De «store fiskerier» drives som bedst, naar sommeren er forbi; de slutter før sommeren atter begynder. De «mindre fiskerier» følger efter, de er fiskernes sommerarbeide paa havet. Denne arbeidets fordeling er ikke fiskernes valg, men naturens ordning. I andre land berges havets høst i en lagligere aarstid; hos os maa fiskeren berge sin dyre fangst i den tid høststormene sætter ind og vintermørket falder paa.
Det første og største af vore «store fiskerier» gjælder vintertorsken eller skreien. Naar den mørkeste vintertid er over, men endnu før solen ved middagstid atter viser sig der nord i det nordligste Nordland, gjør fiskerne sig færdige til at lægge ud i sine aabne baader. Allerede ved nytaar fanges de første skrei. Og fra de store dyb, 48der hvor havbunden gaar med steile stup paa 2 000 til 3 000 meter, stimer mangfoldige milliarder skrei op over de bratte egger, Vesteraals-eggen, for at begynde sin gydevandring indover de vidstrakte banker udenfor Senjen og Vesteraalen og sydover. I begyndelsen af januar sætter fiskerne sine garnlænker baade her og fra værene paa Lofotøernes ytterside. Straks efter merkes fiskestimer ogsaa paa indsiden og indover paa Vestfjordens banker. Nu er allerede tusender af aabne fiskerbaader fra hele kyststrøget mellem Trondhjemsfjorden i syd og Loppen-havet i nord under opseiling til lofotfisket.

De fleste af disse baader er de ældgamle Nordlandsbaader med det gammeldags raaseil; nogen faa er af nyere slag og fører sneiseil. En del er udrustet med garn, andre 49med liner, eller bare med haandsnøre som i de ældste tider. Alle saa nytter de hver seilbar stund, dag eller nat, naar vinterstormen løier af og mørket viger for maanens skin eller nordlysets magiske straalebundt. Maalet for denne flaades dristige seilas, med raske unge mandskaber fra snart sagt hver fjordbygd i nævnte kyststrøg, er Lofotens fiskevær, hvor det til slut kan være samlet omkring 30 000 fiskere og over 7 000 baader.
Ved vort lands nordvestre hjørne, hvor skreistimene har lidt længer vei fra det 1 000 meter dybe havbassin, opover Storeggen, til gydepladsene paa de store banker og flak langs Romsdalskysten og nordover, der merkes stimene lidt senere. I februar er de dog naad indover bankerne ved Søndmør og Smølen, ved Halten og Vikten, samt paa enkelte flak ved Helgelandskysten, og her mødes de af fiskere fra de nærliggende bygder, udrustet som Lofotfarerne. Kun fra Aalesund og Søndmør kommer ogsaa moderne smaa dæksfartøier og hurtigseilende kuttere, som giver flaaden et raskt sjømandssnit; denne lille skare driver fiske hele aaret. Mindre fiskestimer er i de aller sidste aar ogsaa seget op fra havdybet udenfor vestkysten, fra «den norske rende», og har søgt ind som i gamle dage paa de smale flak langs kysten af Stavanger og de bergenhusiske amter.
Flere af disse vintertorsk-fiskerier har været drevet i umindelig tid, paa de samme steder og til de samme tider; de nævnes oftere i vore sagaer. Og ingen af vore fiskerier har været mer aarvisse end disse. Stimene kan jo enkelte aar give noget mindre eller noget større fangst end andre aar, men at de i tidernes løb er minket, tror ingen; tvert om, aldrig synes de at have været mere yrende talrige end netop i nogen af de sidste aar. Dog, hvorledes skulde nogen kunne faa rede paa, om milliarderne i de
Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.
50mangfoldige stimer langs en 2 000 kilometer lang kyst er blit nogen hundrede millioner flere eller færre?
De vigtigste fangstgreier er garn og line, naar indsigene kommer i januar og februar. Senere hen, og naar gydningen er forbi, først i april, og stimene skyndsomt stryger til havs igjen, til dels hen over andre banker, er haandsnøre og liner mest brugt. Den største fangst sker i mars, straks før gydningen er i fuld gang; fisken har da samlet sig og staar tættest. At gydningen foregaar, sees af vandets farve; det er hvidt af torskens melke; milevis kan ogsaa de ørsmaa rognkorn sees flydende i vandets overflade. For fiskerne gjælder det at finde, hvor torsken staar. Ofte hindres ethvert forsøg herpaa i dagevis, ja ugevis, af uveir. Selv de djerveste fiskere i de bedste baader hindres af veiret fra at fiske, og de maa ofte lade alle redskaber staa ude i havet hele tiden. Mangen en gang vaager de en dyst med de farlige stormskavler og lumske strømskavler for at berge fangsten, men ofte maa de give tabt under en livsfarlig seilas; ikke faa fiskere finder sin grav i bølgerne og «blir» der ude.
