Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

44. Welhaven og «Norges dæmring».

185

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven er født i Bergen den 22de desember 1807, blev student 1825, studerte i nogen aar teologi, men tog ingensinde embedseksamen. I 1834 udgav han stridsdigtet Norges dæmring; i 1839 udkom Digte. Langsomt og med aars mellemrum, flere eller færre, kom saa: Nyere digte, Halvhundrede digte, Reisebilleder og digte, og En digtsamling. Han har i prosa givet skildringer fra vestland og østland: Billeder fra Bergenskysten, og Vasdrag og skogmarker. Han har ogsaa givet vigtige bidrag til vor litteraturhistorie. Alt er samlet i otte mindre bind, som udkom i Kjøbenhavn 1868. Welhaven blev i 1840 konstitueret som lektor i filosofi ved Kristiania universitet, i 1846 professor. Han døde i oktober 1873.

Skabelsen, mennesket og Messias udgav Wergeland i 1830. Det er et digt paa 720 sider. «Faa har læst og forstaat det,» siger Henrik Wergelands far, og de ord staar ved magt endnu. Det er svært at komme igjennem; det er som at brøite sig frem i skog og ulænde, hvor ikke mandefod har traadt. Men saa er der ogsaa meget nyt, friskt og storslagent. Ved slutningen af sit liv omarbeided Wergeland dette kjæmpeverk af et digt, som han nu kaldte Mennesket. Dets tre hoveddele er skabelsen, forvildelsen, og frelsen.

186Det var en dag i et af aarene omkring 1830. Nede paa torvet ved Vor Frelsers kirke i Kristiania gik en ung student og drev — frem og tilbage. Af og til saa han sky ned i kurven med brød og ræddiker, som fattigkjærringen havde til salgs. En anden student kom gaaende over torvet, blev staaende, saa ham ind i ansigtet og ropte forfærdet: «Hvad feiler dig, Welhaven?» Det kom taarer i de store øine; «jeg sulter,» hvisker han.

Han havde det ondt. Det han havde havt mest lyst til i verden, fik han ikke lov til at blive. Han havde anlæg for tegning og vilde blive maler. Faren, som han elsked, vilde det ikke.

Saa blev han student og skulde læse til prest. Men han havde ingen lyst til embedsstudiet. Og da hans far døde uden at efterlade sig noget (1828), fik sønnen rigtig prøve, hvad fattigdom var. Han havde onde dage, der han sad paa sit loftskammer og tegned for føden og frøs. Han havde onde dag i mere end én forstand. Han sulted og frøs og kjendte sig fattig baade med legem og sjæl.

Welhaven.
Welhaven.

Welhaven var fra Bergen; hans far var prest, var en varmhjertet og vel udrustet mand, som havde glæde af at fortælle for sine børn. Han fortalte dem om sin lykkelige ungdom i Kjøbenhavn og om livet der nede.¹

Og paa skolen havde gutten en lærer som lærte ham at holde af de danske digtere. Det var Lyder Sagen. Den

Far vel, min ven!Kom snart igjen,og bring en rosenpottehjem til din lille Lotte.

187samme Sagen forstod at drage frem det latterlige hos dumme gutter og gjøre nar af dem. Johan Welhaven var lærenem baade i det ene og i det andre. Hans søskend fortæller, at det var et slags fostbroderskab mellem ham og sterke Kjelstrup, som siden blev prest i Hallingdal. Welhaven fik i nødens stund hjælp af Kjelstrups næve — og Kjelstrup af Welhavens tunge. For den var tidlig hvass. Det skal ikke glemmes, at han, ligesom Holberg, er født i en by hvor folk fra barnsben af er opøvet i at se nøie paa hverandre, og snakke om hverandre, og hurtig finde det vittigste, hvasseste slængord.

