Det er ikke for ingenting at ordet kultur først betydde dyrkning og siden dannelse. Saa længe folkene nøide sig med at veide og fiske, eller flakked omkring med sine tamdyr fra sted til sted, saa længe de altsaa intet dyrked, var det ogsaa smaat med dannelsen, med kulturen. De faste boliger giver ro og kræver samfund; jordens dyrkning kræver omtanke.
Af planterne lever dyrene, af dyr og planter menneskene. Det gjælder at dyrke jorden slig, at den kan give den rigeste plantevekst og det kraftigste dyreliv. Det gjælder at dyrke korn, for at det kan blive til brød, og eng, for at den kan blive til kjød og melk og ost og smør. Græsset, som det staar paa jordet, kan vi ikke spise; det maa først gaa over i husdyrenes legemer.
Derfor er landbruget ligesom grundlaget for de andre næringsveie. Og selv hos os, hvor det er saa lidet som 30kan opdyrkes, er det dog den vigtigste. Og det er glædeligt at se, hvor denne næringsvei har gaat frem i vort aarhundred.
I de første tiaar stod det noksaa skrøbelig til. Folkeskolerne var tarvelige, landbrugsskoler fandtes ikke. Blade var omtrent ukjendte, posten kom sjelden, og portoen var høi. Ny lærdom kom ikke som nu med jernbane og dampskib. Den trak sig langsomt fremover med farende folk efter bygdeveien; mangesteds var det slet ingen veier, og de veier som var, gik bakke op og bakke ned, som om gjeiten havde bygget dem. En maatte kjøre langsomt og med smaa lass, og det var ikke stort at tjene paa varer som skulde fragtes slig frem. — Redskaben som de brugte til jordens dyrkning, var ufuldkommen; pløiningen grund, høstpløining ukjendt. Der hvor ny jord skulde vindes ind, blev sagtens busker, trær og stener taget væk, saa vidt at redskaben til nød kunde gaa, men at oparbeide jorden til gagns og faa det overflødige vand væk, det var lidet eller slet ikke kjendt. Paa en af Ringerikes større gaarder vilde en bonde i 20-aarene gjøre myr til england, og grov derfor en lang og bred grøft til at lede vandet væk. Naboerne syntes, at dette var rart, at han, som ellers var en saa forstandig mand, vilde slænge pengene sine i myra.
Maskiner havde de ikke. Kornet blev rensket ved haandsaald og kastefjæl. Og kjørne, stakkar, de havde onde tider. Endnu i trediveaarene tordner Henrik Wergeland med rette mod den afskylige sulteforing: «Kjørne rauter paa baasen og skriger som mennesker om hjælp,» fortæller han. «Det er først i april, og koldt som høivinters. Paa Opgaarden har de tyve klavebundne og tre hester, og ikke mere høi, end én ko kan spise det, inden vaar er ventende. «Mindes du,» siger konen til manden, «vi gik til alters samme dag vi slap bølingen paa beite, da den var saa sultefø d. Det var af det syn jeg graat saa i kirken, at du trodde en svær synd trykked mig, og det var en svær synd mod de stakkars kreaturer.»
Det var den almindelige skik at sultefore baade i fjeldbygden og paa fladbygden. Fjeldbygderne regned med 31de store sommerbeiter, og holdt langt større buskap om vinteren end de havde fór til. Nede paa fladbygden tænkte de ikke paa at drive skikkelig engbrug og derved skaffe sig rigelig fór og rigelig afdraatt.
Men saa stifted overlærer Jakob Sverdrup i 1825 den første landbrugsskole. Den drog flere efter sig. Agronómer reiste omkring i bygderne og hjalp alle som hjælp vilde have. Der blev holdt møder og foredrag og dyrskuer, og smaat om senn seg en større oplysning ind i folket. Det store omslag skede omkring aaret 1855. Da kom det norske jordbrug ind i det gjænge som er det høveligste: skiftevis dyrkning af korn- og engplanter. Det passer for vort land. Vor sommer er kort, kornet modnes ikke overalt hvor det drives jordbrug, veirlaget er mangesteds bedre skikket til eng- end til korndyrkning — og jorden ogsaa. Og saa viser erfaring, at man faar de største og bedste avlinger ved at dyrke planterne vekselvis, slig at det samme jordstykke snart er ager og snart eng, og at samme plante ikke faar vokse mange aar i rad paa samme ager. Det er det man kalder vekselbrug og sædskifte.
5. Korn.
Vi kan i Norge drive et lønnende jordbrug længer mod nord end i noget andet land, men det er for det meste smaa vidder af dyrkbar jord; bare tre maal af hvert hundred er enten ager eller eng. Og det har været et svært stræv at bryde og renske jorden, især inde i fjordene og oppe i fjeldbygderne. Vældige stenrøiser vidner om dette arbeide, og endda ser en ikke al den sten som er ryddet væk: den er blit til grøftefyld eller ligger paa havets bund. Bedst ser en strævet ved et nybrot som endnu ikke er stenrensket: det ser ud som en eneste stor stenrøis. Men jorden kan være god mellem stenene, og veirlaget er godt for planteveksten. Der avles ikke lidet paa de smaa flekker, ja Norge er det land i Europa som har de største avlinger paa maalet. Og ikke alle steder i landet er jorden lige stenet eller de dyrkbare stykker lige smaa. De største 32og bedste jordbrugs-bygder findes omkring Kristianiafjorden, paa Oplandene og i Trøndelagen. Ogsaa mange steder ellers er det god jord som ikke er saa vanskelig at opdyrke. Alligevel blir det ikke meget korn af det, og heller ikke mange sorter. Det er mest havre og bygg, enten hver for sig eller sammen til blandkorn; saa lidt rug og hvete. Erter avles især i de kalkrige oplandsbygder.
