Læreplanatlas
Fjerde DelLitteratur og kultur.

13. De islandske sagaer og Snorre Sturlason.

Af Gustav Storm. Med billede

64

Nordmændene paa Island. Islands historie begynder med, at Harald Haarfagre vandt Norges rige og ,drev alle de høvdinger bort fra landet som ikke vilde give sig under ham; da de forsøgte at skade ham ved at sætte sig fast paa de skotske øer, maatte han gjøre et tog did og drev dem derfra ogsaa. Den gang var netop Island opdaget af Naddod og Gardar, og det var et ubygget land; did drog saa de misfornøiede og tog sin slegt og sine undergivne med. Her mente de at kunne stelle sig selv uden nogen konge; her fik hver høvding «tage land», og han bygde sin gaard og sit gudehus og delte ud land til sine folk, som siden lydde ham og samled sig til tinge hos ham. Disse høvdinger kaldtes siden landnaamsmænd. Til slut kom det saa mange folk til landet, at høvdingerne skjønte de maatte ordne sig i et samfund. De valgte et fælles tingsted for hele landet, fik en fælles lov, og høvdingerne forened sig i en lagrette, som havde styrende og dømmende myndighed, og valgte en formand for nogen aar ad gangen, som kaldtes lovsigemand (omkr. 930).

Sagafortælling. Men det blev smaat med freden alligevel; ti de norske høvdinger som kom til Island, var uregjerlige, ærekjære og stridbare, saa de førte ofte krig med hverandre, og det var sjelden nok, at de døde rolig i sin seng. De drog i sin ungdom gjerne ud paa vikingfærd, tog sig tjeneste hos den norske eller andre landes konger, og flakked vidt om i verden; naar de saa kom hjem, fortalte de om hvad de havde oplevet eller hørt, og folket i det fjerne land, som var skilt fra den øvrige verden ved det store hav, vilde gjerne høre om alt som hændte udenfor, især om hjemlandet Norge og de andre nordiske lande. Derfor blev det sedvanlig skik, at man om vinteren og ved gilderne korted tiden med fortællinger; ordet saga kommer

65
Fra Island. Almannagjaa.
Fra Island. Almannagjaa.

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.

66af segja (sige) og betyder ikke andet end fortælling eller frasagn. Disse fortællinger var ikke altid hvad vi nu vil kalde historie (sandfærdig fortælling om hvad der er hændt af vigtigt); ti i oldtiden trodde man, at alt det som man ikke skjønte, var udført af overnaturlige væsener, som havde magt ud over det almindelige: man trodde, at guderne kom de gode mennesker til hjælp, naar de var i fare; man trodde, at de onde troll var mægtige til at skade menneskene og sendte dem ulykker, som sneskred, uveir og sygdom; man trodde paa drømme, varsler og spaadomme. Og alt sligt tog de med i sine fortællinger.

Hjemmefra havde islændingerne lært digte om oldtiden, om guderne og om høvdingers skjæbne og gode eller onde handlinger; dem bevarte de i mindet og digted ogsaa andre. Det var blit skik i Norge og andre land, at digtere laged lovdigte om konger og høvdinger. Slige digtere kaldtes skalder, og et lovdigt kaldtes draapa eller flokk. Islændinger tog snart efter den skik, og de blev til slut flinkere i det end nordmændene, saa alle skalder hos de norske konger var islændinger. De kunde udenad gamle digte, som de saa foredrog for høvdinger, og naar en skald fortalte om oldtidens helter, saa digted han viser, som han la i heltens mund. Saaledes blev sagafortællere ogsaa skalder, og derfor er mange islandske sagaer fulde af viser og digte.

