Og slige varme fortællinger kunde Bjørnson skrive mellem slagene, kan en sige. Han var teaterleder, deltog i valgkamp, slos i aviser²; overalt var han stridslysten, eggende og kampglad. I det livlige Bergen fænged hans 117ord, saa byen stod i brand fra Nordnes og til Marken. Knapt et eneste hus hvor man ikke snakked om ham, forherliged eller fordømte ham. Da han 17de mai 1859 førte det store fanetog gjennem gaderne, var der i de fuldpakkede vinduer tusender som saa med velbehag paa denne staute spænstige ungdom med duskeluen; men der var ogsaa de som drog sig ind i stuerne og ikke vilde ærgre sig over urostifteren, som trængte det gamle væk, hvor han gik frem. Selv havde han skrevet den nye nasjonalsang til dagen, og selv talte han til den uhyre folkemængde. Oppe paa tribunen havde en ti aars gut krøbet ulovlig op, og sad nu og lydde og stirred lykkelig paa ham, mens han talte. Da Bjørnson var færdig, bøide han sig ned og klapped gutten paa hovedet: «Hvis søn er du, gutten min?» Gutten nævnte sin fars navn. Det var en af Bjørnsons bitreste modstandere.
Og siden har han mangen gang staat mellem far og søn, delt landet i to leirer, som han her delte Bergens by, samlet om sig og stødt bort, vakt kjærlighed og had. Siden Wergelands dage har ingen været i ilden som han.
Stundomtil drager han saa bort, langt bort, for at faa nye indtryk, for at kunne digte i ro. Det gjorde han i 1860. Og nede fra syden sendte han saa hjem et af sine mærkeligste verker: Sigurd Slembe.
Den unge Sigurd faar vide, at han er kongssøn; men han ved ogsaa, at han ikke kan faa sin ret nu. Han drager paa korsfærd, farer vide om land, længes og lider. Efter mange aar kommer han hjem. Harald Gille er konge. Sigurd kræver halve riget af ham. Han er uryggelig viss paa sin rett, og siger til kongen: «Der gives øieblik for hvis skyld vi ene er blit til. Hvis dette var et saadant for eder, hvis I var blit konge alene for at øve denne store handling (at anerkjende Sigurd), og saa forsømte den!» Kongens mænd fører Sigurd ud paa fjorden en mørk kveld for at rydde ham af veien. Han springer i vandet og frelser sig. Men oppe i berghulen, hvor han sidder om natten, fryser det gode i ham væk. Han er kommen til Norge med en umaadelig længsel efter at gjøre gagn. Og 118saa vil de dræbe ham. Denne grusomme uretfærdighed gjør ham ond. Han dræber kongen; han herjer landet, og soner saa til slut med døden.
Det var ikke tilfældigt at Bjørnson sendte denne hilsen hjem fra det fremmede. Ingen kunde bedre end han forstaa Sigurd Slembe. Selv var han ung, med store evner, med en umaadelig trang til at gagne sit folk. Og var der ikke mange som vilde have ham til side, mente at han ingen ret havde til at tale med? Han kjendte paa sig, at det maatte være farligt for et menneske med store evner, naar der uretfærdig stængtes for dem. Da kunde den gode blive ond. Ligesom Wergeland vilde han være overalt til stede, give sit ord med i laget, styre landet paa sin vis.
En aarrække efter, da Bjørnson paa mange maader havde deltaget i dagens kamp i Norges hovedstad, gik han igjen tilbage til sagaen, og skrev om Arnljot Gelline, den fredløse, som altid er i kamp og altid længes efter forsoning.