47. Juleaftenen.
Hvo mindes ikkeet veir han tror ei himlen mer kan skikke?et veir, hvis stemmesforfærdelser ei mere kan forglemmes?201Ti alle tænkte: «Det maa være sendtfor min skyld ene;orkanens tordner mig, kun mig de mene:min synd er blevet aanderne bekjendt.»
— — — — — — —
Men ravnen gjemtesig selv i klippen, ulven sulten tæmte,og reven vovede sig ikke ud.I huset slukteshvert lys, og lænkehunden indeluktes.I sligt et veir, da faar du bønner, Gud!I sligt et veir — det var en juleaften —da nat det blev, før dagens maal var fuldt,befandt en gammel jøde, nær forkommen,sig midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.Han ventedes til bygden denne sidefra bygderne paa hin, for julens skyld,af pigerne med længsel; ti i skreppenlaa spænder, baand, og alt hvad de behøvdefor morgendagen, andendag og nytaar.Det gjorde længslen spændt, men ikke bange;ti endnu havde Gamle-Jakob aldrigdem svigtet nogen jul; han kom saa vistsom juleaften selv.I sligt et veir — —«Hys! var det atter stormensom hylte gjennem grenene? Det skreg.Nu skriger det igjen.» Og Gamle-Jakobfluks stanser, lyttende for anden gang.Nu tier det. Ti stormen øger paa,som fossen drøner over den som drukner.Han vandrer atter. «Hys! igjen en lyd!»— En lyd som skar igjennem skogens brusen«Den falske hubro skriger som et barn.Hvo slipper barn vel ud i saadant veir?Det gjør ei ulven selv med sine.» Ogden gamle stolper atter frem i sneen.202Da skreg det atter, saa han mer ei tviler;ti dette stormkast, som hist borte altet snoet snetaarn hvirvler over skogen,har ført et ord, et enkelt ord forbi;og fluks han dreier did hvorfra det kom,arbeidende sig dybere i skogen,og dybere i sneen og i natten,der som en kulsort fjeldvæg reiste sigmod hvert hans skridt, af fyk kun gjennemlyst,som om den hele vide skog var fuldaf flyvende, slørhyllede gespenster,som hylende sig stilled ham i veien,paa luftig taa sig hvirvled, vokste rædsomt,og saa forsvandt imellem stammerne.Dog kjæmper oldingen sig frem mod stormen.Han vandrer, naar den vokser; naar den sagtnerog drager aande, lytter han paa knæ.Men fluks han springer op og gaar i mulmet,som dvergen trænger gjennem sorte muld.Han hører intet mer. Den gamle skjælverved tanken, at ham onde aander gjekker,og mumler frem de bønner som han ved.Da klynker det igjen, og ganske nær;hans eget rop mod stormen vender kuntilbage i hans mund. Men hist, ja, hist;ti skridt endnu! Der rører noget mørkt sigpaa sneen, som om stormen legte meden stubbe som var løsnet lidt i roden.«O, Jehova! en arm! O, Jehova!et barn, et barn, — men dødt!»Ak, tænkte stjernerne i denne nat,da Betlems-stjernen lyste mellem dem,at intet godt paa jorden kunde ske?203Ti ingen af dem saa, at Gamle-Jakob,saa glad som om en skat han havde fundet,fluks kasted bort sin hele rigdom, skreppen,trak af sin knappe kjole, hylled denom barnets lemmer, blottede sit brystog lagde saa dets kolde kind derved,indtil det vaagned af hans hjertes slag.Da sprang han op. Men nu hvorhen? Ti stormenhar blæst hans spor igjen. Det ei bekymred.Ti han i tordenen i skogens toppernu hørte Davids jubelharper kun;ham fykene nu syntes som keruber,der viste vei paa svanehvide vinger,og i det maa og faa han fulgte, føltehan Herrens eget sterke fingertræk.Men hus paa vilde Tiveden at findei slig en nat, da lys ei turde brænde?Og midtveis laa der kun en enkelt plads;det lave