Da kristendommen i aaret 1000 blev indført paa Island, var der faa prester og ingen biskop til at præke den nye tro. Derfor lod høvdingerne sine sønner oplære til prester og bygde sig kirker paa sine høvdinggaarder; naar saa presten arved sin far, blev han baade høvding og prest. De islandske høvdinger i kristen tid var derfor længe fredeligere end sine fædre og tog sjelden del i krig og strid, og de lærte ogsaa at stelle med bøger og skrifter. Men de misted ikke sine fædres sans for digt og fortælling. Tvertimod, det var som det stilfærdigere liv gav dem dobbelt lyst til at fortælle om fortiden; de holdt ogsaa mindet i live om fortidens tro paa guder og troll, paa drømme og varsler, endda de ikke trodde saa fast paa dem som før. Og des fjernere de kom fra den hedenske tid, des mere vokste 67den sammen for dem, saa sagn om de enkelte mænd blev knyttet sammen med sagn om deres fædre eller deres sønner, og saa maatte fortællingen ordnes, saa det blev sammenhæng i den. Deraf opstod længere sagaer, enten om en enkelt høvding eller om en høvdingæt, og de som ordned dem og fortalte dem, var sagamænd, som ogsaa oftest var skalder. En saga fortæller i regelen en enkelt høvdings hele liv; den begynder med hans slegt og forfædre, saa melder den om varsler eller drømme om ham før hans fødsel, saa om hans barndom, reise ud i verden (helst til Norge), og naar han derefter kommer hjem, har han paa Island kampe at føre i sin hjembygd eller i nabodalene, eller saa er der fortællinger om egteskab og kjærlighed eller kjærlighedssorg, og saa ender det med hans død og eftermæle og efterkommere. Slig var en islandsk ættesaga.

Men islændinger fortalte ogsaa gjerne om de norske konger som de søgte til og gjerne vilde være skald eller hirdmand hos. Ogsaa slige fortællinger blev samlet af islændinger, og disse fortællinger vokste ogsaa op til samlinger, kongesagaer. Eller der blev fortalt om oldtidens kjæmper og deres strid til lands og vands, kampe med vikinger eller med berserker og troll; det var digt og sandhed om hverandre, og det er vist sjelden, at sagamanden trodde selv, hvad han fortalte, og ofte satte han til det han selv fandt paa. Paa Røikjahole paa Island var det sommeren 1119 et stort gilde i syv dage. Der var mange slags leg, og blandt dem ogsaa sagafortælling. Rolv fra Skaalmarnes foredrog en saga om vikingen Rongvid og Olav hærmandskonge, om berserken Traaen, som brød op en gravhaug, og om Romund Gripsson; i den saga var det mange viser, og Rolv havde selv digtet det hele. Ingermund prest fortalte sagaen om Orm Barrø-skald; i den var det mange viser og ved enden af sagaen en god flokk, som Ingremund havde digtet. Den første af disse sagaer blev siden fortalt for kong Sverre, som sa, at slige «lyvesagaer» (d. e. opdigtede fortællinger) var meget fornøielige.

De skrevne sagaer. Sagamændene maatte den gang fæste i sit minde slige store fortællinger. Men snart kom den tid da de blev nedskrevet, efter at man havde lært 66at bruge pen og blæk og kalveskind. Presterne havde i udlandet lært at læse i latinske skrevne bøger, som brugtes den gang i den kristne gudstjeneste, og det varte da ikke længe, inden de tog efter selv at skrive af slige bøger og at bruge denne kunst for sit eget islandske eller norske maal. Lovene var det første som man skrev op. Det skede paa Island i aaret 1118, i Norge nogen tid før. Den gang levde paa Island den lærde og forstandige prest og høvding Are den frode. Han var den første som skrev paa norrønt maal en bog om gamle og nye tidender. Den kaldte han Islendinga-bók (islændingernes bog); den gav en kort og rigtig oversigt over det vigtigste som var hændt i Norge og paa Island. Are var meget omhyggelig for at faa vide hvad der var sandt, og han spurte nøie ud, hvad gamle og forstandige folk fortalte om fortiden; han skrev ikke ned andet end hvad han efter nøiagtig prøvelse fandt var rigtigt. Især var han omhyggelig med tidsregningen og ættetavlerne, og i disse ting var han læremester for hele den følgende tid, og de fleste sagamænd fulgte hans mening.

Are døde som en gammel mand 1148, og fik snart mange efterfølgere. Hans lille bog om Norges konger blev grundlaget for de skrevne kongesagaer, og af hans optegnelser om islandske ætter vokste til slut op det store verk som kaldes Landnaamabok, det vil sige bogen om dem som tog land paa Island, og om dem som stammed fra landnaamsmænd. Denne Landnaamabok brugte alle de sagamænd som nu begyndte at skrive islandske sagaer; derfor fortæller de først om heltens slegt, begynder med dens indvandring fra Norge, og fortæller nøiagtig om landnaamsmændene i det enkelte dalføre. De skrevne sagaer er fortalt med stor kunst, sagamanden lægger vind paa at skildre levende, og at læserne skal tro paa hvad han fortæller, og finde det baade morsomt og troligt; men han ved ofte godt, at det han fortæller ikke er fuld sandhed, men bare saa som han tænker det kan have hændt. Det kan man se af de drømme og varsler som ofte begynder sagaen; de skal varsle læseren om hvad han kan vente at finde siden i bogen.

