Læreplanatlas
Fjerde DelLitteratur og kultur.

17. Haakonshallen i Bergen.

Af L. Dietrichson. Med to billeder

82

Norge havde i mer end et aarhundred været plaget med borgerkrig. Nu var en fredsæl tid oprundet med Haakon 89den fjerdes regjering: den sidste urostifter, hertug Skule, sov nu den lange søvn i Trondhjems domkirke.

Paven havde sendt sin sendemand til Bergen for at sætte kronen paa kong Haakons hoved.

Det var sommeren 1247, en meget regnfuld sommer, som det saa ofte er i Bergen. Bymænd og kongsmænd kikked efter en blaa gløtt paa den skytunge himmel. Alle var de rædde, at regnveiret skulde fordærve hele kroningsstasen; for herbergerne i kongsgaarden var baade faa og trange. De to træhaller, julehallen og sommerhallen, kunde ikke paa langt nær rumme alle de gjester som nu efterhaanden, selv langveis fra, strømmed sammen i Bergen. Det vilde derfor være meget ønskeligt, om festerne kunde holdes under aaben himmel; men det kunde det ikke være stort haab om, slig som det høljed ned.

En dag det stilned lidt af, tog kongen pavens udsending, kardinal Vilhelm af Sabina, med sig ud paa den ytterste odde af den halvø som kongsgaarden laa paa. Han viste ham et stort nyt skibsnaust han netop havde ladt bygge; det var henved 60 meter langt og 40 meter bredt. Da de var traadt ind i naustet, sa kongen: «Eftersom vi her ikke har store hus, herre, synes det da eder ikke bedst, at vi holder vort gjestebud i dette hus, for at saa mange flere folk kan være hos os?» Kardinalen svarte, at det tyktes ham at være det bedste raad, og kongen lod da huset indrede efter bedste leilighed. — Det var saa vaadt veir, at det regnte baade dag og nat, og de reiste derfor et langt telt af rødt og grønt klæde, lige fra hallerne og helt ud til Kristkirken, hvor kongen skulde krones, saa en kunde gaa fra det ene herberge til det andre, og fra gjestebuds-hallerne til kirken, uden at blive altfor vaad. Og naustet blev staset op med tepper og hynder, og der stod det store gjestebud; men det har vist ærgret den mægtige konge, at han maatte byde saa gjæv en mand som pavens udsending, en mand som var vant til sydlandenes pragt, et naust til gjestebudshal. Han har vist lovet sig selv, at det skulde være sidste gang noget sligt skulde ske. Og han bygde den store stenhal i sin kongsgaard, Haakonshallen i Bergen, som endnu staar lige sterk efter mere end seks hundred 90aar. Kort efter kroningsaaret maa den være bygget, siden kongens søn Magnus, som siden blev kaldt Magnus Lagabøter, fjorten aar efter, da han skulde feire sit bryllup i kongsgaarden (1261), kunde sige til sin far: «Det er nu saa gode haller i kongsgaarden, som ikke var indrettet da kroningsgjestebudet stod, at det nu ingenlunde skorter paa husrum.» Og kong Haakon Haakonsons saga fortæller udtrykkelig, at han «reiste to stenhaller i kongsgaarden i Bergen». Om den andre af disse haller kan vi ikke sige noget visst. Det rimeligste er, at det var den indre del af det taarn som senere blev bygget høiere af lensherren Rosenkrans omkring 1560, Rosenkranstaarnet, eller Valkendorfstaarnet, som det urigtig heder. Her har vi bare med Haakonshallen, den store gjestehal, at gjøre.

Haakonshallen i Bergen er en vældig firkantet stenbygning i to stokverk med kjeldere under. De korte sider af denne firkant vender mod nord og syd, de lange mod øst og vest. Paa nordsiden og sydsiden er det gavler, som ligner trappetrin. I vest, ud imod Bergens vaag, løfted sig i det øverste stokverk en herlig rad af syv høie buevinduer med spidse buer; nedenunder dem syv lavere. Østsiden eller bagsiden var næsten uden vinduer. Indgangen var i syd, og vendte mod byen. En stor bred stentrappe i det frie langs hallens væg førte op til selve festsalen. Under trappen var indgangen til første stokverk. Dette var delt i tre rum, et mindre nærmest indgangen, et større inde i bygningen, og saa igjen et mindre mod nordenden. I taget over disse rum var hvælvinger, som blev baaret af fire sterke firkantede søiler, to i det store rum og en i hvert af de smaa; det store rum havde tre, hvert af de smaa to vinduer. Et simpelt trægulv skilte disse rum fra kjelderen nedenunder. Kjelderen var inddelt paa samme maade, men havde ikke vinduer og indgang udenfra. Det gik trætrapper inde i bygningen fra rummene i første stokverk ned i kjelderen. I muren mod nord var det en brønd, som endnu kan sees, og i de tykke murer gik det trapper og ganger op til vindusfordybningerne i festhallen, ja helt op paa taget.

