118

Hedenskabet holder paa at gaa under, kristendommen bryder frem. Inde i Jemteland bloter de endnu, men farmænd kommer vestenfra og fortæller om Olav Digre og hans mægtige færd. Ved midvinterstid er der ting. Da dagen tog paa at graane, spør lagmanden om der er flere klager. Bønderne nævner Arnljot Gelline og Gauka-Tore, stimænd og røvere, som stjæler gods og kvæg.

Reiste sig da iblandt dem opmand saa høi at de alle veg,ingen ham naadde til aksel.Nu slog han hætten af.Guldhjelm bar han, kaabenskinte af høit skarlagen,sverdet hang sterkt ved siden,haanden vugged et spyd.Maanen gik frem i den samme stund,løfted sin gule lygte,lyste ham i hans anlet,viste det frem, og gik.

119«Vildt skre folket, trak sine sverd;Arnljotg Gelline, ja, han selv!Varg i veum, hvad vil du her?Længes du ind til Hel?»Sverdene sang og skjolde klang,folk brød paa som en elve-strøm;fast stod end Gelline,ropte frem over dem:«Mange med brynjer dækkede mændfulgte mig hid til jemters ting;rolig! godt folk, jeg vil tale;siden er tid til slag.»

Tor lagmand reiser sig. Odin maa være blit affældig nu, siger han, naar groveste ugjerningsmand skal faa staa her paa fredlyst ting. Med skjælvende haand tager han den gamle lovbog og gaar. Bønderne staar en kort stund bøiet og trykket, drager saa sine sverd og farer mod Arnljot.

Arnljot Gelline mødte,rolig, med ligbleg mine,æskede lyd og sagde:«Lad mig faa tale først!» —Men paa et vink af hans høire haandkastede de som stod ham næstkufterne af, da saas derbrynjer og blanke sverd.Ret som naar lynet svingeruventet foran vindvet en kveld,blev det i laget stille;hvert af hans ord blev hørt.

Han minded om, hvad han havde lidt af jemterne. En stormfuld vinternat var de draget med blus gjennem skogen frem til hans fars bjelkehus og havde brændt ham inde. To smaagutter flygted da barbent ud i sneen. Men oppe paa høiden stod de og saa paa branden. Da de gik ned igjen, var de fuldvoksne mænd. Det var Arnljot Gelline og hans bror Vikar. Vikar havde de ogsaa taget fra ham, — han vilde ikke være hjemme, drog til Olav Trygveson og faldt ved Svolder. Men faren var ogsaa hevnet. «Af de fyrti som var med ved branden, er til denne dag de ni og tredive blegnet; men den sidste, han sidder her agtet og vel til mode.

120Ham vil jeg endnu tales med,førend jeg gaar i kveld.»

Det er Trand, offergoden. Ingegerd heder hans datter; hende frelste Arnljot paa isen. Nu kræver han hende. Den fredløse mand længter efter fred. Det hvisker i bondehoben: «Trand!» — «Hvor er Trand?» — «Ja, Trand!»— De vil han skal give datteren. Trand er uviss og ræd; da falder hans øine paa Ingegerd, som hun staar der foran templet midt i kvindeflokken. Han springer ned, kløver mændenes ring, bryder sig frem til datteren og løfter hende paa akslen:

«Synes I, jemter, sligt et barnbyttes kan bort for gods ogkvæg?Synes du, Arnljot Gelline,hun er en stimands brud?»Men over faderens akselIngegerd sendte stille smil,munter som morgenrødenover et graasprængt fjeld.Haanden holdt fast om hans hoved,foden tog stød i beltet;aldrig en sterk mands skulderstautere byrde bar!Se, da skammed sig Jemtlandsmænd,jublede høit mod Gelline:«Ingegerd verger vi alle mand,tag hende, om du kan.»

Men fjorten nætter derefter brændte Trand og hans gaard. Arnljot brøiter sig op mod skogen med Ingegerd paa armen. «De to,» siger han, «skal fly fra alle og alt i verden og bygge og bo ene som ørnen.» Hun svarer:

«Ingen som dig jeg én gang elsked;— — — —ingen, nei ingen jeg herefter haderhøiere end dig.»

Kjæmpen smiler til hadet. Men da hun blir taus og hulker, tager hans gang paa at sagtne, og han blir raadløs:

«Ingegerd, gaar du, slukner det sidstelys i mit liv!»

