191

Det var en lørdags-eftermiddag ud i februar. Man havde fri af skolerne, og legepladsen paa isen omkring skibene vrimled sort af forstadsgutter og piger. Paa skøiter og kjælker kom de staaende og akende ned paa isen, helt ovenfra Kjelsbergs reberbane. Det var en hujing og skriking, saa en kunde ikke høre sin egen stemme. Da Bernt kom, hørte han ikke des mindre meget godt, at en ropte oppe fra et fartøi, som gutterne netop laged sig til at entre og forsvare: «Se, der kommer Rutlandsrotten!»

Det var ikke værdt at tage sig det nær, det var vante sager; han gav sig ind i legen, og fik derunder drøie øgenavne som: «Eplesækken! — Bavianen! — — Fragtemanden!» . . . Det var først da de kom til Rutland, og en ropte: «Hei gutter, om bord i madam Kristensen!» — at han begyndte at blive noget hed om ørene og i øieblikkets opbrusning langed ud efter den nærmeste som hujed. Han vandt imidlertid straks sin koldblodighed tilbage. De var for mange, og han havde intet andet at gjøre end at trække sig ud af den altfor ulige affære. Man hujed og hylte jo igjen bagom ham, idet han gik; men Bernt lod sig ikke anfegte, han vidste hvad han gjorde, og gik langsomt, uden at skynde sig. Polly Kjelsberg og en del andre smaapiger stod med sine kjælker lige ved og betragted tilbagetoget. Da han kom forbi dem, sa Polly:

192«Gaa hjem og sladre, du Bernt! — Saa faar du kage af din mor og bank af din far!»

Der var det som kunde være for meget ogsaa for Bernt.

. . . Lige saa sindig overlagt som han havde lagt kursen den ene vei, la han den nu den andre; han vendte langsomt tilbage til Rutland og kløv om bord i den.

Der blev et hyl! Rutland skulde entres; bavianen skulde bankes; skulde svinebindes og tampes; nyse rødt; kjøres paa hodet ned i lasten og bruges til at stoppe lækken i det gamle traug! Nogen begyndte at synge og pibe og hyle og huje paa en spottevise:

«De knobber har paa brasen, og med sin gisne baughun drikker som et asen, og seiler som et traug.

Og skuden er en træsko, og skipperen er fant,og kosten grød og nakker med lidt erter indiblandt.

De pumper hvert et ett-maal, saa langt som de skal frem,de pumper sig til Østersjøn, og pumper hjem igjen.»

Som de sang paa de sidste ord, vanked den første næsestyver over rælingen. Det var Bernt som benytted sin fordelagtige stilling indenfor til at tvinge en til at slippe taget. Nok en gang var han heldig i at slaa fra sig; hans modstander drog sig væk. Men der kom flere ind paa dækket, og Bernts ansigt havde allerede faat prøve mere end én næve, da han saa en frygtet ældre gut, en stor sterk rækel, komme klatrende ind over rælingen.

«Bi bare!» — ropte han — «jeg skal gi Rutlandsrotten, saa det ikke skal kvække mere i den.»

Det var snart blit klart for Bernt, at partiet var for ulige, og lige overfor den kjendte Adolf Adolfsen var det ligefrem umuligt. Bernt greb en træklamp som laa paa dækket, og kylte den lige imod ham, med den følge at lange Adolfsen tumled ned fra skibssiden . . . Det var kun galgenfrist og signalet til et hevnens hyl rundt om. Bernt havde 193brugt haandvaaben! — Der opstod pludselig en taushed, mens Adolf Adolfsen igjen klatred op ad røstet; man vented eksekusjonen. Bernt fik et slag over øiet, som lod ham se sine forældres skib i hundrede kulører, og lige efter begyndte forfølgingen henover dækket, Bernt foran og den andre bagefter.

