Læreplanatlas
Fjerde DelNorsk landbrug.

Fra fjøset paa Aas.

37
Telemarksko.
Telemarksko.
Airshireko.
Airshireko.

38der var ikke fjøs til dem. Det var sent i september. En kveld røk det op med uveir: storm, snefok, hagl og isslag. Og dette varte og rakk natten ud — næste dag og næste nat. I al denne tid maatte budeien være uafladelig paa færde og holde dyrene i rørelse, at de ikke skulde fryse ihjel. Hun sprang med dem, hun skaved sneen væk, saa de kunde faa sig en mundfuld. Selv fik hun ingen ting, — ikke saa meget som en tør traad paa kroppen. Den anden nat udpaa morgensiden stilned uveiret af. Men da merked hun, at nogen af sauene havde gaat sig vild i snekaven. Hun tog sig lidt mad, men skifted ikke; saa la hun i vei og ledte over heier og knauser, ledte i et helt døgn. Først ved solrenningen — efter en tredje gjennemvaaget nat — kom hun hjem til stølen. Sauene havde hun med, men sin helse havde hun mistet. Gigten, som hun samled sig i disse kolde snenætter, blev hun aldrig kvitt, og sin røst fik hun aldrig igjen. Hun var hæs og gigtbrudt, saa længe hun levde.

I de aar da det norske jordbrug tog sligt opsving, i midten af 50-aarene, begyndte man ogsaa at undersøge, hvor de bedste buslag var at finde. Telemarksslaget blev da nævnt som det bedste; det er middelsstore, vakre, lyse brandsidete dyr, som skiller sig ud mellem tusender. Siden har stortinget givet penger til udstilling i Seljord af telemarksfæ. Det varte ikke længe, før det blev marked, og folk kom langveis fra for at kjøbe avlsdyr af telemarksslaget.

Vestlandsfæet eller øfæet maa dernæst nævnes. Det er fint og lidet, meget mindre end det fra Telemarken, og er ikke saa ens, men giver meget mere melk end en skulde vente efter størrelsen.

Og det er ikke bare saa, at det er kommet maskiner til saaning og til skjæring og til tresking; det er ogsaa blit lettere for landmanden at skaffe gode varer, god melk, godt smør og god ost, og faa dem solt. Det er kommet meierier rundt omkring i landet, og i disse meierier er det ogsaa sindrige maskiner. Saaledes er det en maskine som fort, og nøie skiller fløden fra melken, i det samme den 39kommer ind i meieriet. Slige skummemaskiner findes nu ogsaa paa gaardene landet rundt, ja paa sætrer med. Sæter er det til hver gaard i fjeldbygderne og i de indre fjordbygder, ofte paa fladbygderne ogsaa. Hid sendes buskapen om sommeren for at nytte den rige havn og æde sig fed paa det saftige fjeldgræs, og her lever budeien et ensomt, men travelt liv. Somme steder ligger jo sætrene i klynge, som opunder Rondane i Gudbrandsdalen; her er Høvring-sætrene, kjendt baade fra Asbjørnsens huldreeventyr og det vakre folkedigt: «Sjaa soli paa Anaripigg». Andre steder ligger de i rad opefter en liden fjelddal, som Vaage-sætrene i Findalen. Men paa sine steder har budeien ikke andre at snakke med end buskapen, og det gjør hun da ogsaa; de forstaar hende godt, endda de ikke kan svare med andet end rauting og brøl.

Svineavl har hidtil ikke været videre paaagtet hos os; men i den sidste tid har folk faat øinene op for, at svinet ogsaa kan blive et særdeles nyttigt husdyr. Det er jo ikke saa kræsent paa føden heller; det lever ikke bare af mel og korn, men ogsaa af affald fra kjøkkenet — og giver flæsk i steden. I de senere aar har vi indført engelske svineslag; de er mere trivelige og vokser fortere end vore egne.

Ogsaa sauene er til dels af engelsk og skotsk avl. Disse saueslag er nemlig rigere paa uld og kjød end vore oprindelige norske sauer, og mange af dem er saa haardføre, at de høver godt for vort land. Det er især vestlandet som holder sauer i større mængde, og herfra gaar en hel del slagtesau over til England.¹

Gjeten er flink til at klyve i berg, og til at nytte den havn som andre husdyr ikke kan naa. Men i skogbygderne kan en ikke holde gjet; for den farer slemt med skogen og gnager barken af trærne Gjetemelken giver udmerket ost Mest kjendt er mysosten, som faaes ved at indkoge mysen, efter at den egentlige ost er udskilt af melken.

Hønseavlen har ikke meget at sige i landbruget hos os. Der kunde vistnok gjøres mere ud af den, for den er baade morsom og lønnende.

*

40Saaledes er det norske landbrug i faa linjer tegnet: Norge er et land med liden agerjord og meget sten, men ogsaa med fede beiter oppe paa fjeldvidderne. Meget kan den norske bonde endnu have at lære — meget har han lært i dette aarhundred. Én ting maa han nu være sikker paa: det er oplysningen som rydder de største stener og tager de tyngste tag.

Efter N. K. Ødegaards manuskript for læsebogen. Med benyttelse af landbrugsdirektør Smitts bog: «Norges landbrug i dette aarhundred».