Olav den hellige var falden ved Stiklestad (1030), og hans lig var ført til Nidaros. Der hvor det havde hvilet den første vinter efter hans død, bygdes under hans søn Magnus den gode et trækapel. Dette trækapel rev Olav Kyrre ned og bygde der sin Kristkirke. Han havde delt landet i bispedømmer, og den by hvor folkehelgenens ben hvilte blev naturligvis et af bispesæderne.
Mange af dem som læser dette har set flere slags kirker: kirker af sten og kirker af træ, kirker som er
95
Grundrids af Trondhjems domkirke.
96bygget i en eneste langagtig firkant, langkirker, og kirker som er bygget i kors, korskirker.
Rummet i langkirken fra indgangen til koret kaldes skibet, langskibet. Korskirken har baade langskib og tverskib. Og disse skibe kan igjen deles.
I vore almindelige kirker udover landet bæres taget af væggene. Men det kan jo ogsaa tænkes, at det gaar søiler opefter gulvet og deler skibet i tre dele: midtskib og to sideskib. Kirken kaldes da treskibet.
Olav Kyrres kristkirke var en simpel langkirke af sten, uden søiler; den var altsaa enskibet. Østenfor skibet laa koret. Skibet var for menigheden, koret for bispen og presterne. Over høialteret i koret blev Olav den helliges skrin eller ligkiste sat. Her hvilte helgenens legeme, og Sankt Olavs skrin var rigt smykket med guld og ædle stener. Straks udenfor kirkens kor saa man den opkomme som efter hvad legenden fortæller var sprunget frem af helgengraven, og som endnu kaldes St. Olavs brønd.
Kirken blev færdig før Olav Kyrres død, 1093, og blev indviet med sang og messe aftenen før St. Olavs fest (den 29de juli) — vi ved ikke hvilket aar.
II. Øistein Erlandsons kirkebygning.
Men Kristkirken i Nidaros blev snart for liden. I aaret 1152 fik Norge sin egen erkebisp; biskopskirken i Nidaros blev kirke for erkebispen, og erkebispen skulde jo have et raad af fire og tyve prester om sig: korbrødrene eller kannikerne. Hver korbroder skulde have et alter i kirken. Den maatte gjøres meget større.
Den mand som mer end nogen anden har æren af at have reist Trondhjems domkirke, er den tredje erkebisp, Øistein Erlandson (1161—1188). Det var vistnok han som fastsatte, at Olav Kyrres lille kirke herefter bare skulde være kor i en større kirke. Til menigheden og til altere for korbrødrene maatte der reises en hel ny kirke. Og saaledes var erkebisp Øisteins byggeplan: Først blev den vestre gavlvæg, indgangs-væggen i den gamle kirke, revet ned. Her bygde han to fløier eller tverarmer; den gamle Kristkirke, som nu bare skulde være kor, skulde da forlænges
97
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.
98vestover, saa den nye del blev skib for menigheden, og dette skib skulde afdeles med to rader søiler opover gulvet til at bære taget.
Altsaa, istedenfor en enskibet langkirke skulde det blive en korskirke, til og med treskibet i den vestre del.
Men midt under sit store arbeide, mens han holdt paa med tverskibet og sakristiet, blev Øistein fordrevet fra Nidaros af kong Sverre, som netop da laa i kamp med Magnus Erlingson, erkebispens ven. Øistein maatte flygte til England. Men han kom tilbage tre aar efter med ny kraft og nye tanker. I England havde han vistnok set

en ny herlig erkebispekirke reise sig, domkirken i Canterbury. Sligt et storverk skulde ogsaa Norge faa, — et storverk som var værdigt den kongelige martyr, han som havde udgydt sit blod paa Stiklestad for at kristne sit folk.
