236

Den verden som vi ser for vore øine, er visselig stor, vakker og mangfoldig. Himmelrummet over os, jorden under vore fødder — her er nok at at se, granske og undre sig over.

Alligevel ved vi nu, at det vi kan se med øinene er en liden del af det som virkelig er til, virkelig findes lige for vore øine. For at vi skal se en ting, maa den nemlig kaste et billede af en viss størrelse ind i vort øie. Blir dette billede for lidet, saa fornemmer øiet ingenting, vi kan ingenting se. Vi kan prøve dette hver dag: en fugl som flyver henover os, en baad som seiler ude paa sjøen — begge er de store nok, saa længe de er i nærheden; men lidt efter lidt blir de mindre og mindre, og til slut forsvinder de helt for vort syn; deres billeder i øiet blir for smaa til at fornemmes. Tag et sandkorn, knus det finere og finere, til slut kan du ikke længer se de enkelte støvgrand. Men fuglen, baaden, og de usynlige støvgrand er der lige godt for det, lige for dine øine, og ved kunstig hjælp kan vi se dem, ved hjælp af forstørrelsesglasset. Forstørrelsesglasset er en rund glasskive, hvælvet, slipt, tyk paa midten, tynd ud mod kanterne. Paa grund af sin form kaldes et sligt glas ogsaa en linse. Det kan ogsaa bruges til brændglas. Du har vist set folk tænde pibe med det i solsteken. For naar solen skinner igjennem et sligt glas, saa samler der sig paa den anden side af glasset et enkelt lysende punkt, som er saa varmt, at det svier paa haanden og brænder hul i din 237trøie — og tænder tobakken i din fars pibe. Men sin bedste nytte gjør glasset derved, at det forstørrer. Linjerne i huden blir til dybe furer, det fineste lerred blir til en grov sæk under forstørrelsesglasset. Men en enkelt linse kan en ikke hjælpe sig med, naar det rigtig gjælder; den forstørrer ikke mere end ti tolv ganger. Derfor var det et stort fremskridt, da man lærte at bruge flere linser paa én gang og at sætte dem sammen i et rør. Det siges, at sønnerne af en brillemager en gang mored sig med at sætte brilleglas fast i et rør og se igjennem det. Med en gang fik de se hanen paa kirketaarnet saa stor og saa nær, at de blev rent som fjetret. Dette var begyndelsen til kikkerten. Mange dygtige mænd har siden arbeidet med den; den er blit bedre og bedre, og de kikkerter vi nu har er saa gode, at astronomerne har kunnet opdage tusender af stjerner og fjerne verdener, saa uendelig langt borte, at det var umuligt at opdage dem med uvæbnet øie.

Kikkerten hjælper os altsaa til at se det store som blir smaat og usynligt fordi det er saa langt borte. Mikroskopet lærer os at se det som er saa lidet at det ikke kan sees med bare øinene, endda det er os ganske nær. Det er nu over tre hundred aar siden mikroskopet blev opfundet — ogsaa af en brillemager. Han bodde i Middelborg i Holland. Først var det tungvint og klodset, og hjalp ikke stort mere end den enkelte linse. Siden er det, ligesom kikkerten, blit bedre og bedre, især i de senere aar. Nu har vi mikroskoper som forstørrer tusend ganger, ja mer end det. Under et sligt mikroskop ser et haar ud som en tyk skjællet kjep. Et menneske vilde med en slig forstørrelse blive en kjæmpe paa henimod to kilometers høide, som Gaustafjeld.

Hvad mikroskopet har lært os, staar ikke til at opregne. 238Det har lært os at forstaa det som før var uforstaaligt, fordi vi ser det som før var usynligt. Nu først ved vi, hvor vidunderlig planter og dyr og menneskets eget legeme er bygget. Vi ser, at det er lighed mellem alt som lever; at alt som lever er i slegt.

Ser vi under mikroskopet først én del af det menneskelige legeme, saa en anden, saa en tredje, saa finder vi i alle disse dele en uendelig mængde yrende smaa klumper, korn, eller blærer. Af disse klumper er de enkelte dele, af disse klumper er hele det menneskelige legeme saa at sige opbygget, ligesom et hus er opbygget af mursten. En slig klump kaldes en celle. Og vi finder celler hos dyrene, hos planterne; alt levende er sammensat af celler.

Disse celler kan have mange former, og mellem dem findes ogsaa delvis andre bestanddele, især fine trevler og traader. Cellerne og trevlerne slutter sig sammen og ordner sig paa mangehaande vis, og danner paa den maade de forskjellige legemsdele, de indre og de ytre. Lad os se paa en slig celle. Den største del, cellekroppen, er en blød deig. I den deigen er det et fint net af traader. Det ser man under meget store forstørrelsesglas. Ofte er der ogsaa saftrum. Midt i er det en tættere klump, som kaldes kjernen, og ofte er det en slags skal eller hinde udenom hele cellen, især hos planterne, mindre hos dyrene.