69Kongesagaer. De islændinger som reiste i Norge, kunde nu mere end høre efter hvad der fortaltes og lægge sig det paa minde: de kunde nu skrive ned, hvad de hørte om gammelt og nyt, eller de kunde tage med sig hjem bøger som fortalte om de norske konger, som Olav den hellige; eller de kunde skrive ned, hvad norske konger og høvdinger fortalte om sig selv eller sine forfædre. Den merkeligste af disse er Sverres saga, som abbed Karl Jonsson skrev efter kong Sverres egen fortælling; den fortæller Sverres og birkebeinernes historie aar for aar fra 1177 af. Den begyndte abbeden at skrive i 1185 eller kort efter, saa det er sin egen tid han skriver om; bogen blev ført videre af andre til Sverres død 1202. Dette var noget nyt, at skrive om samtiden, og dertil fandt man op at ordne fortællingen efter tidsregningen, saa der om hvert aar blev egne afsnit. Men andre islændinger skrev om de ældre konger, saa det blev nu en hel række «kongesagaer»; de er ikke alle paalidelige, ti hver sagamand vilde gjerne fortælle mere end sine forgjængere, saa de tog med baade sagn og eventyr. Men saa kom der en mand som vilde bringe rede i alt dette, og skabe en sammenhængende historie om Norges konger fra ophavet af, og det var Snorre Sturlason.¹

Snorre Sturlason. Snorres far Sturla i Kvamm var en klog og listig høvding, som laa i mange stridigheder og gjerne vilde øge sin magt og rigdom. Paa sine gamle dage kom han i en strid tilkort mod høvdingen Jon Loftsson, og Jon tilbød da, for at formilde Sturla, at tage hans yngste søn til sig og fostre ham som søn. Det tog Sturla imod, og derved kom Snorre til at opholde sig i hele sin ungdom — til han var sytten aar gammel — hos Jon Loftsson, som døde 1195. Jon bodde paa Odda i det sydlige Island; hans far og farfar havde været prester, og han selv havde ogsaa faat skolelærdom, som Snorre nu fik nyde godt af. Men Jon var ogsaa en mægtig og rig høvding, 70ja den mægtigste paa Island, og i hans hus samled sig mange gjester, og der brugtes til underholdning at fortælle sagaer og digte om ældre og nyere tidender. Jon var i sin ungdom opfostret i Norge, og han fortalte Snorre meget om Norge og sit ophold der; hans mor var af norsk kongeæt, saa at ogsaa norske kongesagaer maatte være en kjær læsning der i huset. Snorre lærte der at blive skald og sagamand, og det blev han med hele sit liv. I sin ungdom digted han draapaer om de norske høvdinger, om Sverre og hans søstersønner kong Inge og Haakon jarl; digtene sendte han til Norge, saa da han selv kom til Norge i 1218, blev han meget hædret af Inges halvbror Skule jarl, som var formynder for den unge kong Haakon. Da havde vist allerede Snorre foresat sig at skrive de norske kongers historie til Sverres tid; ti i de to aar han opholdt sig i Norge, saa han sig vel om, talte med folk som kunde fortælle ham om gamle dage, og optegned hvad han hørte. Og da han saa kom hjem til Island, gav han sig til at ordne og fremstille i sammenhæng alt hvad han vidste. Først skrev han i 1222 en bog som han kaldte Edda (d. e. digtekunst); den har man i nyere tid kaldt Snorres Edda eller «den yngre Edda». Den skulde være en lærebog for skalder; men da de islandske skalder ofte brugte billeder og udtryk som er laant fra sagn om de gamle guder, maatte den første del af Edda handle om gudesagn; saa giver han forklaring paa alle digteriske udtryk, og saa til slut meddeler han tre digte (draapaer) til Skule jarl og kong Haakon, som skal give prøver paa alle slags kunstige versemaal; det er tilsammen 100 vers, hvert vers i forskjelligt versemaal. Derefter skrev han «de norske kongers sagaer»¹; han begyndte med Odin, Njord og Frøi, som man den gang ikke længer trodde var guder, men mente havde været mægtige tryllekyndige konger i Upsala. Fra Frøi eller 71Yngve nedstammed, mente man, Ynglingekongerne, som i lange tider havde raadet for Sverige, men til slut var drevet derfra, og siden havde slaat sig til paa Oplandene i Norge. Om disse Ynglingekonger fandtes der et gammelt skaldedigt, «Ynglingatal»; det som der fortaltes, mente Snorre maatte være fuld sandhed, og efter det fortalte han om Ynglingekongerne, fra hvem Halvdan Svarte og Harald Haarfagre nedstammed. Om de senere konger lige til Sverre kunde Snorre bruge mange ældre sagaer, men han skrev ikke bare ned, hvad de andre havde fortalt; han valgte mellem hvad han holdt for sandt og falskt, og fulgte altid de tidligste og paalideligste fortællinger. Han gjorde en stor forskjel mellem nyere sagn og sagaer, og skaldene, som havde digtet for kongen selv eller hans sønner. Han siger i sin fortale: «Hos Harald Haarfagre var der skalder; deres kvad kan man endnu, ligesaa og kvad om alle de konger som siden har været i Norge. Jeg har mest holdt mig til hvad der siges i disse kvæder, som blev kvædet for høvdingerne i deres paahør, eller de arvekvæder som skaldene fremsa for deres sønner. Ti de ord som staar i bunden stil, er de samme som fra først af, naar de kvædes rigtig, og de kan ikke forandres, om de gaar fra mund til mund. Anderledes er det med fortællinger. Det er ikke sagt, at enhver opfatter tingene paa samme maade, andre hugser efter nogen tid ikke rigtig, hvorledes fortællingen lød fra først af, eller glemmer noget ud; saaledes blir deres fortælling ikke nøiagtig.» Men det er ogsaa andre merkelige egenskaber ved ham. For det første ved han mere om Norge og nordmændene: han har selv reist i landet, og kan beskrive hvorledes de steder ser ud hvor noget merkeligt er foregaat; dernæst har han levet ved den norske hird, i kongens og høvdingers selskab, og kan fortælle hvad han har hørt af dem om deres forfædre. De sagn han har hørt i Norge, tager han med i fortællingen, naar de synes ham paalidelige; men overalt søger han at finde ud hvad der er sandt. I tidsregning tog han Are den frode til mønster, og vilde ikke godkjende noget som afveg fra ham. Ved alt dette er Snorre blit hvad vi nu vilde kalde videnskabelig historieskriver. Endelig kan han forme fortællingen 72bedre end sine forgjængere, ti han forstaar sig bedre paa kunstfuld fremstilling og fortællemaade end de. Man kan se, at hvad han tager med, det har han ofte omskrevet; han skildrer de handlende mænd saaledes, at det passer til deres retning og sindelag. Eventyr og upaalidelige sagn udelader han, men en gang imellem tager han sagn med, naar de har betydning for fortællingen, som naar han fortæller dronning Ragnhilds drøm, der er ligesom en indledning om alle de senere konger som stammed fra hende. Ogsaa Snorres kongesagaer er, som de ældre sagaer, fortællinger om enkelte mænds levnet, men de hæver sig op over de ældre ved sin kunstfulde fremstilling.

