Læreplanatlas
Fjerde DelAf Klaus Frimann.

36. Johan Nordahl Brun.

152

(Født paa gaarden Høiem i Bynesets prestegjeld ved Trondhjem den 21de mars 1745, blev prest i sin fødebygd 1772, sogneprest til Korskirken i Bergen 1774, konstitueret bisp over Bergens stift 1797, virkelig bisp 1801. Døde i Bergen den 26de juli 1816.)

Det fortælles fra Nordahl Bruns barndom, at det varte lidt længe, førend han kunde gaa. Men det var da ogsaa det eneste han var sen med i hele sit liv. Fire aar gammel kunde han læse saa rent og raskt som nogen voksen; i elleve aars alderen havde han læst bibelen igjennem to ganger ved sin mors side. Han var ikke stor kroppen, før han fik oks, ljaa og rive. Han fisked, gik paa jagt og stod paa ski. Som gut blev han indskrevet i nordenfjeldske skiløberkorps. Han var sytten aar gammel, da han blev forlovet, og læste tre maaneder til embedseksamen. Han skrev siden sorgespil paa sørgespil nede i Kjøbenhavn, i samme raske fart som alt andet han tog sig til. Men det har vist ikke været nogen stor sorg for ham at forlade Danmarks hovedstad og drage hjem til sin hjembygd og præke for norske bønder. Han husked paa det sted i 1ste mosebog: «Drag igjen til dit land og til din slegt, og jeg vil gjøre vel imod dig.»

Ungdomsportræt af Nordahl Brun.
Ungdomsportræt af Nordahl Brun.

For prækestolen var han skabt; de ældste priser hans veltalenhed, de unge har ogsaa hørt om den. Ordene og klangen fra hans «kobbersterke bryst» har ligesom givet gjenlyd fra landsende til landsende. Naar han stod paa prækestolen og lod det myndige blik gaa ud over menigheden, 153saa ligned han en høvding som mønstrer sin hær. Han kjendte sig ildfuld og sterk. Han førte ligesom an i kampen mod onde magter, i toget til det himmelske fædreland. Han kunde sin bibel, og han brugte den. De malmfulde ord, de store skjønne billeder passed for ham. Den gamle pakts mænd blev ligesom levende for menigheden, naar de saa og hørte ham.

Han havde i sine senere aar meget af patriarken ved sig. Og som David var han sanger. Han dysser ikke menigheden i søvn ved en uendelighed af kraftløse vers. Hans salmer er djerve, indtrængende, som hans hele væsen var det; tonerne er mægtige som et orgels. Det er som en seirende hærs jubel i hans korte paaskesalme:

«Jesus lever, graven brast,han stod op med guddoms vælde;trøsten staar som klippen fast,at hans død og blod skal gjælde.Lynet blinker, jorden bæver,graven brast, og Jesus lever.»

Det er som han mønstrer sin flok i disse ord:

»Hvo Jesus med sin mund bekjenderog negter ham i gjerningenog vil med Jakobs lodne hændertilvende sig velsignelsen,han kan den fader ei bedrage,hvis øine aldrig bliver svage.»

Men det er ikke bare som salmedigter og prest at Nordahl Brun mindes. Først da han havde faat bispestaven i haanden, naadde hans høvdingsind til brugen af alle evner. Han var vel rustet til at styre. Det har gaat forefærd af bispens vængebaad, naar den seg fremover paa fjordene i Bergens stift med tolv mand i skyds. Det har 154staat skræk af den. Men det har ogsaa været en fest inde i afkrogene, naar bispen la ud for menigheden.

«Hvis du præked her hver søndag, saa kom ikke en eneste lystring til helvede,» sa en Lyster-bonde en gang til ham.