Nede paa isen stod Polly med sin kjælke og saa hvorledes Bernt til slut løb op langs rælingen. Han var aldeles blodig i ansigtet, mens den lange rasende seilmagergut var efter ham og af og til traf ham i hoved og nakke. Med ett vendte Bernt sig og satte, med hovedet foran, lige ind paa sin modstander, saa at de begge tumled over bord og ned paa isen. Der blev seilmagergutten liggende og skrige og slaa Bernt i hovedet, mens denne laa uden en lyd ovenpaa ham:

«Slip, eller jeg slaar dig ihjel!» Intet svar. «Slip, hører du!» — Adolfsen slog og slog.

Men Polly Kjelsberg havde faat nok; hun havde set Bernts hvide ansigt, da han satte ind paa seilmagergutten, og hun løb nu af alle kræfter skrigende op i gaden til Kristensens og ropte ind i kjøkkenet: «Hjælp! Dolfen dræber Bernt der nede paa isen!» Madam Kristensen stod just og brændte kaffe. Hun skjød brænderen hen i skorstenen, og uden at give sig tid til at tage det store hvide livforklæ af sig, var hun alt nede i trappen, da hun rolig vendte sig og spurte Polly: «Hvilken is? — hvor, barn?» — «Nedenfor . . . vort . . . takkelloft . . . ved . . . Rutland . . .» svarte Polly aandeløst og vilde forbi hende. «Men kan De ikke løbe, madam Kristensen?» Det var neppe sagt, før hun fik syn for, hvordan madam Kristensen kunde bruge benene; — hun var i et nu som forsvundet helt nede i gaden; det var ikke tale om for Polly at følge. Da madam Kristensens flagrende skikkelse saaes oppe i bakken, blev isen med ett som feiet ren for gutter. Den lange seilmagergut drog sig unda op mellem nøstene, mens en af folkene, som var ilet til oppe fra Kjelsbergs loft, stod og holdt

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.

194paa Bernt, som var aldeles blodig og sansesløs. Han havde under slagene ligget og bidt sin modstander i skulderen, indtil denne havde maattet give tabt. «Kom hid med et isstykke!» sa madam Kristensen, idet hun knælte med den ene fod og saaledes holdt gutten op til sit fang; «ellers besvimer han.» De bar ham hjem, mens Polly fulgte efter med isstykket i forklæet. Der var fuld brug baade for det og kolde omslag. Da han saa et øieblik hjemme i stuen slog øinene op og saa Polly, trodde han sig igjen midt inde i slagsmaalet. Mellem de sammenbidte tænder mumled han atter og atter: «Ikke før du gir dig!» Polly vidste godt, at det var hendes ord som havde voldt det hele. Som han laa der, skar hans hvide ansigt hende ind i sjælen. Hun gjemte graatende sit hoved i madam Kristensens forklæ: «Det er min skyld . . . alt sammen!» hulked hun stødvis.

Ude i kjøkkenet, hvor madam Kristensen bytted vaade omslag til Bernt, fik hun lidt efter lidt ud, hvad der var gaat for sig; hendes ansigt fik efter hvert et roligt, haardt udtryk, mens hun samtidig var næsten øm mod Polly. «Og saa kaldte de ham . . .» hulked Polly. — «Aa, sig det kun!» — «Potetesskrælleren og . . .» — «Nu?» — «. . . og . . .» — «Nu?» — «Fragtemanden!» — «Saa!» — «Og saa ropte de: Hei gutter! om bord i madam Kristensen . . . hun maa pumpes hver anden dag! . . . hun har . . .» — «Nu, bare sig det du, barn! — Du kan vel tænke, at jeg ikke bryr mig om, hvad slige smaagutter siger.» — «. . . Hun har navnet i agterspeilet! . . . Og saa ropte de, at . . . at . . . konen var kaptein om bord.» — «Saa-aa, sa de det?» — «Det var den lange Adolf Adolfsen!» — «Bernt maa have bidt ham svært, du, siden en saa stor gut maatte give sig saa ynkelig!» — undslap det madamen, idet hun klapped sammen en klud. Hendes bryst gik op og ned som et hav. Hun gav Polly kager i haanden, da hun gik, og tilføied, idet hun strøg hende over det bare hoved: «Hør, Polly! For alt det jeg har set af dig i dag, saa . . . faar du nogen gang rigtig lyst paa en skilling til kage, saa kom bare og bed mig . . . jeg skal lægge en til side hver uge til dig.» — Madam Kristensen sad bleg og stille, mens hun af og til bytted vaade lærredskluder paa sin søn. Det 195vakre krumnæsede ansigt havde noget fast, næsten truende, og hendes øine lynte. Lidt efter begyndte hun at glatte og stryge paa sit sorte haar; det var som en tanke dukked op for hende. «Stakkars gut!» mumled hun, «stakkars gut!»