— «Mit blev slukket i nat, du tændteild paa vor gaard.»121Mens de larmed og lo omkring ham,løftede hanhende af armen og varsomt sattened ved sin fod.Ei et ord han sagde, han saa kundid hvor hun gik; —bent tilbage paa branden gik hunbakkerne ned;og da hun skjultes,stod han der endnu.

Hjemløs og fredløs drager hun sydover, til hun stanser

Foran sydens kloster:

«Hvem banker saa silde paa klostretsport?» —

«Fattig mø ifra fremmed land.» —

«Hvad lider saa du, og hvad hardu gjort?» —

«Alt hvad et hjerte det lide kan.Men intet har jeg gjort;jeg trætner, jeg trænger,jeg kan ikke stort,og dog maa jeg længer.Luk op, luk op, jeg har ikke sted,jeg har ikke fred.» —

«Hvad heder det land som du harforladt?» —

«Nordenlandene, langt herfra.» —

«Hvad voldte du stansed just her inat?» —

«Kvinderøsters halleluja.Det sken, det sang af fred,paa sindet det sænktes;og alt hvad jeg ledsig løfted og længtes.Luk op, luk op, for eier I fred,saa giv mig med!» —

«Først nævn mig din smerte; — hvadheder den?» —

«Aldrig mere jeg kan faa ro.» —

«Saa tabte du nogen, — din far,— din ven?» —

«Ja, jeg tabte dem begge to.Og alt jeg havde kjært,selv tanken i hjerte,ja, hver jeg havde nært,fra længes jeg lærte.Luk op, luk op, jeg synker; jeg ser,jeg kan ikke mer.» —

«Din far, hvordan var det du tabteham?» —

«Dræbt han blev, og jeg saa derpaa.» —

«Din ven, hvordan var det du tabteham?» —

«Han drap far, og jeg saa derpaa.Han tog mig, men jeg grædog bad hele tiden,saa slap han mig ned,saa flygted jeg siden.Luk op, luk op, jeg elsker, — deter gru,jeg elsker ham endnu.» —

122(Kor af nonnerne fra den oplyste kirke):

«Kom barn, kom brud,kom ind til Gud;kom synd, kom savn,i Jesu favn;hvil synkende sorgenpaa Horebs top!Med lerken i morgensaa kvidrer du op.

Her attraa du bytter,her længsler du flytter,her frygten den falder,hvor Frelseren kalder,her, knækket som sivet,du reiser dig hel, —i hedningelivetforliste sjæl!

Arnljot gaar ensom og længes paa sin vis. Han drages mod havet; han længes mod kampen, friheden, døden. Og han farer omkring i Nordhavs-taagen med sine stridsmænd. Mellem skrigende fugl og sjøuhyrer, isfjeld og brændinger.

Siden ser vi ham i vildskogen under vaarflommen. Han bryder sig frem mellem trærne, den eneste vandrer i uveiret. Mod kvelden søger han ind i hulen, hvor tømmervelterne ligger foran. En ulidelig stram stank staar imod ham. Han sover med onde drømme, skriger og vaagner. Og det skriger igjen inde fra hulens ganger. Øine gnistrer imod ham som glør i bergvæggen. Det er skogens vilde dyr, som har søgt der ind under uveiret. De skjælver, hyler, kryber indover. Men selv kryber han baglængs mod aabningen, samler kvist og kvas, tænder tømmeret og brænder vilddyrene inde. Han vandrer videre; da er det som haugene hænger i hængsler, bakkerne bøies bent op og ned, trollene ler og roper, det myldrer frem af bergene. Men midt i denne rædsel ser han et andet syn — —

Foran med klokker, efter med sange,hellige mænd og hvide smaabørn,bærende kors og blus og kranser;derefter hærmænd, høie, hærdede,bærende banner, vaaben, hærskjold;

og i den inderste ring, der saa han,klar, paa en melke-hvid ganger,kongen —foran ham korset, om ham skaldene,hæren endeløst efter.

123Arnljot falder ned paa sit aasyn:

«Olav Haraldson, Norges konge,han var dette, ham vil jeg kaare!Han har mer end sin egen styrke,høiere maal end jeg har fundet;ham maa jeg finde!»

