Naar de store vinterfiskerier er endt, begynder udrustningen til de mindre saakaldte sommerfiskerier paa alle dele af kysten.
Ude paa Storeggen ved Romsdalskysten og nordpaa ved Vesteraalseggen samt nogen andre steder ude i havet fiskes der fra april eller mai til udover høsten lange, brosme og kveite; dette fiske drives mest fra store dæksbaader, skøiter og kuttere, med liner og haandsnøre, paa flere hundred meters dybde.
Langs sydkysten, fra Kristianiafjordens munding til Lindesnes og opover vestkysten til henimod Utsire, fiskes der om nætterne i mai og juni sommermakrel paa drivgarn fra dæksbaader. Denne makrel sendes fersk til byerne, eller iset til udlandet. Senere paa aaret, en tid efter at makrellen har gydt og atter er blit fed og trind, begynder et i de sidste aar opkommet dorgefiske efter høstmakrel ude i Nordsjøen; heri deltager større skøiter og kuttere, navnlig fra Aalesund og Søndmør, samt Lister og Mandals, Stavanger og Bergenhus amter. Denne makrel saltes i tønder for udførsel til Amerika.
Til fiskeri og fangst i Nordishavet udrustes mange slags fartøier om sommeren. Nærmest polaregnenes isflak seiler smaa jagter, ført af de djerve ishavsskippere fra Tromsø og Hammerfest; ude ved hav-isen stikker de hvalross, 57flaar sæl, skyder nebhval og fanger hvidfisk; paa land jager de efter ren, isbjørn og ryper, samler dun og egg. Udenfor Finmarkens kyst, hvor det er nogen hundred meters dybde, ligger store baader og mindre fartøier og trækker haakjærring, som de skjærer op i bugen, for at faa leveren ud, og lar saa skrotten drive. Smaa dampbaader fra sydkystens byer farer op til Finmarken for at skyde hval; af spækket koges tran, af ben og kjød gjøres guano. Lidt større dampskibe styrer kursen langt vestover, til havet mellem Island og Grønland, for at tage sæl paa isen; hid op seiler ogsaa andre fartøier for at fange og afspække nebhval. Der færdes saaledes en hel del norske fiskere og fangstmænd her oppe ved polarisen i de lyse sommernætter og fykende snestormer.
56
Men inde i Norges lune fjorder og mellem de sommerklædde øer, hvor sauer og smaabarn hopper omkring paa bærtuer og lyng, er et dagligt fiske sommeren og høsten udover efter flyndre og taretorsk, hyse og lyr, hvitting og pale. Ude paa skjærgaardens skaller og grunder tages sei og ufs. Inde i viker stænges brisling og smaasild i nøter, mens rødfisk eller uer maa søges paa de store dyb, og kveite snart hist og snart her. Aal og hummer fanges i teiner paa bunden; ræker tages derimod inde ved fjæren. Laksen tages i kilenøter langs kysten, senere oppe i elvene; her og i vandene fiskes ørret og røir samt anden ferskvandsfisk.
II. Fedsildfiskerierne.
Af alle vore sommerfiskerier er dog de store fedsildfiskerier de vigtigste, men ogsaa de mest usikre. Nogen aar fiskes lidt overalt hist og her, andre aar tages store masser baade syd og nord, inde i fjordene og ude i havskjærene. Men ingen kan paa forhaand vide, hvor fedsilden 58siger ind ude fra havet, der den om sommeren jager omkring efter aaten, dens bedste næring. Først naar dette jag er forbi og silden er ister-fed, søger den ind til fjordene i de første høstmaaneder. Naar dette vil ske, faar dog ingen greie paa, førend stimene kommer sættende, ofte fulgt af hval og skrigende sjøfugl. Derfor samler fiskerne sig med garnbaader, notbruk og logisfartøier, ligesaa kjøbere og saltere med jagter og dampbaader hist og her i gode havner og nær ved en telegrafstasjon, for øieblikkelig ved første bud at kunne fare did silden viser sig. Det kan gaa dage, uger og maaned, uden at nogen ser sild eller sildesyner; alle gaar hele tiden og bare venter og venter paa sildenyt.
Saa en dag kommer bud fra et sund ude ved havet, eller fra en vik inde i fjorden, fra en fisker nord ved Tromsø, eller fra en lensmand syd paa Søndmør: Nu er silden kommet! Det spørs straks gjennem telegram over hele landet. Ti lensmanden har meldt det til fogden, og fogden har meldt det til amtmanden, og i alle kystamter fra Stavanger til Tromsø sender amtmændene hver uge telegram landet rundt, om det er sild eller udsigter eller fiske nogensteds i deres distrikt, til underretning for alle. Det gjælder at give og faa besked om fedsilden snarest muligt. Og sildenyt virker som et elektrisk stød. Da gjør fiskerflaaden sig seilklar, fartøierne letter anker, dampbaadene fyrer paa, og afsted bærer det i huj og hast. Alle vil være den første. Næste dag er kanske silden strøget sin vei og alt hastverk spildt møie. Eller fisket varer bare en kort tid, mens smaa indsig merkes hist og her, uden at mone til noget større udbytte nogensteds.
Ofte gaar det helt anderledes. Uventet kommer sildetelegram fra en fjern fjord; alle stryger afsted did hen. Dagen efter viser silden sig ogsaa i ti, tyve andre fjorder samtidig, og hver notebas styrer did han mener udsigterne er de lyseste. Inden kort tid er hele flaaden spredt og fordelt langs kysten. Et stort fiskeri begynder. Garn sættes i sund og fjord, sildelaas stænges i vaagene, og silden sælges svømmende i nøterne. Tønder og salt føres paa 59land; kjærringer, gutter og jenter kverker, sorterer, salter og pakker silden i tønder. I den stille fjordbugt er pludselig vokset op en støiende travel leir, med sildesjau om bord og i land, paa boder og brygger, i udmark og indmark, mellem ager og eng. Sild overalt.
Penger tjenes, formuer vindes og tabes i et hurlumhei af fiskeri og sildehandel; prisen kan begynde med 20 kroner og ende med 50 øre for en tønde sild, efter som det er lidet sild, som sælges hurtig i udlandet, eller det er meget, altfor meget, som til slut kun finder plads som gjødning paa ager og eng. Mange millioner kroner sættes i omløb, og hundred tusend mennesker sysselsættes fra juli til desember med at bringe fra en halv til en hel million hektoliter sild fra fiskerbaaden til udlandets markeder. De rigeste sildefiskerier medfører ofte store tab for handelsmændene, mens det bedste udbytte for landet pleier at følge med et middelsstort fiske.
Med fedsildfiskerierne paa nordkysten ender dog ikke aarets sildefangst. Tidligere fulgte et storsildfiske efter der nord og varte til nytaar. I de senere aar er en anden stor sild kommet under land i oktober, nemlig nede ved Kristianiafjordens munding og kysten bortover til Arendal. Dette fiske, som kaldes østlandsfisket, drives især af vestlændinger og hjemmeliggende sjøfolk fra sydkysten. Fangsten er snart stor, snart liden; meget af østlandssilden sendes fersk eller røget til udlandet, en mindre del saltes til spekesild.
Men naar julehelgen kommer, seiler fiskerne hele kysten langs hjem, for med det nye aar at begynde forfra igjen, fiske vintertorsk og vente paa vaarsild, eller bøte garn og nøter, stelle med baad og seil, indtil atter nye fiskestimer vækker haabet om godt udbytte af deres farefulde færd mellem baaer og skjær i de korte vinterdage.