Læreplanatlas
Fjerde DelNorske næringsveie.

1. Skibsfart.

I.

11

Norge har en af de største handelsflaader i verden, ja intet land med saa liden folkemængde har saa stor flaade, saa mange sjømænd.

Først i rækken af de sjøfarende nasjoner kommer englænderne. Storbritannien og Irland eide i aaret 1890 næsten halvparten af hele verdens handelsskibe, ja mer end halvparten, naar man husker paa Englands mange dampskibe; ti hvert dampskib kan regnes ligt med tre seilskibe, fordi det gjør saa mange flere reiser.

Svend Foyn
Svend Foyn

Nummer to i rækken er de forenede stater i Amerika; men de kommer langt efter England. Saa er det Tyskland, og saa Norge; disse to lande har omtrent lige stor handelsflaade, men Tyskland har mange flere dampskibe; derfor er den tyske handelsflaade af langt større værd end den norske. Af samme grund staar vi kanske lidt tilbage for franskmændene; men alligevel er det jo merkværdigt, at et folk med to millioner skal paa sjøfartens omraade kunne hamle op med nasjoner paa fyrti og femti millioner mennesker.

12Sjø og skibe er da ogsaa noget af det kjæreste nordmændene har. Indenfor vor lange skjærgaard basker gutten med sjøen, fra han er en næve stor, kan en gjerne sige. Ja, der er en opdragelse til sjøen bag denne skjærgaard som kanske intet andet land har magen til. Englænderne maa tage en stor del af sine sjøfolk blandt de store byers laveste lag. De norske sjøgutter kommer for det meste fra de tusend hjem ved vore fjorder og viker og fra den lange rad smaabyer langs vor kyst. Der er norske byer hvor tredjedelen og lige indtil halvparten af mændene gaar til sjøs. Og denne trang til sjøen er saa gammel som vor historie. Norske konger har i sagaens tider seilt med sine langskibe fra nes til nes; norske vikinger har faret viden om, snart til Østersjøen og Gardarike, snart til Bretlands og Irlands kyster, til Miklagard og andre steder ved Middelhavet, ja lige til Amerika. Nu farer vore sjømænd paa fredelige veier, og disse veier er baade flere og længere end de gamle. Norske skibe seiler og damper fra havn til havn over alle have, fra Arkángel til Gibráltar og helt til bunden af Sortehavet; gjennem Suezkanalen og det røde hav, over de indiske sjøer til Kina og Japan; rundt Afrika til Australien og Nyséland; til Nordamerika, Vestindien og Sydamerika, rundt Kap Horn og helt op til Nordamerikas vestkyst, til San Fransisko og Vancouver-øen, — overalt, ja lige op mod nordpolen færdes det norske flag.

Mest i de nordeuropæiske farvand og den nordlige del af Atlanteren, paa Kanáda og de forenede stater. Paa Vestindien, Brasilien og Lapláta-staterne seiler en mængde af vore skibe, især med stenkul fra England til Vestindien og Sydamerika, og med trælast, petroleum, sukker, kaffe, bomuld, farvetræ og mange andre slags varer fra Amerika tilbage igjen til England og forskjellige andre europæiske lande. Mange norske dampskibe farer i frugtfart mellem Vestindien og de forenede stater, — New-York og andre store byer. 13Det gjælder at fragte de tropiske frugter fra de smaa havner paa Kuba og i Mellemamerika saa friske som muligt til New-York og de andre byer; her spises blandt andet en utrolig mængde banáner, en frugt som ligner en agurk, men er lige saa sød som agurken er sur. Dampskibene er bygget og indrettet til denne fart, og er meget hurtiggaaende; før var det næsten bare englændere, men nu er det næsten bare norske, især bergenske skibe. Grunden skal være den, siges det, at de norske sjøfolk er omhyggeligere med ladningen, saa at frugten kommer frem i bedre stand. Det skal ellers være en slitsom fart; dampskibene er leiet for flere maaneder om gangen mod en viss sum, og i den tid gaar de da omtrent uafbrudt frem og tilbage, tomme ned og frugtlastet op; det træffer sig nok sjelden, at sjøfolkene faar sin søndag fri.

