Nils Stockfleth var en prestesøn fra Kristiansand. Hans far døde i sit kald: Han var gang paa gang om bord paa en fransk orlogsmand for at se til de syge; saa fik han sotten selv.
Nils var 7 aar gammel den gang. Det var hans første barnelærdom dette, og han husked den; han sparte ikke livet. Den gang var Danmark og Norge forenet. Stockfleth blev student og bodde i Kjøbenhavn. Siden blev han offiser. Han var med i den krigen som skilte Danmark og Norge.
Da krigen var slut, kunde han have faat god forfremmelse i den danske hær. Men han var nordmand. Det merked han bedst nu, da Norge havde sagt sig fri og trængte modige mænd. Han reiste did op, men da han kom frem, var der ikke brug for hans arm længer; sit mod og sit hjerte fik han dog bruge. Han blev prest — prest langt nordpaa, hvor ingen vilde være, i Vadsø i Østfinmarken. Der var tre kirkesogn, som just ikke skal være af de letteste, og saa maatte han sørge for tre andre ogsaa, fordi de ingen prest havde vest for Vadsø. Mage til tungvint embede skulde en lede efter verden rundt. Og naar han havde slit sig frem over hav eller hei, saa kom han mangen gang til mennesker som ikke kunde skjønne hvad han præked, uden 176havde tolk; der var jo baade finner (lapper) og kvæner der oppe. Stockfleth vilde ingen mellemmand have; han vilde lære finsk selv; men der var saa godt som ikke bøger paa finsk; en maatte lære det i telt og i gamme, og en 600 kilometer kunde han have til de skolestuerne — i storm og sne. Men reisen til det som ret var, faldt aldrig for lang for Stockfleth, og han syntes det var ret, at det blev gjort noget for finnerne nu. Lige ind i det 18de aarhundred havde det været finner som stundom ofred til sine gamle hedning-guder. Saa præked Tomas Vesten for dem. Han er finnernes første navngjetne apostel. Stockfleth blev den anden.

Han var som skabt for det: nøisom og seig, modig og varm, stø og sterk. Men skulde han naa hvad han vilde, saa maatte han ikke dele sig mellem finner og nordmænd.
Skulde han blive deres mand helt, saa maatte han længer vestpaa. Han tabte mange hundred daler paa det, og det var ikke greit at klare sig med 200 speciedaler om aaret. «Hvad siger du?» sa han til sin kone, — han var gift med en prestedatter fra Valdres «Jeg er færdig,» svarte hun; «posten gaar i morgen. Gud hjælper os vel» Dagen efter søgte han om Lebesby, vest for Vadsø.
Og saa drog de omkring mellem finnerne, disse to, sommer og vinter, i baad til vands og i baad til lands, — for den slæden eller pulken som de bruger der oppe, er som en liden trang spids baad den ogsaa.
Man snakker der oppe i Finmarken om elvefinner og sjøfinner og fjeldfinner; det var fjeldfinnerne som talte det bedste finsk. At komme op i selve fjeldet til dem, det havde Stockfleth længe stundet paa; men det kunde ikke blive før i februar 1828, to tre aar efter at han var kommen til Vadsø. Da kaldte han fjeldfinnerne sammen, de som var paa finnetinget i Polmak. Nu maatte han gaa i skole hos dem, sa han; hans hug havde længe staat til dem. Dagen efter kom en fjeldfinn ind til ham: «Er det dit alvor, at du 177vil til fjeldfinnerne?» — «Ja.» — «Ved du, at det er hunder i teltet?» — «Ja.» — «Skal fjeldfinnerne for din skyld jage disse hundene ud? de kan ikke være dem foruden.» Nei, de skulde ikke jage dem ud. «Mange af hundene er vonde mod fremmedfolk. Er du ræd for dem?» — «Nei.» — «Ved du, at det er ikke ro at faa i teltet hverken nat eller dag?» — «Ja.» — «Ved du, at du kan komme til at blive alene i teltet?» — «Ja.» — «Vil du spise hvad ulvene har revet i stykker eller dræbt?» — «Spiser du det?» — «Ja, vi er jo nødt til at spise det, men du?» — «Jeg spiser hvad fjeldfinnen sætter for mig,» svarte han.
