa de forskjellige steder; der var en vandhenter, som tog prøver af vandet helt nede fra bunden af, og der var endelig en skrabe (fig. 1), en slags sæk, som blev trukket hen over havbunden og samled dyr op. Nedentil havde skraben nogen svabere af hampetraad, som mange fritsvømmende dyr blev hængende fast i.
Disse reiser har aabenbaret for os en del af havets hemmeligheder; vi har for alvor lært dets storhed at kjende. Vi ved nu, at det er saa stort og dybt, at om vi kunde sænke alt det fastland som løfter sig over havet ned paa bunden af det, saa vilde det dog ikke blive stort grundere, og for at fylde det til randen maatte det mer end tyve slige fastlands-masser til. Den største dybde har man fundet i Stillehavet nordøst for Japan, — 8500 meter. Galdhøpiggen er ikke mer end 2700. Atlanterhavet er noget grundere; det største dyb man her har fundet er 7000 meter, nord for Vestindien.
Om vi kunde gjøre en reise over havbunden, vilde vi dog ikke støde paa mange høie fjeld eller mange dybe daler. Inde ved kysten kan det vistnok være temmelig bratte bakker nedover mod dybet, men ude i verdenshavene er bunden jevn, og naar den sænker sig eller hæver sig, gaar det i almindelighed lidt efter lidt, saa at det paa nogen mil ikke er videre forskjel at merke.
En reise over bunden i Atlanterhavet vilde blive som en tur over en umaadelig slette. Op fra denne slette vilde de smaa spredte øer Bermudas, Ascension, St. Helena og andre hæve sig som svimlende høie fjeld. Midt ude i Nordhavet ligger en slig ensom ø, Jan Majn, som med sin top hæver sig brat op fra havets bund indtil 2000 meter over vandfladen. Det er en udbrændt vulkán, et krater, ligesom en pusteaabning for den jord som ligger begravet under vandmasserne.
Men en slig reise vilde blive tung nok. Over hele havbunden ligger det nemlig et lag af dynd, ler, eller hvad 224man vil kalde det, noget som ligner gytjen inde ved stranden, men bare er saa meget dybere og saa meget blødere. Med dansesko kunde det ikke nytte at komme her, selv med lange skaftestøvler vilde en ikke være hjulpet i dette bundløse mudder. Mudder? Skal vi kalde det saa? Ja navnet skjæmmer jo ingen, og det som ligger der nede paa havbunden, ser sandelig ikke stort bedre ud, naar en faar det op paa dækket. Men der er alligevel en hel ny verden i dette mudder, uendelige mængder af smaa skabninger som ingen har anet.
Lad os se lidt nærmere paa en bundprøve fra Atlanterhavet paa 4 000 meters dyb. Lad os lægge den under mikroskópet.
Det meste ser vi da er ørsmaa kalkskaller, som i gjennemsnit ikke er større end et par sammenlagte haar. Disse kalkskaller hører til en dyreart som kaldes globi-geriner. I levende live svømmer disse dyr frit om i havet, og har lange fine kalknaaler, som vi ser paa tegningen (fig. 2). Disse fine naaler mister de, naar de efter sin død er sunket til bunds (fig. 3). Umaadelige strækninger af havbunden, større end hele Europa, er ligesom en eneste kirkegaard for disse smaa skabninger.
I andre egne af verdenshavene findes andre dyr drysset udover bunden. Somme steder er det svamper eller rester af svamper. Svampene er i slegt med vor almindelige vaskesvamp og har en blød slimet masse med et skelet af fine kalknaaler eller kiselnaaler. Svampene lever af de smaadele som sjøvandet fører med, naar det strømmer gjennem porerne i deres legeme. Svampenes fine skeletter eller levninger af dem findes i mængde paa bunden af Stillehavet. 225Paa billedet fig. 4 a—i ser vi en del af de fine kiselnaaler.
