Samme aften sa Bergtora til sine husfolk: «Nu skal I vælge eder mad i kveld, saa hver kan faa det han har mest lyst til; for i kveld bærer jeg sidste gang mad frem til mine folk.» — «Gud forbyde det!» sa de. «Slig blir det nok alligevel,» mente hun. «Jeg kunde sige meget mere, om jeg vilde; men det kan I have til merke, at Grim og Helge kommer hjem før folk er mætte i kveld. Og hvis dette slaar ind, da vil det gaa som jeg siger med mere ogsaa.» Siden bar hun mad frem paa bordet. Njaal sa: «Underlige ting bæres mig fore nu. Jeg synes mig se over hele stuen, og det ser mig ud som hele gavlvæggen er borte og bordet og maden bare blod.» Da blev alle ilde ved, saa nær som Skarpheden. Han bad dem ikke sørge og ikke te sig ilde, at de ikke skulde faa noget ord paa sig: «Det gjælder mere for os end for andre at te sig vel, og det kan ogsaa ventes af os.» Grim og Helge kom hjem, før det var taget af bordene, og alle blev ilde ved, da de kom.
Samme dag var Flose og hans mænd samlet, som aftalt var. Ved midaften siger Flose: «Nu vil vi ride til Bergtorskvaal og komme der før kveldsverdstid.» De gjorde 76saa. Der var en dal i bakken som gaarden laa paa; did red de, bandt der sine hester, og bidde til det led langt paa kvelden. Flose sa: «Nu skal vi gaa frem til gaarden, men holde os tæt sammen, fare langsomt, og se hvad de vil gribe til.» Njaal, hans sønner, Kaare og alle hjemmemændene stod ude og fylked sig paa tunet. De var nærved tredive mand.
Njaal sa til sine mænd: «Kan I se, hvor mange folk de har?» — «De har baade mange og stridbare folk,» sa Skarpheden; «men nu stanser de; ti de skjønner, at det vil falde dem vanskeligt at faa bugt med os.» — «Det vil ikke være vanskeligt,» sa Njaal; «min vilje er, at vi gaar ind; det gik dem ilde med Gunnar fra Lidarende, endda han var alene imod overmagten. Her er husene lige saa sterke som de var der, og det blir ikke saa let for dem at komme os ind paa livet.» — «Det er anderledes her,» sa Skarpheden; «Gunnar hjemsøgtes af høvdinger som var saa høisindet, at de heller vilde vende om end brænde ham inde; men disse vil straks søge os med ild, naar de ikke kan paa anden maade; de vil ikke sky noget for at faa overtaget. De vil tænke, som nok kan være, at det gjælder deres liv, om vi slipper unda. Jeg har heller ikke stor lyst til at lade mig røge inde som en rev i hiet.» — «Det viser sig nu som oftere,» sa Njaal, «at mine sønner giver mine raad en god dag og bryr sig lidet om mig; da I var yngre, gjorde I ikke det, og den gang gik alt bedre for eder.» — «Lad os gjøre som vor far vil,» sa Helge; «det tjener os bedst.» — «Det ved jeg ikke saa visst,» sa Skarpheden; «ti nu er han feig. Men vel kan jeg gjøre min far det til vilje at brænde inde med ham; jeg ræddes ikke for at dø.»
De gik nu alle ind og stilled sig i døren. Flose sa: «Nu er de feige, ellers havde de ikke gaat ind. Vi skal nu gaa raskt frem til huset, samle os saa tæt sammen som 77muligt udenfor døren, og give agt paa at ingen kommer sig bort, hverken Kaare eller Njaalssønnerne, ti det blir vor bane.» De gik nu frem og stilled sig op rundt huset, om det skulde være nogen løndør nogensteds.
Flose gik frem til forsiden af huset med sine mænd. De tog da til at slaas; men Flose og hans mænd kom ingen vei. «Det er greit at se,» sa Flose, «at vi ikke kommer dem til livs med vaaben. Nu faar vi nok tage til et andet raad. Vi har to udveie; men ingen af dem er god. Den ene er at vende om, det er vor bane. Den anden er at bære ild paa og brænde dem inde. Det er et stort ansvar for Gud, eftersom vi er kristne mænd; men det faar vi gjøre ligevel.»
De tog ild og gjorde op et stort baal udfor døren.
