77

Suezkanalen, den nye verdensvei, skulde indvies, og Ismaïl, kedíven, Ægyptens vicekonge, havde indbudt gjester fra alle Europas lande. Jeg var iblandt dem, og jeg kan sande at det var en gjestfrihed med eventyrets rigdom. Først skulde vi da se hans land, og paa fire Nil-baader, med logi-skibe efter, drog vi opover den navnkundige, vidunderlige elv. Jeg mindes ruinerne af det gamle Teben, da vi red op gjennem Karnak mellem arabernes akasiehaver, og der saa med én gang vokste op fremfor os ligesom en forstenet kjæmpeskog. Det var de gamle templer med sine umaadelige søiler. Obeliskerne ved indgangen, sfinksernes allé, hvor hver sfinks har en høide som et to-etages hus, søilerne, som naar tre meter i gjennemsnit, alting er kjæmpemæssigt, overnaturligt. I 2000 aar er det bygget paa disse templer, i tusender af aar har de staat der. En og anden af de umaadelige søiler er blit rugget eller er gaat til siden, og støtter sig nu til en anden søile, ligesom gammel og mæt af dage.

Paa vestsiden af elven ligger gravbyen. Her er templer, hvor kongerne blev dyrket efter sin død. Og inde mellem templernes ruiner gaar beduiner og arabere og 78sælger mumiestykker. Jeg kjøbte en liden damehaand med skarabé-ring. En fin dame var det altsaa, maaske en dame fra et af de gamle ægyptiske fyrstehuse, hvis haand nu blev solgt for en krones penger.

Kort efter at vi havde gjestet de ægyptiske kongegraver, hilste vi paa en af Europas keiserinder, hvis magt endnu stod i sin fulde glans. Det var den franske keiserinde. Ved Keneh laa vore skibe og vented paa hende. Det var henimod solnedgang. Langt borte steg en røgsøile op af den blanke elv, den kom nærmere; en stor pragtfuld Nil-baad gled frem imod os; der maatte keiserinden være. Men hun var ikke der. Langt, langt borte en ny røgsøile. Et endnu større skib, hvidt, med silkefaner. Det maatte være hendes. Nei. En ny Nil-baad, større end de andre, rosenfarvet. Her sidder hun, hvidklæd, deilig som Ægyptens Kleopatra, mens den nedgaaende sol kaster sit guld over skibets faner og tepper og silketjeld.

Det skulde ikke gaa et aar hen, saa var hun ikke mægtigere end de konger vi netop havde gjestet.

Den 16de november 1869 var orlogsskibe fra alle lande stævnet sammen i kanalbyen, der hvor Suezkanalen begynder, i Port Saïd. Her, ved den flade Middelhavs-strand, hvor de endnu ufærdige stendæmninger verned mod havet, blev kanalen viet.

Østerlands dagover havnen glitred;alle jordklodens flagfra masterne sitred.

Musikens tonerbar frem koralen,tusend kanonerdøbte kanalen.

Næste dag damped skibene indover. Først keiserinden af Frankrig med sit skib Ørnen, saa keiseren af Østerrige, prinsen af Prøissen, prinsen af Holland, vicekongen af Ægypten. Vor korvet Nordstjernen var ogsaa med, men 79blev sinket paa mange maader, ikke mindst af et ægyptisk skib som gang paa gang løb paa grund og la sig i veien for os. For at naa frem, forlod vi nordmænd den statelige korvet og satte os paa en pram som blev slæpt af et bitte lidet dampskib, og vi gled da langsomt fremover, og havde god tid til at se paa de vilde beduiner, som havde leiret sig i sanden. Det var blit mørkt. Med skildpadde-fart krøb vor pram fremover. Da aabner sig med ett et mylder af lys; det er Timsah-sjøen og Ismaïlia som straaler imod os. Her holder kediven fest i kveld for sine gjester fra tre verdensdele. Det er som et eventyr i Tusend og én nat. Havnen og byen straaler i lys og farver, skibe, kaier og hus er illuminért. Flag og vimpler fra alle lande vaier over det hele. Ja, kediven holder fest. Men gjesternes tal er vokset. Det er ikke længer 65. Mangfoldige tusend arabere har vicekongen kaldt hid, og hver kommer med hele sin familie, med kvinder og med børn. Palads og hoteller og rigsbygninger kan bare rumme de fornemste. Overalt er det slaat telter op. I ferskvandskanalen som løber gjennem byen, ligger lange rader af Nil-skibe, som skal skaffe herberge. Uhyre menneskemasser strømmer gjennem gaderne. Det er europæere af alle nasjoner, ikke en eneste undtagen. Det er tyrker, persere og beduiner; det er arabere, ægyptere, koptere og negere; det er europæiske vogner med arabiske forløbere og fakkelbærere; æsler med skrigende æseldrivere bag sig. Det er europæisk dansemusik og arabiske rørfløiter; store drifter af okser, faar og gjeter. Hele skarer af gjæs og høns er samlet sammen til slagt for araberne. — Keiserinden af Frankrig vil endelig ride paa kamel, og jeg mindes hende endnu trave afsted i spidsen for et helt kompani af kamelryttere.

