Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

54. Havstrilerne.

229

(Af «Billeder fra Bergens-kysten»).

Havstrilerne er merkværdige folk, og Hübner har ret, naar han kalder deres dragt særegen. Deres egentlige stasdragt er en bredskygget sort uldhat, en blaa rundskaaret kufte, og derunder et ubestemmeligt antal vester, — et par umaadelig vide graalige bukser, der slutter om midjen og knæet, — desuden strømper og sko. Kvinderne har ofte hat og kufte næsten ganske som mændene; skjortet er deres pragtstykke, — det er sort, sidder smukt om hoften, og er lagt i smale sirlige folder. Saaledes gaar dette folk til kirke og til gilde. Men naar havstrilen har sit rette arbeide, da er han fra top til taa svøbt i brunt skind. Han ser da ud som om han havde været paa sjøbunden og hentet sig en dragt af de mægtige tangplanter.

230Disse øboere er almindelig af en lav, firskaaren bygning, og man har bemerket, at deres overkrop er uforholdsmæssig udviklet; men de haler ogsaa mest ud med armene og ryggen. Man maa se disse karer ved aaren, for at vide hvad det er at ro. Bergenserne har onsdag og lørdag den

prægtigste regatta i sin havn, naar den hele flaade af fiskere løber ind i kappestrid om den første plads ved torvet. Lange kister med levende fisk slæper efter de skarpe baader, kvinder og mænd ror lige rappe, sjøen blir 231som en skummende elv. Paa skibene staar de dovne matroser med latter og grimaser, — men fiskeren agter det ikke; nu vil han blot frem, der er dampkraft i hans muskler, han gjør 11 mil i vagten.

Naar havstrilen kommer til byen, er han med ett billedet af urokkeligt flegma. Mens man fra det myldrende, skraalende torv kjøbslaar med ham, farer det en hagl af de groveste eder og forsmædelser om hans ører. Men han vender fiskenaturen ud, og er meget rolig. Han rækker blot øsekarret frem for at modtage penger, hver gang en handel er sluttet. Naar han siden gaar op i staden, begynder der nye prøvelser. Nu har han en flok hujende gadedrenge efter sig:

«Strilen med sit lange skjeg,hvor han gaar, der verper han egg.»

Det nytter ikke; han ser intet og hører intet. Er det vinter, har han det endnu værre. Drengene tager sigte paa hans brede ryg og gjør ham til en vandrende snemand. Alligevel blir han rolig gaaende. Men man forsøge blot at haane ham, naar han er ude paa sjøen med sit stell! Da er han en ganske anden. Man tirrer ham sedvanlig ved at lade som om man hakked muslinger, — og dette forslitte middel er næsten aldrig uden virkning. Han kan slippe aaren og snøret af arrighed, og da ser man ham skjære ansigter paa den pudsigste og latterligste maade. I en storm er havstrilen glimrende. Ti hans baad er intet rigtigt sjøfartøi; den er tynd og rank, og fornemlig bygget til roning. Men nu skal den dog holde stand i den høie sjøgang. Manden er da ligesom grod sammen med sin snekke. Han har et barket sprydseil af den simpleste indretning, han holder roret i den ene haand og skjøtet i den anden. 232Saaledes jager han afsted med de rullende vandbjerge; han er inde i deres leg, og forudser deres luner. Hans baad ligner en stor sortladen fugl, der ustadig flagrer hen over bølgen og dypper vingespidsen deri. Under de haarde vintermaaneder, naar silden staar til kysten, er fiskeren idelig ude i denne prægtige og farlige dans. Da har han et dagverk mellem de barske styrtninger, hvorom en landboer blot kan gjøre sig et svagt begreb. Ofte maa han seile paa liv og død, og dertil tænke paa garnet og noten, hvori hans vaklende velfærd hænger. Overalt er han omgivet af det vildeste liv. Delfiner og størjer boltrer sig og springer i hans kjølvand, de fnysende hvaler krydser hans kurs, — under ham myldrer det af sammenstimede fiske, og tæt over hans hoved neddaler hele skyer af skrigende sjøfugler. Naar havets velsignelse skal paa land, udvikler fiskerne for alvor de mageløse kræfter i sin amfibie-natur. Langt ude i stranden staar de rækkevis, ofte til beltet i vand, og trækker den bristefærdige not, uden at blive trætte. Mangen gang er landet kun en gold holme med en eneste skrøbelig hytte; der drager de ind, naar mørket falder paa. De holder sig sammen lige saa tæt som de indestængte sild udenfor. Det ene legeme støtter sig til det andet, og saaledes sover de natten over i sin dampende sjødragt.

Havstrilen er, som man kan tænke sig, kun en maadelig jordbruger. Den romerske og den engelske plog er for ham lige gode; ti han bruger ingen af dem. Hvis han har lidt jord, stanger han af og til i den med en ussel spade. Han kaster alskens fiskelevninger ud til gjødsel, og for resten lar han naturen hjælpe sig selv. Der er paa disse øer nogen bebodde trakter som man har vovet at kalde bygder. En odelsmand fra Toten eller Smaalenene 233vilde le dem ud. Men den fattige fisker, der bor ude ved brændingen, har ogsaa paa sin maade ret, naar han anser dem som fagre og velsignede egne.

I en saadan bygd er der i det hele en ganske egen landhusholdning. Men snurrigst af alt er hesten. Naar man ser den komme ud af sin stald, som er noget større end et almindeligt hundehus, ved man neppe, til hvad slegt den skal henføres. Den er kortbenet og plump, og har ofte et ragg som en bjørn. Den er nær ved at føre et svins levemaade, og synes derved at have antaget meget af dette dyrs former. Koen er her let at føde. Den spiser sildehoveder som en sælhund, og man kan byde den tang som græs. Det er troligt, at en hvalross-unge endog vilde finde dens melk meget velsmagende. Havstrilens yndlingsdyr er svin og høns. Han har paa en maade indlemmet dem i sin familie, ti de tilbringer en stor del af sit liv i hans stue. Svinet vises dog i almindelighed ud, naar dets natur rigtig har udfoldet sig. Men hønsene har et stadigt tilhold i familiens skjød, og fører saaledes et lunt stueliv den hele vinter. Bonden ved at drage nytte af denne ømhed, og ved juletider gjør han gode affærer med sine friske egg.

Man kan gjette sig til, at renlighed ei er hovedsagen i disse folks boliger. Det er heller ikke nogen norsk almue som er mere berygtet for sit søleri end havstrilerne. Man lugter deres stell paa langt hold. Paa taget, paa væggene og paa stænger ved indgangen hænger der flekket fisk og pjalter af sildegarn. Indenfor er der en eneste stue, med grue og røghul. Man studser ved dens ubetydelige omfang, naar man overveier, hvor mange det ofte er samlet i et saadant rum baade dag og nat. Og det snævre rum er end mere indskrænket af alskens plumpt bohave og redskab. Paa bænkene langs væggen er det neppe plads til et sæde; man træffer de smaa barnesenger mellem saltekar og tjærebøtter. Ved gruen hænger ofte den hele families vaade sjøklær. Paa gulvet kan man blive hildet i bunkerne 234af et garn, der just skal repareres. Men lysfaldet gjennem taget over alt dette er af en ypperlig virkning. Naar den gamle havstril i sin maleriske dragt, med sit lange graaskjeg, sidder i røgstuen under ljoren, da minder han levende om mangt et prægtigt billede af den uforlignelige Rembrandt.