Men der er ikke blot døde dyr paa havbunden; der er ogsaa levende. Det er ikke slig, som man før trodde, at intet dyr kunde leve paa bunden af verdenshavene, fordi der var for stort tryk af vandet. Nei, havbunden er ikke stort fattigere paa dyr end selve jordens overflade; i tusendvis blev de taget op med skraben paa den norske Nordhavs-ekspedisjon. Paa det dybeste var det over 3 000 meter. Vi ser nogen af dem paa billedet. Der er sjø-anemonen (fig. 5), som har en krans af fangarmer til at tage de mindre dyr som den lever af; der er ogsaa en fisk (fig. 6), som blev taget op midt ude i havet paa en dybde af 2 400 meter. Den havde en vakker rød farve, og var næsten gjennemsigtig, saa at man kunde se rygbenet og indvoldene. Den havde vakre blaa øine. Men hvad skulde den med dem? Lyset kan jo knapt trænge mer end et par hundred meter
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.
226ned i vandet; paa de store dyb der nede maa det altsaa være evig nat. Ikke ganske. En stor del af dyrene der nede lyser selv, ligesom sankthans-ormer. Om vi kunde gjøre en reise over havbunden paa de dybder hvor solens straaler ikke naar ned, vilde vi paa mange steder finde en svag dæmring, en lysning som af morild i vandet.
Korállen, som er en samling af smaadyr, træffer vi i store mængder paa havbunden. Kalk-skeletterne af disse dyr ligner ofte trær, og kan i de sydlige have vokse op til hele øer (koral-øer, koralrev).
Men vi finder mere i bundprøverne end dyr- og dyre-rester; vi finder ørsmaa stendele, som kommer svømmende fra land. Hvorledes? — Med elvene. Paa sin vei over jordens overflade løser elven op og tager med sig hvad den kan; ingen sten er saa haard, at den holder sig helt uskad. Og naar elven saa naar havet, er det ikke smaatterier den har med. Og det skylles ofte langt ud fra elvemundingen. Man finder Amasón-elvens grumsede vand 1600 kilometer ud i sjøen, og den kinesiske elv Ho-ang-ho tager en slig mængde gult ler med sig, at den farver hele havet omkring: det kaldes da ogsaa Gulehavet.
Særlig maa nævnes, hvad bræ-elvene fører med. I længst forsvundne tider, kanske endnu før det kom mennesker paa jorden, var hele det nordlige Europa dækket af is. Norge var den gang — ligesom Grønland nu — begravet under en eneste bræ. Den er smeltet gjennem tusender af somre, og grønne vakre enger har nu taget dens plads. Men endnu ligger det hist og her rester igjen. Folgefonnen, Justedalsbræen, Svartisen er gjengangere fra hin tid. Vi ser det den dag i dag, hvorledes disse bræer arbeider; de ligger aldrig stille; de sliter paa fjeldets tinder og paa fjeldsiderne, og lægger foran sig volder af sten og grus. I vaarsmeltningen river de fossende elver dette grus med sig; det grovere blir liggende igjen i elveleiet, men det fine kan skylles langt ud i havet.
Vældige masser af disse smaa stendele føres ud fra de grønlandske elver, og fra den store bræ Vatnajøkelen paa Island føres aarlig 10—20 millioner tons slam ud i havet, — det blir, om man lægger det sammen, et lidet Ekeberg-
227Ogsaa havets bølger gjør sit; de bryder mod stranden og river land ud. Af øen Helgoland har de taget det meste, det er bare en brøkdel igjen.
Oppe i Ishavet mellem Norge og Spitsbergen ligger en ensom ø, Beren Eiland. Ogsaa den blir mindre; den tid vil komme, da bølgerne har taget alt.
Pimpsten og aske fra vulkanerne finder vi ogsaa paa havets bund.
I enkelte strøg af de sydlige have er det stundom vulkanske udbrudd under sjøen, saa at havet blir dækket milevidt med pimpstenstykker; først naar de er gjennemtrukket med vand, synker de til bunds.
Endnu gjemmer havet paa mange hemmeligheder som vi maa søge at faa opklaret. Der maa sendes ud nye skibe. Men det er kostbart. Challenger-færden kosted over 10 millioner kroner. Kan da sligt lønne sig? — Des bedre vi kjender naturen, des mere magt faar vi over den. Menneskene skal gjøre sig jorden underdanig, land og hav. Det koster tid og penger. Men det bringer gagn. Videnskabsmanden er en arbeider som gaar foran, en foregangsmand. Hvad han finder, blir sent eller tidlig til nytte for alle de andre arbeidere i verden, — for dem som pløier hav og jord.
For læsebogen af L. Schmelck.