Tegningen her (a—f) viser os, hvorledes cellerne kan se ud; men det er bare nogen faa af de mangfoldige former. Størrelsen er meget forskjellig; men næsten alle er de for smaa til at sees med øiet alene. Af de fleste af dem maa det ligge femti til hundred paa rad, før de tilsammen maaler en millimeter.

239

Af celler er altsaa vort legeme bygget; men de ligger ikke rolige og livløse, som stenene i et hus; cellerne lever. De maa have næring, og de faar næring. De faar den af safterne rundt omkring. De giver den fra sig igjen, naar de har brugt den. Men mange celler er ogsaa i stand til at tilvirke stoffer, slige som enten skal bruges af vort legeme, eller skal ud af det, fordi de er skadelige. Leverens celler tilvirker galde, slimcellerne udskiller slim, mavens celler lager mavesaften, som hjælper os til at fordøie maden. Melk, svette, taarer kommer fra celler. Mange celler har evnen til at bevæge sig. Mange har fine haar, som dirrer og ler sig frem og tilbage, men sidder fast. Andre udsender lange armer, fæster dem til det som er i nærheden, og drager sig selv efter. Paa den maade ror de sig ligesom frem og vandrer fra sted til sted.

Slige celler kan ogsaa optage faste legemer i sig, f. eks. fine farvekorn, næsten som de slugte dem. Muskelcellerne har særlig evne til at trække sig sammen; med dem bevæger vi vort legeme.

Cellerne kan formére sig. For dem som blir gamle kommer nye livsfriske i steden. Det er paa den maade at hele vort legeme, saa vel som de enkelte dele, vokser og holdes ved lag; det er paa den maade at saar og skader heles.

Det er først kjernen, og derpaa cellekroppen, som deler sig i to, og de to nye celler ligner hverandre og ligner den gamle. Det er med cellerne som de andre levende væsener: de giver afkom af sin egen art.

240Men alt dette viser, at hver celle er et liv for sig. Vort legeme er sammensat af levende celler; i grunden er det ikke rigtigt at jevnføre det med en bygning som er opført af livløse stener; snarere kan man sige at det ligner en stor by, hvor de mange borgere lever og nærer sig og udfører sit arbeide, hver paa sin vis, men til gagn for det hele. Det er med legemet som med samfundet, skal det hele trives, maa hver enkelt have det godt og gjøre sin skyldighed.

Ellers kan en celle ogsaa føre sit liv alene, og det findes mange dyr og planter, ørsmaa, som bare bestaar af

en eneste celle. Somme ligner i høi grad vandrecellerne i vort legeme; andre har de forunderligste former, og er forsynt med udløbere og fine haar, som de svømmer omkring med.

I planteverdenen finder vi de merkeligste og vigtigste af disse enkeltceller; det er de mange smaasopper, især bakterierne. De er de mindste levende væsener vi kjender, ja, de smaa celler i menneskets legeme er som kjæmper mod dem. Disse bakterier ser meget forskjellige ud; snart smaa runde prikker, knapt en tusenddel millimeter i tvermaal: prikker som ligger enkeltvis eller i klumper, i rader, to og to eller fire sammen; eller de ser ud som smaa staver, som er rette, bøide, eller skrueformede.

Mange af dem kan røre sig med fart, og i en vædskedraabe som det er bakterier i, ser en under mikroskopet stort liv og rørelse. Disse bakterier er altsaa uendelig smaa; men deres betydning er uendelig stor.

Det er bakterierne som virker forraadnelse og for det meste ogsaa gjæring. De kan saaledes stundom gjøre skade i kjøkken og kjelder; men de gjør endda større nytte ved 241at opløse de døde planter og dyrelegemer, saa de ikke blir liggende og hobes op til unytte eller til fortrængsel for de levende.

Merkeligst er dog deres evne til at fremkalde sygdomme hos mennesket og dyrene. Ja, en kan sige, at alle de mere kjendte sygdomme vistnok har sin grund i at bakterier trænger ind i vort legeme, formeres og trives der. Det er bakterier som fremkalder tæring, kolera, difterit, nervefeber, spedalskhed, miltbrand, og mange andre sygdomme.

Alt dette har mikroskopet hjulpet os til at forstaa. Og videnskaben vil blive ved at granske, og komme videre og videre, selv det mindste vil den ikke gaa forbi. Den ved, at selv det mindste kan være mægtigt. Den har set, hvorledes de usynlige celler vedligeholder legemet, fremkalder døden.