Det har ret huget denne bisp, naar en gammel soldat af en klokker salutérte for ham med kanoner, eller naar prestens døtre sang ved det festlige bord:

«Skjønt smaa vi er, umyndige,enfoldige tillige,vi har dog hørt af kyndigeom Nordahl Brun at sige;hans skjønne vers vi læser og;ti de er hjertets glade sprog.Vi nu til ham i denne krogvelkommen til os sige.»

Nordahl Brun kunde skrive bedre viser end den som var laget til ham her. Han har ikke bare skrevet salmer for menigheden, men folkelige sange som har været sunget i et aarhundred. Han synger om Norges natur, som han har færdes i fra barnsben af:

«Da jeg var en gut i mit syttende aar,jeg rendte paa ski ned af bakker,saa snøgt som pilen i luften gaar.»

Han havde prøvd den norske vinter oppe i aasene omkring Trondhjem; han var fast overbevist om Norges herlighed, og tindrende glad over den. For Norge, kjæmpers fødeland, tømte han sit bæger lige saa begeistret i sin høie alderdom som i sin ungdom, da han skrev denne vise.

Ti Nordahl Brun var nordmand fra isse til fodsaale. Han elsked sit land; han forkyndte dets pris i de lyse, lette viser, som fløi over land og strand og fyldte de smaa og store fester hvor norske mænd var sammen, — ligesom hans salmer har fyldt kirkerne, og han tog sit lands nød og angst med sig opover prækestol-trappen. Aldrig er det præket mere glødende om det jordiske fædreland fra nogen 155norsk prækestol. Petter Dass bad for sine nordlændinger, og fik aamerne af ageren for dem og tordenen til at stilne paa himmelen; han mindtes fiskeren og presten som døde i sit kald. Nordahl Brun levde i en tid da faren gjaldt hele det norske folk. Som varden, naar den lyste paa fjeldet i ufredstider, som sankthansblusset, naar det melder om sommerens glæde, slig flammed hans veltalenhed i nød og i seier.

I 1807, før krigen endnu var brudt løs i Norge, talte han paa 15de søndag efter trefoldighed. Det var om frimodighed. Han siger til hustruen, som sørger for sin mand; til moren, som sørger for sin søn; til den trolovede, som sørger for sin fæstemand; til søsteren, som sørger for sin bror: «Sørg ikke, eller sørg, — men lad eders sorg gavne det hele. Indfly til Gud i eders bønner. Sørg, men eders kvindelige sorg gløde op ild i mænds barm, om de skal gaa ud i kamp.» Han siger til det bergenske mandskab, som venter fienden: «Jeg ser en ild som brænder skjønt, og jeg vil kun lægge tønder til ilden. Jeg ser den kraftfulde, bredskuldrede soldat, og læser disse ord paa hans pande: «Jeg gaar i mit kald». Jeg ser en ungdomsskare som leger let med de frygteligste skudvaaben, som om enhver af dem tænkte: «Ogsaa jeg vil lære at gjøre gavn som den kjækkeste og bedste borger.» Til alle disse muntre verger for vergeløse vil jeg kun i dag tale et apostolisk ord, dette ord, taget af min religions hellige bog: Kast derfor ikke eders frimodighed bort; ti den har en stor belønning.»

Men mindeværdigst er dog hans taler og breve i 1814, lige fra Kielerfreden satte alle norske mænds sind i oprør, og til foreningen med Sverige blev sluttet den 4de november.