Der var alt tændt lys, da Kristensen kom hjem. Ved at se sønnen sidde slig tilredt begyndte han at brumme: — «Bare dovenskab, siger jeg dig, mor! Gutten gaar der og hænger, og ved ikke hvad han skal finde paa den hele lange eftermiddag, — og saa slaas de naturligvis!» Men da hans hustru saa efterhaanden fik fortalt ham, hvor yderlig det var gaat, begyndte han at tromme med fingrene paa bordet. «Se her, Kristensen! . . . Hul paa hul! . . . Gutten blev baaret hjem . . . det var Adolfsens lange søn som gjorde det!» vedblev hun. Kristensen reiste sig . . . «Og han sa, at han skulde slaa ham, saa det ikke mere skulde kvække i ham?» spurte han og gik hen og tog sin pjækkert paa. — «Hvad vil du nu, Kristensen?» — «Bare hen og snakke et ord med Adolfsen . . . baade far og søn . . . Han sa, at han skulde slaa, saa det ikke mere skulde kvække i ham . . . nu skal vi prøve det lidt!» Kristensens brede koparrede ansigt var ildrødt, og han vilde netop ud af døren, da hans hustru kasted sig i veien for ham. — «Hvor vil du hen? . . . Er du gal, Kristensen!» — Kristensen vendte sig blot og stødte op kjøkkendøren; men madam Kristensen mødte ham i mørket ude i gangen: «Er du fra forstanden? Vil du føre os ud i folkesnakket? Eller tror du, at du kommer nogen vei paa den maade? Det mangler bare, at den lange slagsbror skal faa ret paa os, og folk faa det at sige, at Kristensen har brudt ind hos dem! Jeg skal nok ved leilighed snakke med den Adolfsen; han skal ikke blive glemt, det lover jeg dig . . . . Lad mig saa hjælpe dig af med pjækkerten . . . Og saa lar vi ikke gutten merke noget; han pines af det . . . Men ser du,» — hendes stemme var blit hviskende — «det er bare fordi Bernt ikke er som de andre, at han faar lide dette! Lad os saa heller se til at skaffe ham venner mellem gutterne. Jeg har netop siddet og tænkt paa, hvordan det bedst skal gjøres . . . Gaa nu ind, saa skal jeg stoppe 196piben for dig, saa røger du, mens jeg faar gutten til sengs.» Kristensen fandt sig i, at pjækkerten igjen kom af ham og op paa knaggen. Han gik taus ind, og modtog taus den stoppede pibe af sin hustru, som hun ovenikjøbet selv tændte med en fidibus. Men mens hun var inde hos Bernt, gik han hastig frem og tilbage paa gulvet i korte vendinger, som han var vant til paa dækket, og damped store skyer. «Nytter ikke! nytter ikke! . . . Der maa en endskab paa det . . . en endskab paa det!» — var det han af og til mumled. Da hans hustru saa kom ind, udbrød han, idet han gav sit ord eftertryk med et slag som smekked sølvbeslaget til paa piben: «Nytter ikke, siger jeg dig! Gutten maa i skole hele dagen . . . eller ogsaa som læregut ind paa Holst’s verft!» — «Men kjære mand . . . det er jo noksaa godt som det er!» — «Du mener kanske han skulde gaa slig og hænge og slænge sig frem til matros. Nei, nu kan du vælge . . . skolen eller verftet! . . . Og saa skal han over til England og blive skibsbygmester — der har du bestemmelsen! Jeg har talt med Berg i skipperklubben, som har ladt sin søn gaa den vei . . . Det koster mange penger . . . De skal faa springe . . . Men sjømand blir han ikke, mor!» — «Jeg tænker vi er to om gutten, Kristensen!» Hun ytred ikke mere, men gav sig under en lummer stilhed i færd med at duge paa aftensbordet. — «Du har forgabet dig i sjøen, mor! Du har bare set skikkeligheden der . . . Men jeg har set syge folk tampes op efter riggen, mens den var saa fuld af is, at de frøs væk hænderne i den og faldt ned paa dækket! Det var om bord i en yankee . . . Og jeg har baade hørt om og set skibsgutter pint og mishandlet, til sjælen ikke mere orked at hænge i deres krop!» — «Vi fik vel se os for, hvad slags skipper vi sendte gutten ud med. Vi er kjendte folk, Kristensen! — saa for det er det ingen fare!» — «Skolen eller verftet, Gjertrud!» udbrød hendes mand med hævet stemme, og lod sin svære næve falde temmelig eftertrykkelig paa hendes valnøttræs syskrin. Madam Kristensen skjønte, at denne aften ikke var heldig for et endeligt slag om den sag. Blev Bernt 197sat ind paa verftet, vilde han ikke kunne følge med dem, naar Rutland til vaaren igjen skulde ud, — mens han altid maatte kunne tages ud af skolen igjen. Hun svarte spakt, skjønt ikke venlig: «Ja, ja, Kristensen! saa faar det blive skolen . . . Men du maa selv tage ansvaret for det!»