tag ei skilles kan fra sneen,den sorte væg ei fra et klippe-stykke.Dog stanstes ved et under han af den.Der sank han ned. Han mægted ikke mere;og mange vindstød fór, før med sin byrdehan orkede at slæpe sig til døren.Han banked sagte først; ti barnet sov;og nu først savned han sin tabte skreppe,fordi han intet eiede at givede gode arme folk, som snarlig vildemed gjestfri hasten aabne døren. Ak,han banked mange ganger, før det svarte:«I Jesu navn, hvem der i slig en nat?»205«Den gamle Jakob. Kjender I mig ei?Den gamle jøde?»«Jøde!» skreg forfærdeten mands- og kvinderøst. «Da bliv du ude!Vi eier ingenting at kjøbe for,og blot ulykke vil du bringe huseti denne nat, da han blev født du dræbte.»«Jeg?»«Ja, dit folk, og det er synden somigjennem tusend led skal straffes.»«Ak!i nat, da hunden lukkes ind?»«Ja, hunden,men ingen jøde i et kristent hus.»Han hørte ikke mer. De haarde ordham koldere end vinden gjennemhvinte,og slængte, sterkere end den, ham nedi sneen, bøiet over barnets slummer.Da syntes ham, mens han mod vindvet stirred,om ei det hvide ansigt atter komtil syne dog, som om han sank i dun,at liflig varme gjennemflød hans aarer,og at bekjendte væsner, hviskendesom sommervindens æolsspil i græsset,omsvævede hans leie, indtil énmed løftet finger sagde: «Kom! han sover.»Og i en oplyst sal ved siden afforsvandt de alle; barnet kun forblev derved foden af hans leie, dragendehans puder stedse bedre om ham, tildet forekom ham selv, at han sov ind— Det sneen var, som vokste om den døde.206«O, Jesus! jøden sidder der endnu!»skreg manden, da han saa om morgnen ud.«Saa jag ham bort! Det er jo juledag,»faldt konen ind. «Og se den jøde-skjelm,hvor fast han holder bylten klemt til brystet!»«Han er paatrængende med sine varer.Med stive blik han ser her ind, som omvi havde penger nok at kjøbe for.»«Dog gad jeg se, hvad han i bylten har.»«Vis frem da, jøde!»Begge tren de ud.Den frosne glans de saa i ligets øine.De blegned mer end det, de skreg af skrækog skalv af angrens slag.«O, Jemini!hvad uheld her er hændt!»De op ham reiste,og bylten fulgte med. De aabned kjolen.Der hang, med armene om jødens hals,Margreta, deres barn — et lig som han.Saa slaar ei lyn, saa rappe orm ei bider,som skræk og smerte egteparret slog.Saa bleg som faderen var ikke sneen,saa hylte stormen ei som moderen.«O, Gud har straffet os! Ei stormens kulde,vor egen grusomhed har dræbt vort barn!Forgjæves! ak, som jøden paa vor dør,paa naadens ville vi forgjæves banke.»Da skogen veibar blev, kom bud fra gaarden,hvor lille Greta fostredes i lægd,og hvorfra hun, da helgen ind blev ringet,før veiret kom, var vandret af sig selvforældrene at gjeste juleaften.207Dog kom det ei at spørge efter barnet,men efter jøden fra de bygdens piger,hvis haab nu til at kunne gjeste kirkenkun stod til nytaarsdagen, om han fandtes.Der laa han død i stuen foran arnen,hvor manden — med et blik som jødens frosneog i en stilling krum som ligets — sad,i baalets røde aske stirrendeog stedse øgende dets brand, at ligetdog kunde blive strakt og haanden korslagt.Men foran laa paa knæ Margretas moder,sin lilles stive armer bøiendebestandig fastere om ligets hals.«Hun ei tilhører mere os,» hun hulked;«han har vort barn sig tilkjøbt for sin død.Vi tør ei skille liden Greta fra ham;ti hun for os maa bede Jesus omhans forbøn hos sin fader; ti for hamvil arme jøde klage — —.»
