56. Asgaardsreien.
Lydt gjennem luften i natten fareret tog paa skummende sorte heste.I stormgang drager de vilde skarer;de har kun skyer til fodefæste.Det gaar over dal, over vang og hei,gjennem mulm og veir, — de ænserdet ei.Vandreren kaster sig ræd paa veien.Hør, hvilket gny! — Det er Asgaardsreien.
Tor, den sterke, med løftet hammer,staar høit i sin karm, — er forresti laget.Han slaar paa skjoldet, og røde flammerbelyser det natlige tog ved slaget.Da klinger lurer, da er der en støiaf bjelder og ringlende ridetøi,da hyler sværmen, og folket lyttermed stigende angst i de dirrendehytter.
Asgaardsreien i fylking riderved høst og vinter i barske nætter;men helst den færdes ved juletider, —da holder den fest hos trolde og jetter,da stryger den lavt over eng og sti,og farer den larmende bygd forbi.Da vogt dig, bonde, hold skik og orden!ti Asgaardsreien er snart ved gaarden.
Naar ølet virker i bjelkestuenog vækker de hedenske juleskikke,og ilden kaster sit skin fra gruenpaa svungne knive og vilde blikke,da gaar der et gys gjennem tumlentit;da høres de natlige skarers ridt,da knager væggen, da danser kruset, —ti Asgaardsreien slaar kreds om huset.
Der holdtes et bryllup paa Øvre Flagetre hellige juledage til ende.Blandt terner fandtes ei brudens mage,og brudgommens ei mellem ungersvende.Der stod en glans i den bonede halaf dækkede borde og dyrt metal;der fandtes en skat som er kommenfor orde,af kobber paa væg og af sølv paaborde.
237Og lystig durede trommer og giger,og brudgommen traadte sin dansmandhaftig;han førte sin brud mellem svendeog piger, —da gik vel hallingen let og kraftig!Til danserens vældige kast og hopfløi ternen om som en surrende top.Da strømmede larmen og spilletsammen,da drønede hallen af liv og gammen.
Den tredie kveld, da ølet var drukketgjennem al den helg, af gamle ogunge,da var vel tørsten i laget slukket,men karlene vare drukne og tunge.Vor brud havde atter sin krone paa;ti nu skulde skaalen om bordet gaa, —og nu tog kjøgemesteren ordetog krævede stilhed, med slag i bordet.
Da styrtede ind i det bænkede gildede vidt berygtede Seims-berserker, —øinene rullede mørke og vilde,paa panderne havde de slagsmaalsmerker.De gjorde et sprang over hallensgulv, —ja, det var brødrene Grim og Ulv!Grim, som nys var forskudt af bruden,kom nu selv anden, og var ei buden.
De døsige gjester fór op med bæven,og havde kun liden hu til at stride.Hver ravende mand som knyttedenæven,blev grebet i bringen og kastet til side.Brudgommen satte sit bæger ned,steg op paa bænken og bad om fred.Men brødrene reve alt kniv af belte, —det var just brudgommens liv detgjældte.
Da stimlede kvinderne sammen i klyngeog danned en vagt om den haardtbetrængte;bag borde og bænke, som laa i en dynge,de stode ved høisædet indestængte.Den ældste kvinde i deres flokblottede nu sin graanede lok,og gav saa brudgommen sønnenavnet,og tog ham paa skjødet og holdtham favnet.
238Men brødrene ænsed ei kvindemildhed,de stormede frem over borde og bænke,og splittede kvindernes flok medvildhed, —da var der ei længer paa fred at tænke.De greb sit offer og slæpte ham hentil hallens dør, og ud gjennem den.Da blev der en rasende kamp i gaarden,og gjesterne fulgte i vild uorden.
De styrtede ud med blus og med brande;ti over egnen rugede mørket.Da saa de brudgommen opreist stande;nu var han af vinterens luftning styrket.Han brugte sin kniv til snit og tilstød, —saa gav han igjen hvad de andre bød.De trende danned et rædsomt knippe,og ingen af dem vilde taget slippe.
Da tumlede Grim med ett overende,og blodet strømmed ham bredt afbrystet.Des haardere brødes de andre tvendeog holdt hinanden i rygtag krystet.Til sidst blev brudgommen sat modjord,og kniven alt mod hans strube fór, —men Ulv holdt inde, og stod bedøvet,og skjælved og bæved som aspeløvet.
Ti gjennem luften i mulmet susedet hujende tog paa fnysende heste.Det fór over skogen mod brudehuset,og vilde det blodige gilde gjeste.Da klang der lurer, da blev der en støiaf bjelder og ringlende ridetøi.Nu var det nær, — det kom overheien, —der hørtes et skrig: Det er Asgaardsreien!
Da blev der et veir mellem jord oghimmel,som kastede rædsel i alle barme, —det hvirvled afsted i voksende stimmel,det slog med vinger, det greb med arme.Da var det Ulv blev draget i haarog slynget i luften og ført af gaard,ja ført over skog, over fjeldetinde;han spurtes ei mer, — han var eiat finde.
Da larmen stilned om rædselsstedet,laa Grim af dødskampen sammenkrummet, —men brudgommen blev over sneen ledetog sattes paa hynden i gjesterummet.Hans hoved vakled, hans blodstrømflød, —han svæved en tid mellem liv og død.Men han blev pleiet og vel forbundet;om vaaren havde han alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,og kan sin æt omkring arnen samle;nu sidder han ofte med sagn i lagetog korter tiden for unge og gamle.saa var det seneste julekveld,da ungdommen raabte: «Fortæl,fortæl!»Da flammed hans blik, da saa hantilbage, —da maned han frem sine bryllupsdage.