191

Det var en lørdags-ettermiddag ut i februar. Man hadde fri av skolene, og lekeplassen på isen omkring skipene vrimlet sort av forstadsgutter og piker. På skøyter og kjælker kom de stående og akende ned på isen, helt ovenfra Kjelsbergs reberbane. Det var en hujing og skriking, så en kunne ikke høre sin egen stemme. Da Bernt kom, hørte han ikke des mindre meget godt, at en ropte oppe fra et fartøy, som guttene nettopp laget seg til å entre og forsvare: «Se, der kommer Rutlandsrotten!»

Det var ikke verdt å ta seg det nær, det var vante sager; han ga seg inn i legen, og fikk derunder drøye økenavn som: «Eplesækken! — Bavianen! — — Fragtemanden!» . . . Det var først da de kom til Rutland, og en ropte: «Hei gutter, om bord i madam Kristensen!» — at han begynte å bli noe het om ørene og i øyeblikkets opbrusning langet ut etter den nærmeste som hujed. Han vant imidlertid straks sin kaldblodighet tilbake. De var for mange, og han hadde intet annet å gjøre enn å trekke seg ut av den altfor ulige affære. Man hujed og hylte jo igjen bakom ham, idet han gikk; men Bernt lot seg ikke anfegte, han visste hva han gjorde, og gikk langsomt, uten å skynde seg. Polly Kjelsberg og en del andre småpiker stod med sine kjælker like ved og betraktet tilbaketoget. Da han kom forbi dem, sa Polly:

192«Gå hjem og sladre, du Bernt! — Så får du kake av din mor og bank av din far!»

Der var det som kunne være for meget også for Bernt.

. . . Like så sindig overlagt som han hadde lagt kursen den ene vei, la han den nå den andre; han vendte langsomt tilbake til Rutland og kløv om bord i den.

