Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

57. En sangfugl.

239

Hvor larm af fossevældetkuer al anden røst,der bygger og bor paa fjeldeten fugl med sangerbryst.I dunkleste klippekløfter,ja tæt ved elvens fald,sin freidige røst den løfter, —og derfor heder den fossekall.

Dog aldrig den forlangerat kvæde i blomsterduft,og ei, som skogens sanger,den undflyr vintrens luft.Paa is, som taage slører,i elvegruben trang,alene, for døve ører,den hæver endnu sin friske sang.

Mens regn af skummet drivergjennem dens rugested,dens sang og flugt belivervandenes øde bred.Men mangen en gang, til takkefor triller og blide kvad,faar fuglen over sin nakkeet isnende, umildt styrtebad.

Men skal en sanger trivesi fossekallens kaar,maa han for alting drivesaf iver som forslaar, —dertil af himlen skjænkesen rigtig fjederpels,som taaler at overstænkesaf bistert brusende vand til fjelds.

Fossekall, norsk navn paa vandstær; kaldes ogsaa elvekall, kvernkall. — Med skogens sanger menes trækfuglen, som drager sydpaa, naar vinteren kommer. — Fjeder, gammel form for: fjær, «fjør».