Det var om vaaren 1844 at Wergelands helbred fik sit banesaar. I et brev til en ven¹ fortæller han selv, hvorledes det gik til: «Jeg fik min knæk ved at tage efter din vane, Morten, at ville prale med blaastribete shirtings-skjorter. Jeg havde nemlig til 1ste mai ordinéret ophør af ovnsilæg i mit med et par alen tykke murer omgivne kontorværelse, — kommer skumsvedt op, glemmer at værelset var uden varme, kaster frakken af for at sidde i min blaa skjorte. Efter en times tid eller saa har jeg min knæk. Nummer to fik jeg 17de mai, da jeg endelig skulde kjøre til byen for at se paa processionen.» — Forunderligt og rørende! Han som hørte vaaren til, og som havde taalt den saa godt, han skulde nu falde, fordi han et øieblik glemte, at det bare var vaar.
Men med egen tomt og med eget hjem strævde han til det sidste. Først havde han bygget sig et hus i kanten af slotsparken, som nylig var anlagt. Han bygde det over en fjeldgrotte; udenfor la han en slags have, og man kunde i de første aar se ham der arbeide i sit ansigts sved med at 215sprede jord paa fjeldknausen, spade og plante. Han elsked dette hjem, og det var en sorg for ham, da han skulde miste det. Sorgen blev til sang som altid. Han skrev sit digt Auksjon over Grotten:

— — —
Kanské nu i min hytte skalen høker fæste hus.Min kjære pultskal blive skjultaf flesk og ost og smør og smult;øl trilles ind i Grottens hal,konjak og spiritus.
Lad gaa, lad gaa, endskjønt jeg førmit vakre lille hussaa ødelagtaf ildens magt,af lynild tvers igjennem jagt.Til vaaren ligger dog et sløraf blomster paa dets grus.
216Lad huset gaa! Men Brunen skalen ærlig kule faa . . .Her er en hud . . .kom, gjør et bud!Det hul ei skjæmmer tingen ud.Men kjøb min hund ei; dit befalden vil dog ei forstaa.
Jeg finder vel et tag et sted;og er det ikke nok?Snart fire bordog seks fod jorder nok for aldrig en saa stor.Min genius skal flytte med,min viv, min dueflok.
Istedenfor min pult et bretpaa knæ jeg breder ud . . .Kom, kjære viv!din haand mig giv!Paa ny begynder vi et liv.Men er det værdt? Hvis du er trætda lad os gaa til Gud.
Men han fik Grotten solt, og bygde sig saa et lidet hus, som han døbte Hjerterum. Om dette nye hjem krydsed hans tanker med haab og tvil. Den 4de februar 1845 skrev han til sin far: «I det store kjøkken skal et langt massivt bord med bænker have plads, hvor jeg og min husfrøia hver høitidsaften vil spise med pigen og gutten, og hvor vi ellers ofte om sommeren, naar bjerkeløv sættes i krogene, og om høsten i den første potetestid, vil holde vor disk. Men for enden skal to kubbestoler staa, en stor med en løve (som skjæres her) paa rygkanten, og nu er min anmodning, at Jakob maa faa tage livet af en af de sværeste bjerker paa prestegaarden netop nu, før sevjen skyder op, og deraf gjøre først en god kubbestol af det tykkeste.» Da optømringen af det nye hus skulde begynde (den 12te mars), holdt han, fortæller han selv, en folketale til de seks tømmermænd. Den begyndte: «Hør nu, gutter, tror I det er nogen kjæft i Norges land som ønsker livet af mig?» — «Ne-i!» alle mand. — «Nu, saa byg mig en varm hytte. Lover I mig det?» — «Ja-a!» alle mand. — «Gaa saa ud 217og faa kaffe.» — De puffed hverandre i siderne. Slutningen vandt almindeligt bifald.
En maaned efter blev han flyttet til hospitalet, for at blive der, til hans nye hus var fuldstændig indredet. «Aldrig,» skriver hans hustru, «har jeg gaat en tungere gang. Da vi kom til huset, lod han bærerne stanse udenfor; han vilde se sit hjem — saaledes kaldte han det allerede — og gik noksaa rask ind ad porten. Jeg havde flyttet hans seng, fuglebur, blomster o. s. v., og gjort alt for at han skulde modtage et godt indtryk; ti jeg ante han vilde der ind. Men han vilde heller ikke længer. Her vil jeg dø, sa han.»
Han fik dog ikke lov til at være mere end to tre dage i det ufærdige hus. Han maatte paa hospitalet. Ti dage efter flytted han ind i Hjerterum.