Der ble et hyl! Rutland skulle entres; bavianen skulle bankes; skulle svinebindes og tampes; nyse rødt; kjøres på hodet ned i lasten og brukes til å stoppe lekken i det gamle trau! Noen begynte å synge og pipe og hyle og huje på en spottevise:

«De knobber har på brasen, og med sin gisne baughun drikker som et asen, og seiler som et trau.

Og skuten er en tresko, og skipperen er fant,og kosten grøt og nakker med litt erter indiblandt.

De pumper hvert et ett-mål, så langt som de skal frem,de pumper seg til Østersjøn, og pumper hjem igjen.»

Som de sang på de siste ord, vanket den første næsestyver over rælingen. Det var Bernt som benytted sin fordelaktige stilling innenfor til å tvinge en til å slippe taget. Nok en gang var han heldig i å slå fra seg; hans motstander drog seg vekk. Men der kom flere inn på dekket, og Bernts ansikt hadde allerede fått prøve mer enn én neve, da han så en fryktet eldre gut, en stor sterk rekel, komme klatrende inn over rælingen.

«Bi bare!» — ropte han — «jeg skal gi Rutlandsrotten, så det ikke skal kvække mer i den.»

Det var snart blitt klart for Bernt, at partiet var for ulige, og lige overfor den kjente Adolf Adolfsen var det likefrem umulig. Bernt grep en træklamp som lå på dekket, og kylte den like imot ham, med den følge at lange Adolfsen tumlet ned fra skipssiden . . . Det var kun galgenfrist og signalet til et hevnens hyl rundt om. Bernt hadde 193brukt håndvåpen! — Der opstod plutselig en taushet, mens Adolf Adolfsen igjen klatret opp ad røstet; man ventet eksekusjonen. Bernt fikk et slag over øyet, som lot ham se sine foreldres skip i hundre kulører, og like etter begynte forfølgingen henover dekket, Bernt foran og den andre bakefter.

Nede på isen stod Polly med sin kjelke og så hvorledes Bernt til slut løp opp langs rælingen. Han var aldeles blodig i ansiktet, mens den lange rasende seilmagergut var etter ham og av og til traff ham i hode og nakke. Med ett vendte Bernt seg og satte, med hodet foran, like inn på sin motstander, så at de begge tumlet over bord og ned på isen. Der ble seilmagergutten liggende og skrike og slå Bernt i hodet, mens denne lå uten en lyd ovenpå ham:

«Slip, eller jeg slår deg ihjel!» Intet svar. «Slip, hører du!» — Adolfsen slo og slo.

Men Polly Kjelsberg hadde fått nok; hun hadde sett Bernts hvite ansikt, da han satte inn på seilmagergutten, og hun løp nå av alle krefter skrikende opp i gaten til Kristensens og ropte inn i kjøkkenet: «Hjelp! Dolfen dreper Bernt der nede på isen!» Madam Kristensen stod just og brente kaffe. Hun skjød brænderen hen i skorsteinen, og uten å gi seg tid til å ta det store hvite livforklæ av seg, var hun alt nede i trappen, da hun rolig vendte seg og spurte Polly: «Hvilken is? — hvor, barn?» — «Nedenfor . . . vårt . . . takkelloft . . . ved . . . Rutland . . .» svarte Polly åndeløst og ville forbi henne. «Men kan De ikke løpe, madam Kristensen?» Det var neppe sagt, før hun fikk syn for, hvordan madam Kristensen kunne bruke benene; — hun var i et nå som forsvunnet helt nede i gaten; det var ikke tale om for Polly å følge. Da madam Kristensens flagrende skikkelse saaes oppe i bakken, ble isen med ett som feiet ren for gutter. Den lange seilmagergut drog seg unna opp mellom nøstene, mens en av folkene, som var ilet til oppe fra Kjelsbergs loft, stod og holdt

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. V.