47. Juleaftenen.
Hvo minnes ikkeet vær han tror ei himlen mer kan skikke?et vær, hvis stemmesforfærdelser ei mer kan forglemmes?201Ti alle tenkte: «Det må være sendtfor min skyld ene;orkanens tordner meg, kun meg de mener:min synd er blitt åndene bekjent.»
— — — — — — —
Men ravnen gjemtesig selv i klippen, ulven sulten tæmte,og reven vovede seg ikke ut.I huset slukteshvert lys, og lenkehunden indeluktes.I slikt et vær, da får du bønner, Gud!I slikt et vær — det var en juleaften —da natt det ble, før dagens mål var fullt,befandt en gammel jøde, nær forkommen,sig midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.Han ventedes til bygden denne sidefra bygdene på hin, for julens skyld,av pikene med lengsel; ti i skreppenlå spenner, bånd, og alt hva de behøvdefor morgendagen, annendag og nyttår.Det gjorde længslen spent, men ikke bange;ti ennå hadde Gamle-Jakob aldridem sviktet noen jul; han kom så vistsom juleaften selv.I slikt et vær — —«Hyss! var det atter stormensom hylte gjennom grenene? Det skreg.Nå skriker det igjen.» Og Gamle-Jakobfluks stanser, lyttende for annen gang.Nå tier det. Ti stormen øker på,som fossen drønner over den som drukner.Han vandrer atter. «Hyss! igjen en lyd!»— En lyd som skar igjennom skogens brusen«Den falske hubro skriker som et barn.Hvo slipper barn vel ut i sådant vær?Det gjør ei ulven selv med sine.» Ogden gamle stolper atter frem i sneen.202Da skrek det atter, så han mer ei tviler;ti dette stormkast, som hist borte altet snoet snetaarn virvler over skogen,har ført et ord, et enkelt ord forbi;og fluks han dreier dit hvorfra det kom,arbeidende seg dypere i skogen,og dypere i sneen og i natten,der som en kulsort fjellvegg reiste segmot hvert hans skritt, av fyk kun gjennemlyst,som om den hele vide skog var fullav flygende, slørhyllede gespenster,som hylende seg stilled ham i veien,på luftig tå seg hvirvled, vokste rædsomt,og så forsvant imellom stammene.Dog kjemper oldingen seg frem mot stormen.Han vandrer, når den vokser; når den sagtnerog drager ånde, lytter han på kne.Men fluks han springer opp og går i mulmet,som dvergen trenger gjennom sorte muld.Han hører intet mer. Den gamle skjelverved tanken, at ham onde ånder gjekker,og mumler frem de bønner som han vet.Da klynker det igjen, og ganske nær;hans eget rop mot stormen vender kuntilbake i hans munn. Men hist, ja, hist;ti skritt ennå! Der rører noe mørkt segpå sneen, som om stormen lekte meden stubbe som var løsnet litt i roten.«O, Jehova! en arm! O, Jehova!et barn, et barn, — men dødt!»Ak, tenkte stjernene i denne natt,da Betlems-stjernen lyste mellom dem,at intet godt på jorden kunne ske?203Ti ingen av dem så, at Gamle-Jakob,så glad som om en skatt han hadde funnet,fluks kastet bort sin hele rikdom, skreppen,trakk av sin knappe kjole, hylled denom barnets lemmer, blottede sitt brystog la så dets kalde kinn derved,inntil det våknet av hans hjertes slag.Da sprang han opp. Men nå hvorhen? Ti stormenhar blæst hans spor igjen. Det ei bekymred.Ti han i tordenen i skogens toppernå hørte Davids jubelharper kun;ham fykene nå syntes som keruber,der viste vei på svanehvite vinger,og i det må og få han fulgte, føltehan Herrens eget sterke fingertræk.Men hus på ville Tiveden å finnei slig en natt, da lys ei turde brænde?Og midtveis lå der kun en enkelt plass;det lave ta