Læreplanatlas
Fjerde DelNorske næringsveie.

2. Træk fra sjømandslivet.

I. Norske skibe.

19

Hvad den norske skibsflaade egentlig er, faar man først et indtryk af, naar man i en stor udenlandsk sjøby vandrer langs kaierne og tæller flag eller navnebret.

Efter en frisk paalandsvind eller andet lagligt indseilingsveir kommer de store skarer ind fra sjøen som sjøfugler under storm; de fylder den ytre havn, de kappes om indrehavnens fortøiningsbøier og dokkernes lossepladser.

Man vil undres over de mange norske flag, de mange hjemlige navn; og med stolt bankende hjerte begynder man at tælle. Man faar dusinet fuldt, sneset med; ja, er det i en stor søgt sjøby, saa stiger tallet af vore skuder paa en slig dag høit over sneset. Man ser med forundring, at knapt nogen nasjon holder maal med os, naar det gjælder seilskuder; af dampere finder vi naturligvis flere engelske, franske og tyske; men blandt seilerne kommer vi tæt opunder England, og fra os til den næste nasjon i talrækken er spranget uhyre.

Midtsommers 1886 havde det i flere dage staat en frisk østlig bris over det vestlige Atlanterhav, og efter som brisen varte, begyndte Amerikas sjøhavner at fyldes; man fik lidt 20efter lidt et indtryk af, hvad det er for en stor skare seil som til enhver tid farer over Atlanteren, — hvor det er rent ud folksomt alligevel, dette endeløse verdenshav.

Efter dette store indsig af seilskibe gav Amerikas største blad en oversigt over hvad vinden havde feiet ind paa havnene. For New-Yorks vedkommende endte den saaledes:

«Naar vi ikke regner vore egne kystfarere med, er de norske seilskibe i dag i afgjort flertal paa vor havn.»

Herefter fulgte en lang rosende omtale af norske skibe og norske sjøfolk.

Det kan nok hænde, at nordmændene der over følte sig lidt den dag.

Et par dage senere havde det største træseilskib som nogensinde havde gjestet New-Yorks havn, gaat op under Brooklyn-broen. Skibet var saa stort, at det maatte laare sine bramstænger ned for ikke at skrabe med toppene. Atter kunde aviserne fortælle, at denne skude var en nordmand, nemlig fuldriggeren «Kommandør Svend Foyn».

Og det kom videre for en dag, at den mindste seiler som nogensinde havde gaat over Atlanteren i virkelig fragt med last paa kjølen, var ogsaa en nordmand, en stumpnæset nordlandsjægt med barket raaseil. Den skulde fra Finmarken til Bergen med tran og fiskevarer; men i Bergen blev skipperen, som ogsaa var jægtens eier, misnøid med de lave tranpriser; han gav opkjøberne en god dag, proviantérte for nogen maaneder, og med sine kjække nordlandsgutter seilte han lige saa godt afsted, lige til Amerika, med sin brede klodsete jægt.

Frem kom han baade godt og vel, solte heldig der over, og kom vel hjem igjen ogsaa.

Men den turen er heller ikke glemt paa den anden side af Atlanteren; den har hjulpet til at grundlægge den dybe respekt for norske sjøgutters store mod, nøisomhed og pligtfølelse, og uden den fik man ikke i dag det stolte ord, at 22nordmændene har havt det mindste af alle fremmede seilfartøier paa New-Yorks havn, lige saa vel som det aller største, og at de ogsaa paa én dag har havt de fleste skuder af alle fremmede nasjoner der over.

21
En daad (se side 22.)
En daad (se side 22.)

II. En daad.

Det er ikke saa mange aarene siden dette hændte:

Et vestlandsk barkskib øined i Nordsjøen, i stormfuldt veir, et stort skib med nødflag oppe. De bar ned paa skibet, satte en baad med fire mand paa vandet og borded den fremmede. Det viste sig at være et engelsk fuldrigget skib, som kom fra Vestindien med sukkerlast. Det havde sprunget læk i stormen, og dets besætning turde ikke fortsætte reisen; de frygted, at skibet skulde synke. Sukker er jo en farlig last, og de stolte ikke paa pumperne.

Den norske kaptein tilbød at afse tre fire mand af sit mandskab til medhjælp paa engelskmanden; men nei, den engelske besætning bad bare om at blive berget; de turde ikke paa nogen maade drage videre paa sit skib.

Saa blev de da alle taget om bord i det norske barkskib — — og hvad hændte saa?

Jo, det norske mandskab gav ikke fred, før en af styrmændene og fire mand til blev sat om bord i den forladte engelskmand; den fik snart mere seil paa sig, kursen blev lagt østover igjen, og under hurrarop og vifting med hattene bar det afsted. Snart var de to skibe ude af sigte for hinanden; men faa dage senere laa de begge trygt fortøiet i samme norske havn.

Det store engelske skib med den værdifulde ladning, forladt af sit eget talrige mandskab, var seilt i havn af fem norske sjøgutter.

III. Alene igjen.

Om bord paa et stort engelsk dampskib som gik i rute mellem England og Ostindien, havde en ung mand, en ganske ung mand fra Kristiania, plads som styrmand.

23Den unge, rolige, pligtopfyldende mand nød alles agtelse om bord; men det rige maal af sandt heltemod som bodde i ham, det fik de først en kjendsel af, da han ikke var mere.

Det gik saaledes til:

Paa reis fra Ostindien fik de en overhændig storm med svært hav; damperen sprang læk, og trods vandtætte rum, damppumper og utroligt stræv fyldtes skibet efter hvert — der var ingen redning mulig.

Saa maatte de ty til baadene. Først passagererne, saa mandskabet, og saa skibets offiserer; i den orden skal man gaa i redningsbaadene.

Den første baad med passagerer klarte sig; den næste baad som blev sat paa vandet, slog ind mod skibets side og knustes; nok et par baader forsøgtes; de fyldtes eller knustes. Der blev mangel paa redningsbaader. Til sidst er alligevel omtrent hele mandskabet kommet i baad, og lykkelig og vel unda vraget; tilbage er nu bare skibets offiserer og nogen faa matroser. Men baaden kan ikke rumme alle; den ligger allerede i næsten lige til æsingen, og der staar endnu tre mand igjen paa vraget, deriblandt den unge norske styrmand. Redningsbaaden kan tage én mand til muligens; kommer det to, saa vil udsigten til berging blive liden; og kommer det tre, saa er ligesom alt haab ude. Men her er jo alle lige gode; den ene har ikke mere krav paa redning end de andre.

Folkene i baaden ser i angst og spænding op mod de tre paa vraget. Hvordan blir det?

De to er allerede paa skibsstigen og skal stige ned. Da hører de den unge norske styrmand, sørgmodig bebreidende: «Aa nei, nei, gutter! Lad dem nu faa redde sig, mens de kan.»

De to gaar alligevel i baaden; den synker i, saa vidt den er over vandet; den kan umulig tage en mand til. Man spør alligevel den unge norske styrmand, om han ikke vil komme.

Han smiler sørgmodig og rister paa hovedet. Saa gjør han tegn til dem i baaden, at de skal støde fra.

Kort efter saa man vraget med den unge norske sjøgut om bord langsomt sænke sig i det oprørte hav.

24

De andre blev berget; men de blir vel neppe nogensinde kvit de rolige ord og det sørgmodige ansigt, mens de sig imellem slos om den redning som han ædelmodig betalte med sit liv.

Jacob Hilditch.