Endnu mens disse vintertorsk-fiskerier drives med kraft, begynder et andet slags torskefiske længst nord, paa kysten af Finmarken. Ogsaa dette skyldes fiskestimer som søger ind fra havet for at formere sig. Det er dog ikke torsk, men en liden ishavsfisk, lodden, som her, efterfulgt af hval og fugl, kommer til kysten for der at gyde sin rogn og sin melke. Efter disse stimer jager saa torsken. Fiskerne fanger begge, lodden dog bare til agn for torsk. Dette fiske kaldes derfor loddetorsk-fisket eller bare Finmarksfisket; det drives som andet torskefiske, og baade lofotfiskere, som seiler der op i mars, og Finmarkens egne fiskere deltager deri fra mars til udgangen af mai eller lidt længer. Udbyttet veksler meget sterkt fra aar til andet, mere end ved noget andet torskefiske. Om Finmarksfisket blev drevet i de ældste tider, er tvilsomt; først i løbet af de sidste femti aar er det vokset til sin nuværende betydning.
Som enhver kan skjønne, maa udbyttet af ethvert af 51disse fiskerier være meget uvisst. Vinterstormene, som de aabne baader ikke kan klare; vrange strømsætninger, som fangstredskaberne ikke kan staa imod; braavendinger i stimenes færd, som ingen kan beregne, — hvert for sig og alt tilsammen gjør sit. Udbyttet af alle torskefiskerierne regnes i vor tid til omtrent 55 millioner fisk aarlig; heraf fiskes de 30 i Nordland (alene i Lofoten 25 millioner), 14 i Finmarken, 8 til 9 langs kysten fra Stat til Helgeland, og resten i Tromsø amt og paa vestkysten. Et par aar er det i alt fisket endog 70 millioner fisk aarlig, og kun enkelte aar under 50. For disse 55 millioner torsk faar fiskerne gjennemsnitlig 12½ til 13 millioner kroner, omtrent 23 øre stykket. Dette blir ingen stor fortjeneste for dem for en vinters slit og slæp paa havet; hver mand faar almindeligst mellem 90 og 240 kroner, efter som det gaar smaat eller godt for ham. Og naar der saa af denne fortjeneste skal tages ud til fangstgreier, sjøklær og niste, kanske ogsaa lidt til seil og andet stell i baaden, blir daglønnen til slut tarvelig nok. Men mange fiskere er bønder fra fjordene, bruger kun sin ledige vintertid til fiskeri, og har ellers sit gaardsbrug at leve af. Langt færre er fiskere hele aaret; disse pleier at forstaa sin dont bedst og faar mest ud af vinterfisket.
Hvorledes berges fangsten der ude paa sjøen? Jo, det gaar ymse til med det. Efter en kapseilas der ud i graalysingen, eller en sprængroing mod vind og baare, da alle vil være den første, opsøger hver mand sine merkede staker og bøier, haler fangstredskabet ind og tager fisken af. Saa styres til lands, og indturen er ikke altid udturen lig. Somme kan komme til lands med alt i behold og baaden fuld, andre har mistet meget eller alt, har lidet eller ingen fisk, men de haaber lige freidig paa bedre lykke næste gang.
Naar fangsten er bragt til lands og fiskerne har udtaget sin «kogefisk», begynder tilvirknings-arbeidet. Nu 52for tiden virkes størsteparten til klipfisk; i de ældste tider virkedes alt til tørfisk. Af fiskens indmad benyttes lever og rogn; kun hun-skreien har rogn, lodde-torsken har ingen. Leveren smeltes til tran; den fineste blir til medisintran. Rognen saltes ned i tønder til agn ved udlandets sardin-fiskerier; hovederne og alslags affald af fisken blir for det meste tørret og malet fin til «fiskeguano» eller gjødning for ager og eng. Den værdiforøgelse fangstudbyttet faar ved at virkes til mange slags varer, er meget betydelig; de 12—13 millioner kroner i raafisk blir inden høsten til 20 millioner kroner eller mere i fiskeriprodukter, som derpaa udføres til mange land omkring i verden.
II. Vaarsildfisket.
Til samme tid som skreien siger ind under kysten nordenfor Stat, merkes vaarsilden søndenfor. Denne kommer ind fra havdybet, «den norske rende» udenfor vestkysten, for at gyde sin rogn og sin melke i skjærgaarden. Men medens skreiens indsig gaar stille for sig, dybt nede i sjøen, sker vaarsildens gydevandring under stort opstyr, som kan sees milevidt omkring paa havet.