Det som ellers norske dampskibe fører, er især trælast, korn, stenkul, fiskevarer og stykgods. Vi har i senere tid faat en del rigtig svære dampskibe her til landet, som kan tage ind ladninger paa indtil femti eller seksti tusend hektoliter rug paa én kjøl. Her til Norge kommer disse store ladninger mest fra Sortehavet. En stor mængde korn fragtes ogsaa fra de forenede stater over Atlanterhavet til England. Helt fra vestkysten af Amerika, fra San Fransisko, fragtes store kornladninger, mest i seilskibe af staal, den lange vei over til England. Vore seilskibe farer for resten mest med trælast fra Norge, Østersjølandene, Kanada, Pensakola og andre havner ved den mexikanske golf, til England, Frankrig og andre steder. Andre skibe seiler med petroleum, harpiks, bomuld, tobak, sukker og mahogni. De fleste fartøier som indtager ladninger i Amerika, reiser der over med stenkul fra England til Vestindien, Brasilien og Laplata-staterne.

Af alt som er nævnt, var trælastfragten — indtil for en del aar siden — den vigtigste. Trælast og norsk sjøfart har hørt sammen, kan en næsten sige, som seil og 14skude. Var det noget som norske sjøfolk havde greie paa, saa var det at haandtere bjelker, planker og bord; og det forstaar de nok ogsaa den dag i dag saa godt som nogen. Det er derfor værdt at følge den norske trælastfart, se, hvorfra skibene henter sin last, og hvor de fører den hen. Vi nævner da først vort eget land, som gjennem østlandsbyerne sender sine skoger ud i verden i mer og mindre forædlet tilstand. Saa Sverige. Her er det byerne ved den botniske bugt, Sundsvall, Hernösand, Söderhamn, Umeå, Piteå og Gjefle, som har den største trælasttrafik. Paa de fleste lastepladser var for en del aar siden næsten bare det norske flag at se, men efter at dampskibene har kastet sig ind i denne fart, er det ikke mere som før, da det i Sundsvalls distrikt kunde ligge indtil to hundrede norske fartøier paa én gang, og da det til mange af byerne der oppe kom flere norske sjøfolk end det var folk i byen, kvinder og børn medregnet. Trælastudførselen fra disse havner har vokset utrolig siden begyndelsen af femtiaarene. Store skoger havde i aarrækker staat aldeles unyttet. Trærne stod og raadned paa roden, og øksehugg hørtes sjelden mellem de svære stammer. Men trælastpriserne steg, handelen vokste, og det kom et stort omslag. En masse tømmer blev fløtet ned igjennem de store elvedrag, fra den norske grænse mod den botniske bugt. Vandsager og dampsager har reist sig overalt, og i den korte tid af aaret da udskibningen foregaar, er det et svare liv, og norske skibe er mødt op i stor mængde.

Ti vel har vor skibsfart paa disse havner været større før end nu; men endnu er den meget betydelig, især i sommermaanederne og de første maaneder af høsten. Isen gaar sent op om vaaren, og vinteren kommer tidlig. Fartøierne kan ikke naa der op før ved slutningen af mai, og selv da hindres de ofte af drivis. Kommer de paa sin anden Østersjøreis senere end i oktober, saa kan de komme ud for at blive indefrosne hele den lange vinter igjennem, og dette har hændt ikke saa sjelden endda.

Saa er det Hvidehavet, hvor norske skibe kommer i ballast op, og gaar tilbage igjen med trælast fra Arkangel 15og Onega — især til England og Sydfrankrig. Disse nordlige farvand er stundom farlige paa grund af drivis. Naar vi saa har nævnt Finland i Europa, og Kanada og de forenede stater i Amerika, saa har vi nævnt de steder hvorfra de norske skibe henter sin trælast.

Og hvor fører de den hen? Lad os først nævne det land som næst Sverige ligger os nærmest. Sverige har, som vi har hørt, en stor rigdom paa skog; Danmark derimod trænger trævarer, som det især faar fra Finland og Sverige; en del indføres dog ogsaa fra Norge, blandt andet i smaafartøier, som farer paa Jyllands østkyst og ind gjennem den lange og grunde Limfjord. Mange af disse fartøier er saa smaa, at de ikke har mere besætning end skipperen og skibsgutten. Veien er jo heller ikke lang, de kommer for det meste fra Kristiansand og Mandal, og det er bare en snartur at stikke over til jyderne og bytte trælasten med korn, smør og flesk.