For læsebogen af F. Gade.

236

Den verden som vi ser for våre øyne, er visselig stor, vakker og mangfoldig. Himmelrommet over oss, jorden under våre føtter — her er nok at å se, granske og undre seg over.

Allikevel vet vi nå, at det vi kan se med øynene er en liten del av det som virkelig er til, virkelig finnes like for våre øyne. For at vi skal se en ting, må den nemlig kaste et bilde av en viss størrelse inn i vårt øye. Blir dette bilde for lite, så fornemmer øyet ingenting, vi kan ingenting se. Vi kan prøve dette hver dag: en fugl som flyver henover oss, en båt som seiler ute på sjøen — begge er de store nok, så lenge de er i nærheten; men litt etter litt blir de mindre og mindre, og til slut forsvinner de helt for vårt syn; deres billeder i øyet blir for små til å fornemmes. Tag et sandkorn, knus det finere og finere, til slut kan du ikke lenger se de enkelte støvgrand. Men fuglen, båten, og de usynlige støvgrand er der like godt for det, like for dine øyne, og ved kunstig hjelp kan vi se dem, ved hjelp av forstørrelsesglasset. Forstørrelsesglasset er en rund glasskive, hvelvet, slipt, tykk på midten, tynn ut mot kantene. På grunn av sin form kalles et slikt glas også en linse. Det kan også brukes til brændglas. Du har vist sett folk tenne pipe med det i solsteken. For når solen skinner igjennom et slikt glas, så samler der seg på den annen side av glasset et enkelt lysende punkt, som er så varmt, at det svier på hånden og brenner hul i din 237trøye — og tenner tobakken i din fars pipe. Men sin beste nytte gjør glasset derved, at det forstørrer. Linjene i huden blir til dype furer, det fineste lerret blir til en grov sekk under forstørrelsesglasset. Men en enkelt linse kan en ikke hjelpe seg med, når det riktig gjelder; den forstørrer ikke mer enn ti tolv ganger. Derfor var det et stort fremskritt, da man lærte å bruke flere linser på én gang og å sette dem sammen i et rør. Det siges, at sønnene av en brillemager en gang moret seg med å sette brilleglas fast i et rør og se igjennom det. Med en gang fikk de se hanen på kirketårnet så stor og så nær, at de ble rent som fjetret. Dette var begynnelsen til kikkerten. Mange dyktige menn har siden arbeidet med den; den er blitt bedre og bedre, og de kikkerter vi nå har er så gode, at astronomerne har kunnet oppdage tusener av stjerner og fjerne verdener, så uendelig langt borte, at det var umulig å oppdage dem med uvæpnet øye.

Kikkerten hjelper oss altså til å se det store som blir smått og usynlig fordi det er så langt borte. Mikroskopet lærer oss å se det som er så lite at det ikke kan sees med bare øynene, enda det er oss ganske nær. Det er nå over tre hundre år siden mikroskopet ble oppfunnet — også av en brillemager. Han bodde i Middelborg i Holland. Først var det tungvint og klodset, og hjalp ikke stort mer enn den enkelte linse. Siden er det, likesom kikkerten, blitt bedre og bedre, især i de senere år. Nå har vi mikroskoper som forstørrer tusen ganger, ja mer enn det. Under et slikt mikroskop ser et hår ut som en tykk skjellet kjepp. Et menneske ville med en slig forstørrelse bli en kjempe på henimot to kilometers høyde, som Gaustafjeld.

Hva mikroskopet har lært oss, står ikke til at opregne. 238Det har lært oss å forstå det som før var uforstaaligt, fordi vi ser det som før var usynlig. Nå først vet vi, hvor vidunderlig planter og dyr og menneskets eget legeme er bygget. Vi ser, at det er likhet mellom alt som lever; at alt som lever er i slekt.

Ser vi under mikroskopet først én del av det menneskelige legeme, så en annen, så en tredje, så finner vi i alle disse dele en uendelig mengde yrende små klumper, korn, eller blærer. Av disse klumper er de enkelte dele, av disse klumper er hele det menneskelige legeme så å si oppbygget, likesom et hus er oppbygget av murstein. En slig klump kalles en celle. Og vi finner celler hos dyrene, hos plantene; alt levende er sammensatt av celler.

Disse celler kan ha mange former, og mellom dem finnes også delvis andre bestanddeler, især fine trevler og tråder. Cellene og trevlene slutter seg sammen og ordner seg på mangehaande vis, og danner på den måte de forskjellige legemsdeler, de indre og de ytre. La oss se på en slig celle. Den største del, cellekroppen, er en bløt deig. I den deigen er det et fint nett av tråder. Det ser man under meget store forstørrelsesglass. Ofte er der også saftrum. Midt i er det en tettere klump, som kalles kjernen, og ofte er det en slags skal eller hinde utenom hele cellen, især hos plantene, mindre hos dyrene.