194på Bernt, som var aldeles blodig og sansesløs. Han hadde under slagene ligget og bitt sin motstander i skulderen, inntil denne hadde måttet gi tapt. «Kom hit med et isstykke!» sa madam Kristensen, idet hun knelte med den ene fot og således holdt gutten opp til sitt fang; «ellers besvimer han.» De bar ham hjem, mens Polly fulgte etter med isstykket i forkleet. Der var full bruk både for det og kalde omslag. Da han så et øyeblikk hjemme i stuen slo øynene opp og så Polly, trodde han seg igjen midt inne i slagsmålet. Mellom de sammenbitte tenner mumlet han atter og atter: «Ikke før du gir deg!» Polly visste godt, at det var hennes ord som hadde voldt det hele. Som han lå der, skar hans hvite ansikt henne inn i sjelen. Hun gjemte gråtende sitt hode i madam Kristensens forkle: «Det er min skyld . . . alt sammen!» hulket hun støtvis.

Ute i kjøkkenet, hvor madam Kristensen byttet vaade omslag til Bernt, fikk hun litt etter litt ut, hva der var gått for seg; hennes ansikt fikk etter hvert et rolig, hardt uttrykk, mens hun samtidig var nesten øm mot Polly. «Og så kalte de ham . . .» hulket Polly. — «Aa, sig det kun!» — «Potetesskrælleren og . . .» — «Nå?» — «. . . og . . .» — «Nå?» — «Fragtemanden!» — «Så!» — «Og så ropte de: Hei gutter! om bord i madam Kristensen . . . hun må pumpes hver annen dag! . . . hun har . . .» — «Nå, bare seg det du, barn! — Du kan vel tenke, at jeg ikke bryr meg om, hva slike smågutter sier.» — «. . . Hun har navnet i akterspeilet! . . . Og så ropte de, at . . . at . . . konen var kaptein om bord.» — «Så-å, sa de det?» — «Det var den lange Adolf Adolfsen!» — «Bernt må ha bitt ham svært, du, siden en så stor gut måtte gi seg så ynkelig!» — unnslapp det madamen, idet hun klappet sammen en klut. Hennes bryst gikk opp og ned som et hav. Hun ga Polly kaker i hånden, da hun gikk, og tilføied, idet hun strøk henne over det bare hode: «Hør, Polly! For alt det jeg har sett av deg i dag, så . . . får du noen gang riktig lyst på en skilling til kake, så kom bare og bed meg . . . jeg skal legge en til side hver uke til deg.» — Madam Kristensen satt bleg og stille, mens hun av og til byttet vaade lærredskluder på sin sønn. Det 195vakre krumnæsede ansikt hadde noe fast, nesten truende, og hennes øyne lynte. Litt etter begynte hun at glatte og stryke på sitt sorte hår; det var som en tanke dukket opp for henne. «Stakkars gut!» mumlet hun, «stakkars gut!»

