Læreplanatlas
Fjerde DelAf Klaus Frimann.

41. Professor Dahl.

Af Andreas Aubert. Med to billeder

167

En ung kjæk bonde har en gang fortalt mig om en fodtur han havde med en student:

«Det var en solblank dag, vi gik op igjennem en af fjelddalene. Som vi gik under en li med bergnabber, engslaatter og skogsnar, stansed følgesvenden min og pegte op i lia: «Nei se den bjerka, — saa den glitrer op mot berghammeren!» Jeg saa op, did han pegte: bjerka skalv i løvet, glitred i solen som en bringesølje. Da var det første gangen jeg tænkte noget ved det — jeg saa bjerka var vakker.»

Denne bonden kunde nævne dagen da han lærte at se — se at Vorherres jord er fager, at lien er vakker med gran og med bjerk op mod himlen, som lyser blaa med hvide sommerskyer. Og slig gaar det med os alle sammen — om vi ikke netop kan nævne dagen. Vi lærer at se paa Vorherres grønne jord med aabne øine, og med tanker, — ikke bare som hesten og kua.

Det er et fagert land vi har, et af de fagreste paa jorden — selv om det er fattigt og ligger langt mod nord. Hele verden ved det nu, og kommer hid i tusendvis for at se det.

168Men de som har vist dem veien, de som har lært os alle sammen rigtig til gagns at se, hvor vakkert landet vort er, det er malerne og digterne. De har været det samme for os som studenten var for den unge bonden.

For det er ikke til alle tider at Norge har gjældt for sligt framifraa fagert land. Det var en tid de syntes, at alle disse steinene var bare stygge. Gamle Holberg fandt Danmarks kornrige sletteland mange ganger vakrere end Norges fjeld.

Men hundred aar efter at Holberg drog ud i verden, sendte Bergen en anden nordmand ud, den første som viste verden, at Norge var et fagert land. Det var vor første store landskabsmaler, Johan Kristian Dahl.

Far hans var en gaardmandsgut fra Evenvik ytterst ude ved Sognefjorden, — i det samme prestegjeldet havde far til Henrik Wergeland gaat og gjætt som smaagut.

Men han fik hug til at se sig om i verden, og blev sjømand. Det gik ikke rart: han endte som en fattig baadmand ved Bergens brygger, som levde af at sælge fisk og sætte folk over Vaagen.

Han havde en stor barneflok: fem gutter og en jente. Den næst yngste gutten var Johan Kristian.

Han har selv fortalt om sin barndom. «Et gadegutliv i god forstand, med lidt skoleundervisning, var vor første dannelse. Dog mine forældres gudfrygtighed og fornuftighed havde et vaagent øie.» — «Men hvad kunde en vente af en undervisning for tre skilling ugen?»

Men saa var der en snild klokker ved Domkirken i Bergen, Andreas Kierumgaard, en gammel raring for resten. Han tog Johan til sig, da han var blit en 7—8 aar, og lod ham faa gaa paa en liden skole han havde; hele skolen var bare seks barn. Fra nu af var det slut med det friske gadegutlivet paa torvet og ved bryggen. Han fik ikke lov til at være sammen med andre gutter, fordi han kunde smittes af verdens fordærvelse. Han fik ikke lov til at skyde, for det var farligt, og heller ikke til at bade, for det var «uanstændigt».

169«Kierumgaard elsked den grønne farve. Til styrkelse for øinene bar han grønne briller, havde grønne vægger og grønne rullegardiner o. s. v. Men sin kjærlighed for «haabets farve» drev han dog vel vidt: i hans skole bekom børnene græsgrønne bukser.» — «Det smagte mig ikke,» skriver Dahl. «Dog var jeg jo et haabefuldt barn, ikke sandt?»

