Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

47. Juleaftenen.

200

Hvo mindes ikkeet veir han tror ei himlen mer kan skikke?et veir, hvis stemmesforfærdelser ei mere kan forglemmes?201Ti alle tænkte: «Det maa være sendtfor min skyld ene;orkanens tordner mig, kun mig de mene:min synd er blevet aanderne bekjendt.»

— — — — — — —

Men ravnen gjemtesig selv i klippen, ulven sulten tæmte,og reven vovede sig ikke ud.I huset slukteshvert lys, og lænkehunden indeluktes.I sligt et veir, da faar du bønner, Gud!I sligt et veir — det var en juleaften —da nat det blev, før dagens maal var fuldt,befandt en gammel jøde, nær forkommen,sig midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.Han ventedes til bygden denne sidefra bygderne paa hin, for julens skyld,af pigerne med længsel; ti i skreppenlaa spænder, baand, og alt hvad de behøvdefor morgendagen, andendag og nytaar.Det gjorde længslen spændt, men ikke bange;ti endnu havde Gamle-Jakob aldrigdem svigtet nogen jul; han kom saa vistsom juleaften selv.I sligt et veir — —«Hys! var det atter stormensom hylte gjennem grenene? Det skreg.Nu skriger det igjen.» Og Gamle-Jakobfluks stanser, lyttende for anden gang.Nu tier det. Ti stormen øger paa,som fossen drøner over den som drukner.Han vandrer atter. «Hys! igjen en lyd!»— En lyd som skar igjennem skogens brusen«Den falske hubro skriger som et barn.Hvo slipper barn vel ud i saadant veir?Det gjør ei ulven selv med sine.» Ogden gamle stolper atter frem i sneen.202Da skreg det atter, saa han mer ei tviler;ti dette stormkast, som hist borte altet snoet snetaarn hvirvler over skogen,har ført et ord, et enkelt ord forbi;og fluks han dreier did hvorfra det kom,arbeidende sig dybere i skogen,og dybere i sneen og i natten,der som en kulsort fjeldvæg reiste sigmod hvert hans skridt, af fyk kun gjennemlyst,som om den hele vide skog var fuldaf flyvende, slørhyllede gespenster,som hylende sig stilled ham i veien,paa luftig taa sig hvirvled, vokste rædsomt,og saa forsvandt imellem stammerne.Dog kjæmper oldingen sig frem mod stormen.Han vandrer, naar den vokser; naar den sagtnerog drager aande, lytter han paa knæ.Men fluks han springer op og gaar i mulmet,som dvergen trænger gjennem sorte muld.Han hører intet mer. Den gamle skjælverved tanken, at ham onde aander gjekker,og mumler frem de bønner som han ved.Da klynker det igjen, og ganske nær;hans eget rop mod stormen vender kuntilbage i hans mund. Men hist, ja, hist;ti skridt endnu! Der rører noget mørkt sigpaa sneen, som om stormen legte meden stubbe som var løsnet lidt i roden.«O, Jehova! en arm! O, Jehova!et barn, et barn, — men dødt!»Ak, tænkte stjernerne i denne nat,da Betlems-stjernen lyste mellem dem,at intet godt paa jorden kunde ske?203Ti ingen af dem saa, at Gamle-Jakob,saa glad som om en skat han havde fundet,fluks kasted bort sin hele rigdom, skreppen,trak af sin knappe kjole, hylled denom barnets lemmer, blottede sit brystog lagde saa dets kolde kind derved,indtil det vaagned af hans hjertes slag.Da sprang han op. Men nu hvorhen? Ti stormenhar blæst hans spor igjen. Det ei bekymred.Ti han i tordenen i skogens toppernu hørte Davids jubelharper kun;ham fykene nu syntes som keruber,der viste vei paa svanehvide vinger,og i det maa og faa han fulgte, føltehan Herrens eget sterke fingertræk.Men hus paa vilde Tiveden at findei slig en nat, da lys ei turde brænde?Og midtveis laa der