91
Man ser her sydsiden med indgangen og den lange vestside, som vender mod Vaagen.
Man ser her sydsiden med indgangen og den lange vestside, som vender mod Vaagen.

92Men vi vil stige opover den brede hovedtrappe og ind i festhallen. Hovedindgangen er en dør med en lavtrykt bue over. I den tykke gavlmur til venstre er det et lidet rum, som faar sit lys fra en smal luftaabning i den vestre langmur. Her har vistnok dørvogteren siddet. Og nu ligger hallen for os i al sin vælde. Den gaar igjennem hele bygningen, har hele dens længde og hele dens bredde, den er omtrent 33 meter lang og over 13 meter bred; væggene er omtrent 7 meter høie, men op til mønsaasen i den aabne taghal maa det have været omkring 17 meter. De pragtfulde buevinduer til venstre kaster et fuldt og rent lys bortover hallens stengulv. Ret imod os lyser det høie og brede pragtfulde vindu i den nordre gavlvæg; det er delt ved dobbelte søiler. Den spidse bue med det rige stenarbeide gaar høit op i gavlen, og viser os tydelig nok, at hallen har været aaben helt op til mønet; ti hvis det havde været tag i væggenes høide, maatte de have skaaret vinduet tvers over. Under vinduet er murene prydet med en rad hoveder, udhugget i sten, og lige under den har det været en stor forhøining (pall) tvers over hallen. Her har kongen og hans nærmeste mænd siddet. Denne pall har været over 1 meter høi, det ser vi af trapperne i muren; for disse trapper gaar ikke helt ned til gulvet, de stanser 1¼ meter over gulvet. Men fra pallen selv har det gaat brede trin til hallens gulv. Paa denne store forhøining stod kongens høisæde. Slig var det ogsaa i alle de engelske haller, som Haakonshallen nærmest er bygget efter.

Paa den tredje væg, den østre langvæg, ved bygningens bagside, er det bare to spidsbuede vinduer. De er begge meget mindre og meget simplere end de paa vestsiden. Paa bagvæggen sees ogsaa spor af to ildsteder. Hvorledes disse ildsteder har været, har vi ikke rigtig greie paa. Muligens har det fra først af været røgovner uden skorsten; nu blir de gjenopført som aabne kaminer.

Midt imod kongens høisæde i den andre ende af hallen, der hvor indgangen var, har spillemændene sikkert havt sin plads. Slig var det i de engelske kongshaller, og her er endnu spor efter en slig plads i den søndre gavlmur. Her 94fører nemlig en trappe op i muren til en gang, som er aaben ud imod hallen. Denne gang ligger et godt stykke op paa væggen, og er ganske smal; foran sig har den vistnok havt en liden trælægter, som hvilte paa træsøiler, og her sad spillemændene. I denne søndre væg var ogsaa en trappe med en dør, som førte ud paa den mur som løb rundt hele kongsgaarden.

93
Forhøiningen ved Haakonshallens nordre gavlvæg.
Forhøiningen ved Haakonshallens nordre gavlvæg.

Frit og høit hæved røstloftet sig over hallen, med udskaarne hoveder paa bjelkernes ender, og det maa have taget sig herlig ud, naar de festlige skarer var bænket der inde, naar farverige vævede tepper hang over væggene, naar musiken lød, og kongen og hans mænd løfted bægret i det lystige lag, mens fakler og blus oplyste hallen, og festlarmen steg op i det mørke rum over bjelkerne under taget.

Men onde tider kom, og hallen maatte friste en sørgelig skjæbne, lige saa sørgelig som folkets. Den blev brugt til magasinrum; prydelserne forsvandt, murene blev ilde tilredt, og da vor tid brød frem, og vort land igjen begyndte at reise sig til ny dag og ny daad, vidste ingen, at det gamle magasin ude paa Bergenhus fæstning var kong Haakons en gang saa herlige hal. Det var den navnkundige landskabsmaler J. C. Dahl som gjenkjendte kongshallen. Nu har man alt i en række af aar arbeidet med at sætte den i stand. Om kort tid staar vore fædres stolte verk gjenreist.

For læsebogen af L. Dietrichson.