ei skilles kan fra sneen,den sorte vegg ei fra et klippe-stykke.Dog stanstes ved et under han av den.Der sank han ned. Han mægted ikke mer;og mange vindstøt fór, før med sin byrdehan orket at slepe seg til døren.Han banked sakte først; ti barnet sov;og nå først savnet han sin tapte skreppe,fordi han intet eide å gide gode arme folk, som snarlig villemed gjestfri hasten åpne døren. Ak,han banked mange ganger, før det svarte:«I Jesu navn, hvem der i slig en natt?»205«Den gamle Jakob. Kjenner dere meg ei?Den gamle jøde?»«Jøde!» skreg forferdeten mands- og kvinderøst. «Da bli du ute!Vi eier ingenting å kjøpe for,og blot ulykke vil du bringe huseti denne natt, da han ble født du drepte.»«Jeg?»«Ja, ditt folk, og det er synden somigjennom tusen led skal straffes.»«Ak!i natt, da hunden lukkes inn?»«Ja, hunden,men ingen jøde i et kristent hus.»Han hørte ikke mer. De harde ordham kaldere enn vinden gjennemhvinte,og slengte, sterkere enn den, ham nedi sneen, bøyet over barnets slummer.Da syntes ham, mens han mot vindvet stirret,om ei det hvite ansikt atter komtil syne dog, som om han sank i dun,at liflig varme gjennemflød hans årer,og at bekjente vesener, hviskendesom sommervindens æolsspil i gresset,omsvævede hans leie, inntil énmed løftet finger sa: «Kom! han sover.»Og i en opplyst sal ved siden avforsvant de alle; barnet kun forble derved foten av hans leie, dragendehans puder stedse bedre om ham, tildet forekom ham selv, at han sov inn— Det sneen var, som vokste om den døde.206«O, Jesus! jøden sitter der ennå!»skreg mannen, da han så om morgenen ut.«Så jag ham bort! Det er jo juledag,»falt konen inn. «Og se den jøde-skjelm,hvor fast han holder bylten klemt til brystet!»«Han er påtrengende med sine varer.Med stive blikk han ser her inn, som omvi hadde penger nok å kjøpe for.»«Dog gad jeg se, hva han i bylten har.»«Vis frem da, jøde!»Begge tren de ut.Den frosne glans de så i ligets øyne.De bleknet mer enn det, de skrek av skrekkog skalv av angrens slag.«O, Jemini!hva uhell her er hendt!»De opp ham reiste,og bylten fulgte med. De åpnet kjolen.Der hang, med armene om jødens hals,Margreta, deres barn — et lig som han.Så slår ei lyn, så rappe orm ei biter,som skrekk og smerte egteparret slo.Så bleg som faren var ikke sneen,så hylte stormen ei som moren.«O, Gud har straffet oss! Ei stormens kulde,vår egen grusomhet har drept vårt barn!Forgjeves! ak, som jøden på vår dør,på nådens ville vi forgjeves banke.»Da skogen veibar ble, kom bud fra gården,hvor lille Greta fostredes i lægd,og hvorfra hun, da helgen inn ble ringet,før været kom, var vandret av seg selvforeldrene å gjeste juleaften.207Dog kom det ei å spørre etter barnet,men etter jøden fra de bygdens piker,hvis håp nå til å kunne gjeste kirkenkun stod til nytaarsdagen, om han fantes.Der lå han død i stuen foran arnen,hvor mannen — med et blikk som jødens frosneog i en stilling krum som ligets — satt,i baalets røde aske stirrendeog stedse økende dets brand, at liketdog kunne bli strakt og hånden korslagt.Men foran lå på kne Margretas mor,sin lilles stive armer bøyendebestandig fastere om ligets hals.«Hun ei tilhører mer oss,» hun hulket;«han har vårt barn seg tilkjøbt for sin død.Vi tør ei skille liten Greta fra ham;ti hun for oss må bede Jesus omhans forbønn hos sin far; ti for hamvil arme jøde klage — —.»