Da Welhaven kom ind til Kristiania, saa har han sikkert straks fundet, at hovedstaden ikke kunde lignes med den by hvor faren havde været student. Kristiania var den gang en liden by; det var ikke til, alt det som nu er det vakreste og stolteste af byen. Hvor universitetet staar, var det den gang en myr, — folk gik paa jagt der. Der var ikke anden «oplysning» i de mørkeste nætter, heder det, end løgter, som var fæstet paa hjørnehusene, og det blev sparsomt nok, det transure lys som paa denne vis faldt ud over gaderne. Gjennem disse gader kunde om natten en flok studenter komme drivende, halvfulde og skraalende, og slaas med nattevægterne.

Det mored ikke Welhaven at være med her, det laa ikke for ham at blive drukken, hverken paa den ene eller paa den andre maaden; han var en ædruelig mand. Men at høre paa professorerne, det faldt ham nu visselig altfor tørt. Og gik han ind i universitets-biblioteket for at laane en norsk bog, saa var der ikke meget at vælge imellem; det som var skrevet siden 1814 af norske digterverker, det kunde han saa omtrent tage under armen; tarvelige ting syntes han ogsaa det var, det meste. Nei, naar han virkelig skulde have nogen glæde, saa maatte det være danske og tyske bøger han skulde læse i. Danmark havde digtere med store evner; det var rigt som Sjællands agre mod en nøgen norsk fjeldknaus.

Javist var Wergeland begyndt at skrive; han havde skrevet meget, han havde skrevet den store, tykke bog: Skabelsen, mennesket og Messias. Men det var vildskab, syntes 188den unge Welhaven; ukrut, som maatte rykkes op. Og det prøvde han da at gjøre efter bedste evne. Nei, her var ingen ting. Her var ingen ting udrettet siden 1814 — her var bare avisskriveri, politik og raaskab. Alligevel gik folk og skrøt. Alle disse store ord om «sønner af Norge» og «kjæmpers fødeland», det var til at blive vammel over.

Welhaven var bergenser, han var opøvet til at se feil. Han var et fint, digterisk sind; alt det som han hungred efter, fandt han ikke. Han var nordmand, en stridbar nordmand, som holdt af sit land. Derfor blev han harm, og da harmen var blit rigtig gloende, saa slog han til; slog sine landsmænd lige i ansigtet, saa de brølte af smerte. Han skrev et digt om Norge, som satte landet i brand, og som selv blev brændt somme steder. Han kaldte det Norges dæmring:

Norge staar med blottet isse under nordpolens nat; der er trefold skumring mod den korte dag. Ser du landet fra det vilde hav, hvor stormen kaster sig mod fjeldet, ligner det et kjæmpevrag: tinder og topper staar som knækkede master, som et sørgeflag svæver skyen henover.

Men det er ikke Norge, ikke hele Norge. Drag ind i fjorden, hvor den milde fagre bygd smiler under fjeldet, hvor den svulmende frugt hænger dybt under bræen. Der har du et billede af Norge, slig som det skal være: kraftigt, men ogsaa mildt og vakkert.

Slig er vor natur.

Men folket? Har det baade kraft og skjønhed? Er tankens og aandens arbeide saa rigt som frugten under fjordens bræ? Nei. Der hvor det skulde staa bedst til, paa selve landets høiskole, hvor de skulde dyrke videnskaben og søge sandheden, der sidder de og bare træler for føden og læser til embedseksamen.

Paa landet sliter og stræver folk, og pynter sig, naar det kommer høit. I byerne morer de sig med aviskjevl og sladder. Kolera og ildebrand er det eneste som kan sætte lidt fart i dem. Hovedstaden er en smaaby, som skal te sig stor. Kristiansand gjesper som en halvdød hval paa land. Bergen er pen og ren, men tænker ikke paa andet end fisk. Trondhjem, som skal være saa kjernenorsk, hvad 189er det den har at skryte af? Er det «Videnskabernes selskab» kanske? en gammel ko, som endnu ikke har givet melk? Eller er det domkirken? som svensken plyndred og trønderne kalked? Skryt og pral er det, ingenting andet.