kun en enkelt plads;det lave tag ei skilles kan fra sneen,den sorte væg ei fra et klippe-stykke.Dog stanstes ved et under han af den.Der sank han ned. Han mægted ikke mere;og mange vindstød fór, før med sin byrdehan orkede at slæpe sig til døren.Han banked sagte først; ti barnet sov;og nu først savned han sin tabte skreppe,fordi han intet eiede at givede gode arme folk, som snarlig vildemed gjestfri hasten aabne døren. Ak,han banked mange ganger, før det svarte:«I Jesu navn, hvem der i slig en nat?»205«Den gamle Jakob. Kjender I mig ei?Den gamle jøde?»«Jøde!» skreg forfærdeten mands- og kvinderøst. «Da bliv du ude!Vi eier ingenting at kjøbe for,og blot ulykke vil du bringe huseti denne nat, da han blev født du dræbte.»«Jeg?»«Ja, dit folk, og det er synden somigjennem tusend led skal straffes.»«Ak!i nat, da hunden lukkes ind?»«Ja, hunden,men ingen jøde i et kristent hus.»Han hørte ikke mer. De haarde ordham koldere end vinden gjennemhvinte,og slængte, sterkere end den, ham nedi sneen, bøiet over barnets slummer.Da syntes ham, mens han mod vindvet stirred,om ei det hvide ansigt atter komtil syne dog, som om han sank i dun,at liflig varme gjennemflød hans aarer,og at bekjendte væsner, hviskendesom sommervindens æolsspil i græsset,omsvævede hans leie, indtil énmed løftet finger sagde: «Kom! han sover.»Og i en oplyst sal ved siden afforsvandt de alle; barnet kun forblev derved foden af hans leie, dragendehans puder stedse bedre om ham, tildet forekom ham selv, at han sov ind— Det sneen var, som vokste om den døde.206«O, Jesus! jøden sidder der endnu!»skreg manden, da han saa om morgnen ud.«Saa jag ham bort! Det er jo juledag,»faldt konen ind. «Og se den jøde-skjelm,hvor fast han holder bylten klemt til brystet!»«Han er paatrængende med sine varer.Med stive blik han ser her ind, som omvi havde penger nok at kjøbe for.»«Dog gad jeg se, hvad han i bylten har.»«Vis frem da, jøde!»Begge tren de ud.Den frosne glans de saa i ligets øine.De blegned mer end det, de skreg af skrækog skalv af angrens slag.«O, Jemini!hvad uheld her er hændt!»De op ham reiste,og bylten fulgte med. De aabned kjolen.Der hang, med armene om jødens hals,Margreta, deres barn — et lig som han.Saa slaar ei lyn, saa rappe orm ei bider,som skræk og smerte egteparret slog.Saa bleg som faderen var ikke sneen,saa hylte stormen ei som moderen.«O, Gud har straffet os! Ei stormens kulde,vor egen grusomhed har dræbt vort barn!Forgjæves! ak, som jøden paa vor dør,paa naadens ville vi forgjæves banke.»Da skogen veibar blev, kom bud fra gaarden,hvor lille Greta fostredes i lægd,og hvorfra hun, da helgen ind blev ringet,før veiret kom, var vandret af sig selvforældrene at gjeste juleaften.207Dog kom det ei at spørge efter barnet,men efter jøden fra de bygdens piger,hvis haab nu til at kunne gjeste kirkenkun stod til nytaarsdagen, om han fandtes.Der laa han død i stuen foran arnen,hvor manden — med et blik som jødens frosneog i en stilling krum som ligets — sad,i baalets røde aske stirrendeog stedse øgende dets brand, at ligetdog kunde blive strakt og haanden korslagt.Men foran laa paa knæ Margretas moder,sin lilles stive armer bøiendebestandig fastere om ligets hals.«Hun ei tilhører mere os,» hun hulked;«han har vort barn sig tilkjøbt for sin død.Vi tør ei skille liden Greta fra ham;ti hun for os maa bede Jesus omhans forbøn hos sin fader; ti for hamvil arme jøde klage — —.»