16

Dahl malte den norske natur; Tidemand malte de norske bønder. Han havde ikke Dahls evner, men han er dog en af de første og største i vort lands malerkunst.

Hans fædreæt var gammel norsk og adelig; men i mange ætled opover havde den tællet embedsmænd og handelsmænd. 17Hans mor var dansk, og faren havde mange ungdomsminder fra Kjøbenhavn. Han havde været sekretær hos kronprins Fredrik (Fredrik den sjette), og fra Fredriksberg slot set udover slaget paa Kjøbenhavns red. Et billede af dette slag hang over sofaen i hans stue, og der laa børnene paa knæ lange stunder og saa paa det.

Siden 1805 var han toldinspektør i Mandal. Her blev Adolf født den 14de august 1814, samme dag som forliget til Moss blev sluttet. Faren blev medlem af det overordentlige storting, som i oktober traadte sammen i Kristiania.

Det var et lyst og godt barndomshjem gutten havde. Han fortæller selv: «Min far var en stor elsker af musik, som af al skjøn kunst, — han sang meget vakkert og blæste paa fløite. Han sad da ofte i sofaen, mens min mor med den mindste paa armen gik op og ned i den hyggelige grønstue, hvor maanen skinte saa deilig ind, og vi to ældre hang os ved hendes kjole. Eller mor sang i mørkningen for os: «Fattig fugl kommer flyvende over bjerge og dale»; eller Baggesens: «Der var en tid, da jeg var meget lille». Det var salige timer, som kun barnet kan føle, saa tryg, saa uden frygt, saa skjermet af far og mor.

Der var to vinduer, som vendte ud til haven og elven; de vendte mod syd, saa solen skinte saa deilig ind og kasted slagskygger

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. V.

18paa det hvide skurede gulv. Naar vi var kommet ud af sovekamret ved siden, var det vor fornøielse straks at løbe i skjorten ud i stuen og springe om i solskinnet efter hverandre. Mor havde sin plads med sit sytøi ved et af vinduerne, altid flittig, og der stod vi da ofte hos hende og legte, eller hun læste med os. Vi elsked hende usigelig. Om høstaftnerne, naar det stormed, kunde jeg staa lange tider fortabt i at betragte maanen, hvor de hvide skyer i de mest fantastiske former fór forbi, og mangen gang vidste jeg ikke ret, om det var skyerne eller maanen som seilte saa fort. Og derfra kunde vi se vindmøllen paa Møllebakken ved elven, hvor vingerne suste rundt, og vi kunde høre knaget af det gamle hjulverk.»

Fra huset var det udsigt over elven og elvemundingen, og fjorden med sine mange øer og holmer. Opover denne elv kom en søndag eftermiddag den nye overtoldbetjent Jægers familie seilende med en jagt fra Kristiansand. Toldinspektøren rodde ud mod dem, og gutten fik lov at være med. «Da vi la til jagten,» fortæller Tidemand, «saa jeg en liden vakker pige, med lyse krøller nedad nakken, staa ved sin mors side. Jeg saa længe paa hende, og hun saa paa mig, og saa spurte hun sin mor, hvem denne lille gut var. Dette første indtryk udslukkedes aldrig siden, men vokste med aarene, og hun blev min velsignede hustru, min glæde gjennem livet indtil denne dag.»

I sit egteskab fik Tidemand et eneste barn, en søn. Han døde ung; faren var den gang en berømt mand, men det hjælper ikke for slige saar. Hans sorg var stor og stille. Da han et par aar efter selv skulde gaa bort, hørte det til hans sidste ord, at nu skulde han se sin søn.

Saaledes var Adolf Tidemands hjemliv, han som først skulde male de norske bønder og deres hjem.

Han var lykkelig i barneaarene, lykkelig med sin hustru; stille og bøiet, da sorgen kom.

II.