Den første kvelden i reiseteltet var det kanske lidt strengt; lidet og lavt var det, saa en fór opigjennem røghullet, naar en stod i midten. Han sad snørende trangt paa stengulvet med benene korslagte opunder sig, for ikke at faa dem stegt paa peisen; han var hed paa den ene siden og kold paa den andre; og ret som det var, maatte han stikke ansigtet ned i sneen mellem riskvistene, eller hovedet ud under teltvæggen, for at svale sig; men finnerne syntes det var deiligt, og takked Gud for godt og varmt hus. De kjendte nok det som værre var: at staa paa fjeldet en stormnat, naar telt ikke kunde reises, lye efter ulvene, og holde paa renene, som vilde rende sin vei.
Stockfleth tog bog og blyant.
«Presten skriver,» hvisked finnerne. Og saa skrev presten op ordene som han skulde lære, — stansed bare lidt, naar rensdyrkjødet blev hugget, og alle kasted sig over hverandre, for at han kunde faa plads, han som skulde hugge, eller naar gnister og fliser fløi i synet paa ham fra det flammende baal.
Og da de havde spist, og bønnen og velsignelsen var læst, gav de presten rum, saa han kunde krybe ind i sovesækken. Der laa han nu med bjørneskinds-kraven under hovedet og teppe over ansigtet, at det ikke skulde fryse væk i den brændkolde natten. En finn la hovedet sit paa sækken og sov i hans fang, — og slig laa de, hoved efter hoved i naboens fang, mens kroppene krøkte sig mod ilden. Smaat om senn gik den ud. Men presten tog teppet fra
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV
178ansigtet og saa paa de sovende finner, og paa stjernerne, som stod over ljoren, og paa nordlysene, som bued sig der oppe paa himmelen. Saa syntes han de gik ud smaat om senn, de ogsaa. Da han vaagned, havde finnen som laa i fanget lagt teppet over hans ansigt. —
Ja, presten skrev; han skrev i baad og i gamme, i telt og i stue, paa fjord og paa fjeld. Han skrev til kirkestyret, at han maatte reise ud af landet for at snakke med lærde mænd, — og han kom ud. Han skrev til stortinget og bad, at de skulde lukke bibelen op for finnerne og lade dem faa bøger i sine fædres maal. Og han oversatte af bibelen og brændte det, oversatte og brændte det; for han syntes ikke det var godt nok.
Han skrev til kongen, om han kunde faa afsked fra Lebesby og løn i otte aar, saa at han af alle sjæls og legems kræfter kunde arbeide for finnerne og deres sprog, — og altid skrev han slig, at han blev hørt. Han var i Sverige hos lapperne der, for at høre hvorledes sproget blev snakket hos dem. Han var i Finland, for at lære at kjende kvænerne i deres eget land. Han var hos den navnkundige Elias Lönnrot, som har samlet Finlands fagre folkesange, som gik paa sin fod fra bygd til bygd, med skreppen paa ryggen og fløiten i lommen, og tigged viserne sammen, — som vandred i vildmarken og mellem halvvilde folk, — som kasted sig i elvene, hvor det ingen bro var.
Og efter hvert som Stockfleth syntes det var brugeligt, det han havde gjort, kom hans finske bøger: læsebog og katekisme, bibelhistorie og forklaring, sproglære og ordbog, hele det nye testamente, og mange flere. Det var et karsverk, naar en ved, at han saa at sige maatte lage skriftsproget og begynde med bogstaverne.
Det blev glæde paa finnerne, da de fik sine egne bøger, og var det nogen som studsed lidt, fordi det var nyt, saa tog presten det med sit gode lynne. Han kom til Karasjok 179en vinterdag i 1841. «Vi vil ikke have dine bøger,» var det flere som sa. «Vil I ikke have bøger i eders eget sprog?» — «Jo, men ikke dine, ikke dine latinske bøger!» — «Hvad ondt har da de smaa uskyldige bogstaverne gjort?» spurte han en anden gang.
«Ingenting, men vi er enfoldige folk.»
«Jeg har ikke før vidst, at Karasjok-folket var enfoldigere end andre.»
