Læreplanatlas
Fjerde DelVore fiskerier.

9. Ved havkanten.

45

Ude ved kysten, der hvor fjeldmassen stuper bratt havet, og fjordgabene svelger den salte sjø i dybe drag, og de sidste rester af skogen for længst er forsvundet, der ude bor fiskerne, og der færdes fiskestimene.

Ingen del af Norges land er mer eiendommelig end denne kyststrimmel, hvor Europa ender og verdenshavet begynder. Her er ingen fladbrystet strand med plaskende smaabølger trillende op over løs sand; her er ingen græsgrodde jordvolder og diger til skjerm mod sjøskvulp og strømras; her er ingen lange brede bolverk pælet udover i dynd og slam til landgangsbro fra fartøierne. Kort sagt, her er intet som minder os om kystnaturen hos vore naboer og gjenboer ved Nordsjøens bredder. Forskjellen er altomfattende; 46ja endog selve Nordsjøens naturlige gulgrønne vand er skilt fra Norge ved en mørkeblaa bred havstrimmel, som dækker over den dybe «norske rende» i havbunden.

Norges lange, furede, veirbidte kystland er selve fjeldmassen. Udenfor ligger den mod havet vernende skjærgaard, en lang rad af tusend øer og holmer og skjær, hvor sjøfuglene og fiskerne bygger og bor og lever af sin fangst. Havet her ude er dybt og gaar tungt, med lange sugdrag eller vældige sjøbrot høit op over fjeldvæggene. Paa vikene og vaagene, mellem skjær og baaer, svømmer ænder og ærfugl i familieflokker og knaser skjæl og krabber. Over sund og strømløb flyver maaker og skarv, speidende efter mere sild og seiyngel. Udover mod havet hopper niser og springere i muntert kapløb, mens store hvaler døser omkring efter endt maaltid, skyder ryg og puster sjø i høie sprøit.

Her er liv og leven overalt af fugl og fisk, en stadig kamp for tilværelsen for alle disse mange som færdes her mellem skyerne og havbunden. Og hvad fiskene fattes i mæle, det har maaker og terner og kjeld til overmaal; de skriger om kap himmelhøit, i kor med sjøskvulp og sugdraget, indtil søndenvinden med regnbyger eller nordvesten med snekave stemmer i med for alvor, jager sjøbrot ind over alle holmer og skjær med øredøvende bulder og brag. Ingen enkelt stemme kan mere skjelnes, alle lyd vokser sammen til mere end torden-lignende drøn. Man kan ikke længer høre med ørene; hele kroppen hører og føler disse voldsomme udbrud, som spænder nerverne, og som fiskerne kalder «storveir».

Men inde paa de smaa, vaade, golde øer, hvor sjødrevet fyker høit i luften sammen med regn eller sne, skimtes 47fiskernes smaa hytter og baadnaust, gjemt i lune bugter og bag skjermende odder; her gror vistnok bare tang og tare, men veien til havet er saa kort at ro. Lunere ligger øerne med hytter og naust længer inde; opover langs bergrevner vokser lidt græs, fór til to tre gjeter eller endog til halvanden ko; toppen af øen er dækket af et tykt moseteppe, lyng og vilde bærtuer. End rigere udstyret er de lidt større øer, hvor nogen maal torvmyr sidder igjen paa den hule fjeldryg, levninger af smaa skoger, for længst udryddet ved øks og ild; kun rødder stikker op af myren, efter at søndenvinden og regnskyllet har feiet rent nedover siderne, saa bare nøgne fjeldknauser er tilbage der. Først længer inde, paa indsiden af skjærgaarden, langs seilleden og rutegaaende dampskibes alfarvei, hvor fyrløgter lyser hele natten, og varder og jernstolper viser veien om dagen, først her inde i det tryggere farvand og end længer indover kysten kan vi gjenkjende vort eget lands natur i fjord og fjære, i skogklædde aaser og frodige fjeldslaatter; ja først her inde faar den norske vinter lægge sne paa marker og is paa vandet.

Her inde bor dog ikke fiskerne, og her færdes heller ikke fiskestimene til dagligdags.