Jeg sad en gang i en familiekreds; det var folk som vidste meget og vilde vide mere. En af dem kasted det spørsmaal hen til mig: «Hvor kommer eventyrene fra? Det ser jo ud som de skyder op overalt, rundt omkring, akkurat som sop om høsten.» — «Ja, hvad mener De med eventyr?» sa jeg; «hvad er et eventyr?» — Husets lille søn var til stede; straks det blev tale om eventyr, blev han opmerksom. Men da han hørte mit spørsmaal, brast det ud af ham: «Tænk, han ved ikke hvad et eventyr er!» Han holdt mig aabenbart for en stor dumrian. — Gutten havde i grunden ret, paa sin maade. Han vidste nok, hvad det var; han havde det paa følelsen. Og det har vi alle. Vi ved alle, at En glad gut er en fortælling, og Askeladden som kapaad med trollet er et eventyr. Vi ved det, selv om vi ikke kan greie ud hvad et eventyr er.
27Men dersom jeg bad om at faa en forklaring af ordet, saa blev vist nogen hver svaret skyldig — akkurat som i den familie jeg har fortalt om. Og det er ikke at undres paa: Det er noget nær umuligt at give en rigtig og fuldstændig forklaring af hvad eventyr er, slig at det passer paa eventyr af alle slags, fra alle tider, og fra alle land. Det ene folks og den ene tids eventyr skiller sig ofte meget fra dem som skriver sig fra andre folk og fra andre tider. Det er ikke raad at faa dem alle under én hat. Vi har eventyr fra vore dage og eventyr fra 1500 aar før Kristus; vi har eventyr fra eskimóer og negre lige saa vel som fra indierne og de europæiske folk. Og alle disse skiftende tider og folkefærd har igjen mange særskilte slags af eventyr. Tænk bare paa vor norske eventyrskat: Der er troll-eventyr, som det jeg netop nævnte; der er hekse-eventyr, som Lurvehette; der er lyve-eventyr, som Askeladden som fik prinsessen til at løgste sig; der er skøier-eventyr, som Mestertyven; der er eventyr om Vorherre og Sankt Peter; der er eventyr om dyr eller livløse ting, som Pandekagen og Bjørnen og reven; om kløgt eller dumhed, som Galemattis og Prinsessen som ingen kunde maalbinde; om mand og kone, som Kjærringen mod strømmen og Manden som skulde stelle hjemme . . . og mange andre, i det endeløse. Det er med dette som med trærne i en skog: Der er mange slags trær; der er gran og furu, der er bjerk og ask og asp, og af hvert slag er det igjen mange forskjellige, smaa og store, unge og gamle, lige fra det ældgamle vindfald som holder paa at morkne, til den unge spire som netop stikker sit første skjære grønt op af skogbunden. Hvert af disse træslag er noget for sig selv; og hvert enkelt træ for sig har sin historie. Saaledes er det ogsaa med eventyrene: Hvert slags eventyr er noget for sig selv, og hvert enkelt eventyr for sig har sin oprindelse, sin historie, forskjellig fra alle de andres.
Derfor kunde jeg ikke svare, saaledes under ett, paa det spørsmaalet: «Hvor kommer eventyrene fra?» . . . Og det kan jeg heller ikke nu.
Men jeg kan tage et enkelt eventyr og fortælle lidt af 28det vi ved om det, saadan i store, løse drag. Lidt om dets vandringer og forvandlinger.
For eventyrene har vandret, — stundom i skrift, fra det ene lands bogrige til det andre, men oftest i mundtlig fortælling, fra mand til mand.
Dere ved, at man her oppe i norden har fundet fremmede mynter i jorden, ikke bare engelske, tyske og franske, men ogsaa græske og romerske, ja arábiske og føníkiske. Hvordan er nu disse mynter kommet til os? I regelen ikke paa den vis, at der har været folk saa langt søndenfra her nord i hine fjerne tider, eller folk herfra der nede. I de aller fleste tilfælde er det gaat slig til, at mynterne har vandret selv, gaat fra haand til haand gjennem det ene land efter det andre. Ligedan med de forskjellige dyreslag; ogsaa de har vandret. Katten kom til Syd-europa for en 16—1700 aar siden, og først lang tid efter kom den til Nordeuropa. Rotten kom tidlig i middelalderen, og den sedvanlige brune rotte naadde ikke her op til Norge før ved begyndelsen af dette aarhundred. Paa Ringerike og oppe i Vinger og Odalen ved folk endnu at fortælle om, hvordan rotterne kom svømmende som en lemænhær over Begna-elven og Glommen.
Slig vandrer eventyrene med, — mange af dem da, fra mund til mund, gjennem land efter land. Det er ikke saa faa eventyr som en straks ser det paa, at de er fremmede. De ligesom bryder paa maalet, som svensker og tyskere gjør, selv om de har bodd her en stund. Men der er ogsaa eventyr som ingen kan se paa at de er af udenlandsk æt. Vi synes det kan ikke være noget mere norsk end de. Det undrer os at høre, at de er indflytterfolk, — vi synes alle at de hører hjemme her, lige ens som vi nu synes det samme om katten og rotten.
Men nu har vi, blandt andre, norske eventyr om rotten ogsaa, — er da de yngre end 1800? kunde en spørge. Nei, det behøver de ikke at være; de kan godt være ældre her i landet end rotten selv. Men det har fra først af ikke været rotter, det har været andre dyr som eventyret har fortalt om. Ser dere, det er med dette som f. eks. med eventyret om Mestertyven. Han narred baade prest og amtmand 29og kongen selv, og blev truet med tugthus. Men dette eventyret om mestertyven har vi i en ægyptisk optegnelse fra 1500 aar før Kristi fødsel, — og den gang var det hverken tugthus eller amtmand eller kristne prester, ved dere . . . Eventyrene lemper og lager sig simpelt hen efter det land de er kommet til, og efter den tid de lever i; de skifter ham gang paa gang, for at følge med tiden. De lever unge og friske og hjemlige paa barnelæben, — og saa kan de være 2—3000 aar gamle. Det er med dem som med forsteningerne — som barnet leger sig med og den lærde tager op og læser aartusenders historie i.
II.
Jeg vælger et eventyr, som ser saa hjemligt og norsk ud, at vel ingen skulde falde paa andet end at det er skudt op af vort lands jordbund og al sin dag har vokset her. Det er vor egen natur, vort eget folkeliv og folkelynne det skildrer. Det er