Og han finder ham. Mens Olav ligger med sin hær ved Stiklestad, kommer Arnljot til ham:

Gjennem folkehavethen imod kongehirdenskred en mand i guldhjelm,brynje og brynjehoser;bent paa kongen gik han langsomt.

Spyd i haand med sølvtag,sverd for sværeste kræfter,skjold ved skulderen hektet,glans af plader og vaaben.Øiet lysende laa paa kongen.

Haaret rigt rundt hjelmenfaldt over akselbredden;høit hans anlet, fagerhøvdingegang og lader.Hirden vendte sig ved hans komme.

Gjennem hele hæreningen hans aksel naadde,op de saa med undren,alle til side veg de.Nu han stansed foran kongen:

«Hil dig, folke-fører!Her for din fod jeg knæler,gir mig ganske til dig.Gaven du ei foragte,skjønt jeg kommer sent og ene.»

Kongen smilte, sagde:«Er du ei Arnljot Gelline?Bud og sending fra digfik jeg med dem du frelste.Ventet har jeg længe paa dig.»

Arnljot kongen svarte:«Ærend jeg ikke havde,veien fandt jeg ikke,før i et syn jeg saa diggaa forbi som lys fra østen.»

Kongen smilte, sagde:«Kommer du nu til daaben,træt af egen styrke,nordfolkets største kjæmpe,da er dette fagert jertegn.»

124Arnljot kongen svarte:«Nei, kun til dig jeg kommer.Dig vil jeg tjene, konge,dig vil jeg ene tro paa.Det som hidtil bar, er brustet.»

Kongen smilte, sagde:«Jeg tror paa Jesus Kristus!»Arnljot kongen svarte:«Det skal os ikke skille;den du tror paa, ham jeg tror paa.»

Kongen smilte, sagde:«Du som kom sidst af alle,du gaar først i morgenforan mit kongemerke!»Arnljot reiste sig og sagde:

«Tretti aar er ledne,siden min broder Vikarforrest stod ved Svolderalt hos din frænde Olav.Den som der faldt først, var Vikar.»

Hele hirden løftedundrende rop; de mindtesætten og dens skjæbne;syntes i Vikars udgangane den som Arnljot ønsked.

Mens nu fienden saaessamle sig i det fjerne,førte fromme kongelære om liv af døden.Undret sken for Arnljots øie.

Der han svar fik hørepaa sine tusend spørsmaal;der hans liv blev løftetop til de lysere lier,luende i morgen-længsel.

Og mens fienden saaessamle sig i det fjerne,døbtes Arnljot Gelline, —kongen var selv hans fadderog hver høvding som der fandtes.

Gik saa Arnljot Gellinehelt foran kongehæren,did hvor fremst paa bakkenTorod holdt konge-banret;foran det han op sig stilled.

Spyd i haand med sølvtag,sverd for sværeste kræfter,skjold ved skuldren hektet,glans af plader og vaaben.Øiet lysende laa paa fienden.

Næst ham stod ved merketTore og Avrafaste,undrende saa de paa ham,ropte saa de og deres:«Atter staar vi bag vor høvding.»

De som kom imod dem,øie fik først paa Arnljot, —midt i skindklæd følgeraged han op og lyste;kongens fanevagt han førte.

Saa kommer slaget — — — —

Arnljot, altid foran,verged dem herlig,hver som mod ham søgte,han sank;125men for skarpt han kløvdekjæmpernes bølger,og fra sine skiltestil sidst.Ensom, taarnhøi stod hanop over mængden,som paa jemte-tingethin nat, —nu ei for at krævebøter for far sin,ikke for at vindesin brud.For sig selv slet intetmere i verdenvilde han, kun faldefor hamsom ham havde løftetop af det tomme,givet ham en enestedag.Sverd i høire svang han,spyd i den venstre,som en gud i lundenhan stod.Ringen rundt han rensked,ligvold sig bygde, —til med spyd de stængteham ind.Og da alle, alleringed den ene,og da trængslen blev hamfor tæt,odderne sig øgte,sakser ham søgte, —syntes han at ringenblev sprængt,syntes han sig samledtusender om ham,syntes han en skjoldborgblev sænkt,syntes han en fylking,staalblank, i luftensuste frem og løftedham op.Fagre hvide fylgjerfølte han favne,frelsende at føreafsted,syngende og salig,op ad et sol-fjeld,og der saa han Ingegerd staa.

