Læreplanatlas
Fjerde DelVore fiskerier.

12. Fiskevarer.

59

Det hænder om vaaren, at det i løbet af fem til seks uger opfiskes femti millioner torsk, om sommeren over to millioner fedsild i kortere tid. At nytte al den fisk som 60fersk fisk er selvsagt ikke gjørligt. Vi har ikke stell og samfærdsel til det, selv om der var kjøbere. Det gjælder da at bevare fisken, at lage den til, saa at den blir en holdbar madvare, som kan spises senere. Og det er ogsaa gjort i Norge fra de ældste tider. Alt i sagatiden var det almindeligt at hænge fisken op, rund eller tvedelt eller reklet, og lade den vindtørre. Senere, da saltet blev billigere, salted man fisk, især sild, laks og makrel, som derved gik i speke. Det var først i begyndelsen af vort aarhundred at man begyndte at flække, salte, og saa vindtørre fisk, altsaa virke den til klipfisk. Disse tre maader er nu de almindeligste. Men fisken blir ogsaa røget, eller holdes fersk i længere tid ved ising og frysing, især naar det er fed-fisk, og denne blir ofte godt betalt. Endelig kan ogsaa nævnes kogt fisk, som nedlægges hermetisk, og syltet fisk; men til dette kræves visse kjøkkenfærdigheder eller kogekunst i stor stil. Ogsaa af lever og rogn og af alslags fiskeaffald har man lært at virke handelsvarer.

Den store masse af fiskevarer som gaar i handelen, kommer nu som før fra kystdistrikterne i de nordlige amter og vesterpaa. Men det er ikke længer fiskerne som driver handelen; de ved ikke en gang, hvor deres fangst sendes hen. Det er ikke fiskeren i Finmarken som sælger sin rundfisk til bønderne i Italien, ei heller lofotfiskeren som leverer sin klipfisk til grubearbeiderne i Nordspanien eller markarbeiderne i Portugal; og sildefiskerne i Nordland og Trøndelagen staar ikke i handelsforbindelse med fabrikfolkene i Prøissen eller arbeiderne i Rusland. Det er mellemhandlere som kjøber varerne op og samler dem i udførselsbyerne, hvorfra de gaar over i verdenshandelen med alle lande. I tidernes løb er nemlig ogsaa handelen med norske fiskevarer kommet ind i den store verdenshandels spor og har fulgt dens gang, mens tilvirkningen af varerne har fulgt reglerne for arbeidets deling. Tuskhandelen mellem fiskere og landsfolk er det saa godt som slut med, ligesaa med den enkle byttehandel med udlændinger; bare 61hist og her i fjordene tuskes endnu f. eks. korn og poteter for spekesild, og kun længst nordpaa betaler fiskerne sit mel hos russerne med kveite og saltfisk. Ellers er fiskerne nu blit mere fiskere end før. De fleste tilvirker slet ingen varer; det besørges af opkjøbere, saltere og mellemhandlere. Men kjøbefartøierne bringer varen til byerne, hvor udskiberne vrager og vælger, sorterer og pakker den og med rutegaaende dampskibe og seilskibe sender den videre til alle verdens kanter og kunder.

Tørfisken, den vare som er den ældste, tilvirkes helst i selve fiskeværene. Det er baade stor og smaa, rund og tvedelt og reklet tørfisk; størsteparten er rundfisk, en mindre del er «rotskjær» eller tvedelt tørfisk af sei, hyse, lange og brosme.

I Nordland og Finmarken samt Tromsø amt virkes det meste af rundfisken og meget rotskjær, søndenfor er det næsten bare rotskjær. Bergen faar over halvparten af al rundfisken, resten sendes til finmarkske byer og Tromsø. I byerne blir rundfisken sorteret i mangfoldige slags — hver har sit navn, og har havt det i umindelige tider — for de forskjellige markeder. Det er Italien og Østerrig som faar mest, dernæst Holland og Belgien. Disse lande har spist norsk rundfisk i flere hundred aar; ti madmødrene der forstaar at lage mange slags rare retter af den. I andre lande bruges nu kun lidet rundfisk. Svenskerne foretrækker rotskjær af sei, som de lager sig lutefisk af, især i julehelgen, og Trondhjem har den største handel med denne vare. Finland og Rusland liker lignende tørfisk som Sverige. I flere lande blev det før i tiden brugt norsk tørfisk, men de har senere faat smag for anden fisk. Handelen med tørfisk vokser ikke, det gjælder derfor at beholde de gamle markeder.

