55. Det fredede træ.
Ved Sognefjorden paa gaarden Slinde,der er den stolteste birk at finde;paa Hydnes-haug over kjæmpens benstrækker den vidt sin kraftige gren,og holdes i ære,og kan sin alder mod skyen bære.
Mens trær og lunde tyndes og ældes,den holder sig frisk, og skal aldrigfældes;ti bonden siger, den har i arvsin frodige vekst af en kjæmpes marv,og i dens skyggeer godt at vandre og godt at bygge.
Dens bark tør ingen rive og riste,og ingen tør bryde dens løv ellerkviste;hvert spirende straa, hver urt dergrori birkens ly paa den hellige jord,vil bonden spare,skjønt ljaaen skal gjennem engen fare.
Naar birkens skinnende løv er borte,og engen er hvid og skyerne sorte, —naar bonden har bragt sin skat undertag,og sidder ved kveld i det bænkede lagmed mad og drikke, —han glemmer det fredede træ dog ikke.
Han fylder med mjød den vældigekandeog sender et ord fra granne til granne;de svarer ham alle med smil og med nik,og følger ham ud med den kraftige driktil Hydnes-haugen, —da bringer de skjænk til birken ogdraugen.
Saa danner de kreds og slutter sigsammen,mens mjøden gydes om birkestammen;da smelter sneen ved kraftens daab,da samler sig alle de glade raabi dette ene:«Saa stande du karsk i rod og grene!»235med dybe træk er i dette billedvort Nordens liv for tankerne stillet;det maa ei ældes og sygne hen,det skal fra sin rod besjæles igjen,og holdes i ære,og kjækt sin krone mod himlen bære.

Med dybe træk o. s. v.: Nordens liv maa vokse og bevares som den gamle Slinde-bjerk; det har sin rod i de gamle tider og skal søge sin kraft fra, besjæles fra minderne om hine tider. En lignende tanke er udtalt i Norges dæmring.
55. Det fredede tre.
Ved Sognefjorden på gården Slinde,der er den stolteste birk å finne;på Hydnes-haug over kjæmpens benstrekker den vidt sin kraftige gren,og holdes i ære,og kan sin alder mot skyen bære.
Mens trær og lunde tynnes og eldes,den holder seg frisk, og skal aldrifelles;ti bonden sier, den har i arvsin frodige vekst av en kjempes marg,og i dens skyggeer godt å vandre og godt å bygge.
Dens bark tør ingen rive og riste,og ingen tør bryte dens løv ellerkviste;hvert spirende strå, hver urt dergrori birkens ly på den hellige jord,vil bonden spare,skjønt ljåen skal gjennom engen fare.
Når birkens skinnende løv er borte,og engen er hvit og skyene sorte, —når bonden har brakt sin skatt undertak,og sitter ved kveld i det bænkede lagmed mat og drikke, —han glemmer det fredede tre dog ikke.
Han fyller med mjød den veldigekanneog sender et ord fra granne til granne;de svarer ham alle med smil og med nikk,og følger ham ut med den kraftige drikktil Hydnes-haugen, —da bringer de skjenk til bjørken ogdraugen.
Så danner de krets og slutter segsammen,mens mjøden gydes om birkestammen;da smelter sneen ved kraftens dåp,da samler seg alle de glade ropi dette ene:«Så stande du karsk i rot og grener!»235med dype trekk er i dette bildevårt Nordens liv for tankerne stillet;det må ei eldes og sykne hen,det skal fra sin rot besjeles igjen,og holdes i ære,og kjekt sin krone mot himlen bære.

Med dype trekk o. s. v.: Nordens liv må vokse og bevares som den gamle Slinde-bjerk; det har sin rot i de gamle tider og skal søke sin kraft fra, besjeles fra minnene om hine tider. En lignende tanke er uttalt i Norges demring.