Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

46. Wergelands digtning.

196

37 aar gammel døde Wergeland. Han havde da skrevet verker som siden er samlet i ni store tykke bind, tilsammen 4 til 5 000 trykte sider. Det er digte, skuespil, sørgespil, kaade lystspil (farser), folkeskrifter; det er udførlige levnetsløb af fremragende mænd og de yndigste eventyr og vers for de smaa; det er mægtige digte, hvor han ligesom har sunget sig fri for sin smerte, og det er Hasselnøtterne, hvori han fortæller om hvad han har oplevet, — mens han ligger paa dødsleiet, og skjemter med sine saar. Det er Skabelsen, mennesket og Messias, hvor han vil give menneskehedens levnetsløb, 197og det er Norges konstitutions historie, hvor han fortæller om hvorledes fædrelandet fik sin frihed. Vi ser hvad der fylder hans sind: Det er friheden, fædrelandet, naturen, menneskeheden; det er de smaa og svage, de uoplyste og fortrykte. Venskab og kjærlighed. Had, voldsomt og heftigt, men mere forbitrelse og harme end uudslukkeligt nag.

En sang til friheden er det første digt i det første bind. Frihedstrang og frihedsglæde gaar da ogsaa igjennem dem alle, ligesom det gik igjennem det folk som han levde hos og levde for. Og skjønt hans tanker fór viden om, som ørnen, som flyver vidt over lande, saa vendte de uafladelig tilbage til fædrelandet, til redet, og det paa de mangfoldigste maader. Snart er det flagget, snart den 17de mai; snart er det ønsket om et godt aar for Norge, snart en krigssang. Norges natur, Norges eng og ager, Norges storting, norske sjømænd, norske kunstnere, Norges hele folk, alt ligger hans hjerte nær; og nordmænd som har ofret noget for sit land eller er blit miskjendt, kan især faa det til at banke. Prægtigt er hans digt til statsraad Collett:

Statsraad Jonas Collett.
Statsraad Jonas Collett.

Nu, hjertesyg og smertebøid,velkommen hjem fra naadens høid!

Der skjærer altfor hvass en vind.Den skjærer alt i hjertet ind.

Der raader nu saa ond en geist.Velkommen hjem, saa ren som reist!

Velkommen til din moders gaard,med sjæl saa ren som hvidt dit haar.

198Selv fik han føle, hvad miskjendelse var; selv havde han stunder da han syntes det var trangt her hjemme. Men altid var han viss paa, at én gang skulde folket forstaa ham. Derfor er det skrevet ud af hans eget liv, disse ord om Bjerregaard:

Kom med laurbærkransen hid!Nu er skaldens ædle pandekold og hvid.Gylden regn af laurbærbladekan ei ham nu mere skade,om hans gravlige til dens sorte randeoverdyngedes deraf.

Lige saa vist er det sandhed, naar han siger i det digt som han har kaldt Mig selv:

Jeg i slet lune, Morgenblad! jeg som kun behøver et glimt af solenfor at briste i høi latter, af en glæde jeg ikke kan forklare mig?

Naar jeg lugter til et grønt blad, glemmer jeg bedøvetfattigdom, rigdom, fiender og venner.

Min kats strygen mod mit kind udglatter alle hjertesaar,i min hunds øie sænker jeg mine sorger som i en dyb brønd.

Jeg hade? Naar en fugl flyver over mit hoved, er mit had flukstusend alen borte.Det flyder hen med sneen, det gaar med de første bølger fra landog langt ud i havet.

Henrik Anker Bjerregaard er født 1792 og døde den 7de april 1842. Siden 1838 var han assessor i høiesteret. Bjerregaard har blandt andet skrevet nasjonalsangen Sønner af Norge og syngespillet Fjeldeventyret, som udkom i 1825. Hans nasjonalsang er os nu for stortalende, men Fjeldeventyret er livfuldt og fornøieligt; det er merkeligt for sin tid, og er i aarenes løb spillet mangfoldige ganger.

Gylden regn af laurbærblade kan ei ham nu mere skade: nu er han død; nu kan det jo ikke gjøre noget, om I ærer ham. Saa længe han levde, vogted I jer vel for at rose ham.

199Men hvi skulde ikke mine aarer vredes?Berøv ikke landskabet dets brusende bækker!Høistærede vidjebusker, tillad bækken at skumme, naar den gaarimellem stener.

Wergeland var skabt til kamp og trivdes i den. Men dermed er ikke sagt, at han var usaarlig; saarene kunde nok verke, men ogsaa gro; han havde en sundhed og kraft og et livsmod som ikke en gang blev knækket under en aarelang kamp med døden. Hans hjerte var aabent, hans øie var vaagent til alle sider; han elsked livet, jorden, landet; han fandt altid en ny kilde til glæde, altid noget som optog ham. Han var ikke den mand som sad og ruged over sit nag. Derfor er det sandt hvad han siger: Et grønt blad kan faa ham til at glemme alt, en fugl kan flyve med hans had.

Men til sine nærmeste, til dem som han elsked, skrev han straalende digte. Der er et digt som han har kaldt Min vivs hjemkomst. Det heder der:

Gud ske lov, min hulde hustru!Gud ske lov du en gang kommer!O, velsignede, velkommen!O, velkommen tusend ganger,var dit fravær ei slig sorg!O, med tusend kys velkommen,da dit fravær er slig sorg!O, velkommen hjem igjen,til mit hjerte hjem igjen,inden disse armes grænser,hvor, min viv, din verden ender!O, velkommen hjem igjen!

Og hans lyse varme natur kan føre et glædeligt samliv ogsaa med dem som er gaat bort. Min moder heder 200et af hans vakreste, skjæreste digte. Hans mor er død, men hun gjester sine kjære; hun søger hans stakkars far paa de ensomme veier langs Vormens bølger; hun kysser hans pande, og flyr; hun søger sine børn, men af søstre og af brødre først ham, den førstefødte:

Gjør blaakammeret i stand!Det skal nu min moders være,navn af hende altid bære.Friske blomster sæt i vand!Roser, som hun elsked saa,altid skal i vindvet staa;bogen som hun ei fik endt,ligge skal paa bordet vendt,med det hornindbundne sterkeøieglas deri til merke;strikketøiet ligge hos(derpaa var hun virtuos);og ved sofahjørnet maahendes skammel ikke fattes.

Sin mors kjærlighed til dem som havde det vondt, havde han arvet, og hans varme hjerte rakk udenfor Norges grænser. Det var aabent og gjestfrit for hver som led uret, hvem og hvor han end var. Det var folk udenfor Norges grænser som reiste det første mindesmerke over ham. Det var jøderne. Efter Norges grundlov § 2 var de udelukket fra riget. Henrik Wergeland arbeided ihærdig for at skaffe dem adgang; han fremsatte forslag for stortinget gang paa gang. Først seks aar efter hans død seired hans tanke; men hans kamp for jøderne har givet os de «blomstrende tornekvister» Jøden og Jødinden. Til Jøden hører