Kierumgaard bodde i et hus i Domkirkegaden med have til. Her listed Johan sig ud, og kunde staa hele halvtimen og stirre paa den samme flek. Han spytted ind i spindelvæven, og edderkoppen kom og trodde det var en flue. Eller han stod og hørte paa domkirke-klokkens slag, eller paa tordenen som rulled mellem fjeldene. Til andre tider kasted han sand-raketter op i luften, eller laged dammer naar det regnte. Han kunde staa hensunket i længsel og stirre op mod berghamrene over byen, op mod Endregaarden der oppe, hvor han fanged sommerfugler, naar han var fri. — Men saa lød Kierumgaards røst: «Johan! — du maa bestille noget,» og han maatte ind igjen til bogen og til penneskaftet.

Havde det ikke været at Dahl var saa flink til at tegne, havde Kierumgaard sikkert ladt ham læse til prest. Han var knapt fire aar gammel, før han rabled alle slags figurer med krid. Og siden, hos Kierumgaard, tegned han med pen og blæk alt det han havde set ude, eller ogsaa billederne som han kjendte fra søster Margretes salmebog, alt sammen ud af hodet. Og af malergutterne fik han lidt af den tyndeste oljen som flød ovenpaa malerbøtten; med den prøvde han at male billederne, slig som han husked dem fra Domkirken eller fra andre steder.

Da Johan havde fyldt sit femtende aar, satte Kierumgaard ham i lære hos en malermester. Han skulde tjene hos ham i seks aar for kost og hverdagsklær. «De finere søndags- og svendeklær» skulde han skaffe sig selv ved venners hjælp og sammensparte lommeskillinger. Her havde Johan 170en haard og slitsom tid. Han bodde daarlig — paa et loftskammer med utæt tag, saa det kunde ligge sne paa sengeteppet, naar han vaagned om morgenen. Og han maatte rende som et pak-æsel for mesteren og for dumme og raa læregutter.

Men det varte ikke længe, før han fik male det ene «fine dekorationsarbeide» efter det andre. Mesteren sendte ham i vei for at male «dørstykker» rundt i husene. Ofte maatte han selv finde paa det han skulde male. Det snapped han op under veis paa gaden. Et ligfølge som gik forbi, brugte han som billeder over to dører, over den ene døren den rige mands ligfærd, over den andre den fattige mands ligfærd. Eller han malte torvet, bryggerne og havnen, lige til et sjøslag ude i Bergensfjorden med engelskmændene i 1808.

Ved latinskolen i Bergen var det en lærer i morsmaal som var svært glad i digtning og kunst. Du har vist hørt ham nævne: Lyder Sagen, han som var lærer for Welhaven. Han fik se Johans tegninger, og skjønte at dette maatte være en ualmindelig malergut. Da de lærte hverandre at kjende, kunde Dahl vel være omkring en tyve aar. Men han var saa undselig endda, at han knapt vaaged sig til at se paa dem han skulde tegne. En gang han skulde male et lidet billede af sin nye ven, maatte Sagen gang paa gang sætte mod i ham: «De maa se paa mig, og det døgtig!»

Endda saa sent som ved denne tiden vidste han ikke, at det var mænd i verden som drev kunsten som sin egentlige livsgjerning, — han trodde det var bare væggemalere som gav sig af med sligt. Men Lyder Sagen talte med ham og gav ham bøger. Nu gik det et nyt lys op for ham. Han skjønte det var noget stort det — at være kunstner.

Hjemme i Norge kunde han ikke ved de tider lære noget større. Derfor fik Lyder Sagen samlet penger til 171ham hos snilde folk i Bergen. I 1811, mens de engelske krydsere stængte havnene, reiste han med en tørfisk-skude langs kysten til Gøteborg og videre til Helsingør. Fra Helsingør til Kjøbenhavn kjørte han som «blind passager» — med friskyds paa bukken af en postvogn.

«Bjerken i storm.»
«Bjerken i storm.»

172Først femten aar efter — i 1826 — saa Dahl Norge igjen. Da var han 38 aar gammel, professor i Dresden, gift med en tysk adelig dame, og far til tre børn. I velkomstsangen — under musik og dundrende kanoner — kaldte Lyder Sagen ham «Europas første landskabsmaler». Han var ialfald én af de største, én af de mest navngjetne.