Havre er hovedsæden. Det er mere af den end af alle de andre kornslag tilsammen. Det er en haardfør og nøisom kar, som vokser sent og maa saaes tidlig om vaaren for at blive tidsnok moden. Den dyrkes i alle bygder langs kysten, lige fra Helgeland til Svinesund. I Romsdals amt, i Søndre og Nordre Bergenhus og Stavanger amter er det steder hvor en næsten ikke ser andet end havre. Bygg og hvete synes ikke at passe med jord og veirlag der borte, og kystvinteren er ikke slig, at vinterrugen kan faa ligge i ro. Veirlaget skifter for tit; én dag er jorden frossen, én dag er den blød, sæden faar ikke sikkert rodfæste. Langs kysten er havremel det almindelige baade til brød og til anden melmad. I de sydøstlige amter derimod bruges havre mest til fór for hester og kjør.
Bygg vokser fortere end havre. Det er den vigtigste sæd i alle bygder i det søndenfjeldske, omtrent ovenfor 130 og 150 meter over havet; det hører hjemme i de store dalfører, Østerdalen, Gudbrandsdalen, Valdres, Hallingdal, Sigdal, Numedal, Telemarkens daler og Sætersdalen, og de dalfører vestenfjelds som gaar ned til fjordene; i Opdal nordenfjelds, i Orkedalen og Gulelvens dalføre, kort sagt i alle fjeldmassens revner. Des længer en kommer nordpaa, des lavere ligger bygg-grænsen, og i Søndre Helgelands fogderi — paa 65° 48′ nordlig bredde — naar den omtrent sjøen. Bygget gaar altsaa længst nord og høiest op; det kan nemlig blive modent paa en 6—8 uger.
Rug dyrkes især paa østlandet som vintersæd. Den blir saadd om sommeren eller høsten, overvintrer under sneen, og blir først moden aaret efter. Den gaar aldrig høit over havet; en af grundene hertil tør vel være den, at jorden i fjeldbygderne ikke sjelden faar snelag, før den er frosset, og vintersæden vil da raadne under sneen.
33Hvete er en fin og temmelig kjælen kornsort, som bare dyrkes i nogen mængde i de sydøstlige amter, især i Akershus, Smaalenene og Jarlsberg; desuden i Nedenes, Lister og Mandal.
6. Engplanter. Rodvekster.
De engplanter som især dyrkes, er timotei (kjevlegræs), rødkløver, hvitkløver og alsikekløver. En egen sort rødkløver er Toten-kløveren. Den skal være opelsket paa gaarden Bringen i Land, hvis eier i aarene 1846—55 saadde frø af den vildtvoksende kløver paa gaarden; den gav rige avlinger, planterne var mere haardføre og stod bedre imod vinteren end den almindelige rødkløver. Derfor blev den meget udbredt, især i Vardal og paa Toten. I den senere tid er man begyndt at dyrke flere af de vildtvoksende græsarter: svingel, hundegræs, revehale, rapgræs og kvein. Engplanterne dyrkes sjelden hver for sig, men helst i blanding; derved faar man den tætteste og rigeste eng.
Af rodvekster er det især poteter og turnips som dyrkes. Det er lidt over hundre aar siden poteten kom her til landet. Os prestegjeld i nærheden af Bergen var det første som indførte den. I 1780 kom en mand fra Os med to tønder poteter til Bergen; men han kunde ikke faa solt dem, og folket har da ogsaa fra andre steder sagn om, hvor traat det gik med poteterne i førstningen. Oppe i Selbu var poteterne sjeldsynte for et par mandsaldre siden, heder det i et sagn der oppefra. Der var en prest den tiden, som de kaldte for potetpresten, fordi han prækte saa meget om poteterne. Han fór ogsaa omkring i bygderne og lærte folk at dyrke dem, og en vaar havde han da ogsaa været oppe i Tydalen og lært dem at sætte poteter i Tuset-lierne. Da han kom igjen om høsten, spurte han, om de havde smagt paa dem, og om de likte dem. «Aa, de var nu mest ikke ætende,» blev det svaret; «det var nogen smaa bær — og de var nu saa rent utrolig sure saa —!» Det var eplerne paa potetriset de havde kogt. De skjønte ikke, at de rigtige poteterne var under jorden, var «jordepler», de.
Rolfsen: Læsebog for folkeskoler. IV.
34Nu er den aarlige potetavl omkring 7 millioner hektoliter. Poteterne dyrkes overalt, længer nord og høiere op end bygg; de spises baade af mennesker og kreaturer; men en stor mængde drikkes ogsaa op, bruges til brændevinsbrænding.
Turnips er en slags næpe, og kaldes fórnæpe, men er meget større end den vi har i kjøkkenhaven. Den bruges bare til kreaturer.
De forskjellige slags planter dyrkes hver paa sin vis; jorden maa pløies godt og gjødsles godt; den maa være fri for ugræs og for overflødigt vand. Fremfor alt gjælder det at gjødsle godt, og jordbrugeren maa derfor være meget omhyggelig med at samle og nytte den gjødsel som husdyrene efterlader. Mod ugræsset fører landmanden en stadig kamp, og han maa være ihærdig og bruge sin tanke godt, skal han seire. Han maa have en god plog og en god harv. Og hans arbeide er meget lettere nu, end det var i bedsteforældrenes dage. Med maskiner kan han saa, og med maskiner kan han høste; med maskiner kan eng og ager slaaes, høiet rakes, rodvekster renskes og tages op, korn treskes og halm skjæres; og han trænger ogsaa alt dette, skal han staa sig i kappestriden landene imellem. Den norske jordbruger maa i alle maader følge med og tage i. Hans agre er smaa og bratte og tunge. Og hans sommer er kort.