Om kvelden var det bal i vicekongens prægtige palads. Her mødtes alle verdens folkeslag i dans, i festlig glæde over at en skillevæg mellem folkene var taget bort.

80Men hvad der staar sterkest i mit minde fra festen i Ismaïlia, er mit møde med Abd-el-Kader, den navnkundige araberhøvding. Jeg mindes det fine, lyse, lidt voksblege ansigt, det ædle udtryk, den værdige skikkelse. Jeg mindes at han ikke havde et graat haar, skjønt han nu var en aldrende mand. Ingen europæisk fyrste kunde føre sig fornemmere end denne araberhøvding i sin snehvide ulddragt. Da Abd-el-Kader hørte hvor jeg var fra, sa han: «Jeg har faat en æressabel fra Deres land, jeg kjender det.» Jeg bukked og mumled nogen ord, om at alle sammen der hjemme i Norge havde havt lyst til at sende ham en æressabel, men at jeg ikke før havde vidst at de havde gjort det. Han tog tydeligvis feil af Norge og et andet land langt mod nord, jeg skal ikke sige hvilket.

Timsah-sjøen ligger omtrent halvveis mellem Port Saïd og Suez. Den næste dag drager vi videre gjennem saltsjøerne. I vort hotel i Suez har enhver af os en hinduisk tjener liggende udenfor sin dør. Igjen som et eventyr! Men fra Suez seiler vi over til halvøen Sinaï. Vi ser en liden flek med palmer, akasier, og nogen grumsede kilder; denne plet kaldes Moses’ kilde. Her, siger sagnet, holdt jøderne rast, da de var sluppet over, mens Faraos vogner og stridsmænd drukned i det røde hav. Her skal det have været at de sang sin lovsang, som endnu findes optegnet i 2den mosebog.

Denne stille sagnrige flek i ørkensanden var vort sidste minde fra de henfarne tider. Vi gaar tilbage gjennem kanalen til Port Saïd. Som et blankt baand skjærer den sig gjennem ørkenen, og dette blanke baand binder østen og vesten sammen. I denne kanal skal i en uoverskuelig fremtid tusender af travle skibe fare paa den nye verdensvei.

Efter mundtlig fortælling af Henrik Ibsen, ved udg.

77

Suezkanalen, den nye verdensvei, skulle innvies, og Ismaïl, kedíven, Ægyptens visekonge, hadde innbudt gjester fra alle Europas lande. Jeg var iblant dem, og jeg kan sande at det var en gjestfrihet med eventyrets rikdom. Først skulle vi da se hans land, og på fire Nil-båter, med logi-skip etter, drog vi opover den navnkundige, vidunderlige elv. Jeg minnes ruinene av det gamle Teben, da vi red opp gjennom Karnak mellom arabernes akasiehaver, og der så med én gang vokste opp fremfor oss likesom en forstenet kjempeskog. Det var de gamle templer med sine umåtelige søyler. Obeliskene ved inngangen, sfinksernes allé, hvor hver sfinks har en høyde som et to-etasjes hus, søylene, som når tre meter i gjennomsnitt, alting er kjæmpemæssigt, overnaturlig. I 2000 år er det bygget på disse templer, i tusener av år har de stått der. En og annen av de umåtelige søyler er blitt rugget eller er gått til siden, og støtter seg nå til en annen søyle, likesom gammel og mett av dage.

På vestsiden av elven ligger gravbyen. Her er templer, hvor kongene ble dyrket etter sin død. Og inne mellom templernes ruiner går beduiner og arabere og 78selger mumiestykker. Jeg kjøpte en liten damehånd med skarabé-ring. En fin dame var det altså, maaske en dame fra et av de gamle egyptiske fyrstehus, hvis hånd nå ble solgt for en krones penger.

Kort etter at vi hadde gjestet de egyptiske kongegraver, hilste vi på en av Europas keiserinner, hvis makt ennå stod i sin fulle glans. Det var den franske keiserinne. Ved Keneh lå våre skip og ventet på henne. Det var henimot solnedgang. Langt borte steg en røyksøyle opp av den blanke elv, den kom nærmere; en stor praktfull Nil-båt gled frem imot oss; der måtte keiserinnen være. Men hun var ikke der. Langt, langt borte en ny røyksøyle. Et enda større skip, hvitt, med silkefaner. Det måtte være hennes. Nei. En ny Nil-båt, større enn de andre, rosenfarget. Her sitter hun, hvitkledd, deilig som Ægyptens Kleopatra, mens den nedgående sol kaster sitt gull over skipets faner og tepper og silketjeld.

Det skulle ikke gå et år hen, så var hun ikke mektigere enn de konger vi nettopp hadde gjestet.

