Eventyrviserne handler om troll, bergfolk, havmænd og havfruer, dverger og alver. Disse væsener trodde folk paa under hedenskabet; efter kristendommens indførelse blev de til de onde magter, som en skal vogte sig for. De er i grunden billeder paa synden; de daarer og lokker menneskene, og gjør ulykkelig. Men ulykkelige er de ogsaa selv; de har ingen sjæl, kan ikke komme i himmerige. I somme af 46eventyrviserne er et menneske forgjort og har faat ham, er blit et troll, et dyr, et træ. Det kan blive frelst af et andet menneske, som holder af det og tror paa det — tror paa at der er et menneske under hammen. Ved et eneste kjærtegn kan det blive frelst. Naar vi tager eventyrsproget væk, ligger tanken for os enfoldig og stor: Vi kan ofte se den vi holder af ligesom blive overvældet af det onde i sig; da kan vi hjælpe ham ved at vise ham kjærlighed, ved at tro paa det gode i ham, ved at opofre os for ham. Jeg har hørt om en gut, som var stridig og haard, og som blev skubbet fra den ene til den andre, og var blit saa omtrent umulig, endda han bare var 10 aar. Saa kom det en ny lærerinde i huset. Naturligvis var han opsat paa at faa hende til at flygte sin vei, som alle de andre. Men denne lærerinden havde villet høre alt om gutten, og havde vondt af ham, og mente at det kanske stundom var gjort ham uret ogsaa. Da han første gang kom ind i stuen, vinked hun ham hen til sig. Han kom slentrende, langsomt og uforskammet, saa ufravendt, trodsig og haanlig paa hende; han vented sig snart juling eller straffepræken. Hun saa ogsaa paa ham, ufravendt, men varmt. Endelig sa hun oprigtig og mildt: «For en vakker gut!» Og saa strøg hun ham nedover haar og kind: «Du vil vist ogsaa blive en god gut.» Ved dette kjærtegn og disse ord begyndte gutten at blive menneske. Det virked som kysset i eventyret. Hammen tog til at briste; han var frelst.
Andre viser har en helt anden tanke: der er synder som et menneske faar lide for hele sit liv; der er ting som en ikke kan faa gjort om igjen; en finder ikke tilbage fra den gale vei, før det er for sent. Slig er det med den deilige danske vise om Agnete og havmanden, og den norske om Margit Jukse. Margit lar sig lokke af bergekongen. Da hun har været i berget i fjorten aar, hører hun kirkeklokkerne, længter hjem, og faar lov at se indom til folket sit. Faren leier hende med glæde og graat ind i stuen og sætter hende i morens stol.
47Men daa kom bergekongen snøgt som ein eld:— Tidi fell meg lang’e —«Aa kjem du ikkje heimatt til baani i kveld?»Det er eg som ber sorgi so trang’e.
«Fare no væl daa alle i min heim!no kjem eg aldri til dikkon meir.»
Stolt Margit sette seg paa gangaren graa,ho grét fleire taarer hell hesten ha’ haar.
Ho pikkad paa berget med fingrane smaa:— Tidi fell meg lang’e —«Statt upp mi eldste dotter, skrei loka ifraa!»Det er eg som ber sorgi so trang’e.
Atter andre viser fortæller om en kjærlighed som er sterkere end døden. En slig kjærlighed finder vi i gjengangerviserne; i visen om Aage og Else, og om Moren under mulde. Jomfru Else har mistet sin hjertenskjær; han hører i graven hendes graat, han kommer til hende:
«For hver en gang du græder for mig,din hu er mod:da er min kiste forinden fuldmed levret blod.
Men hver en gang du kvæder,din hu er glad:da er min grav forinden omhængtmed rosens blad.»
Saa meget holder han af hende, at han ikke en gang taaler, at hun skal sørge og savne ham. Saa meget holder hun af ham, at hun følger ham i graven, — maanedsdagen efter. Vi finder den samme tanke i det gamle eddakvad om Helge Hundingsbane: Helge mødes efter sin død med sin elskede, Sigrun: Hver taare som hun graater over ham, blir til blod og rimfrost paa hans bryst, siger Helge.
Visen om moren under mulde findes ikke alene over hele Norden, men ogsaa i mange andre land; den fortæller om en mor som ikke kan finde fred efter døden, fordi hendes børn har stemor, som er slem med dem. Hos os heder visen Den vonde stjukmor.
I slegt med disse to eventyrviser, som skildrer den gamle folketro om livet efter døden, er det merkelige norske 48digt Draumkvæe. Det er digtet kort efter aar 1200, og er den ældste vise som vi kan sige alderen paa. Det fortæller om Olav Aasteson, som «tungan svevnen fekk», og under sin lange søvn færdes gjennem skjærsild, himmel og helvede. Men det ligger for høit til at vi kan tage det med her. Vi sætter i steden to andre norske viser, som baade er enkle og mægtige.
Den første giver et deiligt billede af fromhed i den katolske tid. Den er halvt en eventyrvise, halvt en legendevise.