I 1832 reiste den attenaarige unggut ud for at lære at male. Hjemme kunde han ikke lære det. Norge havde 19ingen skole for kunstnere, havde ikke tid til at tænke paa sligt. Det var midt i vaarsmeltningen, den store kamp stod paa mellem de to første store digtere siden 1814. Og det var jo netop det Welhaven to aar senere slynged folket i ansigtet, at det bare tænkte paa politik og næringsveie, men ikke paa det som var finere og ædlere, og som ogsaa maa være med, naar et folk skal have en fremtid.

20Fra 1832 til 1842 var Adolf Tidemand ude i det store Europa for at lære. Han var i Kjøbenhavn, i Dysseldorf, i München, i Rom. Den by som kom til at virke mest paa ham, var Dysseldorf. Her var en navnkundig kunstskole; hid vendte han siden tilbage. Her havde han sit hjem den største tid af sit liv. Hos mestrene her gik han fremfor alt i lære. Han kom til at ligne dem. Men i sit fædreland maatte han søge det han skulde male. Han var jevnlig i Norge om sommeren, af og til bodde han der i noget længere tid. Da han kom hjem i 1842, søgte han at lære det norske folk at kjende, slig som det havde været i gammel tid. Derfor gik han paa universitetet i Kristiania og hørte forelæsninger over vore fædres liv. Han vilde male norsk historie, og da han vidste, at det var de norske bønder som havde gjemt bedst paa det gamle, saa vilde han op og se dem. Han tog da skreppen paa ryggen, drog til Østerdalen, Gudbrandsdalen, Sogn, Voss og Hardanger. Næste aar til Telemarken. Han saa røgstuerne, stavkirkerne, deltog i gudstjenesten. Og han fik lyst til at male netop dette. Han blev ikke historiemaler, men folkelivsmaler.

Det første folkelivsbillede var Eventyrfortællersken. En gammel kone fortæller eventyr for en gut og en jente; faren stanser i sit arbeide, moren lyer paa fra peisen. Netop i det aar Tidemand kom hjem, havde Asbjørnsen og Moe udgivet den første samling af norske folkeeventyr. Rundt omkring paa land og strand sad norske børn og lydde, og de voksne stansed en stund i hverdagens travlhed og hørte paa.

Efter faa aars ophold i Norge drog Tidemand til Dysseldorf med sin unge hustru. Her nede malte han i et langt og arbeidsomt liv den norske bonde fra vuggen til graven, kan man sige: gutten som blaaser i lur paa sætren, børnene som blir overhørt i kirken, den unge mand som frier, brudefærden paa den skinnende fjord, den blodige strid i bryllupet; far og mor som sidder i angst for det syge barn; de døende i røgstuen som faar sakramentet; gravølet, ligfærden; lægprædikanten som i bondestuen forkynder Guds ord paa Hans Nilsen Hauges vis — han har malt det alt sammen.

21

I en mangfoldighed af billeder, som ikke her kan opregnes, har han skildret det norske bondeliv, har baaret det langt ud over Norges grænser. Ved verdensudstillingen i Paris i 1855 udstilled han Norsk gravøl, Brudefærden i Hardanger, Katekisationen, Haugianerne og Afskeden. Han 22fik medalje af første klasse. Og mens et orkester paa 1200 instrumenter spilled «Se han kommer seierskronet», uddelte keiser Napoleon den tredje æreslegionens kors til de dygtigste malere fra de forskjellige land. Blandt dem var Tidemand — en af de første som har tvunget Europa til at se op mod vort bortgjemte fædreland.¹

III,

Det var en vigtig gjerning Tidemand fik gjøre for det norske folk. Han malte den norske bonde saaledes som det faldt naturligt at male bonden den gang, da det var slig en glæde over alt som var norsk, at naar nogen skulde tegne bønder i bog eller billede, saa blev de vakrere end de egentlig var. Og han malte ham slig som det faldt naturligt for ham. Han havde jo aldrig levet med bonden, bare set glimtet af ham paa sine reiser. Han kjendte ham for lidet til at male ham som han er til hverdags, med ondt og godt. Det er de høitidsfulde stunder han maler: den store glæde og den store sorg, frieri, brudefærd, andagt, gravøl, ligfærd. Slige høitidsfulde emner valgte ogsaa malerne der hvor han bodde, og hvor han især havde lært.