Den 16de november 1869 var orlogsskip fra alle lande stevnet sammen i kanalbyen, der hvor Suezkanalen begynner, i Port Saïd. Her, ved den flate Middelhavs-strand, hvor de ennå uferdige steindemninger vernet mot havet, ble kanalen viet.

Østerlands dagover havnen glitret;alle jordklodens flaggfra mastene sitret.

Musikens tonerbar frem koralen,tusen kanonerdøpte kanalen.

Neste dag dampet skipene innover. Først keiserinnen av Frankrig med sitt skip Ørnen, så keiseren av Østerrige, prinsen av Prøissen, prinsen av Holland, visekongen av Ægypten. Vår korvett Nordstjernen var også med, men 79ble sinket på mange måter, ikke minst av et egyptisk skip som gang på gang løp på grunn og la seg i veien for oss. For å nå frem, forlot vi nordmenn den statelige korvett og satte oss på en pram som ble slept av et bitte lite dampskip, og vi gled da langsomt fremover, og hadde god tid til å se på de ville beduiner, som hadde leiret seg i sanden. Det var blitt mørkt. Med skilpadde-fart krøp vår pram fremover. Da åpner seg med ett et mylder av lys; det er Timsah-sjøen og Ismaïlia som stråler imot oss. Her holder kediven fest i kveld for sine gjester fra tre verdensdeler. Det er som et eventyr i Tusend og én natt. Havnen og byen stråler i lys og farger, skip, kaier og hus er illuminért. Flagg og vimpler fra alle lande vaier over det hele. Ja, kediven holder fest. Men gjestenes tal er vokset. Det er ikke lenger 65. Mangfoldige tusen arabere har visekongen kalt hit, og hver kommer med hele sin familie, med kvinner og med barn. Palads og hoteller og riksbygninger kan bare rumme de fornemste. Overalt er det slått telter opp. I ferskvannskanalen som løper gjennom byen, ligger lange rader av Nil-skip, som skal skaffe herberge. Uhyre menneskemasser strømmer gjennom gatene. Det er europeere av alle nasjoner, ikke en eneste unntagen. Det er tyrker, persere og beduiner; det er arabere, egyptere, koptere og negere; det er europeiske vogner med arabiske forløpere og fakkelbærere; esler med skrikende æseldrivere bak seg. Det er europeisk dansemusikk og arabiske rørfløyter; store drifter av okser, får og gjeter. Hele skarer av gjess og høns er samlet sammen til slakt for araberne. — Keiserinnen av Frankrig vil endelig ride på kamel, og jeg minnes henne ennå trave av sted i spidsen for et helt kompani av kamelryttere.

Om kvelden var det bal i vicekongens prektige palads. Her møttes alle verdens folkeslag i dans, i festlig glede over at en skillevegg mellom folkene var taget bort.

80Men hva der står sterkest i mitt minde fra festen i Ismaïlia, er mitt møte med Abd-el-Kader, den navnkundige araberhøvding. Jeg minnes det fine, lyse, litt voksblege ansikt, det edle uttrykk, den verdige skikkelse. Jeg minnes at han ikke hadde et graat hår, skjønt han nå var en aldrende mann. Ingen europeisk fyrste kunne føre seg fornemmere enn denne araberhøvding i sin snehvide ulldrakt. Da Abd-el-Kader hørte hvor jeg var fra, sa han: «Jeg har fått en æressabel fra Deres land, jeg kjenner det.» Jeg bukket og mumlet noen ord, om at alle sammen der hjemme i Norge hadde hatt lyst til å sende ham en æressabel, men at jeg ikke før hadde visst at de hadde gjort det. Han tok tydeligvis feil av Norge og et annet land langt mot nord, jeg skal ikke si hvilket.

Timsah-sjøen ligger omtrent halvveis mellom Port Saïd og Suez. Den neste dag drager vi videre gjennom saltsjøene. I vårt hotell i Suez har enhver av oss en hinduisk tjener liggende utenfor sin dør. Igjen som et eventyr! Men fra Suez seiler vi over til halvøyen Sinaï. Vi ser en liten flekk med palmer, akasier, og noen grumsede kilder; denne plett kalles Moses’ kilde. Her, sier sagnet, holdt jødene rast, da de var sluppet over, mens Faraos vogner og stridsmenn druknet i det røde hav. Her skal det ha vært at de sang sin lovsang, som ennå finnes opptegnet i 2den mosebok.

Denne stille sagnrike flekk i ørkensanden var vårt siste minde fra de henfarne tider. Vi går tilbake gjennom kanalen til Port Saïd. Som et blankt bånd skjærer den seg gjennom ørkenen, og dette blanke bånd binder østen og vesten sammen. I denne kanal skal i en uoverskuelig fremtid tusener av travle skip fare på den nye verdensvei.

Etter muntlig fortelling av Henrik Ibsen, ved udg.