Fastelavnsmandag, den 21de februar, talte han i Bergens domkirke over Lukas kap. 22 vers 45: «Og da han stod op fra bønnen og kom til sine disipler, fandt han dem sovende af bedrøvelse.» Faren for dem, siger han, var større i Getsemane have, hvor intet blad rørte sig, end paa Genesarets 156sjø, da den oprørtes fra nederste afgrund, da orkanen brølte, da de svære sjøer trued med at begrave det lille skib. Han peger paa fædrelandets stilling og advarer mod søvn. «Hvad komme kan og skal, maa Gud i himmelen vide. Men dette ved jeg, at alt det værste og forsmædeligste som kan times et ubetvunget folk, kommer og maa komme, dersom de fleste af os sover ind af bedrøvelse. Da er det ude med os. Saa skal da vor bedrøvelse ikke virke søvn, men aarvaagenhed, anstrengelse af enhvers sidste og yderste kraft.» — «Jeg gamle,» siger han, «kom her op ganske fortrolig med egen og andres bedrøvelse, men ikke modløs, og endnu mindre søvnfærdig. Jeg har det som vækker mig selv; det hvormed jeg kan vække andre og varsle mod søvn. Jeg har mit gamle kjære gudsord.» Og han læser op af Salomos ordsprog: «Er du efterladende paa nødens dag, da er din kraft ringe.»

Da syttende-mai-gjerningen er fuldbragt, stiger atter Nordahl Brun op i Bergens domkirke, og taler om det som er hændt. Nu er det glædesblusset som lyser fra hans prækestol: «Herren har gjort store ting imod os,» siger han, «derfor er vi glade.»¹

Vi ved, at den høie festlige glæde snart slukned udover landet. Den krigerske bergensbisp holdt sin varde tændt.

Den 10de september minded han Norges riges statsraad om, at de bergenske tropper, som nu var hjemme, umulig kunde komme tidsnok frem, did hvor de egentlig skulde udøve sin pligt, hvis de først fik reiseordre efter at stortinget var traadt sammen. — «Naadige statsraad!» skriver han, «byd øieblikkelig vore stridslystne tropper, under ordentlig kommando, at nærme sig did hvorfra de ved et vink kan kaldes til fædrelandets frelse.»

Til biskop Bech i Kristiania skriver han:

«Ja, skulde det røine paa — — De er jo en stor sterk mand: kast kappe og krave, tag rifle og glavind, kom salig Absalon ihu, slaa svensken, som han slog venderne. Dersom 157ikke min fod hindred mig, jeg kom at være Deres vaabendrager.»

Og til Pavels:

«Herr Pavels, gak fluks til kongen, tag mod til Dem, tag ord med Dem. De er hans skriftefar, gjør nu Deres pligt. Sig ham: Du har gjort ed, den bør du holde, om det skulde koste livet. Pavels, forlad ikke kongen nu! Nu gjælder det. Nu behøver han den kraft som er af Gud. Sig til de visne adjutánter, til lægerne: Rør mig ikke! Af veien! stans mig ikke. Jeg har et arkanum til at helbrede den syge; jeg er sendt fra en potentat mægtigere end Aleksander, Frans, Georg. Af veien! Jeg maa tale med kongen.» ¹

Dagen før Nordahl Brun døde, kom hans ven Nils Hertzberg til ham. Hertzberg fortæller herom saaledes:

«Her ser du din ven,» sa Nordahl Brun med sedvanlig, mandig stemme, «men kun som en halv mand; din biskop kan hverken læse eller skrive.² Kom igjen i eftermiddag.» Jeg kom.

«Bliv hos mig i aften!» Jeg blev. —

De to venner talte baade alvorlig og skjemtefuldt. «Nu var tid at dø,» sa den gamle bisp. «Jeg frygter ei for døden, men for at vegetere. Kjendte du presten H., som tog sig en pris tobak og døde? Det var herligt; men overleve sig selv — det er tungt.»

Om natten kl. 2 døde Nordahl Brun. Hele byen fulgte ham. Fra høiden over kirkegaarden løstes minutskud; i havnen, paa handelsgaardene, ja paa fjeldtoppene vaied sørgeflag. Aldrig hverken før eller siden har Bergens by havt en borger som det stod større ærefrygt af. Endnu 158lever de som mindes ham, naar han med sin brede skikkelse og med bispekorset paa sit bryst kom skridende gjennem Bergens trange gader. Folk veg til side, blotted sit hoved; efterslegten gjør det samme.

Af Nordahl Brun.