118

Hedenskapet holder på å gå under, kristendommen bryter frem. Inne i Jemteland bloter de ennå, men farmænd kommer vestenfra og forteller om Olav Digre og hans mektige ferd. Ved midvinterstid er der ting. Da dagen tog på å gråne, spør lagmanden om der er flere klager. Bøndene nevner Arnljot Gelline og Gauka-Tore, stimenn og røvere, som stjeler gods og kveg.

Reiste seg da iblant dem oppmann så høy at de alle veg,ingen ham nådde til aksel.Nå slo han hætten av.Gullhjelm bar han, kåpenskinte av høyt skarlagen,sverdet hang sterkt ved siden,hånden vugget et spyd.Månen gikk frem i den samme stund,løftet sin gule lykte,lyste ham i hans anlet,viste det frem, og gikk.

119«Vilt skre folket, trakk sine sverd;Arnljotg Gelline, ja, han selv!Varg i veum, hva vil du her?Lenges du inn til Hel?»Sverdene sang og skjold klang,folk brød på som en elver-strøm;fast stod enn Gelline,ropte frem over dem:«Mange med brynjer dekket mennfulgte meg hit til jemters ting;rolig! godt folk, jeg vil tale;siden er tid til slag.»

Tor lagmann reiser seg. Odin må være blitt avfeldig nå, sier han, når groveste ugjerningsmann skal få stå her på fredlyst ting. Med skjelvende hånd tar han den gamle lovbok og går. Bøndene står en kort stund bøyet og trykket, drager så sine sverd og farer mot Arnljot.

Arnljot Gelline møtte,rolig, med likblek mine,esket lyd og sa:«La meg få tale først!» —Men på et vink av hans høyre håndkastet de som stod ham nestkufterne av, da sås derbrynjer og blanke sverd.Rett som når lynet svingeruventet foran vindvet en kveld,ble det i laget stille;hvert av hans ord ble hørt.

Han minnet om, hva han hadde lidt av jemtene. En stormfull vinternatt var de draget med bluss gjennom skogen frem til hans fars bjelkehus og hadde brent ham inne. To smågutter flyktet da barbent ut i sneen. Men oppe på høyden stod de og så på branden. Da de gikk ned igjen, var de fullvoksne menn. Det var Arnljot Gelline og hans bror Vikar. Vikar hadde de også taget fra ham, — han ville ikke være hjemme, drog til Olav Trygveson og falt ved Svolder. Men faren var også hevnet. «Av de fyrti som var med ved branden, er til denne dag de ni og tretti bleknet; men den siste, han sitter her aktet og vel til mote.

120Ham vil jeg ennå tales med,før jeg går i kveld.»

Det er Trand, offergoden. Ingegerd heder hans datter; henne frelste Arnljot på isen. Nå krever han henne. Den fredløse mann lengter etter fred. Det hvisker i bondehoben: «Trand!» — «Hvor er Trand?» — «Ja, Trand!»— De vil han skal gi datteren. Trand er uviss og redd; da faller hans øyne på Ingegerd, som hun står der foran templet midt i kvindeflokken. Han springer ned, kløver mændenes ring, bryder seg frem til datteren og løfter henne på akselen:

«Synes dere, jemter, slikt et barnbyttes kan bort for gods ogkveg?Synes du, Arnljot Gelline,hun er en stimands brud?»Men over faderens akselIngegerd sendte stille smil,munter som morgenrødenover et gråsprengt fjell.Hånden holdt fast om hans hode,foten tog støt i beltet;aldri en sterk mands skulderstautere byrde bar!Se, da skammet seg Jemtlandsmenn,jublede høyt mot Gelline:«Ingegerd verger vi alle mann,ta henne, om du kan.»

Men fjorten netter deretter brente Trand og hans gård. Arnljot brøyter seg opp mot skogen med Ingegerd på armen. «De to,» sier han, «skal fly fra alle og alt i verden og bygge og bo ene som ørnen.» Hun svarer:

«Ingen som deg jeg én gang elsket;— — — —ingen, nei ingen jeg herefter haterhøyere enn deg.»

