Paa Kristiania teater blev i begyndelsen af 1838 opført et stykke af Wergeland som hedte Campbellerne. Det dugde ikke stort, og var ikke morsomt just. Men Den konstitutionelle rakked Wergeland og hans stykke ned, saa det var ingen mening i det. Og da det gik andre gangen, blev der pebet, men der blev klappet endda meget mere, og det endte med at klapperne hamred løs paa dem som peb. — «Mit stolteste øieblik,» skriver Wergeland, «er unegtelig det, da jeg fra min loge var vidne til mine fienders morderiske nederlag i det saakaldte teater- eller Campbellerslag . . . Da jeg kom hjem, ordinérte jeg straks, for de krigsomkostninger jeg kunde forudse, en ny kappe med blodrødt fór til minde om seiren. Altsaa en slags triumfdragt. Og da jeg sa til mig selv: «Man vil ødelægge dig som poet,» svarte det i mit indre: «Det skal blive en løgn. Gjeit, som trives des mere man bander dig, løvetand, som vokser des mere du trædes under fødder, vær mine symboler.» —

Og han trivdes og vokste som aldrig før. Han havde det bedste tilbage: det bedste af sin digtning, det bedste af sit liv; for samme aar fik han en hustru, som han elsked. Og det var Campbellerne skyld i paa en maade. Mars og 196april — skriver han selv — var gaat hen uden tegn til vaar. Da regner det de to dage først i mai, og skinner sol i to, og vaaren var der, og med den hans umaadelige længsel efter at faa sig en hytte og en flek jord. Og han red ud med Veslebrunen for at søge. Han var ude under Ekeberg og sad i sine egne tanker, da han blev vækket af Brunen, som skrabte og pusted. Den var stanset ved en slusk, som laa tvert over veien og sov. Og veien gik ikke længer. De var ved den øverste stue i Grønlien, et lidet stykke op paa Ekeberg. Udsigten var deilig. Brunen holdt just paa at skrabe liv i eieren af hytten. — «Er det din stue den der med potetflekken?» spu’te Wergeland. Jo, det var nok det. «Vil du sælge den for 400 daler kontant?» Jo, det vilde han nok. Og Wergeland red sjæleglad i galop tilbage. Han eide en hytte og en jordflek.
Men for at komme nogenlunde fort over til denne hytten, maatte han have en baad; og han maatte have et sted hvor han kunde sætte aarer og seil ind. Den mand som gav ham lov til dette, hedte Bekkevold. Han havde en datter som hedte Amalie Sofie; hende kom Wergeland nu til at lære at kjende. Hun blev hans hustru i et kort men lykkeligt egteskab.