Vor frihed har vi faat, tvangen er blit knust som et potteskaar; de onde tider er forbi, da den norske løve blev tæmmet til puddelhund, fik sin grød, og logred med halen. Men der er ikke sked noget sidenefter. Det er vaar endnu; endnu er ingen blomst sprunget ud.

Hvorfor blir man ved at brøle paa frihed? Vi har den jo. Lad dem ude i Europa kjæmpe for den; der er det en virkelig kamp; vi har friheden; vi har ikke noget at slaas for. Og saa pusler man med at rakke ned paa en statsraad eller en foged!

Man praler med vor fortid. Ja, det er sandt, vi har en stor fortid langt langt borte, i sagaens dage.

Og det kan være trøsterigt at se paa den. Paa kjæmpehaugen staar endnu bautastenen. Den arv vi tog fra hine djerve fædre, er en hellig arv:

Din hjemstavn, bonde, er en hellig jord;hvad Norge var, det maa det en gang vorde,paa land, paa bølge, og i folkerang!

Men det nytter ikke at prale med de rustne seierstegn fra de gamle fædres tid; gjør du en løvedaad, fordi du dasker med en løvehale? Hvor er det land som ikke én gang har glimret?

Det er kjære minder. Nu gjælder det at gjøre noget selv. Det er jo netop det vi gjør, siger de norske skraalhalser; vi bygger jo netop paa det nye Norge. Et selvstændigt Norge, et norsk Norge. Væk med det fremmede, med tysk og dansk. Her skal være forsvarlig stængt.

190Saa det skal være saa trygt? spør digteren. Ja trygt, som det er trygt for fuglen at være i bur.

Se udover haven med bisværmen. Holder den sig til haven alene? Nei, bierne flyver ud, de suger af alle blomster, spør ikke om blomsterne staar indenfor eller udenfor gjærdet. Og naar honningen er færdig, hvem kan se paa den, hvad der er fra haven og hvad der er fra marken? Og epletræet, det bærer smaa sure epler, der det staar i den magre jord. Men tag en podekvist og sæt imellem grenene. Da vaagner stammens hemmelige kræfter, og træet faar en liflig frugt.

Saaledes skal vi staa paa hjemlig grund, men ikke være ræd det fremmede. Vi skal nytte det, som bien nytter markens honning, og det vilde epletræ nytter podekvisten fra de varme lande. Først da blir et folk sterkt, naar det bruger den kraft som det har, og ikke er for stolt til at laane den kraft som det savner.

Men, siger digteren, kanske nogen vil mene, at jeg bare ser feil? Er her da intet at glæde sig over i Norge? Næringsveiene trives, vi har storting, sølvverk og trælast. Og vort pengevæsen er i orden. Ak, jeg ved nok, at vinteren giver herligt føre, og at det er godt for tømmeret. Jeg ved, at vi har fisk og malm. Men her er nød alligevel. Her er lurvet og raat. Slagsmaal, og ikke kamp. Her er ingen skjønhed, her er koldt, her er ikke til at holde ud for den som har finere evner. Det er som at være lænket til den nøgne klippe. Mangen en har da ogsaa revet sig løs. Men først naar verden der ude taler om hans storhed, først da begynder han at blive skattet her hjemme.

Men én gang vil det blive anderledes.

Her er spirende kraft i Norge, skjønt lemmerne endnu er lamme. Dagen er ikke kommet, natten er ikke forbi. Vi har dæmring. Slegten ligger halvt i blund, øiet aabner sig og lukker sig igjen. Men dagen skal komme, folket skal blive helt vaagent, kraften skal udfolde sig.

O, som en yngling blussende og kjækskal ætten vokse bag de høie fjelde,naar mangen jette synker hen af ælde,der nu staar rank og truende og fræk.191Paa røde val og paa fregattens dækdens arm skal minde om normanners vældeog lade sagabogen atter meldedet gamle heltenavn for seir og skræk.

