110

Slig levde han sin første barndom: først i Dovrekjeden mellem raa stridslystne kjæmper; siden i Romsdalen paa en af landets vakreste gaarder.

I sit 11te aar kom han ind paa Molde realskole; var ikke synderlig flittig der, men læste for moro skyld sagaer 111og Asbjørnsens eventyr. Reiste saa hjem i ferierne og omgikkes med prestegjeldets bønder. «Sagaer og bønder,» har han sagt mange aar efter, «var min næring og omgang i barneaarene.»

I sit 17de aar kom Bjørnson til Kristiania paa Heltbergs skole. Hverken lærer eller elever paa denne skole var som folk er flest. Heltberg var et geni, og havde sin egen maade at lære grammatik paa. Var det nogen som i den latinske analyse ikke vidste, at adjektivet hørte sammen med substantivet, saa skreg han: «Naar du kommer nedover en bakke, og møder først en jomfru, og saa en ku, og saa finder et lommetørklæ, — hvem skal saa ha lommetørklæet? Kua eller jomfrua?»

Og skolegutterne var mange slag, de ogsaa. Bjørnson har siden skildret nogen af dem saa:

Lang og slaapen, i halvdrøm, paa ytterste linje,sad og grunded for sig selv Aasmund Olavson Vinje.Anspændt og mager, med farve som gibsen,bag et kulsort umaadeligt skjeg Henrik Ibsen.Jeg, den yngste i laget, gik og vented paa parti,indtil nyt kuld kom ind, over jul Jonas Lie.

Studenter blev de da alle disse fire. Bjørnson og Ibsen fik karakteren non, «ikke at foragte».

Alt som gut havde Bjørnson tænkt paa at blive digter, men han syntes selv, at han var for dum. Paa Heltbergs skole kom det igjen op for ham: han vilde digte; han saa sin livsgjerning for sig. Det maatte være forbi med ungdom og dovenskab og ligegladhed og sorgløshed. En kveld i markeds-ugen gik han og drev nede paa torvet i Kristiana, saa paa alle lysene, og tænkte paa al den moro som det var her nede. «Saa sorgløs,» sa han til sig selv, «som du før har set paa alt dette, skal du aldrig se paa det mere.» Mange aar efter, da han var blit en navnkundig mand, sad han en sommernat og fortalte et par venner om denne kveld; 112og han føied til: «Og det er sandt; jeg har jo i grunden aldrig havt ro siden: altid tanker, altid planer, altid arbeide; jeg kan jo snakke mig bort fra det alt sammen, som nu jeg sidder og prater med dere; men ellers er det uro og arbeidstanker bestandig.»

Det varte endnu en stund, før det begyndte for alvor. Imens skrev han i aviserne og dømte om andres bøger. Da var det nogen som sa til Morgenbladets redaktør:¹ «Hvad er det for en fyr som skriver i bladet Deres?» — — «Det er student Bjørnson.» — «Den unge mand er ikke født til at være kritiker; han er heller digter.» Redaktøren fortalte det til den unge mand, og den unge mand svarte: «Ja, havde jeg bare tyve daler, saa tror jeg nok jeg skulde digte; bare jeg kunde komme op paa landet og skrive i ro.» Og han fik tyve daler, og skrev i ro; men det vilde ikke blive til noget; han havde taget et emne paa sig som han ikke orked. Og han maatte reise ind til Kristiania og sige til dem som havde laant ham pengene: «Nei, jeg duger ikke.»

Saa kom studentermødet i Upsala i 1856. Der var ungdom og glæde, sommerliv og fest. Nu sprang digterevnen ud. Da Bjørnson kom hjem, saa digted han og skrev og renskrev i et par uger Mellem slagene.

Bjørnson havde gaat paa Molde skole og dovnet sig, ikke læst som han skulde, ikke gaat alfarveien, men ruslet bort i sagaer og eventyr. Og saa var det netop det som laa og vented paa ham, og som han skulde bruge. Dette gamle, som havde ligget der i hundreder af aar, det var netop det som skulde give den norske digtning ny kraft. Borte i Bergen havde Henrik Ibsen, Bjørnsons kamerat fra Heltbergs skole, gaat og prøvd sig frem med sine store evner, og havde skrevet stykke efter stykke, før han vendte sig did hvor nordmænd skulde lære at skrive skuespil. Bjørnson gik bent paa. Han skrev sagastykket Mellem slagene, skuespil i én akt.