I sytten somre var den utrættelige mand paa vandring hjemme i Norge for at se de norske bønder. Men naar han saa skulde male sine store malerier, saa sad han nede i Dysseldorf og var nødt til at male efter tyske mennesker og tyske ansigter. De var hans modeller, dem havde han for sig under arbeidet; derfor er det ikke sjelden noget som er fremmed, naar vi nu ser paa hans billeder; det kommer for en del ialfald deraf at han ikke fik male hjemme og ikke leve sin manddom sammen med det folk han skildrer.

23Hvorfor kunde han da ikke bo hjemme, bo stadig hjemme? Var det kanske ingen her som satte pris paa hvad han malte? Aa jo, det var nogen, men de var for faa.

Vinteren 1848 opholdt Tidemand sig i Kristiania, og han var ikke alene. Hans Gude var der, den udmerkede landskabsmaler, som nu lever i Berlin, Asbjørnsen og Moe var der, og Ludvig Lindeman, som har samlet folkemelodierne, Halfdan Kjerulf, den yndefulde tonedigter; Welhaven var der, og Andreas Munch. Alle disse slog sig sammen for at hjælpe norske kunstnere til at reise i indland og udland; der var forestilling paa teatret med sang, musik og levende billeder. Norske folkeviser blev sunget, Ole Bull spilled «Sæterbesøget», Tidemand og Gude stilled selv «Brudefærden i Hardanger», Kjerulf leded den sang som han selv havde sat toner til, Andreas Munchs digt:

«Der aander en tindrende sommerluftvarmt over Hardangerfjords vande.»

Saaledes arbeided de sammen alle, og der var jubel aften efter aften paa dem som saa og hørte paa. Det var jo norsk alt dette, toner og billeder. I slige stunder dirred den samme streng igjennem alle hjerter; de kjendte, at de var i slegt og hørte til samme land. Men slige stunder er ikke nok; kunstneren kan ikke hjælpe sig med, at der en 24sjelden gang er fest, hvor det blir klappet og jublet til ham. Kunstnere som Tidemand og Gude lever i arbeide uafladelig, de arbeider med hele sin sjæl; de faar aldrig ro for alt det nye som skal frem; de kan ikke hvile, som den der kun har legemligt arbeide. Er de rigtig optaget af noget, saa har de ikke fred hverken ved maaltiderne eller om natten. Men under dette strenge arbeide trænger de en haandsrækning, — ikke til at føre penselen, for det kan ingen hjælpe dem med; men de trænger til, at en og anden ser indom til dem i arbeidsstuen, en og anden som forstaar sig lige saa godt paa det som de selv, og kanske bedre; som kan opmuntre dem, naar de er mismodige; som kan advare dem, naar de tager feil eller er fornøiet med det som de ikke burde være fornøiet med. Men slige kyndige folk var det for faa af i en liden by som Kristiania den gang var. Og saa er det en anden ting slige kunstnere trænger; de trænger, at folket som de lever imellem skal skjønne at de ikke er overflødige, men uundværlige. Men det var med det norske folk den gang som det var med den norske borgermand. Borgermanden sa: At have billeder paa sin væg kan være noksaa vakkert, men jeg har ikke raad til at kjøbe dem. Det norske folk tænkte: Vi er et fattigt nybyggerfolk; kunst er stas; vi har ikke tid til at tænke paa den, endnu mindre raad til at gjøre noget for den: kan ogsaa godt hjælpe os foruden. De ligned nybyggeren paa Amerikas prærie, som vi før har læst om: han har nok at gjøre med at tømre sit hus og skjøtte sin jord, — orglet, det vakre i hjemmet, har han ikke tid til at tænke paa eller raad til at kjøbe, før han er kommen rigtig i orden.

