fortæller Bjørnson selv: ¹
«Bjørgan var fordum prestegaard i Kvikne prestegjeld i Dovrekjeden. Gaarden ligger høit oppe, ganske for sig selv; jeg stod som liden gut paa bordet i dagligstuen og saa ned i dalen, med længsel efter dem som der om vinteren rendte paa skøiter langs elven eller om sommeren legte paa volden. Bjørgan laa saa høit, at der ikke vokste korn, hvorfor gaarden ogsaa nu er solt til en sveitser, og prestegaard kjøbt i dalen, hvor det dog er lidt likere. Vinterens komme paa Bjørgan var sørgelig tidlig: En ager, som far i en varm og tidlig vaar forsøgsvis havde tilsaad, laa en morgen gjemt af sne; det slagne høi kunde 108faa en snebyge istedenfor et regnskyl, og naar nu vinteren vokste! Kulden blev saadan, at jeg ikke turde tage i gangdørens dørklinke, fordi fingrene sved paa jernet. Min far, som var barnefødt i Land ved Randsfjorden og saaledes ret hærdet, maatte dog ofte kjøre med maske for ansigtet til det fjerne annéks. Det knirked og skreg i veiene, naar én kom gaaende, og kom flere, blev det til skjærende larm. Sneen laa ofte jevnhøi med andet stokverk i den svære bygning, mindre udhus snedde helt ned, bakker, busker og gjærder udjevnedes, et snehav bredte sig med topper af høie bjerketrær svømmende og i bølgning efter stormen, som hist havde hulet, her sammenjaget. Jeg stod paa bordet og saa skiløbere fare nedover fra os mod dalen, jeg saa finner komme med sine rensdyr fra Røros-skogen susende nedover fjeldene og opover igjen til os. Pulkene slang af og til, og jeg glemmer aldrig, naar toget endelig holdt paa tunet, og en skindtull krøb ud af hver pulk og var et lidet travelt fornøiet menneske, som solte rensdyrkjød.
Kviknedølen skal i senere tider have vokset frem til et oplyst fermt folk; men den gang var Kvikne kald et af 109de mest ilde omtalte i landet. For ikke saa langt tilbage havde en prest maattet føre pistoler med til kirken, en anden kom hjem fra en kirketur og fandt alt sit bohave knust eller ituslitt af mænd som havde været sværtet i ansigtet og næsten havde skræmt livet af hans hustru, som var ene hjemme. Den sidste prest havde flygtet derfra og bestemt negtet at vende tilbage. Kaldet havde været presteløst i mange aar, da far — kanske netop derfor — fik det; ti man trodde ham i stand til at andøve en baad i storm.
Jeg husker endnu tydelig, hvorledes jeg en lørdagsmorgen paa alle fire holdt paa at klyve op ad trappen til kontoret, fordi den var islagt efter vaskningen, og var ikke kommen mange steg, da et brag og brot oppe fra kontoret jog mig forfærdet ned igjen. Ti der oppe havde bygdens kjæmpe paataget sig at ville lære den gjenstridige prest folkets skik, men fandt til sin skræk, at presten først vilde lære ham sin. Han kom saaledes ud af døren, at han lod sig falde trapperne helt ned, samled der sine forskjellige lemmer og fandt gangdøren i fire byks.
Folket i Kvikne vidste ikke bedre, end at presten gav dem de lover som kom fra stortinget. De vilde saaledes forbyde ham at gjennemføre skoleloven; de undsa min far, de samled sig mandsterke i skoleformandskabet for at hindre forretningen med vold. Trods mors indstændige bønner havde han taget derhen, og da ingen vaaged at hjælpe ham med skoledistrikternes inddeling osv., gjorde han det selv 110efter bedste skjøn under mængdens truende torden. Men da han med protokóllerne under armen gik ud, veg de, og ingen rørte ham. Man tænke sig min mors jubel, da hun saa ham komme kjørende, rolig som altid.»
Da gutten var seks aar gammel, fik faren Nessets kald i Romsdal. «Det var en forunderlig dag, da vi drog afsted, vi børn — og en barnepige — i et lidet hus, som var sat paa en langslæde, saa hverken vind eller sne kunde naa os, og min far og mor foran i en bredslæde, og alle de omkring os som atter og atter vilde sige os farvel. Jeg kan ikke sige, at jeg var synderlig sørgmodig; ti jeg var bare seks aar gammel, og jeg vidste, at det var kjøbt en hat og frak og bukser til mig i Trondhjem, som jeg skulde faa paa, naar vi kom frem! Og der, i vort nye hjem, skulde jeg for første gang faa se sjøen! Og saa var jo Blakken¹ med!
Her paa Nessets prestegaard, en af de skjønneste gaarder i landet, som den ligger der bredbarmet mellem to mødende fjorder, med grønt fjeld over sig, fossefald og gaarder paa den modsatte strand, bølgende marker og liv inde i dalbunden, og udover langs fjorden fjelde med nes i nes skydende ud i sjøen og en stor gaard ude paa hvert, — her paa Nessets prestegaard, hvor jeg kunde staa i kvelden og se paa solspillet over fjeld og fjord, til jeg graat, som om jeg havde gjort noget ondt, — og hvor jeg paa mine ski nede i en eller anden dal pludselig kunde stanse som trollbundet af en skjønhed, af en længsel som jeg ikke magted at klare, men som var saa stor, at jeg ovenpaa den høieste glæde følte den dybeste indestængsel og sorg, — her paa Nessets prestegaard vokste mine indtryk — —»