Læreplanatlas
Fjerde DelWergeland og Welhaven.

43. Henrik Wergelands ungdom.

182

Det er sogneblod i ham. Ætten er fra gaarden Verkland i ytre Sogn.

Vi har hørt om hans far og om hans hidsige taler paa Eidsvold i 1814. De første Nikolai Wergeland præked for, var sauene i Laviks prestegjeld. Der gik han og gjætte for en presteenke. Der steg han høit paa stenen og præked, saa det hørtes lang vei.

Nikolai Wergeland var i begyndelsen af aarhundredet prest i Kristiansand. Det var fra denne by han blev sendt til rigsforsamlingen. Her blev han glad i Eidsvolds natur, søgte siden prestekaldet der og fik det. Henrik var da en otte-ni-aars gut. Han er født den 17de juni 1808.

Østlandets rige, aabne og frodige natur fandt han saaledes om sig i en tidlig barndom, og han blev aaben og frodig som den. Han slegted ogsaa paa sin lyse, milde, varme mor; hun hørte til en dansk slegt som i over to hundred aar havde været bosat her i landet. Men det hidsige sogneblod var altid færdigt til at bruse frem. Som voksen mand kom han ofte til at minde om Sognefjorden, 183der den ligger blank og rolig den ene stund, og skummer og koger i den næste.

Urolig og skøieragtig var han i sine gutteaar. Derfor likte han ikke at bo nede paa Akershus fæstning, hvor det var volder og vagt og klokkeslæt og en streng general.¹ Han fik da lov til at flytte til en handelsmand i Lakkegaden; der var hverken vagt eller vold.

Som student tured han — og tured vildt. Han var en vennesæl kar, som samled kamerater om sig. Røslig og akselbred var han; høiden ni og seksti tommer. Han skildres ellers saaledes: «kindskjeg; lyst gult haar, strøget glat til siden; briller med sterke rammer; stort sort halstørklæ, grøn frak med høie opslag, høit opknappet i halsen Han var lyslett, havde skjær hvid hud, frisk og rødmusset farve i kinderne; næsen var noksaa stor, øinene graa eller graablaa. Lidt storlemmet var han, men hovedet temmelig lidet. Han havde et eget kast med det, et eget glimt i øinene. Blikket gik halvveis til veirs over brillerne.

Henrik Wergeland.
Henrik Wergeland.

Han var ligefrem og djerv, men meget urolig; ligned i sit ydre en landmand, en møller eller en driftig verkseier som kom fra sit bruk og havde levet en hel del af sin tid i frisk luft. Grønt var hans yndlingsfarve, nelliken hans yndlingsblomst.»

Hjemmet paa Eidsvold var hans stadigste opholdssted. Her var han ikke bare i alle ferierne, men ogsaa ellers i lange tider af aaret. «Jeg ser og hører ham endnu,» skriver hans søster Camilla Collett, «naar han kom i tre sæt ned over trappen og fór sagte fløitende og i dansetakt igjennem stuen, med den evig blomstrende nellik i knaphullet.» Han bodde i et værelse som hedte «Grevens kammer», og blev 184kaldt saa, fordi der en gang i længst forsvundne dage havde bod en halvt forrykt adelsmand. Foran sit bord havde han en barkstol, en tiurfjær til pen, udenfor vinduet en vindharpe, i en krog en hovedskalle med en blomstrende tornebusk over. Paa muren havde han malet en legemsstor dansende neger, fordi de sorte tror, siger sagnet, at naar de under sang og dans styrter sig i flammerne, kommer de tilbage til sit fædreland. Midt paa væggen hang en vældig grundlov, vogtet af to kjæmpeskikkelser i døledragt med biler og øks. Fugler flagred løse omkring; friske og levende ormer havde han i glas. En gammel kanin

«enøiet, trebenet, fiolblaa og fin»

hinked omkring mellem mose og stener og løvbusker. Paa bordet raged en uhyre kvast af vilde blomster op af et gammelt drikkehorn.

Fra dette forunderlige kammer, hvor naturen ligesom var flyttet ind mellem fire vægger, sendte han en flom af digte ud i verden.

Alt i skoletiden havde han begyndt at digte. Han skrev en hel roman om portugiserne i Indien; hans kamerater fortæller om tykke manuskripter, vel indbundet. Men hans barndoms digtning spaadde ikke stort, og heller ikke de første ungdomsaar. Saa kom han med én gang, braat og med rivende fart, — svulmende som en østlandsk elv efter snesmeltingen, vild og mægtig som Sognefjorden, naar den med én gang topper sig i storm; higende og urolig som den, higende og urolig som det norske folk, med evner som strider for at bryde sig vei, og med en urokkelig tro paa disse evner. Men han vilde ikke bare digte, vilde ogsaa øve borgerlig daad, oplyse folket, være en mønster-nordmand, tarvelig og haardfør, som spiste hestekjød og bjørnekjød og klædde sig i vadmel; uvøren som han var, tog han lange svømmeturer i Glommen og Dramselven, hopped i Vormen med fulde klær, svømte i land ved siden af sin hest, baded mellem isstykkerne i Mjøsen. Han brydde sig ikke om at leve længe, men virksomt og sterkt. En gang talte han med en mand, som kom til at nævne, at han var over 40 185aar. «Fyrti aar!» ropte Wergeland; «naar det er kommet saa langt med mig, suser vinden i græsset paa min grav.»

Hans død kom tidlig; hans liv blev kort, men virksomt og rigt paa kamp.

I denne kamp er det et navn som er saa fast knyttet til Wergelands, som beltespænderne er knyttet til hverandre naar de slaas. Det er navnet Welhaven. Begge er de stridige nordmænd, ellers forskjellige i alt. Kampen begynder, da Wergeland har skrevet sit vældige og uklare ungdomsdigt: Skabelsen, mennesket og Messias. Da slynger Welhaven ud sit digt:

«Hvor længe vil du rase mod fornuften?»

Siden slaas de paa vers i studentersamfundet. Welhaven fremholder saa i et helt skrift, at Wergeland er umulig. Eidsvolds-presten forsvarer sin søn. Studenterne staar delt i to samfund; det hele folk blir kløvet i to fiendtlige leirer.