110

Slig levde han sin første barndom: først i Dovrekjeden mellom rå stridslystne kjemper; siden i Romsdalen på en av landets vakreste gaarder.

I sitt 11te år kom han inn på Molde realskole; var ikke synderlig flittig der, men leste for moro skyld sagaer 111og Asbjørnsens eventyr. Reiste så hjem i ferierne og omgikkes med prestegjeldets bønder. «Sagaer og bønder,» har han sagt mange år etter, «var min næring og omgang i barneårene.»

I sitt 17de år kom Bjørnson til Kristiania på Heltbergs skole. Hverken lærer eller elever på denne skole var som folk er flest. Heltberg var et geni, og hadde sin egen måte å lære grammatikk på. Var det noen som i den latinske analyse ikke visste, at adjektivet hørte sammen med substantivet, så skrek han: «Når du kommer nedover en bakke, og møter først en jomfru, og så en ku, og så finner et lommetørklæ, — hvem skal så ha lommetørklæet? Kua eller jomfrua?»

Og skoleguttene var mange slag, de også. Bjørnson har siden skildret noen av dem så:

Lang og slåpen, i halvdrøm, på ytterste linje,satt og grunnet for seg selv Aasmund Olavson Vinje.Anspændt og mager, med farge som gibsen,bak et kulsort umåtelig skjegg Henrik Ibsen.Jeg, den yngste i laget, gikk og ventet på parti,inntil nyt kuld kom inn, over jul Jonas Lie.

Studenter ble de da alle disse fire. Bjørnson og Ibsen fikk karakteren non, «ikke å forakte».

Alt som gut hadde Bjørnson tenkt på å bli dikter, men han syntes selv, at han var for dum. På Heltbergs skole kom det igjen opp for ham: han ville dikte; han så sin livsgjerning for seg. Det måtte være forbi med ungdom og dovenskap og ligegladhed og sorgløshet. En kveld i markeds-uken gikk han og drev nede på torvet i Kristiana, så på alle lysene, og tenkte på all den moro som det var her nede. «Så sorgløs,» sa han til seg selv, «som du før har sett på alt dette, skal du aldri se på det mer.» Mange år etter, da han var blitt en navnkundig mann, satt han en sommernatt og fortalte et par venner om denne kveld; 112og han føyet til: «Og det er sandt; jeg har jo i grunnen aldri hatt ro siden: alltid tanker, alltid planer, alltid arbeide; jeg kan jo snakke meg bort fra det alt sammen, som nå jeg sitter og prater med dere; men ellers er det uro og arbeidstanker bestandig.»

Det varte ennå en stund, før det begynte for alvor. Imens skrev han i avisene og dømte om andres bøker. Da var det noen som sa til Morgenbladets redaktør:¹ «Hvad er det for en fyr som skriver i bladet Deres?» — — «Det er student Bjørnson.» — «Den unge mann er ikke født til å være kritiker; han er heller dikter.» Redaktøren fortalte det til den unge mann, og den unge mann svarte: «Ja, hadde jeg bare tyve daler, så tror jeg nok jeg skulle dikte; bare jeg kunne komme opp på landet og skrive i ro.» Og han fikk tyve daler, og skrev i ro; men det ville ikke bli til noe; han hadde tatt et emne på seg som han ikke orket. Og han måtte reise inn til Kristiania og si til dem som hadde lånt ham pengene: «Nei, jeg duger ikke.»

Så kom studentermødet i Upsala i 1856. Der var ungdom og glede, sommerliv og fest. Nå sprang dikterevnen ut. Da Bjørnson kom hjem, så digted han og skrev og renskrev i et par uker Mellem slagene.

Bjørnson hadde gått på Molde skole og dovnet seg, ikke lest som han skulle, ikke gått alfarveien, men ruslet bort i sagaer og eventyr. Og så var det nettopp det som lå og ventet på ham, og som han skulle bruke. Dette gamle, som hadde ligget der i hundrer av år, det var nettopp det som skulle gi den norske diktning ny kraft. Borte i Bergen hadde Henrik Ibsen, Bjørnsons kamerat fra Heltbergs skole, gått og prøvd seg frem med sine store evner, og hadde skrevet stykke etter stykke, før han vendte seg dit hvor nordmenn skulle lære å skrive skuespill. Bjørnson gikk bent på. Han skrev sagastykket Mellem slagene, skuespill i én akt.