I 1183 finder vi altsaa atter Øistein i Nidaros. Han er forligt med Sverre, og snart er arbeidet atter i gang. Og nu 99blev kirken opført med langt større pragt end tidligere. Ikke en gang til kor duger nu Olav Kyrres gamle kirke. Øistein vilde have koret bredere, pragtfuldere, treskibet. Derfor rev han og hans efterfølgere Kristkirkens vægger ned og satte søilerader paa deres grundmurer. Og selve Kristkirkens oprindelige lille kor, hvor Olav den helliges lig havde hvilt, maatte helt omgjøres. Over helgenens ben skulde reises et nyt kor, ottekantet og herligt, slig som han havde set det i Canterburys kirke. Det kaldes høikoret. Midt over kirken vilde han reise et mægtigt taarn, som skulde pege vidt over Trøndelagens brede bygder og melde med klokkernes klang, at her havde St. Olav en kirke som svarte til hans ry.
Men Øistein naadde vistnok ikke længer end til at begynde paa disse store arbeider og faa sakristiet færdigt; ti den store bygherre døde allerede 1188 og blev jordet i sakristiet.
Allerede det som Øistein havde bygget, kosted store summer. Men her havde han en mægtig hjælp i alle de gaver som folk i den katolske tid skjænked til landshelgenens kirke; de kom baade fra landets egne børn og fra andre land. Hellig Olav var kjendt og dyrket viden om.
III. Kirken udvides fremdeles.
Naar man nu træder ind i kirken, er det mangesteds let at skjelne mellem det som var bygget før Øisteins Englands-reise, og det som blev bygget efter. Man ser det paa vinduer og dører og indfatninger. Nogen steder ender disse dører og vinduer i runde buer opad; andre steder er buerne spidse. Spidse var buerne i den engelske kirke i 100Canterbury. De kaldes gotiske, de runde romanske. Derfor siger man, at de ældre dele af kirken er opført i romansk og de yngre i gotisk stil. Og i gotisk stil blev der bygget videre, da Øistein var død. Det ottekantede høikor blev fuldendt; Olavs gamle kirke blev en treskibet bygning. Den kaldtes langkoret. Det store taarn midt paa kirken blev reist, og det meste af kirkens østre dele var vistnok færdigt før 1230. Men vi husker, at den gamle Kristkirkes indgang var fra vest; og vi husker, at Øistein ogsaa bygde vestover for her at faa et stort skib til menigheden. Dette vestskib var endnu ufærdigt; det var visselig paabegyndt med runde buer. Men alle de nye buer i langkor og høikor var jo spidse. Det passed ikke. Saa rev man ned hvad der var paabegyndt af vestskibet, og aaret efter at Haakon Haakonson var blit kronet, da Norges rige stod i sin høieste glans og lykke, nedla erkebisp Sigurd i 1248 grundstenen til det nye vestskib med de to taarn og den pragtfulde forside, som blev smykket med billeder. Snart blev alle fordybninger i murene fyldt med helgenbilleder, korsblomster i sten kroned alle spidser og taarn, bladverk snodde sig om alle søiler, og henimod slutningen af aarhundredet maa Trondhjems domkirke have været færdig, siden kong Haakon den femte og hans dronning Evfémia kunde krones i kirken den 10de august 1299.


Saaledes omtrent maa kirken have reist sig. Nøiagtig kan vi ikke sige det, fordi sagaerne ikke giver os fuld rede paa det og i det hele ikke fortæller os meget om den. Det meste maa vi slutte os til af kirkens egne former.
