Under kong Olav Haraldson den hellige (1015—1030) blev den kristne tro lovtaget paa tingene rundt om i Norge. Olav førte mange bisper og prester med sig fra England. Efter hans martyrdød paa Stiklestad den 29de juli 1030 vedblev disse engelske missionærer at reise omkring i landet og lære folket at leve paa kristen vis. Ti de fleste var døbt som voksne og havde ondt for at aflægge de hedenske skikker. Mange var rædde for Odin og Tor og alle de gamle æser og aasynjer, og trodde de kunde gjøre ondt baade paa folk og fæ. Derfor ofred de til dem i smug. Alle trodde paa trollskab og spaakunster, og de gik gjerne til en finn eller en spaakjærring for at hente raad, naar noget stod paa. Folk sad ogsaa ude mellem gravhauger om torsdagsnætterne for at vække op dødningerne og spørge dem ud om fremtiden. Men alt sligt hedenskab og trolldomsvæsen maatte drives i løndom. Ti hvis det blev kjendt, blev det straffet med pengebøter og landsforvisning. Ja trollkjærringer blev endog ført ud paa sjøen, hvor de slog ryggen af paa dem og lod dem ynkelig omkomme i bølgerne.
Fra alt dette hedenskab og al denne overtro var det nu kong Olavs engelske missionærer søgte at omvende folk. «Jeg forbyder eder» — siger presten til menigheden i en gammelnorsk præken — «paa Guds og de hellige mænds vegne, at søge helsebot for eder selv eller eders kreaturer hos spaamænd og trollmænd; ti det er den ondes lære og djævelens tjeneste. Og hver mand som hører paa dem og
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.
82tror paa dem, og hos dem søger hjælp for sig og sit fæ, han har fornegtet sin kristendom og Guds lov. Ti i Guds øine er det den største vanære som kan vises ham her i verden, at folk stoler mer paa tryllesange og spaakunster end paa Guds miskund, naar de selv eller deres fæ feiler noget.»
Under Olavs søn Magnus den gode (1035—1047) og hans halvbror Harald Haardraade (1047—1066) kom flere missionærer til landet. Største parten var engelskmænd, men det var ogsaa nogen tyskere iblandt. Deres forkyndelse af Kristi lære maa have gjort indtryk paa nordmændene. Ti Adam af Bremen, som selv havde talt med forskjellige missionærer fra Norge, skriver i 1075, at «nu er nordmændene ikke længer trælbundet under de hedenske trollmænds afskylige kunster, men omvendt til enfoldige bekjendere af den korsfæstede Kristus.» Og en engelsk prest som i 1070 var hos Olav Kyrre, har fortalt, at denne konge var meget religiøs, saa han stadig havde hellige bøger mellem sine hænder og læste i dem, for at hente kraft og visdom til sin kongsgjerning. Han var saa nedladende, at han gik presten til haande for alteret, hjalp til at iføre ham messeklærne, gjød vand over hans hænder, og udførte andre slige ting med andagt. Olav tog den engelske prest straks til lærer og lod ham undervise sig i Davids salmer. Vi kan derfor sige, at det af Olav den hellige «kristnede» Norge nu under Olav Kyrre er blit et kristent land. Og dette store omskifte skyldes ikke mindst de fremmede missionærers fromme arbeide. Lad os derfor ikke glemme dem!
Hver bygd eller hvert hered havde nu faat sin stavkirke og sin sogneprest, og mange stormænd lod bygge kirker paa sine gaarder. Folk havde saaledes nogenlunde let for at komme til kirke, og det var fromme mænd og kvinder som gjested den ogsaa om hverdagene, for at bede sit fadervor 84og sit Ave Maria. De havde da gjerne med sig en smørbutt eller nogen brødleiver, som de ofred til presten eller lod ham uddele blandt de fattige.
83
Hver søn- og helligdag holdt presten messe og præken kl. 12, paa de store høitider kl. 9, og i fasten kl. 3 om eftermiddagen. Paa alle messedage blev det desuden holdt ottesang kl. 6 om morgenen og aftensang kl 6 eftermiddag.
Lad os tænke os otte hundred aar tilbage i tiden. Det er en søndagsmorgen i aaret 1094. Som gode kristne reiser vi tidlig til kirke for at høre ottesangen. Kl. 6 begynder kirkens to klokker at ringe: først den ene, saa den andre, og saa begge paa én gang. Saa «ringer det sammen», og da maa alle gaa ind i kirken. Men før vi gaar ind, falder vi paa knæ foran kirkedøren og kysser terskelen. Indenfor døren staar et vievandskar med en kvast oppi; vi tager kvasten og stænker os med det hellige vand. Saa falder vi paa knæ foran et af korsene i kirken og beder Gud om naade for Jesu pines skyld; fremsiger derpaa vore trosartikler, fader-vor og Ave Maria, og korser os, idet vi siger: «Gud den almægtige være mig syndige mand naadig og miskundelig!»
