Ude blandt folket er Bjørnson visselig mest kjendt ved sine sange, som børnene nynner, før de har lært at stave.
126Ogsaa her har han givet os noget nyt. Vi har havt fædrelandssange før hans tid, og vi skal ikke laste dem. De var ærlig ment; far og bedstefar har sunget dem paa frihedsdagen, og deres hjerter har banket ved dem. Men de havde en feil næsten alle sammen: de brugte for store ord. Naar det siges om Norge:
«Om kloden rokkes end, dets fjeldeskal stormen dog ei kunne fælde,»
saa kan vi ikke nu faa det over læberne. Det er for meget skryt. Men alle kan være med i denne simple forsikring:
«Ja, vi elsker dette landet.»
Det er ikke for meget sagt; enhver synger det med sin røst: børnene, som ikke rigtig ved, hvad fædreland er; den unge, som har et fuldt hjerte og maa have noget at holde af og kjæmpe for; den ældre prøvede mand, som har slit ondt her hjemme, prøvd hvad det vil sige at leve i et fattigt land, og som kanske har mødt modstand og haan og har græmmet sig. Han glemmer ikke, hvad han har lidt, netop fordi landet er som det er. Men alligevel er det hans land, hans fædres land; med alle sine feil det land som gav ham det bedste og det kjæreste. Og han stemmer i med:
«Ja, vi elsker dette landet.»
Han er ligesom understemmen, bassen, malmen i sangen.
Og digteren gaar i faa linjer gjennem vor historie; han skryter ikke, saa den alvorlige mand, han vi nævnte, maa stanse og riste paa hovedet og sige: «Nu kan jeg ikke længer være med.» Digteren siger bare:
«Vistnok var vi ikke mange;men vi strak dog til,da vi prøvdes nogen gange,og det stod paa spil;ti vi heller landet brændte,end det kom til fald;bare husk paa, hvad som hændtened paa Fredrikshald!»
127Han siger ikke, at nordmændene er gutter som det ikke findes mage til i verden, og at de nok skal storme verden én gang til, som de gjorde i vikingernes dage. Nei, han slutter med de ord om sit land og sine landsmænd:
«Og som fædres kamp har hævetdet af nød til seir,ogsaa vi, naar det blir krævet,for dets fred slaar leir.»
Det er heller ikke for meget sagt. Det kan ogsaa alle være med paa. Derfor er denne sang blit folkesang; ti folkeligt i sandhed er det som den enfoldigste kan forstaa, ogsom den mest dannede ikke rynker paa næsen af. I det hele er Bjørnsons digte og sange trængt frem til flere end nogen anden norsk digter har naad. Det er fordi han i de bedste af dem er ligetil, paagaaende, enkel, fordi han har udtalt et stort hjertelag i de simpleste ord. Alle disse hans bedste digte — og de er mange — er blit folkekjære hos nordmændene, som det just ikke altid pleier at passe paa, hvad der staar i det gamle ord: «Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.» Ofte siger de mindst, naar de føler mest. Det gjorde de i sagatiden; det gjør de i stevene, som lever paa folkemunde; det gjør de til daglig i hus og hjem.