Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

56. Asgaardsreien.

Af J. S. Welhaven.

236

Lydt gjennem luften i natten fareret tog paa skummende sorte heste.I stormgang drager de vilde skarer;de har kun skyer til fodefæste.Det gaar over dal, over vang og hei,gjennem mulm og veir, — de ænserdet ei.Vandreren kaster sig ræd paa veien.Hør, hvilket gny! — Det er Asgaardsreien.

Tor, den sterke, med løftet hammer,staar høit i sin karm, — er forresti laget.Han slaar paa skjoldet, og røde flammerbelyser det natlige tog ved slaget.Da klinger lurer, da er der en støiaf bjelder og ringlende ridetøi,da hyler sværmen, og folket lyttermed stigende angst i de dirrendehytter.

Asgaardsreien i fylking riderved høst og vinter i barske nætter;men helst den færdes ved juletider, —da holder den fest hos trolde og jetter,da stryger den lavt over eng og sti,og farer den larmende bygd forbi.Da vogt dig, bonde, hold skik og orden!ti Asgaardsreien er snart ved gaarden.

Naar ølet virker i bjelkestuenog vækker de hedenske juleskikke,og ilden kaster sit skin fra gruenpaa svungne knive og vilde blikke,da gaar der et gys gjennem tumlentit;da høres de natlige skarers ridt,da knager væggen, da danser kruset, —ti Asgaardsreien slaar kreds om huset.

Der holdtes et bryllup paa Øvre Flagetre hellige juledage til ende.Blandt terner fandtes ei brudens mage,og brudgommens ei mellem ungersvende.Der stod en glans i den bonede halaf dækkede borde og dyrt metal;der fandtes en skat som er kommenfor orde,af kobber paa væg og af sølv paaborde.

237Og lystig durede trommer og giger,og brudgommen traadte sin dansmandhaftig;han førte sin brud mellem svendeog piger, —da gik vel hallingen let og kraftig!Til danserens vældige kast og hopfløi ternen om som en surrende top.Da strømmede larmen og spilletsammen,da drønede hallen af liv og gammen.

Den tredie kveld, da ølet var drukketgjennem al den helg, af gamle ogunge,da var vel tørsten i laget slukket,men karlene vare drukne og tunge.Vor brud havde atter sin krone paa;ti nu skulde skaalen om bordet gaa, —og nu tog kjøgemesteren ordetog krævede stilhed, med slag i bordet.

Da styrtede ind i det bænkede gildede vidt berygtede Seims-berserker, —øinene rullede mørke og vilde,paa panderne havde de slagsmaalsmerker.De gjorde et sprang over hallensgulv, —ja, det var brødrene Grim og Ulv!Grim, som nys var forskudt af bruden,kom nu selv anden, og var ei buden.

De døsige gjester fór op med bæven,og havde kun liden hu til at stride.Hver ravende mand som knyttedenæven,blev grebet i bringen og kastet til side.Brudgommen satte sit bæger ned,steg op paa bænken og bad om fred.Men brødrene reve alt kniv af belte, —det var just brudgommens liv detgjældte.

Da stimlede kvinderne sammen i klyngeog danned en vagt om den haardtbetrængte;bag borde og bænke, som laa i en dynge,de stode ved høisædet indestængte.Den ældste kvinde i deres flokblottede nu sin graanede lok,og gav saa brudgommen sønnenavnet,og tog ham paa skjødet og holdtham favnet.

238Men brødrene ænsed ei kvindemildhed,de stormede frem over borde og bænke,og splittede kvindernes flok medvildhed, —da var der ei længer paa fred at tænke.De greb sit offer og slæpte ham hentil hallens dør, og ud gjennem den.Da blev der en rasende kamp i gaarden,og gjesterne fulgte i vild uorden.

De styrtede ud med blus og med brande;ti over egnen rugede mørket.Da saa de brudgommen opreist stande;nu var han af vinterens luftning styrket.Han brugte sin kniv til snit og tilstød, —saa gav han igjen hvad de andre bød.De trende danned et rædsomt knippe,og ingen af dem vilde taget slippe.

Da tumlede Grim med ett overende,og blodet strømmed ham bredt afbrystet.Des haardere brødes de andre tvendeog holdt hinanden i rygtag krystet.Til sidst blev brudgommen sat modjord,og kniven alt mod hans strube fór, —men Ulv holdt inde, og stod bedøvet,og skjælved og bæved som aspeløvet.

Ti gjennem luften i mulmet susedet hujende tog paa fnysende heste.Det fór over skogen mod brudehuset,og vilde det blodige gilde gjeste.Da klang der lurer, da blev der en støiaf bjelder og ringlende ridetøi.Nu var det nær, — det kom overheien, —der hørtes et skrig: Det er Asgaardsreien!

Da blev der et veir mellem jord oghimmel,som kastede rædsel i alle barme, —det hvirvled afsted i voksende stimmel,det slog med vinger, det greb med arme.Da var det Ulv blev draget i haarog slynget i luften og ført af gaard,ja ført over skog, over fjeldetinde;han spurtes ei mer, — han var eiat finde.

Da larmen stilned om rædselsstedet,laa Grim af dødskampen sammenkrummet, —men brudgommen blev over sneen ledetog sattes paa hynden i gjesterummet.Hans hoved vakled, hans blodstrømflød, —han svæved en tid mellem liv og død.Men han blev pleiet og vel forbundet;om vaaren havde han alt forvundet.

Nu sidder han bøiet og høit bedaget,og kan sin æt omkring arnen samle;nu sidder han ofte med sagn i lagetog korter tiden for unge og gamle.saa var det seneste julekveld,da ungdommen raabte: «Fortæl,fortæl!»Da flammed hans blik, da saa hantilbage, —da maned han frem sine bryllupsdage.