Derefter sætter vi os paa en af bænkene. Vi beholder hatten paa og ser os om i kirken. Den er svært liden; men vi er ikke bedre vant, og det er ikke mange i den nu ved ottesangen. Den er mørk som en kjelder; for der er ingen vinduer; bare nogen smaa glugger oppe under taget. Borte paa den ene langvæggen hænger et stort seil af vadmel: det er skibredets krigsskibs-seil, som efter loven skal gjemmes i kirken. Ellers er der ikke stort at lægge merke til: nogen aaklær paa væggene, ophængt til pryd; en bjørnefeld oppe i koret, et Olavs-billede og et Maria-billede, begge med et brændende lys foran sig, og nogen udskaarne trækors — det er det hele.
85Men nu er presten kommen for alteret, hvor det brænder tretten lys. Han messer paa latin nogen af Davids salmer; vi skjønner ikke et ord af det han siger. Alligevel tykkes messesangen os fager og opbyggelig. Og naar vi fra vor halvmørke plads nede i kirken ser op mod det straalende lyse kor, hvor presten i sin hvide messeserk synger de dunkle ord paa en høitidelig melodi, da tænker vi i vor enfold paa himmelens lyse hal, hvor de fromme skal møde Gud og hans skinnende engler og høre paa de fagreste sange til evig tid. Men ett efter ett slukker presten lysene: det er til minde om Frelserens død og disiplenes flugt; og ottesangen er endt.
Kl. 12 samles vi atter i kirken til høimesse. Den begynder med at presten synger nogen latinske bønner og salmer, mens menigheden knæler. Derefter kysser presten alteret, og menigheden reiser sig. Prest og klokker synger derpaa vekselvis nogen salmer, Kyrie eleison og det store gloria. Under det sidste falder vi igjen paa knæ, og hver gang vi hører Jesu eller Marias navn, tager vi hatten af og slaar os for brystet. Derefter messer presten kollékten, epistelen, evangéliet og trosbekjendelsen, alt paa latin og uforstaaligt for os lægfolk.
Presten gaar nu fra alteret og holder en kort præken, hvori han formaner os til bod og omvendelse, og truer os med helvedes pine, om vi fremturer i vore synder og ikke gjør bod, saaledes som han og bispen har lært os. — Efter prækenen gaar alle voksne mænd og kvinder frem til alteret og ofrer.
Derefter er det igjen messe, og alterens sakrament indvies. Det foregaar under mange ceremonier, bøn og sang, omtrent som i de katolske kirker nu til dags. Under selve indvielsen løfter presten kalken og brødet op over sit hoved, og da falder vi alle paa knæ og tilbeder. Efter indvielsen kysser han under bøn messebogen, sakramentet, og klokkeren, og da kysser alle mænd paa mandfolksiden hverandre indbyrdes, og ligesaa alle kvinder paa konesiden. Det er messekysset, som gives til tegn paa at alt uvenskab mellem os skal være slut.
86Presten nyder nu sakramentet alene. Menigheden gaar bare til alters én gang om aaret, paa første paaskedag.
Saa følger atter nogen latinske bønner, og messen er til ende. Aftensangen er omtrent som ottesangen.
Efter høimessen døber presten børn. De smaa er iført hvide daabskjoler, og presten møder dem i kirkedøren, hvor han med pegefingeren dyppet i en liden salvekrukke gjør korsets tegn paa deres bryst og mellem akslene. Derpaa spytter han paa fingeren og smør dem under næsen og i ørene, ligesom Frelseren gjorde med den døvstumme, og lægger en liden saltklump i deres mund. Under alt dette fremsiger han latinske bønner og byder djævelen at fare ud af dem. Nu er børnene «primsignet», og de kan føres ind i kirken. Før var de hedninger og havde ikke lov at komme i kirken, og om de døde uden daab, kunde de ikke begraves i kristen jord.
Selve daabshandlingen foregik omtrent som hos os bare med den forskjel, at alle bønner var paa latin, at barnet tre ganger dukkedes ned i fonten, og at presten bagefter med salve gjorde korsets tegn paa issen. Efter daaben hører presten fadderne, om de kan fadervor og trosartiklerne, som han beder dem lære de smaa. Daabskjolen bæres i otte dage; da tager en af fadderne den af barnet.