Saa er det et andet fladt og skogbart land som har brug for de norske skoger. Det er Holland. Det var hollænderne som for omtrent tre hundred aar siden begyndte at seile hid op med sine fartøier og kjøbe bjelker af bønder og kjøbmænd. Skogene gik den gang lige ned til kysten, saa det var ikke lang vei at hente tømmeret, og de fik det vel ogsaa for godt kjøb. Dette er begyndelsen til trælasthandelen, og trælasthandelen er begyndelsen til vor skibsfart. Nu er det mest norske fartøier som fører norsk trælast til Holland. Men endda kommer en del hollændere op til Larvik, Kragerø og andre byer efter last.

Det land som er midtpunktet for al verdens skibsfart, er ogsaa midtpunktet for den norske, og for de norske skibes trælastfart. Det er Storbritannien. Ikke mindre end 6 000 norske fartøier med et mandskab paa over 60 000 sjøfolk kom i 1893 til havnene i Storbritannien og Irland. En stor mængde af disse fartøier havde trælast inde; det er den vigtigste last til havnene paa østkysten, og fremfor alt til London. Blandt den mængde fartøier som stævner til Englands kyster, er det norske flag det som næst det britiske 16sees tiest; norske skuder er tit og jevnt med i de flaader som seiler ind til den store verdensstad. Især er den norske skibsfart paa England livlig fra slutningen af mars, da de første trælastladninger kommer over fra Norge, og til oktober eller begyndelsen af november; da seiler de fleste fartøier hjem for at lægge op for vinteren. Østersjø-flaaden kommer til de britiske havner første gang i juli, og anden gang i oktober, eller — naar den er forsinket — i november maaned; Kvebek-farerne for det meste i august; i et par dage kan der komme over otti norske fartøier. London er den store samlingsplads for vore sjøfolk. 12 000 norske sjømænd, kan en regne, kommer hvert aar til denne by med norske fartøier, adskillige tusend med fremmede; i de amerikanske havner, og navnlig i New-York, færdes ogsaa aarligaars tusender af norske sjøfolk.

II.

Enhver ved, at naar en kaster et stykke jern paa sjøen, saa synker det; men kaster en et stykke træ, saa flyder det. Det er da underligt, at man bygger skibe af jern og staal. Før i tiden brugte man ogsaa bare træskibe; men saa begyndte de i 1818 at bygge dampskibe af jern, og siden midten af ottiaarene mere og mere af staal, og nu er dette emne det vigtigste ogsaa ved bygningen af seilskibe, især i England. Det merkelige er, at mens staal er tyngre end træ, saa er et staalskib meget lettere end et træskib af samme størrelse. Det skrog som bygges af staal, kan nemlig gjøres meget tyndere end træskroget, fordi staalet er saa meget sterkere; derfor kan ogsaa staalskibet tage saa meget mere gods, fordi rummet indvendig er større; skallet, om jeg saa maa sige, er tyndere. Men sæt, at det gaar hul i et sligt skib. Saa strømmer jo vandet ind, og det maa gaa til bunds med en gang. Ja slig gik det nok mangen gang i begyndelsen, men nu bruges mere og mere vandtætte skillevægger, som deler skibet i flere dele; trænger vandet ind i den ene del, gjør det ikke saa meget, naar skibet er tæt for resten. Rigtig godt indrettede staalskibe er tryggere end de sterkeste træskibe. Vi har nu ogsaa her i Norge flere verksteder hvor det bygges baade 17jernskibe og staalskibe; men de fleste store skibe som kjøbes af nordmænd, bygges endnu i England eller Skotland.

De norske byer som for tiden er de vigtigste sjøfartsbyer, er Bergen, Kristiania, Arendal, Stavanger og Tønsberg. Kristiania har vistnok en meget større flaade end Bergen, men Bergen har de fleste og de største dampskibe. Det er ogsaa dampskibene som har gjort, at Arendal er trængt tilbage; tidligere var den længe nummer én; nu er den kommen langt efter Bergen og Kristiania. Arendal har nemlig faa dampskibe. Drammen, Grimstad, Fredrikstad, Kragerø og Porsgrund er ogsaa vigtige sjøfartsbyer. Skibsrederi drives i større eller mindre maalestok langs hele Norges sydkyst.