Og de norske kunstnere blev landflygtige fra det nybyggerland hvor de var født, og som de elsked; det har nok ofte voldt dem vemodige stunder. «Naar de ældre dage kommer,» skriver Tidemand til Gude, «kommer ogsaa vanskeligheden ved vor udlændighed.» I 1865 laa han og baded ved Borkum paa nordkysten af Østfrisland. Om sit ophold her skriver han til sin bror, Emil Tidemand: «Det var saa 25hjemligt at se sjøen og høre den bruse, saa alle barndommens minder ligesom her blev skyllet op paa stranden med muslinger og korstroll og maneter og tang. Og saa luften af sjøen og den friske luftning af det samme hav som skylled op paa sjøsanden ved Mandal, hvor vi som gutter 26graved skanser mod bølgebrottene og løb ud efter sjøerne. Vi maa én gang se at samles i Mandal, og mange ganger overkommer det mig en lyst til at ende mit liv der hvor jeg begyndte det.»

Han fik dø hjemme. De som var med ved hans jordefærd fra Oslo kirke, vil huske, hvor tarvelig den var. Det var let at forstaa, at den mand maatte have levet i udlændighed som her blev begravet. Men de vil ogsaa huske, at stilheden i kirken et øieblik blev brudt af en heftig graat, som straks blev tvunget tilbage. Graaten kom fra hende som havde spurt nede paa Mandalselven, hvem den gutten var, og som nu i et langt liv havde prøvet ham, og vidste hvad han var værd. Og det var vel ogsaa en og anden af de andre som vidste det, og kom til at tænke paa denne samme Mandalselv, der den stille flyder ud i havet fra lukkede daler. Havde ikke hans liv lignet den? Havde han ikke baaret bud til den store verden fra det fattige bortgjemte land?

Med benyttelse af L. Dietrichsons verk om Tidemand ved udg.

16

Dahl malte den norske natur; Tidemand malte de norske bønder. Han hadde ikke Dahls evner, men han er dog en av de første og største i vårt lands malerkunst.

Hans fædreæt var gammel norsk og adelig; men i mange ætled opover hadde den tellet embetsmenn og handelsmenn. 17Hans mor var dansk, og faren hadde mange ungdomsminder fra Kjøbenhavn. Han hadde vært sekretær hos kronprins Fredrik (Fredrik den sjette), og fra Fredriksberg slott sett utover slaget på Kjøbenhavns red. Et bilde av dette slag hang over sofaen i hans stue, og der lå barna på kne lange stunder og så på det.

Siden 1805 var han toldinspektør i Mandal. Her ble Adolf født den 14de august 1814, samme dag som forliket til Moss ble sluttet. Faren ble medlem av det overordentlige storting, som i oktober trådte sammen i Kristiania.

Det var et lyst og godt barndomshjem gutten hadde. Han forteller selv: «Min far var en stor elsker av musikk, som av all skjønn kunst, — han sang meget vakkert og blåste på fløyte. Han satt da ofte i sofaen, mens min mor med den minste på armen gikk opp og ned i den hyggelige grønstue, hvor månen skinte så deilig inn, og vi to eldre hang oss ved hennes kjole. Eller mor sang i mørkningen for oss: «Fattig fugl kommer flygende over bjerge og dale»; eller Baggesens: «Der var en tid, da jeg var meget lille». Det var salige timer, som kun barnet kan føle, så trygg, så uten frykt, så skjermet av far og mor.

Der var to vinduer, som vendte ut til hagen og elven; de vendte mot syd, så solen skinte så deilig inn og kastet slagskygger

Rolfsen: Lesebok for folkeskolen. V.

