Læreplanatlas
Fjerde DelLudvig Holberg.

25. Mesteren.

Ludvig Holberg.

118

Naar lærlingen har lært sit haandverk hjemme, reiser han ud, for at se hvorledes de arbeider der ude i de store lande. Han sidder paa verkstederne hos de flinkeste mestere, og naar han saa kommer hjem og faar sit eget verksted, og selv blir mester, saa bruger han det han har lært; kanske arver han verkstedet efter sin far. I mange aar har det været arbeidet paa dette verksted, slig som faren har lært det, da han var ung og var ude. Nu ser sønnen, at meget er aflægs; han skaffer sig de nye redskaber han har set, bruger nye arbeidsmaader. Varerne blir bedre, kjøberne flere, verkstedet større, og velstanden vokser. Slig ved vi at landets haandverk og andre næringsveie gaar fremover aarhundred efter aarhundred. Lærling hjemme, reisende svend en stund, og saa hjem igjen for at blive mester og arbeide i sit kald. Og slig reiser ogsaa maleren, tonedigteren, billedhuggeren, digteren. Men blandt nordmænd har ingen af dem alle været større mester end den mand vi her skal fortælle om. Det er Ludvig Holberg. Han var mester i den kunst at skrive bøger. - Han reiste ud til de store lande, brugte sine øine vel, la merke til menneskene, gransked bøgerne i de store bogsamlinger, og da han kom hjem igjen, saa han, at det var smaat stell 119rundt omkring i «verkstederne», i de verksteder hvor bogskriverne sad og arbeided. Megen lærdom, meget hovmod, og lidet visdom; fremfor alt liden evne til at skrive slig at folk kunde forstaa det. Han saa, hvor gammeldags og indestængt alting var; han saa daarskaber han ikke havde set i andre land, og daarskaber som er fælles for alle mennesker, og han skrev om dem. Han skrev bøger som alle kunde læse og glæde sig ved, om de mangfoldigste emner. Han havde en utrættelig flid, en tørst efter kundskab som aldrig kunde slukkes; han kunde gjøre alting klart og morsomt. Han var digter, historieskriver, han var en stor folkelærer for to land og for to folk. Da han som gammel mand gik til ro, havde han lov til at sige, at han havde været en nyttig borger. Men da han drog ud til fremmede lande som ungt menneske, havde han visselig ingen tanke om, at han med tiden skulde blive en stor mand; han drømte ikke om at blive digter. Det var ikke ærgjerrighed som drev ham ud, det var videbegjærlighed, lyst til at se mennesker. Holberg blev en moden mand, før han forstod at han kunde digte.