Kjempen smiler til hatet. Men da hun blir taus og hulker, tar hans gang på å sagtne, og han blir rådløs:

«Ingegerd, går du, slukner det sistelys i mitt liv!»

— «Mitt ble slukket i natt, du tenteild på vår gård.»121Mens de larmed og lo omkring ham,løftet hanhenne av armen og varsomt sattened ved sin fot.Ei et ord han sa, han så kundit hvor hun gikk; —bent tilbake på branden gikk hunbakkene ned;og da hun skjultes,stod han der ennå.

Hjemløs og fredløs drager hun sydover, til hun stanser

Foran sydens kloster:

«Hvem banker så silde på klostretsport?» —

«Fattig mø ifra fremmed land.» —

«Hva lider så du, og hva hardu gjort?» —

«Alt hva et hjerte det lide kan.Men intet har jeg gjort;jeg tretner, jeg trenger,jeg kan ikke stort,og dog må jeg lenger.Luk opp, luk opp, jeg har ikke sted,jeg har ikke fred.» —

«Hva heter det land som du harforlatt?» —

«Nordenlandene, langt herfra.» —

«Hva voldte du stanset just her inatt?» —

«Kvinderøsters halleluja.Det sken, det sang av fred,på sinnet det sænktes;og alt hva jeg ledsig løftet og lengtes.Luk opp, luk opp, for eier dere fred,så gi meg med!» —

«Først nevn meg din smerte; — hvaheter den?» —

«Aldri mer jeg kan få ro.» —

«Så tapte du noen, — din far,— din venn?» —

«Ja, jeg tapte dem begge to.Og alt jeg hadde kjært,selv tanken i hjerte,ja, hver jeg hadde nært,fra lenges jeg lærte.Luk opp, luk opp, jeg synker; jeg ser,jeg kan ikke mer.» —

«Din far, hvordan var det du tapteham?» —

«Drept han ble, og jeg så derpå.» —

«Din venn, hvordan var det du tapteham?» —

«Han drap far, og jeg så derpå.Han tok meg, men jeg gråtog bad hele tiden,så slapp han meg ned,så flyktet jeg siden.Luk opp, luk opp, jeg elsker, — deter gru,jeg elsker ham ennå.» —

122(Kor av nonnerne fra den opplyste kirke):

«Kom barn, kom brud,kom inn til Gud;kom synd, kom savn,i Jesu favn;hvil synkende sorgenpå Horebs topp!Med lerken i morgenså kvitrer du opp.

Her attrå du bytter,her lengsler du flytter,her frykten den faller,hvor Frelseren kaller,her, knekket som sivet,du reiser deg hel, —i hedningelivetforliste sjel!

Arnljot går ensom og lenges på sin vis. Han drages mot havet; han lenges mot kampen, friheten, døden. Og han farer omkring i Nordhavs-tåken med sine stridsmenn. Mellom skrikende fugl og sjøuhyrer, isfjell og brenninger.

Siden ser vi ham i villskogen under vårflommen. Han bryder seg frem mellom trærne, den eneste vandrer i uværet. Mot kvelden søker han inn i hulen, hvor tømmervelterne ligger foran. En ulidelig stram stank står imot ham. Han sover med onde drømme, skriker og våkner. Og det skriker igjen inne fra hulens ganger. Øyne gnistrer imot ham som glør i bergvæggen. Det er skogens ville dyr, som har søkt der inn under uværet. De skjelver, hyler, kryper innover. Men selv kryper han baklengs mot åpningen, samler kvist og kvas, tenner tømmeret og brenner villdyrene inne. Han vandrer videre; da er det som haugene henger i hengsler, bakkene bøyes bent opp og ned, trollene ler og roper, det myldrer frem av bergene. Men midt i denne redsel ser han et annet syn — —

Foran med klokker, etter med sanger,hellige menn og hvite småbarn,bærende kors og bluss og kranser;deretter hærmenn, høye, herdet,bærende banner, våpen, hærskjold;

og i den innerste ring, der så han,klar, på en melke-hvit ganger,kongen —foran ham korset, om ham skaldene,hæren endeløst etter.

123Arnljot faller ned på sitt åsyn:

«Olav Haraldson, Norges konge,han var dette, ham vil jeg kaare!Han har mer enn sin egen styrke,høyere mål enn jeg har funnet;ham må jeg finne!»