18på det hvite skurede gulv. Når vi var kommet ut av sovekamret ved siden, var det vår fornøyelse straks å løpe i skjorten ut i stuen og springe om i solskinnet etter hverandre. Mor hadde sin plass med sitt sytøy ved et av vinduene, alltid flittig, og der stod vi da ofte hos henne og lekte, eller hun leste med oss. Vi elsket henne usigelig. Om høstaftnerne, når det stormet, kunne jeg stå lange tider fortapt i å betrakte månen, hvor de hvite skyer i de mest fantastiske former fór forbi, og mangen gang visste jeg ikke rett, om det var skyene eller månen som seilte så fort. Og derfra kunne vi se vindmøllen på Møllebakken ved elven, hvor vingene suste rundt, og vi kunne høre knaget av det gamle hjulverk.»

Fra huset var det utsikt over elven og elvemundingen, og fjorden med sine mange øyer og holmer. Opover denne elv kom en søndag ettermiddag den nye overtoldbetjent Jægers familie seilende med en jakt fra Kristiansand. Toldinspektøren rodde ut mot dem, og gutten fikk lov å være med. «Da vi la til jakten,» forteller Tidemand, «så jeg en liten vakker pike, med lyse krøller nedad nakken, stå ved sin mors side. Jeg så lenge på henne, og hun så på meg, og så spurte hun sin mor, hvem denne lille gut var. Dette første inntrykk udslukkedes aldri siden, men vokste med årene, og hun ble min velsignede hustru, min glede gjennom livet inntil denne dag.»

I sitt ekteskap fikk Tidemand et eneste barn, en sønn. Han døde ung; faren var den gang en berømt mann, men det hjelper ikke for slike sår. Hans sorg var stor og stille. Da han et par år etter selv skulle gå bort, hørte det til hans siste ord, at nå skulle han se sin sønn.

Således var Adolf Tidemands hjemliv, han som først skulle male de norske bønder og deres hjem.

Han var lykkelig i barneårene, lykkelig med sin hustru; stille og bøyet, da sorgen kom.

II.

I 1832 reiste den attenårige unggutt ut for å lære å male. Hjemme kunne han ikke lære det. Norge hadde 19ingen skole for kunstnere, hadde ikke tid til å tenke på slikt. Det var midt i vårsmeltingen, den store kamp stod på mellom de to første store diktere siden 1814. Og det var jo nettopp det Welhaven to år senere slynget folket i ansiktet, at det bare tenkte på politikk og næringsveier, men ikke på det som var finere og edlere, og som også må være med, når et folk skal ha en fremtid.

20Fra 1832 til 1842 var Adolf Tidemand ute i det store Europa for å lære. Han var i Kjøbenhavn, i Dysseldorf, i München, i Rom. Den by som kom til å virke mest på ham, var Dysseldorf. Her var en navnkundig kunstskole; hit vendte han siden tilbake. Her hadde han sitt hjem den største tid av sitt liv. Hos mestrene her gikk han fremfor alt i lære. Han kom til å ligne dem. Men i sitt fedreland måtte han søke det han skulle male. Han var jevnlig i Norge om sommeren, av og til bodde han der i noe lenger tid. Da han kom hjem i 1842, søkte han å lære det norske folk å kjenne, slig som det hadde vært i gammel tid. Derfor gikk han på universitetet i Kristiania og hørte forelesninger over våre fedres liv. Han ville male norsk historie, og da han visste, at det var de norske bønder som hadde gjemt best på det gamle, så ville han opp og se dem. Han tok da skreppen på ryggen, drog til Østerdalen, Gudbrandsdalen, Sogn, Voss og Hardanger. Neste år til Telemarken. Han så røkstuene, stavkirkene, deltok i gudstjenesten. Og han fikk lyst til å male nettopp dette. Han ble ikke historiemaler, men folkelivsmaler.

