For hundred aar siden saa det ilde ud med kristenlivet her i Norge. Mange prester, især i Akershus, Kristiansands og Trondhjems stifter, forkyndte fra prækestolen den nye lære som i slutten af forrige aarhundred fra Tyskland og Danmark var kommet op til Norge: Jesus Kristus var en stor mand, en stor lærer, hvis liv skulde være mønster for alle. Andet og mere var han ikke. Hans forsoningsdød havde de ikke brug for. Andre prester var det vistnok som holdt fast ved den evangeliske kristendom, men de præked ikke med den kraft og tro som de lutherske prester havde havt i tidligere dage. Det spørsmaal: «Hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve et evigt liv?» holdt paa at forstumme i vort folk. Da stod en bondesøn frem og lod det klinge ud over landet, saa sterkt, saa inderlig, at det hørtes fra landsende til landsende. Og som i apostlenes dage vidned fiskere og bønder, haandverkere og kjøbmænd, om den herre som kjøbte dem med sit blod.
Denne bondesøn var Hans Nilsen Hauge. Han er født den 3dje april 1771 paa gaarden Hauge paa Rolvsø, en ø mellem to armer af Glommen i Tune prestegjeld ved veien til Sarpsborg. Han ligned ikke andre børn, var ikke med i kameraternes leg, men hørte gjerne efter, naar voksne talte om Gud, om død og evighed. Naar han hørte om
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.
162mennesker i gamle dage som havde lidt for troens skyld, saa tænkte han: Vi lever ikke som de, vi taalte vist ikke at lide som de har lidt.
I sit trettende aar var han i livsfare. Med sin far og bror og endnu en tredje skulde han over Glommen i en baad med høi. En af dem faldt ud, tog efter baaden for at holde sig oppe, men kom til at hvælve den. Alle gik i elven. Vel blev de berget, men Hans Hauge først med nød og neppe. Denne stund i dødens nærhed glemte han ikke. Nu vilde han leve for alvor, leve for Guds ord. Men han kvidde sig for at snakke med nogen om alt det han tænkte paa. Han havde det ondt. Saa læste han og bad, og fandt mere lys og fred.
Da han blev voksen og støere i sin kristendom, syntes han, at naar han saa ud over landet, var det et sørgeligt syn. Ødsligt og dødt var det rundt omkring; men han var jo en ulærd mand, hvorledes skulde han kunne vidne om sin tro for alt folket?
Den 5te april 1796 gik han og arbeided ude paa jordet paa sin fars gaard, — Hans Nilsen Hauge var en flink og driftig arbeider. Som han nu sang den salme: «Jesu, din søde forening at smage», og havde sunget det andet vers: «Styrk mig ret kraftig i sjælen der inde», var det som han med én gang kjendte sig løftet op til Gud. Han sansed sig ikke. Han vidste ikke rigtig, hvad der foregik med ham. Han var paa samme tid en sorgfuld synder og Gud nær. «Denne naade,» siger han, «vilde og maatte han gjøre alle mennesker delagtige i.» Og han syntes at høre Guds røst: «Du skal bekjende mit navn for mennesker, saa de kan omvende sig fra mørket til lyset.»
Og det gjorde han fra denne dag. Først for sine nærmeste, saa for sin næste. Han talte med de enkelte, og han talte til de mange. Han skrev breve; han udgav skrifter til den kristne menighed. Han reiste over hele vort land, ja naadde til Jylland, Slesvig og Fyn. Disse reiser falder mellem aarene 1798 og 1804.
Med sit ord og sin person tog han bygd efter bygd; han fik venner overalt blandt dem som hørte ham. Og mange fulgte ham; lærerne fra Smaalenene kaldtes den 163skare lægprædikanter som i Hans Nilsen Hauges spor gik ud over landet. Men presterne og andre embedsmænd stilled sig for det meste imod ham. Mange mødte ham med mistillid, haan og forfølgelse; de fandt, at han brød ind i deres gjerning og vakte strid i menighederne. At holde slige opbyggelsesmøder, sa de, var forbudt i loven, i Kristian den sjettes forordning af 1741.¹ Hans Hauge blev sat fast i alt ti ganger, og én gang dømt til tugthus. Han bar det taalmodig.
