(For at det næste stykke lettere kan forstaaes, sættes her i kort sammendrag det som nærmest hænger sammen med branden paa Bergtors-kvaal.)
Njaal hedte en mand som bodde paa Bergtors-kvaal i Landøerne. Han var saa lovsterk, at hans mage ikke fandtes. Dybtænkt 73var han og fremsynt, gav gjerne raad, og gav gode raad, saa at alt slog til som han raaded. Han var sagtmodig og veltænkende, og løste hver mands vanskelighed som tyed til ham. Bergtora hedte hans kone. Det var en dygtig kone med godt hjertelag, men noget stridig og selvgod. De havde seks børn, tre sønner og tre døtre. Skarpheden hedte den ældste. Han var stor af vekst og sterk, god til at føre vaaben, svømte som en sæl, og var rappere paa foden end nogen anden mand. Noget uvøren var han. Han var en god skald. Han havde brunt krøllet haar og vakre øine, bleg hudfarve og skarpe ansigtsdrag. Han havde kroget næse, og tandgaren laa høit paa ham, saa munden var meget styg; han saa ud som en egte hærmand.
Grim og Helge hedte de to andre sønner. En gang var disse to paa udenlandsfærd. Paa denne færd blev de overfaldt af vikinger og fik hjælp af Kaare Salmundson fra Suderøerne. Han blev Njaalssønnernes bedste ven, og fulgte siden med dem til Island og gifted sig med deres søster. Han kjøbte sig gaard øst i Mydal, men bodde for det meste paa Bergtorskvaal.
Paa den samme reise maatte Grim og Helge lide haard medfærd af Haakon jarl. Jarlen trodde, at de gjemte om bord en illgjerningsmand, som havde plyndret hans gudehus og brændt det. Han drog da ud paa deres skib, overmanded dem og bandt dem. Han vilde dræbe dem næste morgen. Men de flygted om natten og kom unda.
Al denne tort havde de islændingen Traaen Sigfusson at takke for. Det var han som havde gjemt ransmanden.
Da nu alle var kommet hjem til Island, saa mente Njaalssønnerne, at de kunde kræve vederlag hos Traaen. Han haante dem. Det blev hans bane.
En dag da han fór selv ottende hjemover fra Runolv paa Dal, som han havde gjestet, laa Skarpheden oppe i Raudeskreerne og bidde der selv femte. De mødtes ved elven Markarfljot, som gik aaben i midten, men havde fast is ved begge bredder. Skarpheden løber ned mod elven med løftet øks; hopper tvert over det aabne vand og kommer lige ned paa haalisen, hvor Traaen og hans følge staar; han stanser ikke, men farer afsted skridende, hvast som 74en fugl i luften, og kløver hovedet paa Traaen; farer saa videre i rivende fart.
Det blev sluttet forlig efter dette drab. Siden tog Njaal Traaens søn Hoskuld til opfostring. Han vogted ham som sin øiesten og elsked ham høit. Njaals sønner tog sig ogsaa meget af ham, og gjorde ham alt det gode de vidste. Han blev en stor og sterk mand, var blid i sin tale, gavmild, fredsommelig, dygtig til at bruge vaaben, venlig mod alle og vennesæl. Njaal skaffed ham godord og godt gifte, og det var sligt venskab mellem dem alle, at et forehavende aldrig syntes dem afgjort, før de havde raadført sig med hverandre. Njaals sønner fulgte Hoskuld paa alle hans reiser.
Men saa kom Mord Valgardson og satte ondt imellem dem ved giftige og løgnagtige ord. Og saa længe holdt han paa med dette, til Skarpheden fældte Hoskuld. Da Njaal fik høre dette, gik det ham saare nær til hjertet; han vilde heller miste to sønner, sa han, havde Hoskuld bare levet. Han vidste ogsaa, hvad der vilde komme efter: «min død, min kones, og alle mine sønners».
Drabet paa Hoskuld spurtes over alle bygder og blev ilde omtalt. Paa tinget gik Kaare og Njaalssønnerne fra bod til bod for at søge sig venner. Folk spurte, hvad det var for en mand som havde fire mænd foran sig, den store blege, — uhyggelig at se til, strid og barsk som et troll. Og Skarpheden svarte med de hvasseste ord, og de fik ingen hjælp.
Tolv voldgiftsmænd blev opnævnt; de satte en pengebot for Hoskuld af seks hundred i sølv. Pengene skulde udredes paa tinget. Dommerne paatog sig at udrede halvdelen, og bad almuen at give hver lidt. Derpaa svarte alle vel. Kaare, Njaal og alle hans sønner kom med to hundred i sølv, og de andre fire hundred blev ogsaa betalt, saa der mangled ikke en skilling. Njaal tog da en silkekaabe og et par støvler og la dem ovenpaa dyngen.
Flose hedte den mand som havde det nærmeste eftermaal efter Hoskuld. Han var farbror til Hoskulds hustru. Da Flose havde set, at alle pengene var rigtige, tog han op silkekaaben, svinged med den i luften, og spurte hvem som havde lag den til. Ingen svarte. Han spurte igjen, men fik intet svar. «Er det da saa, at ingen af eder ved, hvem som har eiet den stas, eller tør I ikke sige det?» sa han. «Hvem mener du har givet den?» spurte Skarpheden. 75«Vil du vide det, saa skal jeg sige dig det,» sa Flose. «Jeg tænker det er din far, den skjegløse kar, som har givet den. Ti folk som ser ham, ved ikke enten han er kvinde eller mand.» Men da slængte Skarpheden Flose slige ord i ansigtet, at han sparked til pengene, og sa han ikke vilde have en skilling. «Ett af to skal ske,» ropte han, «enten skal Hoskuld ligge ubøtt, eller han skal blive hevnet.»
Flose stævned nu alle sine mænd op i Almannagjaa. De svor en ed paa, at de vilde holde sammen, og valgte Flose til høvding. Han nævnte tid og sted, da de skulde mødes. De skulde søge Njaalssønnerne med ild og sverd, og ikke gaa fra før de alle var døde.