IV. Vandring gjennem kirken.
Lad os tænke os, at vi gjør en vandring gjennem kirken, saaledes som den stod reist i al sin herlighed. Hvor maa den ikke have løftet sig høit over byens kirker og andre hus, fra hvilken side man end saa den. Tre høie taarn pegte i sky med gyldne fløier, et paa hver side af den vestre indgangsvæg, og saa det vældige hovedtaarn midt paa kirken mellem tverarmene. Men ogsaa over høikoret løfted sig en spids ottekantet hjelm, og der hvor høikoret støder sammen med langkoret, stak to smale 102slanke taarn sine spir op over taget. Vi gaar rundt om kirken. Vi tæller ikke mindre end ni pragtfulde indgangsporter. Paa sydsiden af langkoret lyser kongeindgangen med de fine hvide marmorsøiler og de rigt udhugne billeder mod den graa klebersten. Hovedindgangen i vest har tre porter, og væggen omkring disse porter, hele kirkens vestside, er en eneste stor væg af buer; i hver bue staar en billedstøtte, en apostel eller en helgen. Og ret over midtporten hænger den korsfæstede med sine udbredte armer, som om han vilde favne sin menighed; ved hans side staar Maria og Johannes under korset. Men oppe i gavlen over det hele er et stort rundt vindu med farvede ruder og rigt udhugne prydelser, lig en vældig rose som udbreder sine blade. Guld og farver lyser en overalt i møde.
101
Den midterste port aabner sine dørfløier paa vid væg, og forbi to smaa kapeller i taarnenes fod træder vi ind i kirken. Foran os aabner sig det umaadelige høithvælvede rum i hele sin længde. Vi ser igjennem de uendelige søilerader helt op til høikoret. Vi skimter som i hellig fjernhed den pragtfulde korbue, og gjennem den dæmrer alle de søiler og buer som omgiver høialteret. Over alteret selv straaler det gyldne helgenskrin, hvor hellig Olav hviler, han som hele denne herlighed er reist over. Søilegangen opigjennem vestskibet er som en skog af sten. Hvælvingens spidse buer breder sig udover den til alle sider; det er som det var skogen med sit løvtag som hvælved sig hen over os, som om vi aanded lettere inde mellem disse høie stammer, under denne hvælving, som løfter sig ind i himmelen. Over søilerne og under hvælvingen ser vi triforiet. Det er smykket med søiler og aabne smaabuer — og ovenover dem de spidsbuede vinduer. Gjennem den store rose i gavlen bag os gløder aftensolens ild. Men ind gjennem de malte ruder høit oppe over søilerne falder lyset farvet og roligt ind i kirken, og fjernt oppe fra koret bruser sangen os i møde. Rundt om knæler menighedens skare foran helligdommen; over os kimer klokkerne, og mens den vellugtende røgelse fylder kirken med lette dampe, staar korbrødrene for alteret og 103løfter i aftenmessen kalken og brødet høit over menighedens hoveder. Vi gaar opad vestskibets høitidsfulde midtgang. Tverskibets korsarmer aabner sig for os til begge sider. Vi gaar videre, og kommer til langkoret. Vi gaar forbi korbrødrenes stoler med de høie bagsider og de rigt udskaarne 104armer. Nærmest høikoret staar erkebispens stol, og nedenunder os i gulvet er de gamle kongegraver. Her hviler Magnus den gode, Olav Kyrre, og den mægtige høvding Erling Skakke. Endelig træder vi op imod høikoret. En krans af lette søiler og buer med fint udhugget stenarbeide, et sandt kniplingsverk i sten, omgiver høialteret og Olavsskrinet i en ottekant. Ti ottekanten var gravkirkernes ældste form hos de gamle kristne. En utrolig rigdom af stener, tilhugget som hoveder, som blomster, som blad, kranser hver eneste søile. Inderst er den hele søilekrans, undtagen den aabne korbue, omgivet af en høi skranke. Mellem denne skranke og den ytre mur bag koret løber en omgang, og i muren aabner sig tre smaa firkantede kapeller. Ved indgangen til et af disse kommer vi til St. Olavs brønd, som er indfattet i selve muren. Fra omgangens nordside gaar det en dør og en gang til erkebisp Øisteins sakristi, som udgjør en egen bygning, og i og for sig er en noksaa rummelig liden kirke. Men Øisteins grav søger vi forgjæves; ti i 1229 blev hans legeme nedlagt i et helgenskrin og indsat i kirken.