Men det var en af landets øverste geistlige som altid tog Hauge og hans venner i forsvar. Det var biskop Johan Nordahl Brun. Derfor havde Hauge paa sine vandringer i Bergens stift altid sine bedste dage. I Bergens by slog han sig ogsaa ned; han tog borgerskab som kjøbmand, kjøbte tre jægter og reiste paa fiske.
Hauge var en mand med sterk trang til arbeide. Det var ham magtpaaliggende at vise, at den kristne ogsaa skal røgte sit jordiske kald, og at det var sværmere, som mente at man kun skal berede sig paa det andet liv. Han hjalp sine venner til at kjøbe gaarder, møllebruk, fiskevær. Han satte fabriker i gang. Eker papirmølle blev grundet af ham, og her blev et hvilested, hvor vennerne tyed hen fra det slitsomme reiseliv.
Fra Hauges reiser skal et par drag fortælles:
Under en opbyggelse blev han overfaldt af en skolelærer, som bandte, skjeldte ham ud og haante ham.
Hauge sa, at Guds ord ikke lærer os at fare slig frem. Da blev skolelæreren rasende, slog til ham, og vilde kaste ham ud, endda det var i en anden mands hus. Hauge bad ham bie, til han fik betalt vertinden for natteherberge. Saa knapped han rolig sin overfrakke og sa: «Det er godt at være velklæd, naar det er koldt, godt at være rustet med 164Kristi kjærlighed, saa jeg kan bede for dem som overfalder og forfølger mig.» Under disse ord stilned den rasende mand. Han brast i graat.
En anden gang havde lensmanden i Aal i Hallingdal sat Hauge fast. Det var natten til en søndag i begyndelsen af 1801. Søndag eftermiddag samled det sig mange i lensmandsarresten; nogen vilde tale med Hauge, andre var nysgjerrige efter at se ham. Lensmanden slap ungdommen ind i arresten og fik en spillemand til at spille op til dans. Lensmands-madámen gaar bort til Hauge og beder ham danse med hende. Hauge svarer: «Ja, hvis jeg faar den slaatt jeg vil have.» Det skulde han da faa. Da sang han:
«Nu bør ei synden meremed magt og herredomudi mit kjød regjere,men daglig kastes om.»
Kjærringen slap hans haand. Saa tog han ordet og talte, talte slig, at somme blev harme over den haan han led, andre graat og ønsked sig som han. De var ikke til at kjende igjen, da de kom ud.
Hauge holdt som kjøbmand ved med sine reiser; men fra nu af drev han ved siden af prækenvirksomhed ogsaa handel; og han fik derved midler til at gjøre vel mod fattige bygder. Bønderne kaldte ham den Guds mand, som kommer med det kjære Guds ord og det velsignede brød. Han kjøbte korn paa østlandet og solte kornet for fisk nordenfjelds, og hvor det var trang, gav han bort. Paa disse reiser kom han helt til Tromsø. En gang fór han over fjeldet fra Ranen til Saltdalen. Han maatte gaa 180 kilometer paa ski; han og hans følge var tre dage under veis, overnatted i sneen, havde barkebrød og lidt kjød at leve af, men det slap op under veis. Veiviseren tog feil af veien, men Hauge havde kompas, og de naadde ved midnatstid frem til den øverste gaard i Saltdalen. Her undte han sig bare to timers søvn. Det var søndag, og han vilde betids til kirken.
165Paa Tromsø vilde ingen tage imod ham. Da holdt han opbyggelse hos nogen finner i en jordgamme; og finnerne stredes om at sidde ham næst. De forstod ikke hans sprog, en tolk maatte oversætte hans tale.