Det bed. «Kjender I den gamle medhjælperen i Seida?» spurte han igjen. «Skulde vi ikke kjende ham? han er jo her fra Karasjok,» svarte de. «Baade han, gamlingen, og fosterdatteren hans, og den jenten som ligger til sengs, og mange flere i Seida læser latin som en student,» sa presten og lo, og saa gik han sin vei. Søndagen efter kundgjorde han, at han vilde holde høimesse, aftensang og aftenbøn. De kom til aftenbøn; men til aftensang var det ingen. De sa, at de vilde ikke komme til aftensang; de vilde ikke have noget nyt paafund. «Vil I ikke komme til aftensang, kan I jo lade være,» svarte han og lo igjen; han kjendte dem, og han vidste at han skulde faa dem i kirken endnu oftere. Et par dage efter var flere af dem inde i stuen hos ham; han tog en kasse lys frem og stelte med den. «Saa mange lys brænder du vel ikke i Karasjok?» sa en.
«Jo, det gjør jeg; selv trænger jeg mange, skolen ogsaa, og kirken ikke mindst; der skal jeg have fuldt lys tre ganger hver søndag.» — «Tre ganger?» — «Ja, høimesse, aftensang og aftenbøn, det er jo tre ganger.» — «Men du har jo sagt, at det ingen aftensang skal blive?»
«Nei, det har jeg ikke sagt.»
«Hvad har du sagt da, kjære prest?»
«Jeg har bare sagt, at hvis I ikke vilde komme til aftensang, saa kan I lade være.» — «Men saa blir det jo ingen aftensang?» — «Jomen gjør det saa.» — «Vil du da holde aftensang, naar ingen kommer?»
«Det er en som har sagt, at han vil komme.» — «Vil du da holde aftensang for den enes skyld?» — «Ja, det vil jeg.» — «Hvem er da denne ene?» spurte de, og han saa, hvor de gotted sig, fordi presten bare skulde have en eneste 181til at høre paa sig. Da svarte han, uden at lægge vegt paa ordet, men rolig og tilfreds: «Ibmel» (Gud). Det blev tyst og stilt. En for en reiste de sig, bukked og gik. Men ved aftensangen havde han siden fuldt hus, og de bad ham skrive til kongen og sige, at alle prester maatte holde aftensang.
180
Reiser i alslags veir og uføre slét paa Stockfleths helse. Men ingen var værre end den fra Varangerfjorden til Kautokeino, aaret før han skulde slutte i Finmarken. Den gjorde ham ogsaa vanfør for resten af hans dage. Han var da 65 aar.
Han vidste, hvad vei det var — høstens tid og med en daarlig hofte og et daarligt knæ; han vidste, at mellem Karasjok og Kautokeino var det et stykke paa to tre dage, som han syntes det var uraad at klare. Men han vidste ogsaa, at de trængte ham haardt der oppe, og bispen havde sendt brev og bud. Saa fik det staa til. En af de første dage gled han i baaden og gik i elven; det var lige ved land, saa han kom op igjen; men han fik ikke skiftet de vastrukne klærne før næste dag. Siden bar det afsted mørke høstkvelden ud over de lange elvestrykene, saa vandet sprøited ind over baaden, og den holdt paa at synke. De maatte ud og søge til lands, hoppe fra sten til sten i det fossende elveløbet. Men værst var det paa slutten, da han vassed i myr og i bjerkeris hundred kilometer. Da daaned han gang paa gang. Med saare og svulne fødder drog han sig frem gjennem de vinterkolde bækkene eller traakked i den tynde is paa myrhullerne. Men han var vant til at slite vondt i ødemarkerne. Naar han havde slæpt sig frem om kvelden, saa han ikke var god for at flytte en fod mere, kvikned han til igjen ved baalet, og syntes der var godt i ørkenen og hos ørkenens Gud.
I 1853 tog Stockfleth afsked, i 1860 sendte han ud en bog om sit liv i Finmarken; — da gik han med krykke og stok. Men han misted ikke reisningen for det. «Hoften kommer ikke mig ved,» pleide den kjække krøblingen at sige, «det blir doktorens sag.»
182Han levde med sine smerter og med sit sunde lyse sind til opimod de otti aar. Han bodde i Sandefjord. Inde bag den lille fjord hvilte han paa sine gamle dage, mens krykke og smerter mindte ham om fjeld og sjø der nordpaa; baadflagget fra Finmarks-reiserne havde han bag sig paa væggen i lysthuset. Han døde i 1866. Sidste dagen bad han sin hustru læse fadervor. Hun kunde ikke rigtig faa mælet med. Da sa han høit: «Sara, husk at du er en prestekone!»
Ved udgiveren.