Der var alt tent lys, da Kristensen kom hjem. Ved å se sønnen sitte slig tilredt begynte han å brumme: — «Bare dovenskap, sier jeg deg, mor! Gutten går der og henger, og ved ikke hva han skal finne på den hele lange ettermiddag, — og så slaas de naturligvis!» Men da hans hustru så etterhånden fikk fortalt ham, hvor ytterlig det var gått, begynte han at tromme med fingrene på bordet. «Se her, Kristensen! . . . Hul på hul! . . . Gutten ble båret hjem . . . det var Adolfsens lange sønn som gjorde det!» vedble hun. Kristensen reiste seg . . . «Og han sa, at han skulle slå ham, så det ikke mer skulle kvække i ham?» spurte han og gikk hen og tok sin pjækkert på. — «Hva vil du nå, Kristensen?» — «Bare hen og snakke et ord med Adolfsen . . . både far og sønn . . . Han sa, at han skulle slå, så det ikke mer skulle kvække i ham . . . nå skal vi prøve det litt!» Kristensens brede koparrede ansikt var ildrødt, og han ville nettopp ut av døren, da hans hustru kastet seg i veien for ham. — «Hvor vil du hen? . . . Er du gal, Kristensen!» — Kristensen vendte seg blot og støtte opp kjøkkendøren; men madam Kristensen møtte ham i mørket ute i gangen: «Er du fra forstanden? Vil du føre oss ut i folkesnakket? Eller tror du, at du kommer noen vei på den måte? Det mangler bare, at den lange slagsbror skal få rett på oss, og folk få det å si, at Kristensen har brutt inn hos dem! Jeg skal nok ved leilighet snakke med den Adolfsen; han skal ikke bli glemt, det lover jeg deg . . . . La meg så hjelpe deg av med pjækkerten . . . Og så lar vi ikke gutten merke noe; han pines av det . . . Men ser du,» — hennes stemme var blitt hviskende — «det er bare fordi Bernt ikke er som de andre, at han får lide dette! La oss så heller se til å skaffe ham venner mellom guttene. Jeg har nettopp sittet og tenkt på, hvordan det best skal gjøres . . . Gå nå inn, så skal jeg stoppe 196pipen for deg, så røger du, mens jeg får gutten til sengs.» Kristensen fant seg i, at pjækkerten igjen kom av ham og opp på knaggen. Han gikk taus inn, og mottok taus den stoppede pipe av sin hustru, som hun ovenikjøbet selv tente med en fidibus. Men mens hun var inne hos Bernt, gikk han hastig frem og tilbake på gulvet i korte vendinger, som han var vant til på dekket, og dampet store skyer. «Nytter ikke! nytter ikke! . . . Der må en endskap på det . . . en endskap på det!» — var det han av og til mumlet. Da hans hustru så kom inn, utbrøt han, idet han ga sitt ord ettertrykk med et slag som smekked sølvbeslaget til på pipen: «Nytter ikke, sier jeg deg! Gutten må i skole hele dagen . . . eller også som læregutt inn på Holst’s verft!» — «Men kjære mann . . . det er jo nokså godt som det er!» — «Du mener kanskje han skulle gå slig og henge og slenge seg frem til matros. Nei, nå kan du velge . . . skolen eller verftet! . . . Og så skal han over til England og bli skibsbygmester — der har du bestemmelsen! Jeg har talt med Berg i skipperklubben, som har ladt sin sønn gå den vei . . . Det koster mange penger . . . De skal få springe . . . Men sjømann blir han ikke, mor!» — «Jeg tenker vi er to om gutten, Kristensen!» Hun ytret ikke mer, men ga seg under en lummer stillhet i ferd med å duge på aftensbordet. — «Du har forgapt deg i sjøen, mor! Du har bare sett skikkeligheten der . . . Men jeg har sett syke folk tampes opp etter riggen, mens den var så full av is, at de frøs vekk hendene i den og falt ned på dekket! Det var om bord i en yankee . . . Og jeg har både hørt om og sett skibsgutter pint og mishandlet, til sjelen ikke mer orket å henge i deres kropp!» — «Vi fikk vel se oss for, hva slags skipper vi sendte gutten ut med. Vi er kjente folk, Kristensen! — så for det er det ingen fare!» — «Skolen eller verftet, Gjertrud!» utbrøt hennes mann med hevet stemme, og lot sin svære neve falle temmelig ettertrykkelig på hennes valnøttræs syskrin. Madam Kristensen skjønte, at denne aften ikke var heldig for et endeligt slag om den sak. Ble Bernt 197satt inn på verftet, ville han ikke kunne følge med dem, når Rutland til våren igjen skulle ut, — mens han alltid måtte kunne tas ut av skolen igjen. Hun svarte spakt, skjønt ikke vennlig: «Ja, ja, Kristensen! så får det bli skolen . . . Men du må selv ta ansvaret for det!»