For læsebogen af Gustav Storm.

Af oversættelser fra sagalitteraturen nævnes her:

Snorre Sturlasons norske kongesagaer, oversat af Jakob Aall. — Norges kongesagaer fra de ældste tider og indtil anden halvdel af det 13de aarhundred efter Kristi fødsel. forfattet af Snorre Sturlason, Sturla Tordson o. fl., oversat af P. A. Munch. 1ste bind gaar til 1177 og indeholder Snorres kongesagaer, 2det bind indeholder kongesagaerne fra 1177 til anden halvdel af det 13de aarhundred, forfattet af abbed Karl Jonson, Sturla Tordson o. fl. P. A. Munch naadde før sin død ikke længer end til kap. 153 i Sverres saga; resten er oversat af professor O. Rygh, som har udgivet 2det bind. — Heimskringla, oversat af Steinar Schjøtt (paa landsmaal). — N. M. Petersen: Historiske fortællinger om islændingernes færd hjemme og ude. Tre bind. — Billeder af livet paa Island, islandske sagaer. Paa dansk ved Fr. Winkel-Horn. — Nordiske heltesagaer, oversat af Winkel-Horn. — Gunlaug Ormstunges saga og Sigmund Brestesons saga, oversat af O. Rygh. — Njaals saga, oversat af K. Sommerfelt. De tre sidstnævnte er udkommet som tillægshefter til «Folkevennen». — Vore fædres liv. Karakterer og skildringer fra sagatiden, samlet og udgivet af Nordahl Rolfsen. Oversættelsen ved Gerhard Gran