37. Kristi himmelfarts dag.
Min harpeleg om Oljebjerg istemmer,det kjære sted, hvor jeg al jordenglemmer,og staar og stirrer op til himlene.Der Jesus stod den sidste gangmed sine,der saa de ham med afskeds ømmemineopfarende.
«Al magt jeg har,» saa overhyrdensagde,og tunge kald paa svage skuldre lagde;«gaa i al verden ud med livsens ord.Gud Fader, Søn og Helligaand skalværedet navn hvori man døbe skal oglærepaa denne jord.
Min aand og kraft skal virke, naarI tale,samvittighed skal vækkes op af dvale,og naar jeg er ei mere synlig nær,lad denne trøst frimodighed antænde:Det ord staar fast: Jeg selv tilverdens endehos eder er.»
Saa taler han og løfter op de hænderhvori man korsets merker endnukjender, —nu daler ned en sky paa bjergets top.Til sidste stund sig selv vor frelserligner.Han hæves alt, men endnu dogvelsignernaar han far op.
Man ser, saa langt som øiesyn kanrække,man hænder vil til hine egne strække,hvor den vor sjæl tilbedet harforsvandt.Men tankerne kan endnu længer følge;trods hver en sky som vil vor frelserdølge,de ham dog fandt.
Min sjæl, stig op, og se ham der tilbedethvor tronen er af evighed beredet,hvor himle sjunger om den Gud ogmand,om Jesu død, vor frelse og hans seier.og om den arv som du blandt engleeieri glædens land.
159Ryst støvet af, adspred den lysterstaagesom hviler tungt paa verdensøienlaage,forsmaa kun her den falske æres glans.Hvad krone skal han paa dit hovedsættefor hvilken engle selv i himlen fletteen seiers krans.
Bort, verden, bort med hvad dukalder glæde,jeg heller vil den trange vei betrædeog bære livets byrder, kors og baand.O Jesus, da, naar alle baand skal briste,saa frels min sjæl, og hør dog dettesidste:Annam min aand!
Da skal jeg op til dig i himlen fare,og se dig der, og se den engleskaresom tjener dig, og se mig selv blandtdem,og se den stad som ei er bygd medhænder,som ingen nød, og suk og sorg eikjender.Der er mit hjem.
37. Kristi himmelfarts dag.
Min harpeleg om Oljebjerg istemmer,det kjære sted, hvor jeg all jordenglemmer,og står og stirrer opp til himlene.Der Jesus stod den siste gangmed sine,der så de ham med afskeds ømmemineoppfarende.
«All makt jeg har,» så overhyrdensa,og tunge kald på svage skuldre la;«gå i all verden ut med livsens ord.Gud Fader, Søn og Helligaand skalværedet navn hvori man døpe skal oglærepå denne jord.
Min ånd og kraft skal virke, nårI tale,samvittighet skal vekkes opp av dvale,og når jeg er ei mer synlig nær,la denne trøst frimodighet antænde:Det ord står fast: Jeg selv tilverdens endehos dere er.»
Så taler han og løfter opp de henderhvori man korsets merker ennåkjenner, —nå daler ned en sky på bjergets topp.Til siste stund seg selv vår frelserligner.Han heves alt, men ennå dogvelsignernår han far opp.
Man ser, så langt som øyesyn kanrekke,man hender vil til hine egne strekke,hvor den vår sjel tilbedet harforsvant.Men tankerne kan enda lenger følge;trass hver en sky som vil vår frelserdølge,de ham dog fant.
Min sjel, stig opp, og se ham der tilbedethvor tronen er av evighet beredet,hvor himle synger om den Gud ogmann,om Jesu død, vår frelse og hans seier.og om den arv som du blant englereieri gledens land.
159Ryst støvet av, adspred den lysterståkesom hviler tungt på verdensøienlaage,forsmå kun her den falske æres glans.Hva krone skal han på ditt hodesettefor hvilken engler selv i himlen fletteen seiers krans.
Bort, verden, bort med hva dukaller glede,jeg heller vil den trange vei betredeog bære livets byrder, kors og bånd.O Jesus, da, når alle bånd skal briste,så frels min sjel, og hør dog dettesiste:Annam min ånd!
Da skal jeg opp til deg i himlen fare,og se deg der, og se den engleskaresom tjener deg, og se meg selv blantdem,og se den stad som ei er bygd medhender,som ingen nød, og sukk og sorg eikjenner.Der er mitt hjem.