Kvinderne slog myse og vand paa ilden og slukked den for dem. Da var det én som sa til Flose: «Det falder mig et raad ind. Jeg har lagt merke til, at det er et loft i skaalen paa tverbjelkerne; der skal vi kaste ild ind og nøre den med den høisaaten som staar her ovenfor husene.» De tog nu høisaaten og tændte ild med den. De som var inde, vidste ikke af, før hele taget stod i brand. Floses mænd gjorde derefter op store baal udenfor alle dørene. Kvindfolkene inde tog da til at jamre sig. «Lad mig se I ter eder vel,» sa Njaal, «og ikke klynker; det er bare en overgang, saa er vi berget; I kan da vide, at Gud er saa miskundelig, at han ikke vil lade os brænde baade i denne og den anden verden.» Med disse og andre trøstelige ord satte han mod i dem. Nu stod hele huset i lue. Da gik Njaal frem til døren og sa: «Er Flose saa nær, at han kan høre mine ord?» — Flose svarte, at han kunde høre ham. — «Vil du paa nogen vis tage mod forlig med mine sønner eller give nogen lov til at gaa ud?» spurte Njaal. — «Med dine sønner vil jeg ikke tage imod forlig,» svarte Flose; «det skal nu komme til en ende 78mellem os, og vi gaar ikke herfra, før de alle er døde; men kvinder og børn og huskarler giver jeg fri udgang.» Njaal gik da ind og sa til folkene: «Nu maa de gaa ud som har faat lov.» De gjorde saa.
Siden gik Flose hen til døren, kaldte paa Njaal, og sa at han vilde tale med ham og Bergtora. Njaal gik bort til døren.
Flose sa: «Jeg vil byde dig udgang, Njaal bonde; det vilde være ilde, om du skulde brænde inde.» — «Jeg vil ikke gaa ud,» sa Njaal; «ti jeg er en gammel mand og duger lidet til at hevne mine sønner, og med skam vil jeg ikke leve.» — «Gaa da du ud, husfru,» sa Flose til Bergtora; «ti dig vilde jeg for ingen pris brænde inde.» — «Ung blev jeg gift med Njaal,» svarte hun; «og det har jeg lovet ham, at ett skulde times os begge.» Derefter gik de begge ind. «Hvad skal vi nu gjøre?» sa Bergtora. — «Vi skal gaa til vor seng,» sa Njaal, «og lægge os; jeg har længe været kjær i hvile.» Hun sa da til gutten Tord, Kaares søn: «Du skal bæres ud, og ikke brænde inde.» — «Du loved mig det, bedstemor,» sa gutten, «at vi aldrig skulde skilles, saa længe jeg vilde være hos dig; og det tykkes mig meget bedre at dø med dig og Njaal end at leve igjen.» Hun bar da gutten hen til sengen. Njaal sa til brytjen eller husbondskaren sin: «Nu skal du lægge merke til, hvor vi lægger os, og hvorledes jeg breder over os; for jeg agter ikke at røre mig herfra, hverken for røg eller brand. Du kan da omtrent vide, hvor vore ben er at finde.» Brytjen loved det. Der havde været slagtet en okse om dagen, og huden laa der. Njaal sa til brytjen, at han skulde brede huden over dem. De la sig nu ned, med gutten mellem sig. Derefter signed de sig og gutten og gav sin aand i Guds vold; det var de sidste ord som hørtes af dem. Brytjen tog huden, bredde den over dem, og gik derefter ud.
Skarpheden saa, at hans far la sig ned, og hvorledes han laged til rette om sig. Han sa da: «Vor far gaar tidlig til sengs, som rimeligt kan være; han er en gammel 79mand.» Skarpheden, Grim og Kaare tog brandene, efter som de faldt ned, og skjød dem ud mod Flose og hans mænd. Saaledes gik det en stund. De skjød spyd ind mod dem udenfra, men de greb dem alle i luften og sendte dem ud igjen. Flose bad sine folk holde op at skyde, «ti alt vaabenskifte vil falde os tungt med dem,» sa han. «I kan nu gjerne bie, til ilden gjør ende paa dem.» De gjorde saa.