Men han havde ikke glemt sine egne. Hele tiden havde han sendt penger til sine forældre, som paa sine gamle dage havde faat et hjem i «Sjøfarendes fattighus.» Der var hans far død tre aar i forveien; han var blind paa det sidste. Men sin gamle mor fandt Dahl i live. Det første han skriver til sin hustru fra Bergen, det er om besøget paa «Sjøfarendes fattighus»: «Jeg er overrasket glad ved endnu at finde min gamle skjælvende mor, som næsten blev ude af sig selv af glæde. — Hun har med alle sine skrøbeligheder et temmelig muntert sind. Dog vil hun neppe leve længe, fordi hun ikke godt kan gaa, og nu er hun over 70 aar.»

Sidste dagen før han reiste, var Dahl oppe hos hende og sa farvel — for alle tider. Med det samme tog han en tegning af hende. Hun sidder i sengen, støttet paa den høire albuen, med sammenlagte hænder, og ser alvorlig frem for sig, med ansigtet furet af rynker paa kryds og tvers, men med vakre og fine træk ligesom sønnen.

Saa som hun har glædet sig ved at se ham! Sønnen sin har hun forstaat, om hun ikke har skjønt sig paa billederne hans. Hans varme hjerte har hun forstaat, hans kjærlige trofasthed, som havde varmet hende aar efter aar. Og hans ry — ogsaa det har hun forstaat. Men hans kunst har hun været for enfoldig til at skjønne. Da han en gang havde sendt hjem et stort prægtigt landskab fra alpedalene, tog Lyder Sagen hende med for at se paa det. Hun stod længe og saa paa billedet, og saa sa hun glad og fornøiet: «Og se den rammen — den rammen!» — «Ja den har naa ikke sønnen Deres gjort,» sa Sagen. — Da var det ligesom hun ikke var saa glad længer: «Aa, har han ikke gjort den?» — den syntes hun nok var det vakreste af alt sammen.

173
Dahl ved sit arbeide.
Dahl ved sit arbeide.

174Dahl døde i Dresden, da han var 70 aar. Han havde bare været fire ganger til hjemme i Norge — fire sommerreiser. Han siger selv, at Norge var som et helligt land for ham, hver reise hjem som en pilegrimsfærd. Og hver gang blev han hilst som en af sit fædrelands bedste sønner. De var stolte af ham: han havde skildret vort fagre land, saa det lyste over verden.

Han har skildret dal og fjord, fjeld og foss, skjærgaard og brænding, lier med glitrende bjerker, og de stille mørke granskogene med brusende elvedrag.

Det er et enkelt billede af ham, som kanske klarere end alle andre viser hans kjærlighed til Norge — Bjerken i storm ude paa stupet over Maabøgaldene:

Det er høstligt. Himlen er mørk med jagende regnskyer. Hver gren vrænger sig, hvert blad dirrer. Men solen sender et mildt smil over den hvide stammen, og over løvet, saa det glitrer.

Ser vi paa denne bjerken med tanker, blir den til et billede paa Norge, paa alt det fagre som gror af Norges fjeldhaarde grund og kjæmper sig gjennem alle stormer — alt fagert i liv, i digtning og i kunst.

Og det var ikke bare i sin kunst — som landskabsmaler — at Dahl var noget for Norge. Han elsked ikke bare landet, men ogsaa folket og folkets minder. Snorre var hans kjæreste bog. Det var Dahl som drog frem Haakonshallen af glemselen, og han talte for at reise domkirken i Trondhjem, disse verkerne som viser at det en gang — i gamle dage — var stor kunst i Norge, og det var han som kjæmped tidligst og taprest for at redde stavkirkerne, noget af det merkeligste vi har fra gammel tid.

Som folket reiste sig igjen, vilde han det skulde agte de gamle minderne — reise det som reises kunde. Og for at vi skulde faa kunst i Norge, fik han sine venner hjemme til at stifte kunstforeninger og grunde et nasjonalgalleri. 175Han glæded sig ved al vekst, ved alt godt hjemme i Norge, derfor har han ret, naar han skriver: «Jeg bilder mig ind, selv her i udlandet er jeg mere nordmand end mange i Norge.»

For læsebogen af Andreas Aubert.