V. Kirken herjes.
Længe stod ikke denne pragt og herlighed. Ligesom Trondhjems domkirke havde reist sig sammen med det norske rige i Sverres og Haakon Haakonsons dage, saaledes skulde den ogsaa synke, da riget forfaldt. Neppe var den mandlige linje af Ynglingeætten, som havde siddet paa Norges trone siden Harald Haarfagre, uddød med Haakon den femte i aaret 1319; neppe havde domkirken i Nidaros staat færdig i et fjerdedels aarhundred, før den brændte paaskemandag 1328. Alt det som kunde brænde i den mægtige kirke, blev tilintetgjort, og flere dele af kirken styrted ned. Den reiste sig igjen, men hundred aar efter slog lynet ned, og luerne herjed paa ny 1432. Atter gik det et hundredaar med at gjenopbygge hvad ilden havde ødelagt. Da opstod den 5te mai 1531 en forfærdelig ildebrand i den gamle kongestad. Byen og den stolte kirke blev lagt i aske, samtidig med at Norges selvstændighed styrted i grus, og vort fædreland sank ned til at blive som et lydrige under Danmark.
105
Nu havde det utfattige rige ikke mere raad til at gjenreise fædrenes store verk. Efterhaanden sank det store vestskib i grus, saa at kun sideskibenes murer blev staaende; og af den høie vestre gavl er nu kun de tre høie porter og den nederste række af billedbuerne tilovers. Ogsaa langkorets tag styrted ned, og her hvor de slanke søiler en gang havde baaret den lette hvælving, blev det nu opført to raa murer, mellem sideskibene og midtskibet, til at bære et fattigt trætag. Hellig-Olavs kostelige helgenskrin blev plyndret, sendt til Danmark og gjort til penger. Liget blev borte, og skjønt det endnu maa findes jordet et eller andet sted i kirken, ved ingen, hvor dette sted er at finde. I 1708 og 1719 brændte kirken fjerde og femte gang. Hver gang flikked man paa den efter ringe evne, for at kunne bruge den til menighedens gudstjeneste. Men det som stod igjen, var bare en svag skygge af det som havde været.
VI. Kirken gjenopbygges.
Da oprandt endelig Norges selvstændighed i 1814. Folkets kaar ændredes, og kirkens med. Paa ny blev Norges konge kronet i Trondhjems domkirke, og hos det frie gjenfødte folk opstod det atter en trang til snart at se den gamle rigskirke reise sig i ny herlighed. Alt som riget var sunket, var ogsaa kirken sunket; alt som riget atter løfted sig, maatte ogsaa den kirke løfte sig som paa en saa vidunderlig maade afspeiled landets skjæbne.
106I 1869 begyndte da gjenreisningen af Trondhjems domkirke, og i mange aar er det arbeidet kraftig og dygtig under arkitekt Christies ledelse. Høikoret straaler alt i sin gamle pragt med sit sakristi; langkoret har reist sig med sine slanke søiler og sin lette hvælving, og nu er man i færd med at gjenreise det store taarn midt paa kirken og at istandsætte erkebisp Øisteins gamle tverskib.
Men saa staar endnu det vanskeligste arbeide tilbage, at gjenreise det store vestskib med vestgavlen og de to taarn. Ti af denne del staar bare det ytterste tilbage, og det er ikke let at forestille sig, hvorledes det hele har set ud i alle enkeltheder. Mange er derfor bange for at gaa til dette arbeide. Men saa sandt det norske folk har en levende følelse for sin egen store fortid og kjærlighed til sine fædres verk, bør ikke arbeidet hvile, før vi ser den hele kirke gjenreist, som et tegn paa at Norge selv er steget i styrke og dygtighed, velmagt og lykke. Maatte vort land gaa trygt og rolig fremad under lykkelige ytre og indre vilkaar, saa skal og maa den dag visselig oprinde, da alle kirkens taarn atter løfter sine gyldne fløier mod himmelen, og klokkerne fra Kristkirken i Nidaros ringer det hele folk sammen til gudstjeneste i St. Olavs gamle kirke.
For læsebogen af L. Dietrichson.