Nu faldt sperrerne ned fra taget. Da sa Skarpheden: «Nu er min far vist død; men hverken støn eller hoste har jeg hørt fra ham.» De gik da til enden af skaalen. Der var en tverbjelke faldt ned, som var halvbrændt paa midten. Kaare tog en luende bænkestok i haanden og sprang ud efter tverbjelken. Han slynged stokken ud fra taget, saa den faldt ned mellem dem som stod udenfor. De løb da til side. Kaare hopper i det samme ned af taget, og sprang af alle kræfter afsted gjennem røgen. Alle hans klær og hans haar stod i lys lue. «Sprang det ikke en mand ned af taget?» spurte den som stod nærmest. «Langt fra,» sa en anden; «det var Skarpheden som kasted en brand ud efter os.» De lod da al mistanke fare. Kaare løb, til han kom til en bæk; han kasted sig ned i den og slukked ilden paa sig. Siden løb han videre, med røgen, bort til en grav og hvilte sig. Den kaldes siden Kaaregraven.
Nu er at fortælle om Skarpheden, at han løber ud efter tverbjelken, straks efter Kaare. Men da han kom der hvor den var mest brændt, brast den under ham. Han kom ned paa benene, sprang straks til paa ny og rendte op efter væggen. Da faldt brunaasen ned paa ham, saa at han gled ned igjen. Han sa da: «Jeg ser nu, hvorledes det er laget.»
Siden gik Skarpheden bort til sin bror Grim. De tog hinanden i hænderne og traadte ilden ned foran sig, men da de kom midtveis i skaalen, faldt Grim død ned. Skarpheden gik til enden af huset. Da blev det et stort brag; taget faldt ned, og Skarpheden blev klemt ind mellem det 80og gavlvæggen. Han kunde da ikke røre sig til nogen kant.
Flose og hans mænd blev ved ilden, til det var ledet langt paa morgenen. «Jeg undres paa, om Skarpheden er død,» sa en. Ilden blussed stundom op, stundom slukned den igjen. De hørte da nede fra ilden foran sig, at der blev kvædet en vise; de skjønte, at det var Skarpheden, men Flose tillod ikke at de ledte efter ham. Siden fór Flose og hans mænd bort. — Men Kaare kom tilbage til Bergtorskvaal for at lede efter Njaals ben og flytte dem til kirken; han havde hundred mand med. Der var en mængde aske at skufle af. Derunder fandt de huden; den var som tørket ind til en skorpe af ilden. De tog den op, og der laa de døde ubrændt under. Alle loved Gud for dette, og syntes det var et stort jertegn. De tog nu gutten op, som havde ligget imellem dem; af ham var fingeren brændt, som han havde rettet ud under huden. Njaal blev baaret ud, og ligesaa Bergtora. Alle gik nu til for at se deres lig. «Hvorledes synes I om disse lig?» sa Hjalte Skjeggeson, som var med. «Vi vil høre din dom først,» sa de. — «Det skal jeg oprigtig sige,» svarte Hjalte: «Bergtora synes mig at se ud som en kunde vente det, eller vel saa det, men Njaals legeme og aasyn synes mig saa lyst, at jeg ikke har set død mands legeme saa fagert.» Alle sa det samme. De ledte derpaa efter Skarpheden. Hjemmemændene viste dem, hvor Flose og de andre havde hørt ham kvæde en vise inde i ilden. Der var taget faldt ned mod gavlvæggen. Her sa Hjalte at de skulde lede efter. De fandt Skarphedens legeme der. Han havde staat opreist ved gavlvæggen, og fødderne var brændt af ham nedenfra næsten til knæet, men alt andet var ubrændt paa ham. Han havde bidt sig i overlæben, og hans øine var aabne og dog ikke svulne. Han havde drevet øksen ind i gavlvæggen saa fast, at den sad i til midt paa bladet, og den var derfor ikke bløtnet. Øksen blev nu brudt ud. Hjalte tog den op og sa: «Dette er et sjeldent vaaben, og ikke mange er det givet at bære det.»
De tog nu klærne af Skarphedens lig, for de var ikke 81brændt. Han havde lagt hænderne i kors, og den høire øverst De fandt et merke af ilden paa ham mellem herderne, og et paa brystet; begge var brændt i kors, og de trodde, at han selv havde brændt disse merker. Alle var enige om, at det ikke var saa fælt at være hos liget af Skarpheden som de havde tænkt sig; ti ingen ræddedes for ham. De ledte efter Grims ben, og fandt dem midt i skaalen. I alt fandt de ben af ni mennesker. De flytted nu ligene til kirken.