Det første folkelivsbillede var Eventyrfortællersken. En gammel kone forteller eventyr for en gut og en jente; faren stanser i sitt arbeide, moren lyer på fra peisen. Nettopp i det år Tidemand kom hjem, hadde Asbjørnsen og Moe utgitt den første samling av norske folkeeventyr. Rundt omkring på land og strand satt norske barn og lydde, og de voksne stanset en stund i hverdagens travelhet og hørte på.

Etter få aars opphold i Norge drog Tidemand til Dysseldorf med sin unge hustru. Her nede malte han i et langt og arbeidsomt liv den norske bonde fra vuggen til graven, kan man si: gutten som blåser i lur på setra, barna som blir overhørt i kirken, den unge mann som frier, brudefærden på den skinnende fjord, den blodige strid i bryllupet; far og mor som sitter i angst for det syke barn; de døende i røgstuen som får sakramentet; gravølet, ligfærden; lægprædikanten som i bondestuen forkynner Guds ord på Hans Nilsen Hauges vis — han har malt det alt sammen.

21

I en mangfoldighet av billeder, som ikke her kan opregnes, har han skildret det norske bondeliv, har båret det langt ut over Norges grenser. Ved verdensudstillingen i Paris i 1855 udstilled han Norsk gravøl, Brudefærden i Hardanger, Katekisationen, Haugianerne og Afskeden. Han 22fikk medalje av første klasse. Og mens et orkester på 1200 instrumenter spillet «Se han kommer seierskronet», utdelte keiser Napoleon den tredje æreslegionens kors til de dyktigste malere fra de forskjellige land. Blant dem var Tidemand — en av de første som har tvunget Europa til å se opp mot vårt bortgjemte fedreland.¹

III,

Det var en viktig gjerning Tidemand fikk gjøre for det norske folk. Han malte den norske bonde således som det falt naturlig å male bonden den gang, da det var slig en glede over alt som var norsk, at når noen skulle tegne bønder i bok eller bilde, så ble de vakrere enn de egentlig var. Og han malte ham slig som det falt naturlig for ham. Han hadde jo aldri levet med bonden, bare sett glimtet av ham på sine reiser. Han kjente ham for lite til å male ham som han er til hverdags, med ondt og godt. Det er de høytidsfulle stunder han maler: den store glede og den store sorg, frieri, brudeferd, andakt, gravøl, likferd. Slike høytidsfulle emner valgte også malerne der hvor han bodde, og hvor han især hadde lært.

I sytten somre var den utrettelige mann på vandring hjemme i Norge for å se de norske bønder. Men når han så skulle male sine store malerier, så satt han nede i Dysseldorf og var nødt til å male etter tyske mennesker og tyske ansikter. De var hans modeller, dem hadde han for seg under arbeidet; derfor er det ikke sjelden noe som er fremmed, når vi nå ser på hans billeder; det kommer for en del i alle fall derav at han ikke fikk male hjemme og ikke leve sin manndom sammen med det folk han skildrer.

23Hvorfor kunne han da ikke bo hjemme, bo stadig hjemme? Var det kanskje ingen her som satte pris på hva han malte? Aa jo, det var noen, men de var for få.

Vinteren 1848 oppholdt Tidemand seg i Kristiania, og han var ikke alene. Hans Gude var der, den utmerket landskapsmaler, som nå lever i Berlin, Asbjørnsen og Moe var der, og Ludvig Lindeman, som har samlet folkemelodierne, Halfdan Kjerulf, den yndefulle tonedigter; Welhaven var der, og Andreas Munch. Alle disse slo seg sammen for å hjelpe norske kunstnere til å reise i innland og udland; der var forestilling på teatret med sang, musikk og levende billeder. Norske folkeviser ble sunget, Ole Bull spillet «Sæterbesøget», Tidemand og Gude stilled selv «Brudefærden i Hardanger», Kjerulf leded den sang som han selv hadde satt toner til, Andreas Munchs dikt:

«Der ånder en tindrende sommerluftvarmt over Hardangerfjords vande.»