Med klipfisk, den nyere tids vare, er det anderledes; her vokser salget. Derfor vokser ogsaa tilvirkningen aar for aar, og klipfisk er nu den vigtigste af alle vore fiskevarer. Det er et lidet faatal af fiskerne som selv virker klipfisk. Det meste af raafisken er torsk som sælges til «kjøbefartøierne»; her flækkes og saltes den og føres derefter til tørkepladsene i Nordland, Trøndelagen og Romsdals 62amt. Klipfisk virkes ogsaa af lange, brosme, sei og hyse. I løbet af sommeren blir den færdig og samles i Kristiansund, Bergen og Aalesund, for at sorteres omhyggelig, efter den smag som er raadende hos kunderne ved Middelhavet og kolonisterne derfra; ti ikke enhver sort passer lige godt til de mange klipfisk-retter med olivenolje og alslags sydeuropæiske grønsager. Til Spanien, vor ældste kunde, sendes omtrent halvparten af al vor klipfisk; til Nordspanien skibes især den billigste, til Sydspanien den fineste. Portugal og Italien faar tilsammen en fjerdepart af den. For disse sidste lande sorteres fisken anderledes; de nordre dele af Portugal faar saaledes stor tyk fisk, mens Syditalien, navnlig Neapel, helst faar mindre, billig fisk. Andre lande i Europa spiser lidet af norsk klipfisk. Derfor maa kjøbere til omtrent en fjerdepart af hele udførselen søges andensteds, hinsides Atlanterhavet, i det spanske Vestindien og i det portugisisk-talende Sydamerika. Kristiansund og Aalesund udfører mest derhen, og denne klipfisk er udmerket tørret og blir omhyggelig pakket i trækasser, eller i blikkasser med træ udenpaa.

Det aller meste af vor sild virkes til spekesild, og udføres pakket i tønder; bare en liden del sendes fersk, nedlagt med is i kasser. Fedsild, som er den fineste, og som nu udgjør størsteparten, kommer fra de nordre amter, især Nordland, med kjøbefartøierne og dampskibene til udførselsbyerne sydpaa, Bergen og Haugesund, Trondhjem og Kristiansund. Her sorteres silden efter dens finhed og størrelse, sendes derpaa til de gamle markeder i Østersjølandene, som har været vore kunder i flere hundred aar; Tyskland faar omtrent halvparten af den bedste sild, dernæst Rusland, Sverige og Danmark; faa andre lande kjøber denne spekesild. Ogsaa den grovere sildesort, vaarsilden, sendes — hovedsagelig fra Haugesund og Bergen — samme vei, og kjøbes især af russerne og svenskerne. Overalt spises spekesilden mest med poteter til, derfor er en god poteteshøst hos kunderne en vinding for vore fiskerier. Fersk sild udføres især fra østlandsbyerne og sydkysten, samt Haugesund; den sendes mest til England, hvor man ikke gjerne spiser spekesild.

63Blandt de andre varer er tran, smeltet af torskelever, den mest værdifulde; den fineste sort er damprenset medisintran; de simpleste sorter kaldes brun og brunblank tran. Af hvalens og sælens spæk koges ogsaa tran eller fiskeolje. Bergen og Aalesund udfører det meste af medisintranen, de andre sorter torsketran faaes fra Bergen, Tromsø og Finmarks-byerne, hval- og sæltran sendes fra Tønsberg, Kristiania, og byerne i Finmarken. Norsk tran er kjendt viden om; Tyskland, England og Holland er de største kjøbere.

Alle vore øvrige fiskevarer staar i samlet værd langt under de foran nævnte. Blandt de vigtigste bør nævnes: torskerogn, som udføres til Frankrig, saltfisk i tønder og løs i fartøier, mest til Rusland; flere slags ferskfisk i is og levende hummer til England, Tyskland og nogen andre lande; saltet makrel til Amerika; ansjós, brisling, hermetisk nedlagt fisk, fiskelim, fiskeguano og en del flere fiskevarer til forskjellige steder.

Den hele virksomhed, fra fisken fanges, til varen levéres til kunderne, sysselsætter, som man kan skjønne, mangfoldige mennesker i by og bygd, paa land og om bord, hjemme og ude. Landets hele fangst er, saaledes som fiskerne sælger den, aar om andet 25 millioner kroner værd. Men værdien øges ved tilvirkning af varerne, ved deres førsel til byerne, sortering og pakning, til 45 millioner kr. De 20 millioner kr. er altsaa omkostningerne: arbeidspenger, fragt til fartøierne, betaling for tønder og kasser og is.

Fiskevarerne er, som sagt, blit bedre og bedre tilvirket; det er blit flere og flere dampskibsruter og telegraftraader; hjælpemidlerne er paa alle omraader blit flere og bedre. Men først og sidst er handelsmændene blit dygtigere og dygtigere, fordi de gjennem slegtled har vundet erfaring, fordi de faar flere og flere forbindelser med udlandet, og fordi det nu kræves mere kundskab end før. Det er alt dette som gjør at fiskerierne er blit en af landets vigtigste næringskilder.

Udførselen af fiskevarer giver lige saa meget af sig i penger som trælast og trævirke, ja disse penger er en tredjepart af alt det som kommer ind ved udførselen af norske varer.

For læsebogen af Fredrik M. Wallem