57. En sangfugl.
Hvor larm af fossevældetkuer al anden røst,der bygger og bor paa fjeldeten fugl med sangerbryst.I dunkleste klippekløfter,ja tæt ved elvens fald,sin freidige røst den løfter, —og derfor heder den fossekall.
Dog aldrig den forlangerat kvæde i blomsterduft,og ei, som skogens sanger,den undflyr vintrens luft.Paa is, som taage slører,i elvegruben trang,alene, for døve ører,den hæver endnu sin friske sang.

Mens regn af skummet drivergjennem dens rugested,dens sang og flugt belivervandenes øde bred.Men mangen en gang, til takkefor triller og blide kvad,faar fuglen over sin nakkeet isnende, umildt styrtebad.
Men skal en sanger trivesi fossekallens kaar,maa han for alting drivesaf iver som forslaar, —dertil af himlen skjænkesen rigtig fjederpels,som taaler at overstænkesaf bistert brusende vand til fjelds.
Fossekall, norsk navn paa vandstær; kaldes ogsaa elvekall, kvernkall. — Med skogens sanger menes trækfuglen, som drager sydpaa, naar vinteren kommer. — Fjeder, gammel form for: fjær, «fjør».
57. En sangfugl.
Hvor larm av fossevældetkuer all annen røst,der bygger og bor på fjelleten fugl med sangerbryst.I dunkleste klippekløfter,ja tett ved elvens fall,sin freidige røst den løfter, —og derfor heder den fossekall.
Dog aldri den forlangerå kvede i blomsterduft,og ei, som skogens sanger,den undflyr vinterens luft.På is, som tåke slører,i elvegruben trang,alene, for døve ører,den hever ennå sin friske sang.

Mens regn av skummet drivergjennom dens rugested,dens sang og flukt belivervannenes øde bred.Men mangen en gang, til takkefor triller og blide kvad,får fuglen over sin nakkeet isnende, umildt styrtebad.
Men skal en sanger trivesi fossekallens kår,må han for alting drivesav iver som forslår, —dertil av himlen skjenkesen riktig fjederpels,som tåler at overstænkesav bistert brusende vann til fjelds.
Fossekall, norsk navn på vandstær; kalles også elvekall, kvernkall. — Med skogens sanger menes trækfuglen, som drager sydpå, når vinteren kommer. — Fjær, gammel form for: fjær, «fjør».