De første tegn til vaarsild er hval og masser af fugl, som samler sig langt til havs, helst i de første uger af januar. Sildehvaler og spækhuggere, ofte ogsaa skrei og sei, har da faat teften af sildens opsig og jager efter den. Hvalerne stryker i fossende fart omkring stimene, glefser sild i tøndevis, skyder ryg, blaaser og puster sjøsprøit høit i veiret. Maaker og havsul og anden sjøfugl har ogsaa skimtet sild, og kommer jagende ud til havs. Her flakser de ellevilde omkring i luften, skrigende og skravlende, snart i flyvende fart, snart seilende magelig paa spilte vinger. Lynsnart slaar de ned i sildeflokken, som jages nedenfra af hval og fisk. Fugl efter fugl dukker under, snapper sild 53efter sild, slaas med neb og klør om det lækre bytte, i luften eller i sjøen, flakser, skriger, dukker, jager og æder ustanselig, indtil de sprækkende mætte lægger sig til ro paa sjøen og kanske tager sig en blund der mellem sjøskvulpet.

Dette opstyr paa havet af fugl og hval kalder fiskerne «syner», «sildesyner». Og naar fiskerne hører om dem, kommer deres tur. Synerne meldes langs kysten som et glædesbud og oprop; det vækker opstyr fra en anden kant. Fiskerne faar det nu travelt i baadnaustene og gjør sig klare til at seile. Telegrafen er alt sat i stand til at give besked fra de ytterste havskjær. Skøiter og dæksbaader og andre sneiseilere kommer i flok og følge med garn og nøter fra skjærgaarden. Kjøbefartøier, lastet med tønder og salt fra byerne, bauter sig frem under et press af seil. Logisfartøier fra fjordene med køipladser og niste følger efter fiskerbaadene. Indimellem stryger smaa dampskibe forbi hele flokken. Alle er paa farten, i styggeveir og stille, i havn og paa hav. Alle har hørt om silden, og alle snakker 54om den. Alle venter den, og alle vil have fat i den. Ingen tænker paa andet end sild. Og saa begynder fisket. Nogen faar meget, flere intet; enkelte blir rige ved gode notkast, andre baler hele vinteren og kommer tomhændt hjem. Ti somme tider gjør silden snart «landgang», og i godt veir, og staar da tæt i bugter og kastevaager; til andre tider er det uveir i ugevis, og fiskerne staar paa land med hænderne i lommen og faar bare glane paa hvalernes og fuglenes muntre fiskeri ude i sjøgang og snekave.
Der har været vaarsildfiske fra umindelige tider, fortælles det. Det er foregaat paa samme korte kyststrækning og paa samme tid som i vore dage. Men vaarsilden er ikke aarviss, saaledes som skreien; den har været borte fra kysten i en lang aarrække, og er saa kommet der paa ny. Sidste gode silde-periode varte fra 1808 til 1871. Siden er der enkelte aar fisket en del, indtil et par hundred tusend hektoliter vaarsild, oftere langt mindre eller ingenting, mens der i den gode tid blev opfisket henved en million. Men hvert aar vaarsilden er kommet, saa har, før som nu, de første stimer vist sig ude ved Utsire og derfra faret indover og syd mod Skudenes; de næste sæt stimer er lige saa jevnlig faret indover og nord til Sletten; begge dele med merkelig regelmæssighed. Senere kommer andre stimer under kysten ved Søndfjord; dernæst merkes undertiden mindre indsig ogsaa i Søndmørs skjærgaard. Men andensteds paa kysten er vaarsild neppe at se, og aldrig i større stimer. Om aarsagen til de periodiske forekomster af vaarsild, eller til dens regelmæssige færd, naar den kommer under kysten, har endnu ingen kunnet give forklaring. Man ved kun, at den altid kommer ind fra «den norske rende» i januar, samles ved de samme øer i skjærgaarden i februar, og gyder i mars, helst inde paa kjendte grunde vaager og viker, hvor rognen kan fæste sig paa stenet havbund eller paa tare og tang og sjøgræs, mens sildens melke strømmer udover og farver hele sjøen hvidagtig. Og naar gydningen er slut, stryger vaarsilden, ligesom skreien, skyndsomt til havs og er borte.
55Før i tiden var al vaarsild som førtes til udlandet saltet i tønder — spekesild. I de mange aar ingen fangst blev gjort, fik de fremmede lande sild andensteds fra, og da vi saa atter fik vaarsild og sendte dem spekesilden, viste det sig vanskeligt at faa de tidligere kunder til at kjøbe den; de havde vænnet sig til anden sild. Derfor har man i de sidste aar forsøgt at sende fersk, iset og røget vaarsild til andre fremmede lande, og det er gaat bedre.