Læreplanatlas
Fjerde DelNorske næringsveie.

3. Sælfangsten.

I.

25

Sælfangsten er gammel. Sagaerne fortæller, at nordmændene i det 7de aarhundred fanged sæl. Men her kan vi ikke fortælle sælfangstens historie, vi faar nærmest nøie os med at nævne hvor sælen fanges og hvorledes. Det er fem hovedstrøg for sælfangsten: Aljaska, Nyfundland, Hvidehavet, strøget om Jan Majn, og Danmark-strædet mellem Grønland og Island.

Aljaska-sælens skind erdet fineste, og det er af ungsælen fra Aljaska at pensylvanskind tilberedes. Men fangsten er her overtaget af den amerikanske regjering, og drives af et selskab som lønner folk paa Aljaska for at jage sælen.¹ Nyfundlands-fangsten hører englænderne til. Det er næsten bare ungsæl som fanges her, almindelig 2—300000 om aaret.

Saa er det Hvidehavet. Her drives i februar og mars maaned en merkelig sælfangst paa den murmanske kyst. I høie trætaarn sidder skytterne langs kysten og holder udkik med isen. De ser nøie paa, hvorledes den flytter sig, og speider efter sæl. Finder de med kikkerten en sæl-leir som er nær nok land, saa drager de ud paa drivisen med en liden baad efter sig. I hvid fodsid skjorte lister skytteren sig ind paa dyrene. Han tør ikke dræbe flere end at han straks kan faa dem i land. For det er ikke trygt der ude, vind og strøm kan sætte isen til havs, og han maa passe nøie paa. Midt i mars er ungsælen gammel nok til at forlade isen og svømme til sjøs, men den voksne sæl trækker til Mezen-bugten og holder til paa isen der i parringstiden. En mængde skyttere samler sig først i april 26ved mundingen af Kuloi-elven, og følger da sælen flere uger paa isen. De har seilbaader paa 22 fod med jernskod bund. Hver baad har 77 skyttere og er fuldt udrustet med mad og ved for lang tid. Alle skytterne sætter fra land paa samme tid, og naar de har naad isen, drager de baadene op paa isflakene og slaar leir der. De yngste og ivrigste skyttere gaar da paa ski ud efter sælen; naar de finder nogen, gjør de tegn til de andre, som kommer efter med baadene.

II.

Men for os nordmænd er fangsten ved Jan Majn og i Danmarkstrædet mest at lægge merke til. Det er der vi er med. I mange aar gik det smaat, indtil Svend Foyn ligesom skabte en ny næringsvei. Det er før fortalt i denne bog.¹ Paa Tønsberg-kanten har over 3 000 familier indtægt af sælfangsten. I 1892 tog 23 sælfangere til Nordishavet, især fra Tønsberg, Kristiania, Sandefjord og Arendal. De kom hjem med henimod 100 000 sælskind og 19 000 tons sælspæk, 589 bottlenoser og 66 isbjørner.

En sælfanger har fra 30—70 mand om bord. Skuden har kraftige maskiner, er sterkbygget, og har ishud af greenheart, en meget haard træsort. Hele underrummet er fuldt af jernkasser. Disse kasser er fyldt med kul og vand opover, og med spæk nedover. Hvert skib har rifleskyttere, en til hver fangstbaad.

I førstningen af mars bærer det da opover mod Nordishavet. Det er en stormfuld tid, men skibene pleier at klare sig godt. I slutten af maaneden maa de være oppe ved Jan Majn, for da yngler sælen, og det er ungsælen det gjælder.

Ungsælen fanges altid paa en odde af isen mellem Grønland og Spitsbergen. Det kommer kanske deraf, at hunsælen ikke vil have for langt til aabent vand, naar ungerne blir saa store, at de kan svømme. Det gjælder 27da for sælfangerne at komme ind til isen, hvor sælen er, ind igjennem isflak og kosser til den faste is. Det skal baade dygtighed og kyndighed til at finde frem, og farlig er færden, men det er liv og glæde om bord. Det er vagt i udkiks-tønden, og den lange kikkert bruges godt. Mandskabet deles i baadlag, baadene hænger parat til nedfiring, alle redskaber deles ud. Paa kommandobrettet eller bakken staar efter tur skibets formænd og styrer skuden opover den vanskelige «leden».