III.

Vore sjømænd har en farefuld levevei og sliter ofte meget ondt. Men det er friskt og lærerigt at fare verden over. Saa længe det er norsk ungdom, vil den hige mod havet, som har tumleplads nok baade for ungdommens eventyrlyst og for mandens daad. Naar den modnere manddomsalder kommer, søger den norske sjømand ofte, om han kan, en havn for livstid. Han trænger til ro, han vil være i sit hjem med hustru og børn. Han slaar sig da ned i sit land, og vælger det arbeide som han føler sig mest draget til, blir fisker, los, skibsreder, handelsmand, gaardbruger, eller hvad det nu kan være. Og han har da et og andet at fortælle sine børn om kveldene: Om lystig kapseilas ind over Middelhavet paa veien til Konstantinopel; om paaseilinger i Kanalen; om vinterfærder under Norges kyst, hvor skuden gik for stumperne i en uge, og kabyssen blev overskyllet og dækket iset, og hvor han sad overskrævs paa baugsprydet, mens sjøerne slog over ham; om den gule feberen i Brasilien, hvor kameraterne døde en efter en; om grunder og vrag og angstfulde nætter ved Jyllands kyster med deres sand-rev og brændinger; om drivisen, som skjærer

Rolfsen: Læsebog for folkeskolen. IV.

18og gnager hul paa skuden; om vandring over den bløde is med store vandpytter paa; om isflak som deler sig i mindre og mindre stykker, saa de ikke længer kan bære de stakkars skibbrudne; om redning i sidste stund; om isfjeld i Atlanterhavet som knuser skibet, saa bare en eller to blir frelst. Men han vil ogsaa kunne fortælle om magelig seilas under passáten med den stadige vind og milde luft; om sydens stjerneklare himmel med de mange straalende stjerner, som var nye for ham; om klare maanelyse nætter, hvor havet ligger fladt og blankt og uendeligt. Han vil kunne fortælle om det myldrende liv i de store udenlandske havnebyer; om mange slags folkefærd og rare dragter; om tyrker og arabere, malaiere og kinesere, negere og mulatter, og hvad de nu heder alle sammen; om vakre bygninger og stolte mindesmerker; om parker og dyrehaver. Han vil mindes den norske sjømands-kirke i fremmed havn, læseværelserne med de norske aviser, brevene hjemmefra, juletræfesterne med gaver fra bygder og byer i Norge.

Mangen en vil des værre ogsaa kunne fortælle om rømning, om synd og sorg, om skammelige runnere og boardingmastere; om drik og turing og penges forlis; om uhyggelig skibstjeneste om bord paa de fremmede skibe, hvor sjømanden maa tage hyre, naar boardingmasteren har skaffet ham af med alle hans penger; om slagsmaal, saa det gik paa livet løs. Han vil kunne fortælle om sjøgutter som har tumlet sig mellem fremmede og ladt sin mor sidde og vente i aarevis, uden at sende saa meget som et ord hjem. Men ogsaa om pligtopfyldelse, vaagsomhed og haardførhed som minder om vikingtidens dage. Et sligt drag skal vi her slutte med: En skipper fra Tønsberg-kanten fik paa en langtur et overhændigt veir. Skibets rigg blev ødelagt, og under arbeidet i stormen faar kapteinen sit laar brækket. Han spjelker det selv, og slipper ikke kommandoen et øieblik. Nødrigg blir sat, og skibet fortsætter efter stormen farten, saa godt det kan. Det gaar koldbrand i saaret. Kapteinen skjærer 19med egne hænder det syge kjød væk. Han slipper ikke kommandoen. Gang paa gang kommer det tilbud fra forbiseilende skuder; gang paa gang blir det svaret nei; gang paa gang skjærer kapteinen i sit eget kjød. Og han fører sin skude i havn.

Den norske sjømand eret gjennembarket folkefærd;hvor fartøi flyde kan,der er han første mand;paa togt og hjemme her,ved sund og skjær og fiskeværhan har sin Gud i sindog sætter livet ind.

For læsebogen ved direktør A. N. Kiær.