Læreplanatlas
Fjerde DelAf Klaus Frimann.

37. Kristi himmelfarts dag.

Af Johan Nordahl Brun.

158

Min harpeleg om Oljebjerg istemmer,det kjære sted, hvor jeg al jordenglemmer,og staar og stirrer op til himlene.Der Jesus stod den sidste gangmed sine,der saa de ham med afskeds ømmemineopfarende.

«Al magt jeg har,» saa overhyrdensagde,og tunge kald paa svage skuldre lagde;«gaa i al verden ud med livsens ord.Gud Fader, Søn og Helligaand skalværedet navn hvori man døbe skal oglærepaa denne jord.

Min aand og kraft skal virke, naarI tale,samvittighed skal vækkes op af dvale,og naar jeg er ei mere synlig nær,lad denne trøst frimodighed antænde:Det ord staar fast: Jeg selv tilverdens endehos eder er.»

Saa taler han og løfter op de hænderhvori man korsets merker endnukjender, —nu daler ned en sky paa bjergets top.Til sidste stund sig selv vor frelserligner.Han hæves alt, men endnu dogvelsignernaar han far op.

Man ser, saa langt som øiesyn kanrække,man hænder vil til hine egne strække,hvor den vor sjæl tilbedet harforsvandt.Men tankerne kan endnu længer følge;trods hver en sky som vil vor frelserdølge,de ham dog fandt.

Min sjæl, stig op, og se ham der tilbedethvor tronen er af evighed beredet,hvor himle sjunger om den Gud ogmand,om Jesu død, vor frelse og hans seier.og om den arv som du blandt engleeieri glædens land.

159Ryst støvet af, adspred den lysterstaagesom hviler tungt paa verdensøienlaage,forsmaa kun her den falske æres glans.Hvad krone skal han paa dit hovedsættefor hvilken engle selv i himlen fletteen seiers krans.

Bort, verden, bort med hvad dukalder glæde,jeg heller vil den trange vei betrædeog bære livets byrder, kors og baand.O Jesus, da, naar alle baand skal briste,saa frels min sjæl, og hør dog dettesidste:Annam min aand!

Da skal jeg op til dig i himlen fare,og se dig der, og se den engleskaresom tjener dig, og se mig selv blandtdem,og se den stad som ei er bygd medhænder,som ingen nød, og suk og sorg eikjender.Der er mit hjem.