* * *

Da Norges dæmring var kommet til Bergen, gik en bergensk madam hen til Welhavens mor paa gaden og sa: «Det er en pen søn De har, han spytter paa sit eget land!» Og Welhavens mor gik hjem og graat, og syntes han kunde ladt det være. Da kom Lyder Sagen, hendes søns gamle lærer: «Eg vilde ikje græte, hvis eg hadde en søn som hadde skrevet en slik bok. Eg vilde gaa paa høge hæler.»

Men de færreste mente som Sagen; de fleste sa med madamen: «Det er en pen søn, han spytter paa sit eget land.» Aldrig har det i Norge, hverken før eller siden, været et sligt raseri over en bog. Paa flere steder blev den brændt 17de mai, og efter hvad Welhaven selv beretter, var det paatænkt at overfalde og mishandle ham paa denne frihedens dag. «Politiet opsnapped en træl, som var leiet til at gribe mig. Mine venner bad mig indstændig at forlade byen, men jeg kjendte min pøbel altfor vel, og jeg havde fast besluttet just denne dag at gaa dem under øine. Jeg gik da ud mellem skrigerne, og man glodde paa mig, stak hovederne sammen og sa: «Der er han!» —

Men høsten efter, da han kom tilbage til Kristiania fra et besøg i Kjøbenhavn, blev han forfulgt med stenkast opigjennem Kristiania gader.

Vi fordømmer pøbelen, men vi forstaar harmen. Welhaven havde ikke havt øie for hvad der nu foregik i hans folk.

Det er sandt, at der ikke var udrettet synderligt i Norge fra 1814 og til det aar da Welhaven skrev sit digt. Men det er ogsaa vist, at folket nu begyndte. Han havde ret, naar han sa, at det var vaar. Men den første 192begyndelse til en norsk vaar er ikke netop vakker. Elvene kommer lig blaasur melk ovenfra bræerne, gule og tykke er de længer nede. De tager jord med, de river trær omkuld. Flommen velter frem og ødelægger, skogen staar i vand, der er ikke grænser og greie paa nogen ting. Og der hvor det er nogenlunde fremkommeligt, er det dog seigt og ekkelt at gaa i leren. Først længer frem blir det stilt og blankt, saa en kan sidde rolig under løvtrær og høre fugler synge.

Det er sandt, at der var raaskab og styggedom. Men det er ikke den fulde sandhed. Der var ogsaa kjærlighed til frihed, og vilje til at ofre for den.

Der var pøbelagtighed i det offentlige ordskifte. Peder Solvolds blad, Statsborgeren, skrev ofte skamløst om embedsmændene. Men uroen i folket og den politiske rørelse var ikke derfor til at se fornemt paa og til at blaase af. Det er sandt, at der var meget snak om norskhed, og at der nok var dem som vilde stænge sig ude — ialfald fra Danmark og jyderne; men den navnkundigste af norskhedsmændene vilde ikke stænge sig ude fra Europa. Han læste de store landes verker, hans tanker fløi ud som bierne for at samle honning langt udenfor gjærdet. Men det er ogsaa visst, at han likte sig godt hjemme. Han hørte selv vaaren til. Han var ikke kuldskjær, han som baded sig i Mjøsen mens isstykkerne flød omkring ham; han var uvøren, han som sprang af baaden og svømte i land. Hans første digtning var voldsom og ubændig som vaarflommen, og det var vanskeligt at faa greie paa den. Det skulde baade et skarpt og et kjærligt øie til at se, at disse brusende vande en gang vilde lægge sig og synke, og at der vilde stige grøn og rig og frodig jord op, saa det med en gang blev anderledes i nybygger-landet.

Welhaven saa ikke, hvad der vilde komme; han saa hvad der var, og det oprørte ham.

Wergeland var glad i at bygge, bygde sig hus paa hus; flytted døende ind i et som ikke var færdigt. Han 193trivdes netop i et land som var et nybygge. Alle de plager som fulgte med, tog han som oftest med godt humør. For ham var det friskt og frit. «Fortræffeligt at leve i kamp, naar man bare har neb,» siger han. Welhaven var just heller ikke ræd for kamp. Sligt et slag lige i ansigtet paa sit folk som det Welhaven gav i Norges dæmring, har ingen anden nordmand vaaget at give; men han syntes, at det de slos om og strævde med, de andre, det var saa smaat. Han havde saa lidet sans for al denne nybyggingen, for stortingsdebatter og næringsveie. Han havde vist aldrig flyttet ind i et ufærdigt hus.