Således arbeidet de sammen alle, og der var jubel aften etter aften på dem som så og hørte på. Det var jo norsk alt dette, toner og billeder. I slike stunder dirret den samme streng igjennom alle hjerter; de kjente, at de var i slekt og hørte til samme land. Men slike stunder er ikke nok; kunstneren kan ikke hjelpe seg med, at der en 24sjelden gang er fest, hvor det blir klappet og jublet til ham. Kunstnere som Tidemand og Gude lever i arbeide uavlatelig, de arbeider med hele sin sjel; de får aldri ro for alt det nye som skal frem; de kan ikke hvile, som den der kun har legemligt arbeide. Er de riktig optaget av noe, så har de ikke fred hverken ved måltidene eller om natten. Men under dette strenge arbeide trenger de en håndsrekning, — ikke til å føre penselen, for det kan ingen hjelpe dem med; men de trenger til, at en og annen ser innom til dem i arbeidsstuen, en og annen som forstår seg like så godt på det som de selv, og kanskje bedre; som kan oppmuntre dem, når de er mismodige; som kan advare dem, når de tar feil eller er fornøyet med det som de ikke burde være fornøyet med. Men slike kyndige folk var det for få av i en liten by som Kristiania den gang var. Og så er det en annen ting slike kunstnere trenger; de trenger, at folket som de lever imellom skal skjønne at de ikke er overflødige, men uunnværlige. Men det var med det norske folk den gang som det var med den norske borgermann. Borgermannen sa: Å ha billeder på sin vegg kan være nokså vakkert, men jeg har ikke råd til å kjøpe dem. Det norske folk tenkte: Vi er et fattig nybyggerfolk; kunst er stas; vi har ikke tid til å tenke på den, enda mindre råd til å gjøre noe for den: kan også godt hjelpe oss foruten. De lignet nybyggeren på Amerikas prærie, som vi før har lest om: han har nok å gjøre med å tømre sitt hus og skjøtte sin jord, — orglet, det vakre i hjemmet, har han ikke tid til å tenke på eller råd til å kjøpe, før han er kommet riktig i orden.

Og de norske kunstnere ble landflyktige fra det nybyggerland hvor de var født, og som de elsket; det har nok ofte voldt dem vemodige stunder. «Når de eldre dage kommer,» skriver Tidemand til Gude, «kommer også vanskeligheten ved vår udlændighed.» I 1865 lå han og badet ved Borkum på nordkysten av Østfrisland. Om sitt opphold her skriver han til sin bror, Emil Tidemand: «Det var så 25hjemlig å se sjøen og høre den bruse, så alle barndommens minner likesom her ble skyllet opp på stranden med muslinger og korstroll og maneter og tang. Og så luften av sjøen og den friske luftning av det samme hav som skyllet opp på sjøsanden ved Mandal, hvor vi som gutter 26gravet skanser mot bølgebrottene og løp ut etter sjøene. Vi må én gang se å samles i Mandal, og mange ganger overkommer det meg en lyst til å ende mitt liv der hvor jeg begynte det.»

Han fikk dø hjemme. De som var med ved hans jordefærd fra Oslo kirke, vil huske, hvor tarvelig den var. Det var lett å forstå, at den mann måtte ha levet i udlændighed som her ble begravet. Men de vil også huske, at stillheten i kirken et øyeblikk ble brutt av en heftig graat, som straks ble tvunget tilbake. Gråten kom fra henne som hadde spurt nede på Mandalselven, hvem den gutten var, og som nå i et langt liv hadde prøvet ham, og visste hva han var verd. Og det var vel også en og annen av de andre som visste det, og kom til å tenke på denne samme Mandalselv, der den stille flyter ut i havet fra lukkede daler. Hadde ikke hans liv lignet den? Hadde han ikke båret bud til den store verden fra det fattige bortgjemte land?

Med benyttelse av L. Dietrichsons verk om Tidemand ved udg.