Om hans sygdom fortæller en af hans venner, at han kunde blive ganske rasende af smerte. Men det varte bare et øieblik, saa blev han stille igjen. Han var altid vant til at hjælpe sig selv i alle ting. Stundom, naar nogen ringte paa hos ham, viste det sig, at han laa ganske alene i huset. Det kunde da hænde, at han stod op af sengen, kasted nogen klær paa sig, og selv lukked op for dem som kom til ham. Ikke mange maaneder før sin død mored han sig med at ordne og pakke ind blomster- og havefrø, — fra sin tidligste ungdom havde han skikket slige sendinger rundt til fattigfolk, husmænd og smaabønder. Ja det findes endnu efter ham en liden bog i skindbind, som han kaldte «Kaal- og rodselskabets protokol». Lovene for dette selskab har han underskrevet den 26de mars 1845. Hver dag holdes der «møde», hvor der besluttes indkjøb af kaalrabi, grønkaal, hovedkaal, næpefrø o. s. v. Snart blev det sendt til venner i Eidsvold, snart til bestemte husmandspladser. Men i møderne var der ingen andre end Henrik Wergeland selv. Derfor staar der ogsaa: «Til stede: præsidenten solo».
Vi læser om Tormod Kolbrunarskald, som rev pilen ud af hjertet, saa trevlerne fulgte med; og saa kvad han, siger sagaen. Og vi synes det er utroligt. Men Henrik Wergelands sygeleie viser os, at sligt kan ske. Al hans 218kamp var jo altid blit til sang. Den lange dødskamp blev det ogsaa, — til den lifligste.
Hans helse var brudt, men hans sjæl var sund og sterk; modgangen og miskjendelsen havde ikke knækket den. Hans aandedræt var tungt, men hans sang gik let fra læben. Der var ren og høi luft om den. Vemodig nærmer den sig døden, vemodig, men klar og gjennemsigtig som en sommerkveld; frisk og fuldtonende hilser den evigheden, som fuglen naar den stiger med jubel mod solen. Han nynner sin sidste sjømandsvise:
«Seil væk som paa din gamle vis,og spørg dig frem til paradis.
Du møder viv, du møder ven,du møder dine børn igjen.
Da bryder større glæde løs,end naar du her kom hjem fra sjøs.»
Hans tanker er ved barndomshjemmet og hos moren. Et par uger før sin død skriver han til sin far: «Paa kakkelovnsmuren i mit værelse har jeg faat et stykke malet. Det forestiller livagtig hestehagen, set fra Prestebakken omtrent tvers over til kirken. Jeg ser mellem trærne muren hvidne, hvor mor hviler. I forgrunden morer Brunen sig med en ekorn. Du kan ikke tro, hvor det er godt at have for øinene.»
Den dødssyge, men livsfriske digter blev ved at arbeide til det sidste. Under sin sygdom omarbeided han Skabelsen, mennesket og Messias og skrev de lystige Hasselnøtter; i de sidste dage strævde han med at faa færdigt et syngestykke, Fjeldstuen. Her er det hjem og fædreland den døendes arbeidstanker kredser om. I et af de sidste vers heder det:
«Og Gud velsigne mig Norges landmed fjeldes snetækte rygge.»
Den 10de juli kunde han ikke længer skrive; han dikterte da sin hustru nogen ændringer ved Fjeldstuen. Hun orked ikke at følge med; hun kunde ikke læse hvad hun selv skrev.
219Natten til 12te juli vaagned han og sa: «Nu drømte jeg saa sødt; jeg drømte, at jeg laa ved min mors arm.» Saa sank hans hoved til siden i en let og smertefri slummer. Det var den sidste. Men ude i gaardsrummet og haven var det fuldt af folk, som havde hørt at døden var nær.
Han blev lagt paa ligparade. Da dørene blev aabnet, var der en uhyre trængsel. Hver dag og hver time strømmed tusender til, mange langveis fra; mange gik hjem efter sine børn, og løfted dem op, for at de skulde se ham. Den 17de juli, en deilig sommerdag, blev han fulgt af et umaadeligt følge fra Hjerterum til Vor Frelsers kirke, og derfra gjennem de menneskefyldte gader til gravlunden. Graven blev holdt aaben til ud paa kveld. Folk valfarted op til den; den blev overfyldt af blomster: en tak til ham som havde spredt muld over fjeldknausene og sendt frø til husmandspladsene. Saa gik det da bogstavelig i opfyldelse paa ham selv, hvad han sang over Bjerregaard:
«Kom med laurbærkransen hid!Nu er skaldens ædle pandekold og hvid.Gylden regn af laurbærbladekan ei ham nu mere skade,om hans gravlige til dens sorte randeoverdyngedes deraf.»