113

Sagaens mennesker er langt fra os i tid, men i nær slegt med os, og sagaen fortæller saa godt, at i hele middelalderens litteratúr findes intet som overgaar den. Den fortæller om ætternes kamp og skjæbne, om mennesker som elsker og hader og slaas. Kort og livfuldt og sammentrængt er det alt, faa ord og meget handling. Skjønt det er fortælling alt sammen, kan en sige at sagaen fremstiller for os det ene skuespil efter det andre. Her er møde paa møde; her staar mennesker skarpt imod hverandre i venskab, kjærlighed, og had. Det var rimeligt, at norske digtere gik did, naar de skulde lære at skrive drama. Drama betyder handling, det har ikke brug for mange ord. Baade Ibsen og Bjørnson gik altsaa i denne skole. Og at det var en god skole, har eftertiden vist. Det findes i denne stund i Europa knapt noget skuespil som overgaar Bjørnsons i oprindelig kraft eller Ibsens i kunst. Og det var noget i sagaerne som især drog Bjørnson. Det var ættefølelsen: det at en skal være trofast mod ætten.

Ingen norsk digter har skrevet sterkere om slegtens baand, om kjærlighed mellem forældre og børn. Han kommer tilbage til det i sine bøger atter og atter. Denne slegtfølelse er visselig almindelig hos folk af germansk æt, men den er ogsaa særlig norsk. Det norske folk har den dag i dag slige livsvilkaar, at hjem og slegt ligesom faar mere værd end hos andre folk. Det

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.

114er spredt udover et stort land paa ensomme gaarder og i embedsmænds hjem; ofte er det langt til folk. Far og mor og børn har bare hverandre at holde sig til, saa at sige, og paa mangen gaard har ætten bodd i aarhundreder.

Bjørnson hørte selv til en slig æt. Fra sin egen far og mor og fra sit eget barndomshjem havde han hentet de første store indtryk af kjærlighed i et hjem:

«Og hvis vort folk en gang vil ret forstaadet hjemmets billed i min digtning laa,den troens, kjærlighedens stille hæder,da skal det derfor en gang elske eder.

Hvis Norges bonde, som jeg op ham manedaf bygdens arbeid eller sagas rader,en gang vil mindes, — da du ogsaa, fader:ved dig at elske var det ham jeg aned.Og hvis den kvinde som jeg skride lodi troens solglans og med ærbart mod,af kvinder kjendes, da det vel tør hænde,at de min eiegode moder kjende.»

113

Sagaens mennesker er langt fra oss i tid, men i nær slekt med oss, og sagaen forteller så godt, at i hele middelalderens litteratúr finnes intet som overgår den. Den forteller om ætternes kamp og skjebne, om mennesker som elsker og hater og slaas. Kort og livfullt og sammentrengt er det alt, få ord og meget handling. Skjønt det er fortelling alt sammen, kan en si at sagaen fremstiller for oss det ene skuespill etter det andre. Her er møte på møte; her står mennesker skarpt imot hverandre i vennskap, kjærlighet, og hat. Det var rimelig, at norske diktere gikk dit, når de skulle lære å skrive drama. Drama betyr handling, det har ikke bruk for mange ord. Både Ibsen og Bjørnson gikk altså i denne skole. Og at det var en god skole, har ettertiden vist. Det finnes i denne stund i Europa knapt noe skuespill som overgår Bjørnsons i opprinnelig kraft eller Ibsens i kunst. Og det var noe i sagaene som især drog Bjørnson. Det var ættefølelsen: det at en skal være trofast mot ætten.

Ingen norsk dikter har skrevet sterkere om slektens bånd, om kjærlighet mellom foreldre og barn. Han kommer tilbake til det i sine bøker atter og atter. Denne slegtfølelse er visselig alminnelig hos folk av germansk ætt, men den er også særlig norsk. Det norske folk har den dag i dag slike livsvilkår, at hjem og slekt likesom får mer verd enn hos andre folk. Det

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. V.

114er spredt utover et stort land på ensomme gaarder og i embetsmenns hjem; ofte er det langt til folk. Far og mor og barn har bare hverandre å holde seg til, så å si, og på mangen gård har ætten bodd i århundrer.

Bjørnson hørte selv til en slig ætt. Fra sin egen far og mor og fra sitt eget barndomshjem hadde han hentet de første store inntrykk av kjærlighet i et hjem:

«Og hvis vårt folk en gang vil rett forstådet hjemmets bilde i min diktning lå,den troens, kjærlighetens stille hæder,da skal det derfor en gang elske dere.

Hvis Norges bonde, som jeg opp ham manetav bygdens arbeid eller sagas rader,en gang vil minnes, — da du også, far:ved deg å elske var det ham jeg aned.Og hvis den kvinne som jeg skride loti troens solglans og med ærbart mot,av kvinner kjennes, da det vel tør hænde,at de min eiegode mor kjenne.»