Tegningen her (a—f) viser oss, hvorledes cellene kan se ut; men det er bare noen få av de mangfoldige former. Størrelsen er meget forskjellig; men nesten alle er de for små til å sees med øyet alene. Av de fleste av dem må det ligge femti til hundre på rad, før de tilsammen måler en millimeter.

239

Av celler er altså vårt legeme bygget; men de ligger ikke rolige og livløse, som stenene i et hus; cellene lever. De må ha næring, og de får næring. De får den av safterne rundt omkring. De gir den fra seg igjen, når de har brukt den. Men mange celler er også i stand til å tilvirke stoffer, slike som enten skal brukes av vårt legeme, eller skal ut av det, fordi de er skadelige. Leverens celler tilvirker galle, slimcellerne udskiller slim, mavens celler lager mavesaften, som hjelper oss til å fordøye maten. Melk, svette, tårer kommer fra celler. Mange celler har evnen til å bevege seg. Mange har fine hår, som dirrer og ler seg frem og tilbake, men sitter fast. Andre utsender lange armer, fester dem til det som er i nærheten, og drager seg selv etter. På den måte ror de seg likesom frem og vandrer fra sted til sted.

Slike celler kan også oppta faste legemer i seg, f. eks. fine farvekorn, nesten som de slukte dem. Muskelcellerne har særlig evne til å trekke seg sammen; med dem beveger vi vårt legeme.

Cellene kan formére seg. For dem som blir gamle kommer nye livsfriske i stedet. Det er på den måte at hele vårt legeme, så vel som de enkelte dele, vokser og holdes ved lag; det er på den måte at sår og skader heles.

Det er først kjernen, og derpå cellekroppen, som deler seg i to, og de to nye celler ligner hverandre og ligner den gamle. Det er med cellene som de andre levende vesener: de gir avkom av sin egen art.

240Men alt dette viser, at hver celle er et liv for seg. Vårt legeme er sammensatt av levende celler; i grunnen er det ikke riktig å jevnføre det med en bygning som er oppført av livløse stener; snarere kan man si at det ligner en stor by, hvor de mange borgere lever og nærer seg og utfører sitt arbeide, hver på sin vis, men til gagn for det hele. Det er med legemet som med samfunnet, skal det hele trives, må hver enkelt have det godt og gjøre sin skyldighet.

Ellers kan en celle også føre sitt liv alene, og det finnes mange dyr og planter, ørsmå, som bare består av

en eneste celle. Somme ligner i høy grad vandrecellerne i vårt legeme; andre har de forunderligste former, og er forsynt med udløbere og fine hår, som de svømmer omkring med.

I planteverdenen finner vi de merkeligste og viktigste av disse enkeltceller; det er de mange smaasopper, især bakterierne. De er de minste levende vesener vi kjenner, ja, de små celler i menneskets legeme er som kjemper mot dem. Disse bakterier ser meget forskjellige ut; snart små runde prikker, knapt en tusenddel millimeter i tvermaal: prikker som ligger enkeltvis eller i klumper, i rader, to og to eller fire sammen; eller de ser ut som små staver, som er rette, bøyde, eller skrueformede.

Mange av dem kan røre seg med fart, og i en vædskedraabe som det er bakterier i, ser en under mikroskopet stort liv og rørelse. Disse bakterier er altså uendelig små; men deres betydning er uendelig stor.

Det er bakterierne som virker forråtnelse og for det meste også gjæring. De kan således stundom gjøre skade i kjøkken og kjelder; men de gjør enda større nytte ved 241å oppløse de døde planter og dyrelegemer, så de ikke blir liggende og hobes opp til unytte eller til fortrengsel for de levende.

Merkeligst er dog deres evne til å fremkalle sykdommer hos mennesket og dyrene. Ja, en kan si, at alle de mer kjente sykdommer vistnok har sin grunn i at bakterier trenger inn i vårt legeme, formeres og trives der. Det er bakterier som fremkaller tæring, kolera, difterit, nervefeber, spedalskhet, miltbrand, og mange andre sykdommer.

Alt dette har mikroskopet hjulpet oss til å forstå. Og vitenskapen vil bli ved å granske, og komme videre og videre, selv det minste vil den ikke gå forbi. Den ved, at selv det minste kan være mektig. Den har sett, hvorledes de usynlige celler vedligeholder legemet, fremkaller døden.

For leseboken av F. Gate.