Der hvor ungsælen fanges, er isen i almindelighed saa tæt, at folkene kan gaa lige fra skibet og ud paa isen. De slaar sælungerne ihjel med hakker, den gamle sæl skydes. Ungen er hvid, med uldagtig blødt haar; naar den skriger efter moren, høres det som barnegraat. Er sælen fældet, flaaes den, og skind og spæk lægges i en haug; der plantes et flag som eiendomsmerke. Eller det bæres i baadene, hvis man har baad med. Er fangsten stor og der er mange skibe, blir folkene ved at stable haug paa haug; saa faar skibet følge efter og samle op. Er dette umuligt, drager folkene skindene over isen til skibet. Ungsæl-fangsten er slut midt i april, og da drager skibene nordover efter gamlefangsten. Da bruger de for det meste baadene. Skytteren skyder den gamle sæl paa iskosserne. Skindet og spækket blir flaad af; skrottene blir liggende paa isen til føde for fugl og isbjørn, som det ikke skorter paa der oppe.

III.

I aaret 1876 kom sælfangeren Isbjørnen, kaptein B. Iversen, op i ustyrtelige mængder med sæl i isen mellem Island og Grønland, i Danmarkstrædet. Dette var de saakaldte klapmysser, som man nok havde fundet enkelte familier af ved Jan Majn, men aldrig i store mængder. Det følgende aar kom det flere norske sælfangere til, og siden er det blit skik at gaa did, naar en er blit færdig ved Jan Majn. De første seks syv aar var fangsten god, 28i de næste ni var den daarlig. Nu i 1893 meldes det fra Island, at der er fanget meget klapmyss igjen.

Det gjælder i Danmarkstrædet, som det gjælder ved Jan Majn, at finde strøgene hvor klapmyssen holder til, og færden op igjennem isen er her som der voldsom og farlig. Men her som der er det liv og lystighed og forventning paa skuden. Enhver om bord har jo sin part i fangsten. Det kan gaa en halv dag, fra udkiksmanden har set sælen og til skuden har naad frem. Da lyder endelig kommandoordet: Færdig til fald! Alle mand styrter til baadene, som hænger klar i daviderne paa begge sider af skibet. Laar væk! blir det kommandert, og alle baadene fires i vandet. Det er et stolt syn at se alle disse fangstbaader i fuld fart. Skytteren staar opreist forud, og giver ordre til ham som sidder ved roret; og baaden snor sig for kraftige aaretag mellem isflakene. Rormanden styrer efter skytterens vink. Naar de kommer ind imellem sælen, gjælder det at fælde dem som ligger ytterst paa hvert flak; hvis de bare blir skadeskudt eller skræmt, stuper de straks i vandet, og da følger hele flokken efter. Blir de derimod dræbt, rører ikke flokken paa sig, og da kan en ofte faa dem alle. Skrottene blir ogsaa her liggende til mad for maaker og hvidbjørner. Der er fuldt op af dem, og sælfangeren vil gjerne have fingre i bjørneskindet. Det er kostbart: hundred til hundred og femti kroner for et skind; derfor er det ogsaa ivrig bjørnejagt der oppe, og enkelte af skuderne er kommet hjem med en snes isbjørnskind.

I slutten af juli er sælfangsten i disse farvand endt, og nu drager sælfangerne hjemover. De trænger ikke nu mer at drage til Hamborg eller Skotland for at koge spækket. Vi har trankogerier i Tønsberg og Sandefjord og paa flere andre steder. Naar spækket er kogt, pumpes oljen paa store jernsaaer, og derfra tappes den siden paa fad og skibes til indland og udland. Skindene gaar til London, og sælges der ved auksjon. 1893 gav god fangst, og det aar tjente rederne godt; det er just ikke altid saa. Men til stor indtægt er sælfangsten alligevel. Mange familier lever af den.

29Høsten 1892 gik sælfangeren Jason til Sydpolarhavet paa sæl- og hvalfangst. Skibet traf ikke paa rethvalen, en hval med svært kostbare barder, men fik fuld ladning af spæk og sæl. I 1893 gik det flere skibe der ned. Der er mængdevis med sæl i Sydpolarhavet, og den er ikke sky, men hverken skindene eller oljen er saa gode som i de nordlige farvand.

Meddelt læsebogen af en norsk skibsfører.