Han havde en eneste ting som var ham rigtig kjær, og det var kunsten; men kunsten havde haarde kaar og liden plads i nybygget, som rimeligt var, og det er hans ære, at han har ropt det ud over landet. For folket maa ikke tro, at slig skal det være. Det er ikke nok, at der brydes malm ud af berget og hugges tømmer i de store skoger; at jorden dyrkes og havet pløies. Der maa ogsaa være nogen som fortæller, hvorledes det norske folk tænker og føler, fortæller det i bøger, i toner, i malerier. Det norske folk skal kjende sig selv; verden skal kjende det norske folk. Det er sandt, at vore skibe fører flagget over alle have. Alligevel er det ikke meget de ved om os der ude i den store verden. Norske børn lærer i skolen om de store lande, men de store landes børn lærer lidet eller intet om Norge. I Europas storbyer, hvor det er størst oplysning og dannelse, og hvor det er vigtigst at være kjendt, hvad er det som udbreder Norges navn der? Det er navnkundige norske videnskabsmænds arbeider, det er Bjørnsons, Ibsens og Jonas Lies bøger, det er Edvard Griegs toner, det er Gudes og Werenskiolds malerier. Den norske digtning er ikke længer en haandfuld bøger som kan tages under armen; norske verker er oversat paa alle dannede nasjoners maal. Vi skulde nu vide, hvad det er værdt, det som Welhaven stred for og længted efter. Det er ingen nu som vil brænde hans bog. Vi vil snarere «gaa paa høge hæler» og være stolte af ham, fordi han var saa djerv en nordmand, at han vaaged sig ud og ropte et varselsord, som vel fortjener at høres den dag i dag:

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen IV.

194De nøgne fjeld som vender mod havet, det vilde og det stridige, det er ikke hele Norge; de lukkede daler med sin rige vekst, de hører ogsaa til. Sjømanden, handelsmanden, bergmanden, bonden, embedsmanden, stortingsmanden, de er ikke hele det norske folk. Den stille tænker, videnskabsmanden, digteren, maleren, tonekunstneren maa ogsaa være med.

Den norske grundlov kjender ikke adel eller arvet forret; ingen stand skal have forrettigheder fremfor de andre eller føle sig større. Nei, ingen stand. Hvis videnskabsmanden eller kunstneren tænker: Det er mig, mig alene, det kommer an paa; høi og korn, fisk og malm og trælasten som flyder i elvene, og sjøfolkene og arbeiderne, og stortingsmændene som kjekler om politik, — alt det kan være godt og vel, men det er endda noget tarveligt alt sammen, det er ikke det det kommer an paa. Hvis han mener og taler saa, er han blind. Tænk dig Norge uden næringsveienes rørelse, uden det travle liv paa jorderne, uden de tusender af baader ved fiskeværene, uden øksehugg i skogene, uden kjække folk i fløtning og flom, uden sjøgutter paa langfærd, uden bergfolk i gruberne, uden mænd som modig siger sin mening i tingsalen, — hvad er saa landet? Et livløst land. Men dersom den næringsdrivende mand og politikeren siger: Videnskab og kunst, det er visselig noget priseligt og høit og deiligt for land som har raad; men det er ikke det det kommer an paa for et fattigt folk som det norske; dersom de taler saa, da er de blinde. Tænk dig Norge uden de navne som nu klinger ud over verden. Tænk dig alt det borte som er skabt af kunst siden Norges dæmring, hvad blir det saa? Et raat nybyggerland, hvor den som længter efter det vakre maa forkomme; et næsten ukjendt land for verden. Nei først naar alle faar være med og gjøre sin pligt og sin tjeneste — lig lemmerne paa det menneskelige legeme, — da først blir der et folk, helt, levende, og sundt.