Og han finner ham. Mens Olav ligger med sin hær ved Stiklestad, kommer Arnljot til ham:

Gjennom folkehavethen imot kongehirdenskred en mann i gullhjelm,brynje og brynjehoser;bent på kongen gikk han langsomt.

Spyd i hånd med sølvtag,sverd for sværeste krefter,skjold ved skulderen hektet,glans av plater og våpen.Øyet lysende lå på kongen.

Håret rikt rundt hjelmenfalt over akselbredden;høyt hans anlet, fagerhøvdingegang og lar.Hirden vendte seg ved hans komme.

Gjennom hele hæreningen hans aksel nådde,opp de så med undren,alle til side veg de.Nå han stanset foran kongen:

«Hil deg, folke-fører!Her for din fot jeg kneler,gir meg ganske til deg.Gaven du ei forakte,skjønt jeg kommer sent og ene.»

Kongen smilte, sa:«Er du ei Arnljot Gelline?Bud og sending fra degfikk jeg med dem du frelste.Ventet har jeg lenge på deg.»

Arnljot kongen svarte:«Ærend jeg ikke hadde,veien fant jeg ikke,før i et syn jeg så deggå forbi som lys fra østen.»

Kongen smilte, sa:«Kommer du nå til dåpen,trett av egen styrke,nordfolkets største kjempe,da er dette fagert jærtegn.»

124Arnljot kongen svarte:«Nei, kun til deg jeg kommer.Deg vil jeg tjene, konge,deg vil jeg ene tro på.Det som hittil bar, er bristet.»

Kongen smilte, sa:«Jeg tror på Jesus Kristus!»Arnljot kongen svarte:«Det skal oss ikke skille;den du tror på, ham jeg tror på.»

Kongen smilte, sa:«Du som kom sist av alle,du går først i morgenforan mitt kongemerke!»Arnljot reiste seg og sa:

«Tretti år er ledne,siden min bror Vikarforrest stod ved Svolderalt hos din frende Olav.Den som der falt først, var Vikar.»

Hele hirden løftetundrende rop; de mintesætten og dens skjebne;syntes i Vikars utgangane den som Arnljot ønsket.

Mens nå fienden saaessamle seg i det fjerne,førte fromme kongelære om liv av døden.Undret sken for Arnljots øye.

Der han svar fikk hørepå sine tusen spørsmål;der hans liv ble løftetopp til de lysere lier,luende i morgen-lengsel.

Og mens fienden saaessamle seg i det fjerne,døbtes Arnljot Gelline, —kongen var selv hans fadderog hver høvding som der fantes.

Gikk så Arnljot Gellinehelt foran kongehæren,dit hvor fremst på bakkenTorod holdt konge-banret;foran det han opp seg stilled.

Spyd i hånd med sølvtag,sverd for sværeste krefter,skjold ved skulderen hektet,glans av plater og våpen.Øyet lysende lå på fienden.

Nest ham stod ved merketTore og Avrafaste,undrende så de på ham,ropte så de og deres:«Atter står vi bak vår høvding.»

De som kom imot dem,øye fikk først på Arnljot, —midt i skindklæd følgeraget han opp og lyste;kongens fanevagt han førte.

Så kommer slaget — — — —

Arnljot, alltid foran,verget dem herlig,hver som mot ham søkte,han sank;125men for skarpt han kløvdekjempenes bølger,og fra sine skiltestil sist.Ensom, tårnhøy stod hanopp over mengden,som på jemte-tingethin natt, —nå ei for å krevebøter for far sin,ikke for å vinnesin brud.For seg selv slett intetmer i verdenville han, kun fallefor hamsom ham hadde løftetopp av det tomme,gitt ham en enestedag.Sverd i høyre svang han,spyd i den venstre,som en gud i lundenhan stod.Ringen rundt han rensket,ligvold seg bygde, —til med spyd de stengteham inn.Og da alle, alleringte den ene,og da trengselen ble hamfor tett,oddene seg økte,sakser ham søkte, —syntes han at ringenble sprengt,syntes han seg samlettusener om ham,syntes han en skjoldborgble senket,syntes han en fylking,stålblank, i luftensuste frem og løftetham opp.Fagre hvite fylgjerfølte han favne,frelsende å føreav sted,syngende og salig,opp ad et sol-fjell,og der så han Ingegerd stå.