Født 1647 paa gaarden Nord-Herø i Alstahaug, blev student i aaret 1665, et par aar efter huslærer hos presten Jakob Virtmand i Vefsen; var i en aarrække personelkapellan hos presten i Nesne. Endelig blev han i 1681 residerende kapellan i Nesne og Ranen, og i 1689 sogneprest i Alstahaug. Her døde han i aaret 1708.
En dag i midten af det 17de aarhundred kom en syv aars gut til presten paa Nærø i Namdalen. Han skulde bo 108der. Selv havde han mistet sin far, og presten paa Nærø var gift med hans moster. Hun var noksaa streng. En dag havde presten givet ham en lekse at lære; mosteren satte ham til at hugge ved i steden. «Er det paa den maade gutten skal studere og blive prest?» sa hendes mand. Hun svarte: «Naar det blir prest af ham, blir det en smørtønde af min bag.»
Gutten hedte Petter Dass. Prest blev det af ham, og det en som baade hørtes og spurtes. Ingen norsk prest har levet i folkets sagn og i egne sange som Petter Dass. Det er vel saa, at disse sagn mest er digtet, og ofte digtet om helt andre mænd end Petter Dass. Men sandhed kan det være i dem ligevel paa en maade, og et og andet tør de lære os om den gamle nordlandsprest.
![Petter Dass.
MINISTERII [utydelig]
ÆTATIS [utydelig]](/__dataset/4678d2b3f4a7a858656c8d9ad45cf7178b6574849eef4ec14523a4b6e7221f72/static/library/b28c54b8308ce7919bec61b764811c3fab9e94e293477b9acf12da534ffaa957/021-1.jpg)
En gang i herr Petters gamle dage kom det udover vaaren en umaadelig mængde aamer i ageren, siger sagnet. Det saa ud som om disse skadedyr skulde aldeles fortære sæden. Da kaldte herr Petter hele almuen til kirken og holdt bededag med dem; og da saa kirkefolket kom ud igjen, var luften saa fuld af smaafugler, at man knapt kunde komme frem for dem, og alle aamerne blev opædt før kveld.
Og et andet sagn fortæller: Mens tordenen rulled som verden skulde forgaa, kaldte Petter Dass sin menighed sammen i Alstahaug kirke. Han talte til dem om de sidste ting. Og tordenen la sig for hans præken. Da kirkefolket kom ud, var det fint veir.
Hvor det var nød, der var presten paa færde, det er sagnets mening, — djerv, raadsnar og rask. Naar den lave 109tætvoksne mand steg paa stolen og la ud, saa var han myndig og troende, saa selve tordenen maatte stilne.
Hans far, Petter Don Dass eller Dundas, var skotte, og tilhørte et folk som led ondt for sin tro og derfor fik den dobbelt kjær.¹ Ja, det er vel mer end rimeligt, at herr Petters far blev drevet over til Norge, fordi han ikke vilde leve under tros-tvang og tryk i sit fædreland. Han minder om kokosnøtten, som rives løs fra sin hjemstavn og kommer over til en øde ø, og blir til palmer som dækker øen. Naar vi undtager folkeviserne, var Norge den gang bart for sange, næsten som skjærene er bare for skog. Da begyndte skotlænderens søn at synge om bonden og fiskeren, der oppe hvor livets arbeide og dødens alvor hver dag møder hinanden.
Petter Dass var baade digter og prest. Af hans prækener er ingen blit gjemt til vor tid; men naar han sad i sin baad og havde præket til høimesse ude paa en af øerne, saa har han havt tid til mange tanker paa den lange seilas, og det har da vel mangen gang faldt ham ind, at det evangelium som han havde præket over, det kunde han ogsaa skrive en sang om. Vist er det, at han gjorde det.² Han havde let for vers; de randt ham hastig i hug, og han som færdedes saa meget mellem almuen, havde vel merket, at den var glad i rim, som barn er det; — naar det bare var om ting som de kunde forstaa, og som var kjære for dem.
Men herr Petter satte ikke bare det nye testamentes fortællinger og lignelser paa vers. Han skrev om Rut og om Ester og om Judit.³ Han skrev om Gideon, om Jeftas løfte, om Samson, og om Job.⁴
Men intet af alt dette kan lignes ved hans Katekismussange.
Ingensteds ser vi digterpresten saa godt som i disse sange. Her lægger han ud for menigheden greit og folkelig; han beder dem være god mod dyrene og lade dem faa hvile:
110Tænk, hest og oksehar Gud til skabermand,han lar dem vokse,at de dig tjene kan;du slaar og pukkerog pisker dem paa bag,at de sig bukkerfor dine hugg og slag;men se, de sukkeralt efter dommedag.
Han formaner dem til ikke at tale ondt om sin næste:
Spør du med David: se, hvad kanond tunges ild udrette?Ak! hun gjør mellem mand og mandsaa megen splid og trætte:hun er et draget sværd og odd,hun er den skarpes piler,hun er en basiliskes brodd,som ind til hjertet iler.
Han lægger fyndig ud for dem, hvad det daglige brød er:
Hvad det daglig’ brød angaar,indsat i vort fadervor,det er hvad som nævnes kantil vor underholdnings stand,gaard og grunder, disk og seng,lunder, skove, mark og eng,sønner, døtre, tøs og dreng.
Helse, sundhed, husefred,god forstandig øvrighed.smør af kjor og melk af faar,hesten, der i stalden staar,hamp og humle, bygg og malt,brændefang, med surt og salt,som ei her kan nævnes alt.
Herre! har du ved din sønoverladt os denne bøn,overlad da naadeligdet som bønnen minder dig!Giv os kornet paa vor lo!giv os landefred og ro!giv vor’ nøgne fødder sko!