I de syv aar Hauge drog omkring, reiste han for det meste til fods, over 12 000 kilometer i alt, holdt hver dag to til fire opbyggelige taler, skrev breve og bøger. Han vilde arbeide, mens det var dag, han vidste, at ogsaa for ham kom natten, da ingen kan arbeide.
Og den kom.
Høsten 1804, da han just havde gjestet Danmark, blev han sat fast for alvor paa Eker, hvor vennerne havde sit samlingssted og det nye liv sit midtpunkt. Han blev lagt i jern og sendt til Kristiania, og en lang retssag begyndte mod ham. Han havde overtraadt loven af 13de januar 1741, hedte det; han havde i sine bøger og taler lastet presterne; han havde som kjøbmand villet berige sig selv, mens han sa, at han samled i en hellig kasse, som skulde bruges til Guds ære og menneskenes omvendelse. Det var en lang fængselstid; hans sag blev ikke optaget til doms før den 4de desember 1813. Og han led meget i denne tid paa sjæl og legeme. I 1809 slap han fri en stund og fik lov til at hjælpe sit nødlidende land. Det var i de haarde krigsaar, og det var dyrtid i landet ogsaa paa salt; flere havde fristet paa at udvinde salt af tang og sjøvand, men havde ikke faat stort ud af det. Da bød Hauge sig til at faa i gang saltkogerier. Og øvrigheden tog imod tilbudet. Fra februar til oktober holdt han paa med dette. Han fór langs kysten lige til Søndfjord, og det gik godt. Men midt under arbeidet kom det brev til Ekersund og hented ham til arresten, for nu skulde hans sag igjen optages. Og den lovlydige mand mødte. Han havde det ellers bedre nu i sit fængsel, og fra 1811 fik han lov til at bo paa gaarden Bakke ved bygrænsen, som hans bror, Mikkel Hauge, havde kjøbt.
Endelig faldt det dom. Hans Hauge blev dømt til to aars slaveri og sagens omkostninger. Han lod denne dom paa-anke til overdomstolen, som nedsatte den til tusend rigsdalers bøter tilligemed omkostningerne. Hauges formue gik 166med til at dække dette. Han gik ud af fængslet som en ødelagt mand. Hans helbred var nedbrudt; gul og gusten saa han ud; men han var glad og frimodig.

Fra Bakke, hvor han fik i stand møllebruk i Akerselven og udfolded en livlig virksomhed, saa mange fattige fik brød hos ham, flytted han i aaret 1817 til gaarden Breitvet ved Grorud i Aker.
Han reiste nu ikke mere omkring, men levde i rig brevveksling med vennerne og retleded lægmændene. Mange var de gjester som søgte til hans hjem; lægprædikanten blev søgt af landets første mænd. Under stortingstiden i 1815 var ikke mindre end to bisper, to teologiske professorer og femten prester paa én gang gjester hos ham.
I 1824 fik Hauge sin helsott. Den sidste dag han levde, sa han med lav røst til sin hustru og sine venner: «Følg Jesus!» Men kort efter straalte hans ansigt: «Aa du evige kjærlige Gud!» udbrød han. «Han vil vist tage dig til sig nu,» sa hans hustru. «Ja,» svarte han, og bad hende bede med sig; saa sov han hen. Det var den 29de mars 1824; han blev 53 aar.
167For det norske lægfolk har Hans Nilsen Hauge været en foregangsmand; ingen er kommet ham nær i evner og ildnende magt over sindene. Men mange har fulgt i hans spor, og de staar ikke længer i strid med kirkens prester, men gaar haand i haand med dem.
Det tør vel siges, at Hans Nilsen Hauge har modnet vort folk ogsaa for borgerligt samfundsliv. Flere af hans venner hørte til vore første stortingsbønder: Jon Sørbrøden i Smaalenene, Ole Svanø i Søndfjord, Mikkel Grøndahl i det trondhjemske. Det har ikke havt lidet at sige for det politiske liv, at lægprædikanten fra Tune vakte et kraftigt religiøst liv rundt om i vort fædreland.
For læsebogen af V. Sommerfelt.