Naar lærlingen har lært sit haandverk hjemme, reiser han ud, for at se hvorledes de arbeider der ude i de store lande. Han sidder paa verkstederne hos de flinkeste mestere, og naar han saa kommer hjem og faar sit eget verksted, og selv blir mester, saa bruger han det han har lært; kanske arver han verkstedet efter sin far. I mange aar har det været arbeidet paa dette verksted, slig som faren har lært det, da han var ung og var ude. Nu ser sønnen, at meget er aflægs; han skaffer sig de nye redskaber han har set, bruger nye arbeidsmaader. Varerne blir bedre, kjøberne flere, verkstedet større, og velstanden vokser. Slig ved vi at landets haandverk og andre næringsveie gaar fremover aarhundred efter aarhundred. Lærling hjemme, reisende svend en stund, og saa hjem igjen for at blive mester og arbeide i sit kald. Og slig reiser ogsaa maleren, tonedigteren, billedhuggeren, digteren. Men blandt nordmænd har ingen af dem alle været større mester end den mand vi her skal fortælle om. Det er Ludvig Holberg. Han var mester i den kunst at skrive bøger. - Han reiste ud til de store lande, brugte sine øine vel, la merke til menneskene, gransked bøgerne i de store bogsamlinger, og da han kom hjem igjen, saa han, at det var smaat stell 119rundt omkring i «verkstederne», i de verksteder hvor bogskriverne sad og arbeided. Megen lærdom, meget hovmod, og lidet visdom; fremfor alt liden evne til at skrive slig at folk kunde forstaa det. Han saa, hvor gammeldags og indestængt alting var; han saa daarskaber han ikke havde set i andre land, og daarskaber som er fælles for alle mennesker, og han skrev om dem. Han skrev bøger som alle kunde læse og glæde sig ved, om de mangfoldigste emner. Han havde en utrættelig flid, en tørst efter kundskab som aldrig kunde slukkes; han kunde gjøre alting klart og morsomt. Han var digter, historieskriver, han var en stor folkelærer for to land og for to folk. Da han som gammel mand gik til ro, havde han lov til at sige, at han havde været en nyttig borger. Men da han drog ud til fremmede lande som ungt menneske, havde han visselig ingen tanke om, at han med tiden skulde blive en stor mand; han drømte ikke om at blive digter. Det var ikke ærgjerrighed som drev ham ud, det var videbegjærlighed, lyst til at se mennesker. Holberg blev en moden mand, før han forstod at han kunde digte.
25. Mesteren.
Når lærlingen har lært sitt håndverk hjemme, reiser han ut, for å se hvorledes de arbeider der ute i de store lande. Han sitter på verkstederne hos de flinkeste mestere, og når han så kommer hjem og får sitt eget verksted, og selv blir mester, så bruker han det han har lært; kanskje arver han verkstedet etter sin far. I mange år har det været arbeidet på dette verksted, slig som faren har lært det, da han var ung og var ute. Nå ser sønnen, at meget er aflægs; han skaffer seg de nye redskaper han har sett, bruker nye arbeidsmaader. Varene blir bedre, kjøperne flere, verkstedet større, og velstanden vokser. Slig vet vi at landets håndverk og andre næringsveier går fremover aarhundred etter aarhundred. Lærling hjemme, reisende svend en stund, og så hjem igjen for å bli mester og arbeide i sitt kald. Og slig reiser også maleren, tonedigteren, billedhuggeren, dikteren. Men blant nordmenn har ingen av dem alle vært større mester enn den mann vi her skal fortelle om. Det er Ludvig Holberg. Han var mester i den kunst å skrive bøker. - Han reiste ut til de store lande, brukte sine øyne vel, la merke til menneskene, gransket bøkene i de store boksamlinger, og da han kom hjem igjen, så han, at det var smått stell 119rundt omkring i «verkstederne», i de verksteder hvor bogskriverne satt og arbeidet. Mye lærdom, meget hovmod, og lite visdom; fremfor alt liten evne til å skrive slig at folk kunne forstå det. Han så, hvor gammeldags og innestengt alting var; han så dårskaper han ikke hadde sett i andre land, og dårskaper som er felles for alle mennesker, og han skrev om dem. Han skrev bøker som alle kunne lese og glede seg ved, om de mangfoldigste emner. Han hadde en utrettelig flid, en tørst etter kunnskap som aldri kunne slukkes; han kunne gjøre alting klart og morsomt. Han var dikter, historieskriver, han var en stor folkelærer for to land og for to folk. Da han som gammel mann gikk til ro, hadde han lov til å si, at han hadde vært en nyttig borger. Men da han drog ut til fremmede lande som ungt menneske, hadde han visselig ingen tanke om, at han med tiden skulle bli en stor mann; han drømte ikke om å bli dikter. Det var ikke ærgjerrighet som drev ham ut, det var videbegjærlighed, lyst til å se mennesker. Holberg ble en moden mann, før han forstod at han kunne dikte.