Senere paa sommeren kommer bispen til fylket. Da skal alle børn som har fyldt 12 aar føres til fylkeskirken, for at konfirmeres af bispen. Det er bare bispen som konfirmerer, ikke presterne. Han sidder oppe i koret, og en prest staar paa hver side af ham. En fadder leier konfirmánten frem ved den ene haand, og bærer i den andre et hvidt baand, som kaldes konfirmasjóns-baandet. Efter en kort bøn dypper bispen fingeren i den salvekrukke som den ene prest holder, og gjør korsets tegn paa konfirmantens pande, idet han siger: «Jeg merker dig med korsets tegn og konfirmerer dig med frelsens salve i Faderens, Sønnens og den Helligaands navn!» Den anden prest binder nu konfirmasjonsbaandet om konfirmantens pande, for at salven ikke skal spildes. Bispen klapper ham derefter paa kindet, idet 87han siger: «Kom din firme-fader i hug!» Dermed er konfirmasjonen til ende. Tre dage efter tager en fadder baandet af panden paa konfirmanten og vasker den med varmt vand. Baandet brænder han op, og vaskevandet slaar han paa varmen, for at levningerne af den hellige salve skal brændes op og ikke vanhelliges.
Det var ikke bare under gudstjenesten, daab og konfirmasjon, at vore kristne forfædre kom i berøring med prest og kirke og religionens krav. Fra vuggen til graven, i gode og onde dage, i sorg og i glæde havde de brug for sin prest og hans velsignelser og bønner. Han indvied deres egteskab, hørte deres syndsbekjendelse, paala dem bod, salved dem med den sidste olje, signed deres gravøl og vandet som liget blev tvættet i, vaaged om natten over deres døde og bad for deres sjæl. Han var bonde som de andre bønder, og dyrked sin jord som en anden leilænding. Det var ikke rart med hans lærdom; ofte forstod han ikke selv det latin han messed for de andre. Men for bønderne var det nok, at han kunde messe og yde dem den tjeneste og retledning de trængte. De krævde ikke mer. Men det maatte han kunne. Han maatte kunne sige dem til, naar det var helligdag, og naar de skulde faste eller øve sig i anden afholdenhed. Han maatte lære dem, hvilke dage var «nonhellige», som søndag, da helgen begyndte kl. 3 (nón) lørdag eftermiddag, og varte til det var lyst mandag morgen. Da skulde alt arbeide hvile: man maatte ikke gaa paa jagt, ikke fiske, ikke kjøre lass eller kløv, ikke bære tunge byrder, ikke bage brød eller koge mad. Men kom det flere end fire gjester til gaarden, saa fik de lov til at skaffe dem noget at spise. Helgebrudd maatte den frie mand bøte med penger, og trælen med sit skind, med mindre hans herre vilde betale for ham. Hvis ikke, skulde han føres til tings for at piskes, og «den dummeste kar paa tinget skal piske ham,» siger loven. Sagtens trodde de, at han vilde slaa dygtig til.
For brudd paa fasten var det ogsaa streng straf, for 82gjentagne brudd endog landsforvisning. Presterne maatte derfor give folk besked om, naar det var fastetid. Det var det hver fredag, aftenen før jomfru Marias og apostlenes festdage, i langefasten, det vil sige: fra askeonsdag til paaske, og endelig onsdag, fredag og lørdag i den anden langefaste-uge, i pinseugen, ugen efter krosmesse om høsten, og i sidste uge før jul. Det kaldte vore fædre imbrudage. Paa fastedagene havde ingen som var over 12 aar og frisk, lov at spise kjød før kl. 3 om eftermiddagen. Spiste nogen kjød paa en fredag, uden at vide det var fredag, da var han undskyldt. Men kom en ind, mens han havde maden i munden, og sa det var fredag, saa maatte han spytte maden ud, hvis han vilde gaa fri for straf.
Heller ikke ellers havde folk lov til at spise alting. Hestekjød maatte ikke spises, for det blev regnet som offermaaltid for de gamle guder. Hund og kat heller ikke, for det er urene dyr. Den mand som blir stedt alene paa land eller sjø, skal sulte syv dage, før han æder hunden sin; «men da skal han heller æde hunden, end hunden skal æde ham», siger loven. Stak hund eller kat snuden bort i nogen slags mad, saa skulde det ikke ædes, men slaaes ud. Det var ogsaa forbudt at spise blod og kjød af selvdøde dyr. Strengt taget regned man ikke dyret for selvdødt, naar man kjendte dødsaarsagen. «Naar dyr knækker hals i baasen, kvæles af klave, indvikles i tjor, ligger dødt i brønd. falder udfor fjeld, fanges i gildre, falder i isen, springer i vand, bæres bort af bjørn, bides af ulv, slaaes af hest eller stanges af ko og bides af hund» — da skal kjødet stænkes med vievand og hænges op, til blodet er tørket ind. Skindet skal man sælge og give halvdelen af pengene til kirken. Saa kunde man spise kjødet.
Det var ikke saa ligetil at overholde kristenretten i Olav Kyrres dage.
For læsebogen af A. Taranger.