56. Asgaardsreien.
Lydt gjennom luften i natten fareret tog på skummende sorte hester.I stormgang drager de ville skarer;de har kun skyer til fotfeste.Det går over dal, over vang og hei,gjennom mulm og vær, — de enserdet ei.Vandreren kaster seg redd på veien.Hør, hvilket gny! — Det er Asgaardsreien.
Tor, den sterke, med løftet hammer,står høyt i sin karm, — er forresti laget.Han slår på skjoldet, og røde flammerbelyser det natlige tog ved slaget.Da klinger lurer, da er der en støyav bjeller og ringlende ridetøy,da hyler svermen, og folket lyttermed stigende angst i de dirrendehytter.
Asgaardsreien i fylking riderved høst og vinter i barske netter;men helst den ferdes ved juletider, —da holder den fest hos troll og jetter,da stryker den lavt over eng og sti,og farer den larmende bygd forbi.Da vogt deg, bonde, hold skikk og orden!ti Asgaardsreien er snart ved gården.
Når ølet virker i bjelkestuenog vekker de hedenske juleskikker,og ilden kaster sitt skinn fra gruenpå svungne knive og ville blikke,da går der et gys gjennom tumlentit;da høres de natlige skarers ridt,da knager veggen, da danser kruset, —ti Asgaardsreien slår krets om huset.
Der holdtes et bryllup på Øvre Flagetre hellige juledager til ende.Blant terner fantes ei brudens mage,og brudgommens ei mellom ungersvende.Der stod en glans i den bonede halav dekket borde og dyrt metall;der fantes en skatt som er kommetfor orde,av kobber på vegg og av sølv påborde.
237Og lystig duret trommer og giger,og brudgommen trådte sin dansmannhaftig;han førte sin brud mellom svennerog piker, —da gikk vel hallingen lett og kraftig!Til danserens veldige kast og hopfløy ternen om som en surrende topp.Da strømmet larmen og spilletsammen,da drønnet hallen av liv og gammen.
Den tredje kveld, da ølet var drukketgjennom all den helg, av gamle ogunge,da var vel tørsten i laget slukket,men karlene vare drukne og tunge.Vår brud hadde atter sin krone på;ti nå skulle skålen om bordet gå, —og nå tok kjøgemesteren ordetog krevde stillhet, med slag i bordet.
Da styrtet inn i det bænkede gildede vidt beryktede Seims-berserker, —øynene rullet mørke og ville,på pannene hadde de slagsmålsmerker.De gjorde et sprang over hallensgulv, —ja, det var brødrene Grim og Ulv!Grim, som nys var forskudt av bruden,kom nå selv annen, og var ei buden.
De døsige gjester fór opp med beven,og hadde kun liten hu til å stride.Hver ravende mann som knyttetneven,ble grepet i bringen og kastet til side.Brudgommen satte sitt beger ned,steg opp på benken og bad om fred.Men brødrene reve alt kniv av belte, —det var just brudgommens liv detgjaldt.
Da stimlet kvinnene sammen i klyngeog dannet en vagt om den hardtbetrengte;bak borde og bænke, som lå i en dynge,de stod ved høysetet innestengte.Den eldste kvinne i deres flokblottet nå sin grånet lok,og ga så brudgommen sønnenavnet,og tok ham på skjødet og holdtham favnet.
238Men brødrene enset ei kvinnemildhet,de stormet frem over borde og bænke,og splittet kvindernes flok medvillhet, —da var der ei lenger på fred å tenke.De grep sitt offer og slepte ham hentil hallens dør, og ut gjennom den.Da ble der en rasende kamp i gården,og gjestene fulgte i vill uorden.
De styrtet ut med bluss og med brande;ti over egnen ruget mørket.Da så de brudgommen oppreist stande;nå var han av vinterens luftning styrket.Han brukte sin kniv til snitt og tilstøt, —så ga han igjen hva de andre bød.De trende dannet et rædsomt knippe,og ingen av dem ville taget slippe.
Da tumlede Grim med ett overende,og blodet strømmet ham bredt avbrystet.Des hårdere brødes de andre tvendeog holdt hinannen i rygtag krystet.Til sist ble brudgommen satt motjord,og kniven alt mot hans strupe fór, —men Ulv holdt inne, og stod bedøvet,og skjælved og bevde som aspeløvet.
Ti gjennom luften i mulmet susteet hujende tog på fnysende hester.Det fór over skogen mot brudehuset,og ville det blodige gilde gjeste.Da klang der lurer, da ble der en støyav bjeller og ringlende ridetøy.Nå var det nær, — det kom overheien, —der hørtes et skrik: Det er Asgaardsreien!
Da ble der et vær mellom jord oghimmel,som kastet redsel i alle barme, —det hvirvled av sted i voksende stimmel,det slo med vinger, det grep med arme.Da var det Ulv ble draget i hårog slynget i luften og ført av gård,ja ført over skog, over fjeldetinde;han spurtes ei mer, — han var eiå finne.
Da larmen stilnet om rædselsstedet,lå Grim av dødskampen sammenkrummet, —men brudgommen ble over sneen ledetog sattes på hynden i gjesterommet.Hans hode vaklet, hans blodstrømfløt, —han svevet en tid mellom liv og død.Men han ble pleiet og vel forbundet;om våren hadde han alt forvundet.
Nå sitter han bøyet og høyt bedaget,og kan sin ætt omkring arnen samle;nå sitter han ofte med sagn i lagetog korter tiden for unge og gamle.så var det seneste julekveld,da ungdommen ropte: «Fortell,fortell!»Da flammet hans blikk, da så hantilbake, —da manet han frem sine bryllupsdager.