Naar vi om den tidlig vaarud med sædebøtten gaar,o, da lad dit øie nedover jordens frugt og sæd,at os aaret krones maa!lad vor’ ager-rener staafuld af aks og modne straa!
Det er tydelige ord, som almuesmanden kan forstaa, det er tanker som ligger ham paa sinde hver dag under kampen for dette daglige brød. Men herr Petters sterke tro løfter ham ogsaa op over det daglige liv; da synger han inderlig og mægtig, men altid klart og enfoldig, tager aldrig saa høi en tone, at ikke menigheden kan følge med. Altid 111minder han om presten, som lægger ud for enfoldige menneskebørn om de høieste ting. Han er en gudelig folkedikter af stor styrke.

Men han kunde ogsaa skjemte djervelig med bondens feil, i den navnkundige norske dalevise, og synge om de nordlandske fiskeres daglige liv og dets farer. Han var vant til at færdes i en menighed hvor de ikke altid fik tid til at sende bud efter presten, naar døden nærmed sig:
Ti søen han tager saa mange.
112Hans varme hjerte havde fra barnsben lært at føle for dette folk, som saa braat rives bort under kampen for det daglige brød. Det havde vel hørt til hans første barnelæsning, hvad presten Mikkel Mogenssøn skrev om «den store havsnød og søskade», da hundreder af fattige fiskere omkom i Namdalen 1625. Og selv kunde han saa godt forstaa baade fiskerens trange kaar og hans bedrift. Som lidet barn misted han jo sin far og svæved hid og did under andres naade. Han var en fattig skolegut i Bergens by, en fattig student i Kjøbenhavn, siden en fattig huslærer og en fattig personelkapellan. Mad og drikke i prestens hus, tolv rigsdaler om aaret og en støvlehud, det var gjerne indtægterne for en personelkapellan den gang.
Først i 1681 blev nan residerende kapellan i Nesne og Ranen, og otte aar efter sogneprest i Alstahaug.
Det var et meget stort kald, vistnok «det rigeste kald ikke alene i Nordland, men i al Trondhjems stift». Selv drev han jægtebruk, og reiste med sine jægter til Bergen, om han end ikke stod paa bryggen og solte fisk, som sagnet siger. Skulde nogen kunne skrive om fiskeriets bedrift, om mennesker og dyr nordpaa, baade de flyvende dyr i Nordlandene og de svømmende dyr i det nordlandske hav, om land og lands brug, saa maatte det vel være han. Og det gjorde han da ogsaa i sin Nordlandstrompet.
Herr Petter Dass skrev ikke, som andre digtere i den tid, lærd til de lærde. Han begynder saa:
Vær hilset, I Nordlands bebyggende mænd,fra verten i huset til trælende svend,vær hilset, I kofteklæd’ bønder!Ja samtlig’ saa vel ud til fjære som fjeld,saa vel den der bruger med fisken paa hjell,som salter graa torsken i tønder.
Det er nok saa der nordpaa, at solen i lange tider skjuler sit øie,
113«gaar moksen om høieste middag i vand,saa der ikkun vises af dagen en randmod østen ved bjergenes høie.»
Det er en trist tid:
Imedens har bonden ei synderlig kaar,i mørk han sig lægger, i mørk han opstaar,en nat til den anden mon raabe.Han ofte ved hverken om døgn eller dag,men ugen igjennem alt under et tagved tælgelys æder sin davre,indbunden alt stedse, som kvæget i baas,og holder sin’ dore for frostet i laas;slig nætter gjør hønsene mavre.
Men mørketiden har ikke taget paa herr Petters humør; det følger ham lige saa vist hele veien, naar han fortæller, som hjertelaget og følelsen for dem som driver den utrygge næringsvei. Friskt og fornøielig skriver han om flyndre og kveite, om sei og hyse, om lange og laks og steinbit og lodde. Han kjender fiskerens dont grundig, og glæder sig ved den.
Selv havde Petter Dass pløiet sjøen paa sine embedsreiser, og vel havt mangen farefuld stund, naar han drog ud til øerne i det aabne hav. Han var en modig mand, som neppe nogensinde forsømte gudstjenesten, og det er vel sig selv og sine egne tanker han har skildret i Nordlands-presten. Men Petter Dass skulde ikke «lukke blandt fiske sit øie». Han led i mange aar af en pinefuld sygdom, og hvad han skriver herom, er ikke det mindst folkelige han har skrevet.
Ingen af Petter Dass’s skrifter blev trykt før hans død; den jevne nordlandsprest fik ingenting at vide om sin navnkundighed. Et gammelt sagn siger, at han en gang havde
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.
114

sat sig fore at sende sine bøger til Kjøbenhavn for at faa dem trykt; han pakked dem ned i en tønde, for at det ikke skulde komme væde til dem, og sendte dem saa med en nordlandsjægt til Bergen; men jægten — og bøgerne med den — forliste paa Stathavet. Sandheden er, at det meste af det som blev skrevet af andre paa Petter Dass’s tid, for længst er sunket i glemsel. Men Petter Dass’s digte er naad did de skulde; de er trykt op igjen og op 115igjen. Nordlandsskipperne, lofotfiskerne, kystfolket fra Lindesnes til Nordkap har læst dem; til de inderste fjeldbygder er de naad frem; de har havt sin plads i bondens hylde ved siden af bibelen og salmebogen. I husene om vinterkvelden er de sunget, i skog og mark og paa sjøen. De har klinget fra sildevaag-baadene i de mørke vinternætter, naar de laa udpaa for garnlænker. Og større hæder har herr Petter ikke attraaet.